Profile
Blog
Photos
Videos
Vi vågnede op til at White Island turen igen var aflyst og vi havde (desværre) besluttet os for, at selvom vejret dagen efter skulle blive fremragende kunne vi simpelthen ikke spilde mere af vores tid, når vi allerede havde set Rotorua. Vi satte kursen syd på mod Taupo og Tongario National Park. I Tongario National Park er vandreturen kaldet "The Alpine Crossing", som er en vandretur på cirka 7½ time, hvor du går blandt tre vulkaner, heriblandt Mount Doom (fra Ringenes herre filmene). Her kørte vi blandt andet forbi nogle flotte udsigtspunkter over vilde floder og spiste frokost ved Taupo sø, der er New Zealands største og også rigtig smuk. Herefter kom vi til nationalparken, som var et fantastisk syn. Vi så først to vulkaner, hvoraf den ene røg meget og den anden lignede dommedagsbjerget fra Ringenes Herre på en prik med den meget karakteristiske stereotype-vulkanform. Vi kørte videre op mod en lille by ved den tredje vulkan, som er meget flad, men kæmpe stor og meget smuk. Her lå naturstyrelsen (her forkortet DOC) med deres informationscenter. Tongario National Park er et af de største områder for vandring med både ture der nærmest varer en uge og ture der varer en halv time. Den vi skulle på dagen efter er mange steder beskrevet som en af verdens flotteste en-dags vandreture, så vi glædede os. Vi talte med naturstyrelsen på centeret, som sagde vejret ville blive rigtigt godt til vandreturen og oplyste os om to lidt sure ting:
1. Vandreturen er ændret på grund af at den yderste vulkan (som vi så ryge) pludselig gik i udbrud sidste august efter 120 års stilhed hvor den egentlig var dømt til ikke længere at være aktiv. Udbruddet skete med en stor skoleklasse tæt på og ramte ned over den resterende del af ruten hvor, der dog heldigvis ikke opholdte sig nogen. Turen var cirka ligeså lang, men i stedet for at ende et andet sted end hvor vi startede skulle vi op til toppen af bjerget/vulkanen og så ned igen samme vej. Hun lovede os dog vi stadig ville kunne se alt det smukke, som tiltrak folk til vandreturen.
2. Parkeringspladsen ved ruten lukkede når den var fyldt, og samme morgen havde den været fyldt 6:30 om morgenen, hvorefter hele vejen lukkes. Det var noget tidligt i vores smag, men når man skulle vandre så længe ville man helst ikke gå længere.
Herefter kørte vi til DOC-campen kort derfra, der var noget mere primitiv uden strøm og noget som helst andet. Der var ikke engang et bad, men til gengæld toiletter og lov til at holde. Her gik vi tidligt i seng, men det var til vores forundring meget koldt - noget vi ikke før havde prøvet. Det blev mere og mere frysende koldt og uden strøm til varmeblæseren og i vores blikdåse af en bil blev det en meget kold og frysende nat, hvor vi bestemt desværre ikke sov særligt godt. Da vækkeuret ringede 5:30 besluttede vi os for, at der ikke kunne være så langt at gå fra vejen til parkeringspladsen og vi derfor kunne sove videre noget længere, da det var bedre at være udhvilet når vi nu skulle vandre så langt. Da vi engang vågnede tog vi af sted og fik spist en god morgenmad, inden vi gik fra bilen ved hovedvejen. Det overraskede os hurtigt hvor langt der var til parkeringspladsen og vi indså hurtigt at, ja, det var sørme vejen vi kunne se mange kilometer foran os. Vi begyndte lidt at fortryde ikke at være stået tidligt om, men måtte også indse at vi havde været for trætte. Vi var heldigvis super heldige og der kom en camper kørende, hvor konen bare skulle sætte manden af til vandreturen. Det viste sig, at der var syv ekstra kilometer hver vej fra hovedvejen til parkeringspladsen, så liftet kom som sendt fra himlen, da det også var meget varmt. Vi blev sat af og satte gang i benene af en relativt let sti med et vandløb ved siden af og dejlig smuk udsigt til vulkanerne. Der var desuden en god mængde sten og klipper og generelt gik landskabet meget op og ned hvad der gjorde vandreturen lidt vanskeligere end bare at traske ligeud ad landevejen. Vi nåede til sidst punktet inden selve "alpine-crossing" startede og altså, hvor det gik meget op af. Her holdt vi en kort pause med et æble ved et lille vandfald inden vi begav os derop af. Turen opad var lang og hård: Vi skulle 900 meter stejlt op og ned