Vi startede den 3. april, der var en meget stormende dag, ud med at tage ud til Albatroscentret på spidsen af øen. Det er det eneste sted i verden hvor albatrosser holder til på fastland, og det er desuden den største albatrosart i verden (Royal Albatros) der holder til der. Vejret var helt perfekt, da de kun flyver når der er vind og efter et oplæg af en maourikvinde begav vi os ud for at se de fantastiske dyr. Bortset fra at de umiskendeligt lignede kæmpemåger med lidt for lange vinger, var det stadig flot at se, især da vi fra et gemt platform havde udsigt til tre unger i deres reder, som forældre landede og fodrede. Det gav os en hæsblæsende halv time med at forsøge at tage gode billeder af dem i vinden som var meget svært. Det mest fascinerende var nok når de kom tæt på og man kunne se hvor store de virkelig var - de er nemlig verdens største flyvende fugl. Deres vingefang er dobbelt så stort som jeg er høj.

Efter albatroscentret begav vi os over til pingvincentret ikke langt derfra hvor verdens mest truede pingvinart, den guløjede pingvin bor. Dette er faktisk en slags skovpingvin, da den går op fra stranden og op i krattet og skovområdet, hvor den bor. Vi så først et slags pingvinhospital, hvor de behandler syge og trued pingviner til de kommer ovenpå og kan sættes ud i naturen igen. Herefter kørte vi ud til et kæmpe tunnelnetværk, hvor man gennem sprækker kunne se ud af gemte hytter og direkte ud til pingvinerne, der nogen gange kun var to meter fra én. De var meget fascinerende, men ikke så forfærdeligt kønne, da de er i den sæson hvor de skifter fjer. Jeg var dog i syvende himmel alligevel. Vi så også et par stykker, der endnu ikke var gået i gang med at skifte fjerpragten og derfor var meget kønne.
Vores guide fortalte os om de forskellige pingviner vi så, der alle havde navne. Vi hørte om hvem deres partner var, hvor mange unger de havde osv..
Til sidst på turen var vi heldige at gå lige forbi en pingvin, der var på vej op af vandet, som vi så helt tæt på uden noget sted at gemme os. Den virkede ikke bange, men bare nysgerrig og vi fik virkelig lov til at se den tæt på og tage et par gode billeder.
Næste morgen stod vi op og kørte til Sandfly Bay, som skulle være det letteste sted - dog uden garanti, for at se søløver. Vi begav os ned ad én MEGET stejl bakke af sand mod bugten. Der var rigtigt meget vind, så jeg måtte slås med den nederdel jeg af en eller anden grund havde på hele turen. Det viste sig, at vi var meget heldige på denne tur. Da vi kom ned til stranden kunne vi se en meget stor han-søløve ligge mellem sandbankerne, som endda rejste sig op så vi rigtigt kunne se den. Den var dog skræmmende (og farlig), så vi holdt afstand, men fik taget et par billeder inden vi gik videre ned ad stranden. På vejen så vi en stakkels død søløve og en anden der lå gemt bag et par sandbanker, før en børnefamilie gjorde os opmærksomme på, at en guløjet pingvin var på vej ned ad skråningen mod havet. De havde en kikkert med vi fik lov også at se i. Det var utroligt heldigt at se dette, da de normalt tager ud i havet meget tidligt om morgenen. Efter pingvinen var hoppet i vandet og svømmet af sted, gik vi ned for enden hvor en hel koloni af hun-søløver og sæler lå og sov i solen, hvor vi dog også fik set et par stykker hoppe i vandet.
Da vi havde kæmpet os tilbage op af sandskråningen begav vi os ind til Dunedin, der viste sig at være en rigtigt hyggelig by. Dunedin er en rigtig universitetsby med mange unge mennesker, men også en af New Zealands ældste byer med mange gamle bygninger, hvilket gav en hyggelig atmosfære. Vi gik lidt rundt og nød byen inden vi kørte ud ad byen og ud forbi Baldwin Street, der ifølge Guiness World Records er verdens stejleste beboede vej. Vi havde ikke rigtigt kunne forestille os hvor stejlt dette var og fik en god tid til at gå med at gå op og ned af vejen og tage, billeder, der skulle prøve at illustrere hvor stejlt det virkelig var. Vi turde dog ikke trække vores tunge gamle øse op af vejen som andre, da den sikkert ikke ville kunne klare det. Herefter kørte vi til Oamaru, hvor vi ankom hen på aftenen. Oamaru ligger nord for Dunedin og er også et fremragende sted at se pingviner - især verdens mindste pingvin den blå pingvin (som vi var så heldige at se én af i Abel Tasman).
Morgenen efter startede vi ud med at køre ud til Oamaru Blue Penguin Center og bookede en plads til når pingvinerne går i land når solen går ned. Vi købte også en dagsrundvisning, hvor man får lov til at se nogle reddekasser og gå rundt blandt pingvinernes huse, hvor et par stykker stadig er om dagen. Centret har meget streng politik omkring at man IKKE må tage billeder overhovedet - heller ikke uden blitz. Vores guide lod dog til at tro vi var fornuftige mennesker og lod os gå rundt selv - så selvfølgelig tog vi billeder. Efter turen købte vi pingvinformet slik, som Magnus stærkt håbede var lakrids, men viste sig at være sort abrikos slik. De var dog rigtigt søde at se på. Vi tog en lille tur rundt i byen, der er en af de ældre byer ligesom Dunedin og blandt andet havde en lækker Hollandsk bager, hvor de havde rigtigt gode tærter. Vi besøgte også biblioteket, hvor vi brugte internettet til at printe flybilletter fra Christchurch til Auckland og også koncertbilletter til dagen efter, hvor vi skulle se Paul Simon tilbage i Dunedin.
Herefter kørte vi mod Bushy Beach, hvor man omkring to timer før solnedgang kan se den guløjede pingvin gå i land. Vi fandt os den bedste plads på skrænten hvor vi i lidt vind og blæst sad og nød synet af pingviner der en af gangen kom op på stranden. Vi så også en enkelt sæl, der kom op rullet sammen som en bold. Det var rigtigt hyggeligt faktisk at se dem komme op fra havet og begive sig op i den meget høje skrænt. Efter at have iagttaget pingvinerne begav vi os tilbage til den blå pingvinkoloni. De blå pingviner skiller sig ud, da de samler sig i grupper ud for kysten og går i land sammen. Derfor kunne de netop sælge pladser, hvor man var sikker på at se en god del. Igen var der strenge regler om at tage billeder, som de mange japanere og koreanere ikke rigtigt forstod og vi havde let ved at snige os til et par billeder, som de stod og distraherede med deres kæmpe spejlreflekskameraer med 17 ekstra zooms på. Efter en dag fyldt med pingviner satte vi retningen mod Dunedin igen hvor vi på vejen fandt et overnatningssted i en lille flække, hvor de dog var rigtigt søde.