Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle - vi kan ikke beskrive hvor meget vi gerne vil undskylde for ikke at have opdateret mere, men vi har siden sidste opdatering befundet os meget i byer, hvilket gør man ikke lige har aftenen til at opdatere. Resten vil dog komme op følgende - især når vi kommer hjem om små 10 dage. Billedet passer ikke til indlægget, da det Cambodjianske internet slet ikke ville lave et blogindlæg og Vietnamesisk kun vil samarbejde så langt at vi ikke skal loade nye billeder op. Men her er et indlæg om for længe siden. Lige nu er vi lige ankommet til Ho Chi Minh City og skal på marked.
Opdatering: nu med billede fra gletsjeren!
Den 27. marts stod vi op til et dejligt vejr og kørte af sted ud til den nærliggende sælkoloni. Ved ankomst startede vi med morgenmad, hvor vi fik besøg af nogle overraskende fugle: Wekaer. Wekaer er en meget sjælden fugl, der har så små uudviklede vinger, at den ikke kan flyve - præcis ligesom kiwien. Den er dog lidt mere andeagtig. På trods af sjældenheden var fuglene godt vant til turisterne. De lever kun i et lille område af sydøen, hvor der dog er mange turister, så de tigger løs og kæmper med mågerne hvis man smider brød til dem. Dog var det dejligt endelig at se en ægte New Zealandsk fugl, der ikke kunne flyve. Klodsede var de også - fuldstændigt forsvarsløse, hvilket jo også er årsagen til at de er udryddelsestruede. Efter at have fodret og fotograferet dem lidt gik vi ned for at se sælkolonien, hvor sælerne som i Abel Tasman lå og solede sig på klipperne, mens nogen svømmede i vandet. Dog var vandet langt mere voldsomt, præcis som vi havde hørt vestkysten beskrevet. Hvis man så bort fra de vilde bølger, der slog mod klipperne, var vi også meget fascinerede af de små sælunger der ligeså langsomt og klodset bevægede sig rundt på klipperne.
Efter at være færdige med vestkysten skyndte vi os at tanke op (efter et vejskilt med 90km til næste benzin) og fortsatte herefter ned langs en flot, men meget snoet vej langs kysten, som til gengæld bød på en fantastisk udsigt. Vi stoppede flere gange ind ved stranden og snuppede et par billeder af de flotte klippeformationerne, der hårdt mødtes af havet gennem høje kraftige bølger.
Udover strandene og udsigtspunkterne stoppede vi ind ved en stor flod med bjerge på begge sider, der mest af alt lignede noget der var taget ud af amazonas. Det er noget af det virkelig fantastiske ved New Zealand: Den vilde kyst med høje klipper og sneklædte bjerge efterfulgt af regnskove og palmer. Diversiteten i naturen er helt vidunderlig her. Da vi stoppede ind ved floden opdagede vi at vi havde nået endnu en af de utallige nationalparker (hele landet er nærmest én stor). Denne gang var det en start på en større vandrerute lidt fra Punakaiki. Hele ruten var sat til over otte timer, så vi valgte i stedet bare at gå kort ned ad stien og betragte den sindssygt smukke natur. Det var endnu smukkere end det så ud til udefra, hvilket I også vil se i billederne. Vi morede os blandt andet med en stor sten ind over stien, hvor vi tog "se hvor stærk jeg er - jeg kan bære denne kæmpesten"-billeder. Vi fortsatte de sidste få kilometer ned til de store Pancake-Rocks skilte, hvor vi for første gang måtte parkere i lidt længere gåafstand - der var sindssygt mange mennesker! Pancakerocks så ved første blik ikke ud af noget så særligt og flot som vi havde hørt det beskrevet, men jo længere ud på klippen vi kom jo flottere blev det. Pancake Rocks er enkelt beskrevet klippeformationer ved havet, der ligner pandekagestakke. Selve mødet mellem de flotte sten, det vilde hav og udsigten til kysten så langt øjet strakte var en fantastisk oplevelse og helt sikkert værd at kæmpe lidt ekstra for en parkeringsplads for. Efter at have nyt synet af pandekagestenene satte vi os godt til rette i bilen og kørte det resterende lange stykke til Franz Josef, som er en af de to gletsjerbyer. Her fandt vi en helt udmærket campingplads og fik kigget os lidt omkring i byen, heriblandt på det lokale informationscenter, som vi plyndrede for brochurer om gletsjerture.
Vi startede næste dag på informationscentret (nu i bemandede åbningstider), hvor vi fik bestilt os en noget krydret vandretur på Fox Glacier næste dag. Vi måtte herefter finde bogen frem for at dagen ikke skulle gå til spilde og fandt frem til en lagune en halv times kørsel derfra (ja, det virker jo lidt absurt tæt på en gletsjer). Ikke desto mindre tænkte vi, at det da helt klart var bedre end ingenting og vi kørte af sted mod den lille by Okaito med den tilhørende lagune. Lagunen var ifølge bogen et helt fantastisk sted at se fugle, især den hvide hejre, da det er det eneste sted de yngler på New Zealand. Efter kort inden vores afrejse at have set filmen The Big Year (som desuden er et godt grin til en hyggelig aften), besluttede vi os for at vi da skulle ud og have lidt fuglekiggeri selv. Filmen handler om en stor konkurrence i USA om hvem der kan spotte flest fuglearter på amerikansk jord.
