Dunedin - Riverton - Lake Hauroko

Vi havde overnattet på en campingplads lidt udenfor en lille by ved navn Herbert. Vi stod op til en dag, der skulle vise sig at blive en af vores hidtil mest effektive. Vi kørte afsted til dagens første stop Moeraki Boulders. En samling kuglerunde sten der lå spredt på et meget afgrænset stykke af kysten. Det er sært, hvad naturen kan finde på af tossestreger. De var ret "kugl" i det klare morgenlys. Vi spiste morgenmad på den tilhørende cafes parkeringsplads. Næste stop var Shag Point, og nej det er ikke, hvad det lyder af. Det er et naturområde, hvor der som oftest kan ses sæler, og hvis man er heldig pingviner. Vi var dog ikke heldige at se nogle pingviner og måtte nøjes med at se New Zealandske pelssæler. Det var nu også ret spændende at se i fri natur. Vi var kun 10 m fra dem- de så bløde ud. Bagefter kørte vi til Dunedin og parkerede ved Countdown, det skulle dog senere vise sig at være en fejl. Vi fandt det lokale infocenter, og forhørte os lidt om området. Der var ingen billige campingmuligheder i området, så vi besluttede os for at være effektive. Vi handlede ind, hvilket stadigvæk forbløffer os negativt prismæssigt, gode gamle Danmark er ok billig, har vi fundet ud af. I Dunedin lå Cadbury Chocolate Factory, så det skulle besøges. Der lå nemlig en lang og spændende historie bag det traditionsrige chokoladeimperie, og så gav de smagsprøver på deres rundvisning. Det var en god tur, hvor vi havde en frisk chokolademoster som guide.
Da vi efter turen kom tilbage til bilen, havde Karma efterladt en lille hilsen, i form af en P-bøde. Tak for det!! Der var 90min gratis parkering, hvilket vi i farten havde glemt alt om, så der røg lige 55 NZD på arsch und schlüssels.
Med en smule øfferen på forlod vi parkeringspladsen. Vi kørte mod endnu en attraktion: Baldwin Street, verdens stejleste gade. Jøsses den var stejl, men vi kom til tops. Den havde uden tvivl været en fornøjelse på cykel, den ene vej. Herefter stod den på et besøg til den sydlige halvkugles næstmest fotograferede bygning, efter Operahuset i Sydney; Dunedins gamle togstation. Det var også en temmelig spektakulær gammel bygning, og muligvis lidt overkill for en togstation. Ventesalens gulv var lavet i mosaik med de sirligste mønstre. Vi overvejede en tur med det gamle tog, men en billetpris på 84 NZD pr. snude afholdte os fra det-det er jo over 3 P-bøder. Næste stop på vores begivenhedsrige dag var New Zealands eneste slot, Larnach castle. Det lå på Otago Peninsula lidt uden for byen. Da vi kom frem, var der dog kun adgang til haven og den kostede selvfølgelig også penge at se og lidt mere, end hvad vi havde tænkt os at give. Så vi sludrede lidt med portvagten, som havde besøgt Danmark, da han var på vores alder. Vi fik lov til at tage et billede udefra, hvor man lige kunne ane det ene tårn. Vi vendte Crane og kørte mod Sandfly Bay, hvor man efter sigende skulle kunne se pingviner, hvis man var heldig. Det var vi ikke. Turen fra P-pladsen, hvor der ingen restriktioner var, til stranden gik meget stejlt ned af over kæmpe sandklitter. Regningen kom så på turen op, hvor der blev betalt med 2 skridt frem og 1 tilbage.
På vejen fra Dunedin til vores valgte Doc-campingplads, var der tid til dagens sidste punkt, tunnel-Beach. Der var nu ikke meget beach over det, da attraktionen bestod af et klippefremspring, som havet havde gnavet en fin tunnel igennem. Nok en gang fandt vi os selv på vej nedad velvidende om, at turen gik modsvarende opad den anden vej. Men det var nu også turen værd. Det er mageløst, hvilke formationer, der kan komme ud af sten, vand og tid.
Vores campingsite lå et godt stykke sydpå, og de sidste 10km var ad grusvej. Vi blev derfor enige om, at vi måtte være nogle af de eneste. Det var vi dog ikke. Der var mange andre på pladsen, der lå helt ud til kysten. Her endte en hektisk dag i god ro og orden..

