Profile
Blog
Photos
Videos
Selvom det er svært at vælge et højdepunkt på vores tur, ville det nok være New Zealand hvis man skulle vælge og nu blev det også endelig næste destination. Vi ankom i god tid i lufthavnen til en noget kortere tur end normalt - men vi kendte de Australske og (hvad vi antog var cirka det samme) New Zealandske sikkerhedsregler, og rigtigt nok endte vi ikke med at have overdrevet meget tid i Sydney lufthavn, men nåede at udnytte lidt Skype tid. Flyet var dejligt som altid, men det var et meget stort fly til ikke mange passagerer (stort, som i to etager), så alle havde ekstra sæder og der var også helt tomme firepersoners rækker hvis man virkelig ville snorke igennem. Flyveturen gik hurtigt, jeg fik læst op på lidt automatgear og billejeaftale og vi fik snydt os til et ekstra måltid mad. Fordi jeg har bestilt vegetarmad får jeg altid mad i god tid før alle andre og de glemmer altid at jeg har fået, selvom jeg har en bakke stående. Derfor kan vi altid få et ekstra delemåltid uden at skulle finde pungen frem.
Til sidst landede vi i New Zealand efter at have sloges lidt med indrejse formularen. Vi kunne ikke rigtigt angive en adresse, da vi i den kommende måned bor i en camper-van og vi havde ikke noget visum, da det ikke er nødvendigt for skandinaviere (hvilket de åbenlyst prøver at holde lidt hemmeligt, da det ikke havde et afkrydsningsfelt). Samtidig går de meget op i at bevare deres helt enestående natur, hvorfor vi også fik spørgsmålet om vi havde været i en skov de sidste tredive dage (glem alt om vores sidste indlæg - skete aldrig), været i kontakt med nogen dyr (bølle og perle kan ikke være så farlige) og ikke mindst om vi havde ting der var brugt udenfor, f.eks. fodtøj… Selvfølgelig er vores sko brugt udenfor. Hvordan i alverden skulle vi ellers komme til lufthavnen? I sko vi smed ud før vi boardede flyet? Vi måtte lidt irriterede krydse den sidste af, da vi tænkte det var bedre end at blive bustede i brugte sko til en kæmpe bøde. Dog var vi noget nervøse, da vi havde to timer fra vi landede til at nå vores billeje inde i centrale Auckland. Det gik heldigvis okay let og vi var ude på lidt under en time med en million brochurer fra lufthavnen og det hele. Vi var dog noget nervøse om at tage shuttlebussen for så at skulle finde lejestedet (og dermed sikkert ikke nå det med vores held), så vi tog en taxi, der nakkede cirka halvdelen af vores budget (måske lidt overdrevet, men vores dyreste taxi nogensinde som unge fattige mennesker). Til gengæld fik vi en taxichauffør der ræsede gennem byen, overhalede køer i midterrabatten, osv., så vi kom frem til bestemmelsesstedet relativt hurtigt og fik vores bil. Vi har lejet en Escape Campervan hos Travellers Autobahn, som har et noget… alternativt udseende. Bilen er fuldstændigt spraymalet og vi var meget spændte på motivet. Vi fik en donkeykong-pacman bil som vi er ret glade for, selvom et naturmotiv måske havde været lidt kønnere og mere diskret. (der kommer billeder af vores nye baby)
Pludselig var det nu og jeg skulle køre direkte ud på en fyldt vej i Auckland, i venstre side, i myldretiden (med automatgear for ikke at forglemme). Heldigvis gik denne del overdrevet godt og meget lettet satte vi kursen mod Northland (som heldigvis også bare var at følge vejen meget meget længe). Vi fik også anbefalet et supermarked: Pack'n'Save, som endda har nettofarverne. Dette fandt vi et af på vej op nordpå hvor vi fik handlet gevaldigt ind (dåsemad, yummi). Vi fik også tanket for første gang. Vi havde bestemt os for at sætte kursen mod Paihia, der ligger relativt langt oppe i Northland. Northland er 'spidsen' af nordøen ellere lettere sagt al område nord for Auckland. Kørslen gik fint, dog med få problemer om hvorfor forlygterne ikke virkede indtil jeg opdagede det var en så gammel model at der var en knap til at tænde forlygterne (man lærer noget nyt hver dag). Til sidst var jeg dog ret træt og vi fandt en holiday park meget nær Paihia. Holiday parks er ellers i den dyrere vognbane, men det var meget mørkt, kl. var over 22, og det var det eneste sted der stadig havde åbent for adgang. Til gengæld var vi så også nået op til Bay of Islands allerede første dag af vores tur. Vi besluttede os for at kæmpe kampen med gasbrænderen til aftenen efter, nøjedes med lidt brød og müsli og besvimede så i sengen.
