Profile
Blog
Photos
Videos
Se - billede! Internettet ville pludselig gerne.
Vi stod op i flækken Haast, tankede overprice benzin, købte mad i et minimarked og kørte af sted til en nærliggende pingvinkoloni. Det viste sig dog, at her var vi helt udenfor sæson, så vi måtte noget slukørede (især mig) køre videre. Vi stoppede ind ved Knights Point for at spise morgenmad og blev mødt af et gyselig oplevelse: Magnus åbnede bagklappen og ind fløj det med de berygtede sandfluer vi ikke før havde set, men kun var blevet bidt af et par gange. Vi fandt insektsprayen frem og gik i gang og havde da vi kørte igen også noget af et projekt med at åbne vinduerne når en flok nærmede sig. Knights Point var ellers meget flot, men skønheden forsvandt lidt på grund af det forfærdelige møde med de små irriterende insekter.
Vi satte kursen mod Queenstown og stoppede på vejen ind ved en brusende flod med tilhørende vandfald, der også var utroligt flot. Generelt var ruten til Queenstown flot, da den gik gennem (endnu) en kæmpe naturpark. Endnu et fotoshoot skete da vi nåede Lake Wanaka, der er en meget flot og meget stor sø, der ligger omkredset af bjerge.
Vi stoppede ind i Wanaka by til en is og lidt supermarked, der også viste at være en super hyggelig by, der dog mest kørte på skiferier, men også var noget travl på grund af påskedagene. Senere på dagen nåede vi efter et par snørklede bjergveje Queenstown, der dog viste sig at indeholde et par problemer. Det sted vi havde tænkt os at bo var fuldt booket og meget langt virkede det fuldstændigt umuligt at finde et sted. Vi var ved at opgive byen, da vi til sidst fandt en lidt krydret, men fin campingplads - muligvis den bedste vi har boet på med lækre bad og køkkenfaciliteter.
Vi fandt hurtigt computeren frem og købte internet, da vi ville booke noget rafting til den efterfølgende dag. På trods af New Zealand + Queenstown priser bookede vi turen, lavede mad og gik i seng. Den efterfølgende morgen måtte vi op og ned i byen, hvor vi mødtes med et stort hold der imponerende nok kun indeholdt to danskere som vi formåede at skjule vores nationalitet for. Vi blev kørt af sted i busser og måtte skrive under på, at vi kendte risikoen og at det ikke var firmaets skyld hvis vi døde. Noget spændende. Vi blev sat af til at udstyres med wetsuits og hjelme. Det var noget nødvendigt med tykke wetsuits, da Shotover River som vi skulle på kun cirka var fire grader "varm". Efter at blive udstyret blev vi kørt ned til floden gennem Skippers Canyon, som er en af de få veje vores bilforsikring ikke dækker. Fair nok - man kører på en meget smal grusvej med stejle klippeskrænter ned på alle sider. Det stejleste sted var der 100 meters "frit fald" hvis man kan kalde det dét. Det var dog utroligt smukt og man savnede lidt et kamera. Det var i samme Canyon at man for mange år siden udgravede guld, ligesom i floden vi skulle ned på.
Til sidst nåede vi floden, fik sikkerhedsinstruktioner og kom i en båd med et par amerikanere og tyskere og en sød guide, der på den lettere del af floden gik i gang med at lære os de forskellige ting vi skulle kunne inden vi nåede den vilde del. Han fortalte os også en del om guldudgravningerne i floden, og at folk stadig går ud i floden og finder guld. Efter meget instruktion og øvelse begyndte vi at nå de vildere dele af floden. Det var helt som en forlystelse - bare det meget farligere og vildere. Vi var alle ved at falde ud af båden flere gange, men formåede at blive i, selv da båden skulle vendes på siden for at komme forbi en sten. På de mere rolige strækninger kunne man lade sig selv falde i vandet og flyde med strømmen, hvilket var sjovt og kun koldt i få sekunder på grund af våddragten. Udover alle de vilde fald og twists sejlede vi også igennem en lang tunnel lavet af guldgraverne, hvilket også var rigtigt flot. Da vi nåede det sidste fald var vi instruerede til at se bange ud, da kameramanden stod her og vi var godt forberedt med vores største skrig - det viste sig dog slet ikke at være nødvendigt da det var den vildeste del af turen og skriget kom helt af sig selv. Det blev derfor også et rigtigt godt og situationstrobillede, der dog kostede en mindre formue og som vi derfor ikke er i besiddelse af. Ved enden var vi rigtigt glade for turen, også på trods af at den kostede meget.
Sent på eftermiddagen vendte vi tilbage til Queenstown og stillede os i kø til den berømte Furg-burger. Den siges at være verdens bedste burger og vi var jo nødt til at smage en fra deres lækre udvalg. Vi måtte også stå i kø i omkring 20 minutter og hente vores mad efter 40, så vi håbede virkelig det var ventetiden værd. Mens vi ventede så vi os omkring i den overraskende hyggelige by og jeg købte blandt andet en glasfigur til min samling, der forestiller en lille kiwifugl der holder en rugby. Vi hentede maden og tog den med ned til havnen, hvor vi nød den til en smuk udsigt. Burgerne viste sig i særdeleshed at være verdensklasse og helt fremragende. Uden tvivl de bedste burgere vi begge har smagt. Vi gik efterfølgende en tur langs havnen til det blev mørkt og gik i seng oven på en rigtig dejlig dag.
