Milford Sound - Queenstown

Vi forlod Hauroko ok tidligt. Af frygt for at løbe tør for benzin, var vi nødsaget til at backtracke en smule, til den lille by Tuatapere. Her tankede vi og spiste chokolademorgenmad. Turen gik gennem New Zealands smukke bjerglandskab, det land har bare bjerge overalt. Vi nåede til Te Anau, som er den sidste by, inden turen går ad 120 km alpinvej til Milford Sound. Vi handlede lidt ind, og bookede et 3 timers cruise på fjorden. Det skulle eftersigende være et must. Vi satte ud fra Te Anau hen på eftermiddagen. Vi så en sø, der havde fået navnet Mistletoe Lake, af årsager vi ikke har den fjerneste ide om. Vi så startpunktet til en af klodens mest kendte trampingruter, the Milford Track. Det er en ganske kort 4 dages gåtur på 64 km. Peace of cake. Trætte i benene, bare af tanken, kørte vi videre. Vi så Mirror Lakes, som skulle reflektere de omkringliggende bjerge, hvis vejret var til det. Det var det selvfølgelig ikke, men det var nogle flotte klare søer. Vi overnattede på en DOC-plads 4 meter fra det glasklare vand i Lake Gunn.
Da morgenen gryede, stadig med sit grå slør fra dagen før hængende, valgte vi at stryge afsted straks. Vores Discover more Cruise afgik klokken 11.45. Vi forlod pladsen omkring kl 8, altså i god tid. På vejen stoppede vi ved the Chasm. Et vandfald som skurer de sejeste formationer i klipperne. Vandfaldet har brugt små og store sten som redskaber til at skure huller så store som badebolde, og til at lave smukke formationer med. Vi spiste morgenmad på P-pladsen. Det foregik gående, da vi i Milford Sound for alvor stiftede bekendtskab med New Zealands klart største røvdyr, sandfluen (langt værre end vores kære myg). En lille sort satan, som kun er sat i verden for at gøre livet surt for alle varmblodede væsner, inklusiv os. På vejen til Milford, kørte vi også igennem Homer Tunnel. En lang tunnel igennem bjerge. Vi ankom til Milford i alt for god tid. Her brugte vi tiden i Crane, da der er nul og niks at se i Milford, hvis ikke du er på vandet. Derudover var vejret også gråt, men hey, hvad kan man forvente af vejret i et område, der får 6.9m regn om året.
Kl 11.45 bordede vi. På vores tur var der frokostbuffet, som vi glubende kastede os over. Så lækkert at få andet mad end sandwiches og et-blus mad. Der var de lækreste lammepølser, kyllingelår, burger, div. salater og kartofler. Med stopfulde maver gik vi rundt på skibet og ud på dækket, når vi havde lyst. Der var mange flotte vandfald, bl.a. Stirling falls, Bowen falls, og klippefremspring på turen, og flere steder så vi sæler ligge og hygge på klipperne. På turen blev der også serveret te og kaffe, hvilket var rart efter en tur på dækket, hvor det til tider regnede og ruskede, og på andre tidspunkter var "solrigt" og nærmest lunt. Noget af det sidste på turen, var deres fornyligt åbnede undervandsobservatorium. Her kørte de et omvendt akvarieprincip, hvor fiskene kunne svømme som de ville, og menneskene var fanger. Det var ganske skægt at se, hvordan livet under fjorden så ud og vi så det sjældne Black Coral. Vi fik også at vide, at grundet de store mængder regn, ligger der igennemsnit 1.2 - 1.5 meter ferskvand ovenpå det salte havvand. Det siger lidt om, hvor meget regn der falder. Det var en hyggelig tur, med masser af smuk natur og god mad.
Sikkert tilbage på landjorden forlod vi Milford ganske hurtigt. Da vi nåde Homer Tunnel igen, stødte vi på New zealands eneste bjergpapegøje, Keaen. Det er en mageløs smuk fugl, der imponerer både i størrelse og udstråling. Dens fjer er grønne i forskellige mørke nuancer, og under vingerne er den rød, orange og gul. Vi nåede Te Anau og kørte durch igennem og forsatte derudaf. Der lå ikke nogle Doc-pladser i nærheden. Den nærmeste lå ved breden af Lake Mavora, for enden af 30 km grusvej. Som vores udlejer sagde første dag: "the less you pay the better stay". Vi gør meget for at betale små camping fees. Det var en dejlig plads, og hvis ikke det var for vejret, som stadigvæk var gråt og småkedeligt, og vores tidsplan, kunne man snildt have brugt et par dage på søbredden.
Om morgenen gik vi en kort tur på søbreden, inden vi kørte mod Queenstown uden anelse om, hvad vi ville udsættes for senere på dagen. Vi ankom til et af New zealands ungdomsmekkaer lidt i 1. I solskin og 26 grader, New zealands omskiftelige vejr, ja tak, ned i byen. Her så vi en butik, der hed AJ Hackett Bungy. Af nysgerrighed gik vi ind og tjekkede priser, bare for at ose. Inden vi så os om, havde vi booket os på en tandemtur til Kawarau Bridge, som er oprindelsesbroen for bungyjump, som vi kender det idag. Kl 14.20 sad vi i en bus, og ikke længe efter var vi vejet ind. Så manglede der bare elastikker om benene. Pulsen steg, som man nærmede sig, og helt uvirkeligt blev det, da man stod der. Der er altså et eller andet unaturligt ved at stå på en 43 m høj bro og skulle fortælle sin hjerne, at den skal bede benene om at hoppe ud! Det var det vildeste at sætte af fra broen, af egen fri vilje, og bare mærke tyngdekraften gøre sin gerning. Sikken et sus, og så var det ovre, for 43 m er jo ikke særlig højt:)! Man forstår godt, at folk bliver bidt af den slags. Da suset havde lagt sig, ventede vi på bussen tilbage til byen. Tilbage i Queenstown besluttede vi, at vi ville have endnu en på opleveren. I byen lå australasiens største is-bar, som i en bar lavet kun i is-mere præcist 30 tons. Ovenpå sådan et adrenalinkick, virkede det helt naturligt at køle ned i en fryser med en enkelt drink. Det var en anden kaliber oplevelse, men ikke desto mindre spektakulær. En hel bar bygget op i store isklumper, der i hænderne på to af verdens bedste isskulptører var blevet til smukke isbjørne, pingviner og stole. Synd at sådan et sted ikke ansætter en ordentlig bartender, for vores drinks var virkelig ikke gode. Ude i varmen igen handlede vi lidt proviant, inden vi vendte snuden mod vores campingplads, som denne gang kun lå få kilometer væk, på breden af Lake Wakatipu. Et fantatisk dejligt sted, med en fantastisk klar sø. Vi nød aftensolen, og den behagelige temperatur. Vi blev enige om, at vi om morgenen ville hoppe i søen.
Da morgenen kom, gik vi forholdsvist målbevidst til søen. Vi samlede mod og bevægede os ud i vandet. Det viste sig dog, at det var en sø med 2 chok. Det første var vandets kølighed, og det andet var, at den blev dyb meget hurtigt. På grund af det klare vand kunne man bare ikke se det. Det gjorde det lidt spændende at finde ud af, at man ikke kunne bunde, da kroppen var noget kuldechokket. Vi nåede dog begge breden, fik dejlig morgenmad ved bilen og satte næsen nordpå mod Wanaka....