Morgenen efter vågnede vi til noget af et mirakel, vi slog gardinerne fra og åbnede camperen - for at opdage at vandkanten til Bay of Islands lå cirka ti meter fra vores bil… (ja, så mørkt er her åbenbart om natten). En dejlig overraskelse, som vi også nød udsigten til under vores morgenmad i det grønne. Efterfølgende fik vi vasket en god bunke tøj hvor tørretumbleren desværre ikke var så effektiv som håbet, hvilket resulterede i at bagrummet af vores bil blev brugt til tørrerum på al plads der ikke dækkede vinduerne. Herefter gik vi på opdagelse i området, hvor vi startede med at vade langt ud på grund af lavvande, hvor vi også kunne se mange lokale var ude og samle østers i sandet. Herefter kom vi forbi et anbefalet madsted 'Shippey's', som er et gammelt stort sejlskib lavet om til restaurant med (meget) overskuelige priser. Her var de især kendte for deres Fish'n'Chips og efter vores super dårlige oplevelse i Sydney måtte vi næsten give det et nyt forsøg her ved frokosttid. Det viste sig at være rigtigt hyggeligt, med lokale i badetøj og bare overkroppe, der sad og nød solskinnet med en øl i hånden. Med bilnøglerne i hånden takkede vi bare ja til et glas vand og to stk. Fish'n'Chips. De havde flere forskellige slags fisk vi kunne vælge at få lavet retten med og vi satsede på to forskellige - den mest populære og vores tjeners favorit. Vi fik serveret det i papir og det hele og det viste sig faktisk at være rigtigt lækkert og ikke særligt klamt. Især fisken var helt frisk og fin, og hans favorit overvandt lidt det typiske valg. Med en god solid frokost kørte vi videre op langs kysten hvor vi holdt ind til nogle smukke udsigtssteder og gik tur i vores første 'Kiwi-zone', hvilket er stedet deres populære og truede kiwi-fugl lever i. Vi anede ikke her at fuglen var sky og et nattedyr, så vi så ikke andet end meget smuk natur. Herefter kørte vi videre til Haruru falls, da vi som ægte turister har en stor kærlighed til vandfald. Det viste sig også at være rigtigt flot på trods af lavvande, men desværre havde to turister besluttet sig for at svømme ud og sidde på nogen sten ved vandfaldets fod hvilket ødelagde alle drømmebilleder til familiealbummet for alle andre. Dog gjorde lavvandet at det var let at gå rundt ved toppen af vandfaldet og bade fødderne.
Morgenen efter en god nat på campingpladsen pakkede vi bilen, nød et varmt bad og kørte af sted. Vi nød morgenmad ved en bugt der gav god udsigt over Bay of Islands og tog efterfølgende et smut forbi vandfaldet for at se det ved højvande. Igen meget smukt og denne gang uden turister (da stenene de før sad på nu var gemt under vand). Herefter satte vi kursen stærkt videre op nordpå efter Wangaroa Harbour og Doubtless bay. Hurtigt kom vi forbi endnu et vandfald, denne gang Rainbow Falls ved Kerikeri. Dette var langt smukkere end det andet og vi nød det (med mange billeder), da der ikke var mange turister. Turen gik hurtigt videre forbi Get Fudged & Keriblue i Kerikeri som er en sær blanding af keramik og fudge. Rigtig rigtig lækker fudge. Magnus og jeg brugte de gratis smagsprøver men endte også med at købe noget som vi har taget med videre til en særlig lejlighed. Vi nød frokost med den smukkeste udsigt vi endnu har set og fortsatte til Wangaroa Harbour, der hurtigt viste sig at være ret død, især da vejret var vendt til det noget mere blæsende. Vi kørte videre langs doubtless bay og holdt blandt andet ind ved en strand da vejret var vendt til det bedre. Vi badede fødderne lidt, nød en is og Magnus jagede nogen fugle til vi var sikre på de kunne flyve og ikke var sjældne. Vi besluttede os for at hvis vi skulle videre ned syd på til kiwier og store kauri-træer måtte vi hellere komme derned af og vi kørte derfor derhen af. Vi blev dog distraheret af et skilt der sagde '90 miles beach: 10 km'. Dette var en ting vi ellers havde skåret fra at se, men endte med ikke helt at kunne droppe når vi nu var så tæt på. Turen derhen var hurtig og vi nåede det lige til solnedgang. Stranden er meget bred og meget lang og firhjulstrækkere kørte op og ned ad stranden, mens vi nød at stranden stadig var helt våd og derfor reflekterede himlen og solnedgangen fuldstændigt. Det er nok noget af det smukkeste vi endnu har set. På vejen derhen havde vi set en masse campere ved en sø, hvor man tilsyneladende ikke skulle campere for at holde. Dette viste sig at være korrekt og vi havde derfor et dejligt og helt gratis sted for natten og første gode undskyldning for at bruge gasbrænderen. Vi sluttede aftenen af med at se en film på computeren og nyde den ellers fuldstændige stilhed.