Næste dag havde vi håbet på at kunne snuppe os en slapperdag ved stranden, men den New Zealandske vejrgud er en bister gammel knark, så det blev ikke til noget. Et dumt skydække lå over landet. Maoriernes navn for New Zealand oversættes i øvrigt som "landet med den lange sky", så det burde jo ikke komme bag på os.
Vi begav os derfor afsted på endnu en dag, der skulle vise sig at blive meget begivenhedsrig. Vi fulgte the southern scenic route, og blev enige om at gøre dagen til en vandfaldsdag. Vi lagde ud med Waiti falls og horseshoe falls. To mindre men flotte vandfald. Det blev dog også til andet end vandfald. Vi kom forbi Cathedral Caves, som er et par grotter, som man kun kan besøge ved lavvande. Det passede dog så fint, at det var lavvande, da vi var der. Grotterne var flotte og mørke. På de fugtige vægge levede der et væld af muslinger. Det var blæst op, så vinden på stranden var temmelig strid. Dernæst stod den på McLean falls. Dette var noget større og mere spektakulært med et flot fald i flere etaper.
Vejret var trukket sammen og blevet gråt og kedeligt, så vi satte kursen mod en campingplads syd for Invercargill. I tide, heldigvis, opdagede coDriver Christina, at der var længere end forventet. Da der ikke lå andre af de billige campingmuligheder i området, endte vi dagen i en lille caravanpark i byen Riverton. Det var nu ikke så galt, at det ikke var godt for noget, da vi kunne komme i bad. Det er ikke vand, vi spilder på vores New Zealand tur. Vi udnyttede også deres køkkenfaciliteter og fik vasket op, i varmt vand-endnu en luksus.
Om morgenen efter morgenmad, rullede cirkus New Zealand videre. Vi brugte små 3 timer i byen, hvor vi så lidt af det lokale håndværk, souvenirs lavet med Paua Shell. En rigtig flot muslingeskal med flotte farver i grøn og blå i skøn chancering. Vi afsøgte selv den lokale strand, og fandt nogle autentiske stykker af den pæne skal. Vi kørte ud af Riverton hen på eftermiddagen, og stoppede først, da vi nåede gemstonebeach. Som navnet antyder, er der fundet ædelstene på stranden. Vi var dog ikke så heldige, så vi omdøbte stranden til gem-sten stranden, for vi fandt da lidt sten, der skulle gemmes. Der sad en gammel gut og kiggede på en hjemmelavet vandanordning. Det så lidt underligt ud. Det viste sig, at han vaskede guld ud af noget mørkt sand, som nogle små åer førte til kysten inde fra land af. Hyggelig måde at spæde pensionen op på. Herfra var der ikke så langt til campingpladsen, som lå 30 km inde ad en grusvej nær Lake Hauroko, New zealands dybeste sø. Da vi nåede frem lavede vi bål og sad om bålet til mørket faldt på.
Om morgenen vågnede vi tidligt, og tog det stille og roligt. Vi spiste morgenmad, inden vi kørte ned til søen. Her ville vi gå et 3 timers hike op til et udsigtspunkt. Inden vi drog afsted, blev vi overraskede, da en helikopter pludselig kom flyvende lavt. Under sig havde den en hel masse døde wapitier, New Zealands rådyr. Det så lidt makabert ud, men sagde lidt om hvor ufremkommeligt terrænet er i southland. Vi gik og vi gik, og pludselig gik det opad. Da vi langt om længe nåede målet, var vi godt svedige. Vi satte os ned og ville nyde vores medbragte frokost, vi havde jo god tid. Det var her, at vi så lige tjekkede klokken på iPod'en. Den viste 14.45! What!! Det viste sig, at Emils ur var gået i stå, og derfor havde narret os ganske gevaldigt. Vi havde pludselig slet ikke så god tid, som vi troede. Klokken nærmede sig næsten aftensmadstid, inden vi indfandt os på campingpladsen igen. Endnu et knitrende bål blev tændt, og aftensmaden blev tilberedt over åben ild. Endnu en dag endte, og vi krøb til køjs i Cranes lune mavse. Næste dag ville vi begive os på vej mod det sagnomspundne Milford Sounds...