Næste morgen skulle vi af sted mod Milford Sound. Magnus var tidligt oppe for at nå en løbetur og kom hjem med noget af en historie. Han var løbet forbi en mand, der måske så ud til at være 30 år gammel med en fuldstændigt trimmet krop - hugget ud af granit. På vejen tilbage mødte han ham igen og han stoppede op for at tale med ham. Da han kom tættere på kunne han godt se at ansigtet havde lidt rynker, men da manden fortalte ham at han var 75 var Magnus alligevel ved at falde død om på stedet.
Med denne start på morgenen kørte vi af sted og fandt hurtigt et sted til morgenmad på den anden side af søen overfor Queenstown i meget smukke omgivelser. Vi satte kursen mod den lange tur mod Milford Sound, som er en del af New Zealands største naturpark og også kendt som den smukkeste, sammen med Doubtful Sound, som dog er endnu sværere at komme til. Vi stoppede ind i Te Anau, for at tanke inden vi tog ind i naturparken uden benzintanke. Vi begav os herefter ind i naturparken, hvor der er cirka to timers kørsel ind til selve Milford Sound. Vi stoppede ind ved alle skilte for at se den smukke natur, hvor især Mirror Lakes var meget imponerende. Endelig en sø, der var helt som et spejl! Vi havde badet os selv i insektspray, så sandfluerne, der her var kæmpe sværme af, var ikke så stort et problem. Som vi begav os længere og længere ind i parken blev det også smukkere og smukkere. Bjergene er helt fantastiske og hele landskabet er bare utroligt flot. Vi nåede senere også sneklædte bjerge med udsigt til store gletsjere og smukke dale. Vi vidste også, at dette område var et af de eneste steder fuglen Keaen lever. Det er verdens eneste papegøje der lever i bjergområder og er meget interessant. Den er flot, men har også en intelligens som et otteårigt barn, hvad der skulle være utroligt underholdende. Desuden elsker den at splitte især biler ad. Vi var dog ikke heldige at se nogen på turen ind. En del af turen foregik i en tunnel gennem et bjerg. Der var meget mørkt og ikke særligt stort, så der kunne kun køre biler var en sidde af gangen. Vi var heldige og behøvede kun vente et par minutter, men ventetiden skulle være op til tyve minutter. Vi nåede igennem og fandt et sted at overnatte før vi tog en lille aftentur ned og så et af de smukkeste syn i verden med solnedgangen over Milford Sound bugten (I må se billederne). Hele vejen om os var bjerge, fugleskrig og vandfald. Vi glædede os til morgenen efter der stod på sejltur i bugten.
Den 2. april måtte vi tidligt op for at nå morgenbåden (der er noget billigere - men stadig overprice). Vi kom ombord på færgen og gik i gang med de næste to timer hvor vi ville komme til at tage næsten 200 billeder. Turen i bugten var helt fantastisk: Vi så både sæler der lå på klipperne, det utroligt smukke landskab med masser af vandfald og smagte også vandet fra et af vandfaldene, der næsten smagte som vandet hjemmefra - det skabte lidt hjemve. Vi sejlede helt ud til udmundingen af bugten hvor vi kunne se kysten og havet, der som altid også var meget smukt. Efter bådturen begyndte vi at køre ud af naturparken langsomt, men stoppede ind ved flere af de stop vi ikke havde nået dagen før. Blandt andet Charms, der var en række vandfald. I bilen havde vi lige siddet og snakket om, at det var sidste chance for at se Keaer og havde læst i bogen, hvor de ofte var, men da jeg trådte ud af bilen kunne jeg ikke andet end grine. "Magnus, du ved det du lige sagde om at du gerne ville se keaer? Kom ud af bilen engang". Lige foran mig sad utallige keaer og stirrede op på mig med deres intelligente øjne og kameraet røg hurtigt frem. De var utroligt søde og prøvede både at splitte vores og andres biler ad, dog uden held. Måden de arbejdede sammen på og var lejesyge og intelligente var dog meget fascinerende og atypisk.
Efter at være nået ud af parken spiste vi frokost i Te Anau, hvor jeg fik en seafoodpizza med omkring 300 muslinger på, der ødelagde appetitten lidt. Magnus var dog rigtig sød og gentleman og byttede pizza med mig. Efter dette satte vi en klar kurs mod Dunedin, der lå ovre ved østkysten af øen og derfor gav et godt antal køretimer. Vi nåede det dog samme aften og fandt en campingplads på Otago-Peninsula halvøen, der ligger udfor Dunedin og hvor der både er albatrosser, søløver og to slags pingviner.
- comments