Morgenen efter stod vi op til en morgendukkert i søen der var utroligt ren, varm og lækker. Vi fik spist morgenmad og kørte derefter derudaf med mål mod en af de mange parker, hvor der var stor sandsynlighed for at se kiwier når mørket faldt på. Vi kørte langs kysten, hvor vi kom forbi mange fantastiske udsigtspunkter, blandt andet en høj klippe, der var meget frodig, hvor man kunne se en kæmpe mængde land der var udelukkende lavet af sand på den anden side af bugten. Generelt har bugterne her oppe ved Northland meget lyst turkist vand på grund af at det er fuldstændigt sandbund, hvilket bare gør naturen her endnu smukkere. Efterfølgende kørte vi ind i landskabet til de mest snoede veje jeg nogensinde har oplevet. Man kunne maximum køre 40 km/t, hvor man drejede hver tiende meter af skarpe sving. Dette fortsatte i en time. Nu var vi for alvor i regnskoven som de prøvede at bevare bedst muligt og skåne for vejene. Vi nåede til sidst et af stoppene på ruten: det største kendte levende kauritræ. Mange af dem lå hvor man skulle gå et længere stykke og aftenen var ved at falde på: Vi skulle stadig nå til kiwistedet. Derfor nåede vi kun det ene, men også meget store træ kaldet Tane Mahuta, hvilket betyder God of the Forest. Stammen er 17,68 meter høj og dets omkreds er 13,77 meter, så som I kan forestille jer var det noget af et imponerende træ. Efter at have beskuet træet kørte vi videre gennem ligeså svingende og umulige veje indtil vi nåede den holiday park der havde kiwi-night tours. De var desværre fuldt bookede for aftenen og noget slukørede prøvede vi at se om vi skulle køre videre sydpå, indtil en meget sød økologisk grøntsagsdyrker spurgte os hvorfor vi holdt der. Vi forklarede hende problemet og hun foreslog os at holde på den meget billigere campingplads og bare selv gå på opdagelse, da mange selv fandt kiwier om natten bare ved selv at gå ruten. Dette lyttede vi glade til og købte også lækre billige grøntsager af hende som tak da hun kiggede forbi campingpladsen senere. Da natten faldt på gik vi på jagt og efter to timer var vi desværre stadig ikke kommet nærmere på at se en kiwi end at høre den på meget nært hold ude af stand til at se den. Det var frustrerende især da alle andre vi mødte havde set en. Vi gav til sidst op og gik tilbage i seng, men aftenen havde nu været meget sjov alligevel med oplevelsen af at gå på tåspidser med spidsede ører på jagt efter kiwier. Dagen efter var turen planlagt til at gå langt væk fra Northland. Vi skulle over til Cormandel, der er en halvø nordøst for Auckland. Alt i alt havde dagene i Northland været rigtigt spændende, folkene her er meget åbne og flinke og NZ er bare så utroligt smuk. Vi har også været relativt heldige med vejret. Og det med at køre i venstre side er måske kun gået galt en enkelt gang eller to. Alt i alt et par succesfulde første dage.
- comments