Vores 'Big Day' startede godt: Vi ankom til at se en hvid hejre sidde højt i et træ lige ved parkeringspladsen med et par fuglenørder der omringede den med store kameraer. Det føltes til nok at skulle blive en sjov nok dag. Vi fandt hurtigt et sted hvor de udlejede kajakker (eller nok nærmere stedet) og vi lejede glade en dobbeltkajak og fik en fin oversigt over de fugle vi kunne se på vores tur i lagunen. Det viste sig at blive en noget fjollet, men rigtig fed tur hvor vi også fik set en Kingfisher, endnu en hejre, en helt masse oystercatchere og en fugl der flyver dertil non-stop fra Alaska. Vi så også en helt masse fugle vi ikke er helt hundrede på hvad hed, men de var da meget pæne og søde. Efter kajakturen var vi i godt humør og fik også en dejlig kop te hos det lille udlejningsselskab, hvorefter vi kørte tilbage til Franz Josef. Vi fik noget sen frokost og kørte så lidt rundt og tjekkede byen ud og handlede ind til madpakke den næste dag. Vi var ikke sultne til aftensmad, men tog os alligevel friheden til en lille date på en hyggeligt udseende restaurant tæt på - bare til dessert. Det viste sig, at vi bestemt ikke kom til at fortryde den beslutning. Magnus fik en lækkert æbeltærte-crumble med bær, is og flødeskum som var den bedste af slagsen vi nogensinde har smagt. Den var simpelthen surrealistisk lækker. Jeg fik en chokolademousse, der var snoet i glasset. I hullerne mellem moussen var der friske lækre bær og is og flødeskum så det slet ikke blev for chokoladet. Vi gik glade i seng og glædede os til den efterfølgende dag.
Næste dag tog vi af sted mod byen Fox fra Franz Josef i lidt god tid på grund af at vi lige skulle krydse et bjerg på vejen. Det gik dog fint og vi fandt frem til mødestedet i god tid. Vi blev sammen med vores gruppe gjort klar i varmt tøj og udstyr fra top til tå - blandt andet meget varme vinterstøvler med tilhørende meget spidse pigsko, som vi skulle bruge for at kunne gå på isen.
Turen startede med at vi besteg bjergsiden af to årsager:
1. Så vi kunne opleve selv hvordan Fox Glacier er en af de eneste i verden som ligger omkredset af regnskov.
2. Så vi kunne komme ind på gletsjeren et stykke oppe, så alle kræfter ikke skulle bruges på at komme op til det flotte.
Vi fik desuden også en bonus i en fantastisk udsigt og at kunne drikke direkte fra en ren gletsjerkilde. Da vi nåede gletsjeren pakkede vi os ind i mange lag, da det er som at gå i et kæmpe køleskab og begav os derefter forsigtigt ud på isen. Pigskoene viste sig efter instruktion at være lette nok at gå i og selvom vandringen på gletsjeren krævede kræfter var det en af de smukkeste og mest fantastiske oplevelser vi begge har haft. At gå rundt på gletsjeren var som en eventyrsverden, især da vores guide fandt et godt hul vi kunne fire os ned i, så vi var helt nede i gletsjeren med is på alle sider. Gletsjerturen var helt ubeskrivelig og noget klart alle burde opleve. Jeg kan ikke komme tæt på at beskrive hvor anderledes og smukt det var, men måske I kan få en fornemmelse af det fra billederne.
Efter en lang dag på gletsjeren måtte vi lige have det sidste med i byen Fox - Lake Matheson er en meget kendt sø på grund af at den (for det meste) reflekterer præcis som et spejl og blandt andet reflekterer Mount Cook: Oceaniens højeste bjerg. Vi var dog ikke ligefrem heldige og søen reflekterede for at sige det pænt ikke en skid. Jeg var noget skuffet, men Magnus fik mig alligevel lokket hele vejen rundt om søen. Vi endte med at se en New Zealandsk ål i søen, helt ved overfladen. Den er ret sjælden og meget sød af en ål at være og gjorde at vi fik bare lidt ud af den deprimerende ikke-spejlende sø.
Vi fortsatte samme aften mod byen Haast og regnede med at vi havde klart benzin nok, da vi havde en halv tank stadig. Det var her vi første gang kom på kant med vores benzinmåler, der overhovedet ikke var præcis og på få minutter viste sig at kunne svinge over en kvart tank. 25 km uden for Haast begyndte den at sige vi ikke havde mere benzin. Når vi siger 25 km uden for Haast siger vi også 25 km uden for nærmeste benzintank. Dem vrimler det ikke med på Sydøen og heller ikke byer, huse, eller mennesker. Vi kunne ikke gøre andet end at fortsætte og slukke motoren ned ad bakker. Det endte heldigvis med at lykkes: Om vi var tæt på ikke at have benzin nok er ikke til at vide, for vi kunne ikke fylde meget mere på end vi normalt kunne, men vi var bare glade for at nå frem og fandt et sted at overnatte.
- comments