igen spredt over 19 km og turen ville ende med at vare godt 7½ time. Turen op af var meget stejl og gik konstant op ad den første lange tid af trapper og jordskrænte, hvor tanken om at man nok ikke lige skulle falde ned i hvert fald strejfede én et par gange. Efter den første hårde opstigning, hvor det mest irriterende nok var det faktum at folk var begyndt at komme ned, mens vi gik op, nåede vi til en dal mellem de to vulkaner. Her var relativt fladt og meget smukt med flot udsigt til rødlige landskaber og Mount Doom. Her følte vi også for første gang at vi var lidt alene i verden på vandreturen. Vi fandt ud af at det nok var fordi alle var fanget af skrænten foran os, hvor der ikke var bygget trin og stier, men som derimod var af en god mængde ler og småsten, og endnu stejlere end før: Tit måtte man nærmere kravle end vandre. Her mødte vi også en venlig ung canadier, der dog viste sig at være halv dansker ved navn Kent. Han viste sig at være meget social og snaksagelig - måske mest af alt for at få øvet sit dansk (som han ikke havde talt et par år, men var helt udmærket imponerende til). Ham fulgtes vi med det sidste hårde stykke til toppen, hvor vi snart fik øje på et fantastisk syn: Red Crater. Red Crater er, bogstaveligt talt, et stort rødt krater, men samtidig nok også noget af det smukkeste vi nogensinde har set. I får at se hvad vi snakker om, når der kommer billeder op - det er helt utroligt. Vi kravlede det sidste stykke til toppen, hvor man fik lyst til at skrige så højt man kunne "I'm the king of the world", eftersom man stod cirka 1900 meter over havets overflade med udsigt så langt øjet strakte. (Gå hjem Burj Khalifa)
Her på toppen kølede vi hurtigt ned efter opturen - vi havde allerede taget bukser og et godt antal overtrøjer på, på vejen op da det naturligvis blev køligere og køligere og i den højde var vi nok ikke højere end 5-7 grader. Vi satte os sammen med Kent og to tyskere (der lige røg en joint på deres vandretur) til at nyde udsigten med emirald lakes foran os (helt turkise søer midt i alt det brune og røde - også meget smukt) og Red Crater på siden af os - og selvfølgelig desuden også hele området for vores fødder. Vi fandt madpakken frem for at lade lidt op inden nedturen, hvor Kent, der var kommet så sent at folk var begyndt at tage hjem, tilbød os et lift fra parkeringspladsen. Det lød jo rart, men vi tænkte at det kunne være et problem at holde trit med ham, da han var kravlet til toppen på 2½-3 timer. Dette var dog ikke et problem, da han vidst nød at have noget selskab og derfor gerne ventede på os på de svære stykker - han ved jo godt vi danskere ikke rigtigt har bjerge. Turen ned var også flot og desuden så sindssygt meget lettere og overskudsfyldt at det gik rigtigt hurtigt (i hvert fald psykisk) og hurtigt havde vi fået et lift ned til vores campervan der stod noget alene ved hovedvejen. Vi hoppede ind og satte kursen mod Wellington (eller derned af), da det var vores næste store stop og vores sidste inden turen gik til sydøen. Vi nåede til et sted langs motorvejen, hvor vi efter et par timers kørsel slog os ned og sov rigtigt godt.
Forresten undskyld forsinkelsen med blogindlæg, men tiden går så hurtigt her at vi ikke havde opdaget hvor lang tid siden det var I havde fået noget. Vi håber lige at få catchet op inden for et par dage. Vi nåede fint til sydøen - og har det stadig rigtigt godt. Lige nu befinder vi os ved Westport og turen kører længere sydpå til sælkolonier og gletsjere. Men det må I høre mere om senere hen !
- comments
Annemarie Tak for spændende indlæg! Hvor får I dog oplevet meget hver dag :o).. Nu fik jeg set alle billeder, det viste sig at jeg havde set alle, men blot glemt det med grillen.. Jeg kunne næsten ikke få armene ned efter at have talt med jer i går, det var dejligt at se, at I har det godt og er glade :o). Mange kærlige hilsener fra Mor/ Annemarie
anne Stubbe horn Det har knebet lidt, at komme på nettet her i Mellieha, så derfor ser jeg først nu dette indlæg, men er ikke destomindre lige så glad for det, som for de andre. Jeg forstår godt, at Louise ikke kan følge med tiden, når der er så mange vildt spændende oplevelser. Bare vi hører fra jer af og til, så er det fint. kærlig hilsen Bedste