West Coast - Buller Gorge - Cobb Valley - Abel Tasman

Vi forlod Franz Josef og kørte afsted. Det var ganske gråt, og vi har bestemt ikke været tilfredse med det New Zealandske vejr. Vores første stop blev en lille by, der hed Ross. Det var en gammel guldby, hvor man selv kunne prøve lykken. Bevæbnede med to skåle og en wok gik vi til floden. Det mærkedes dog tydeligt, at vi ikke vidste, hvordan man skulle gøre. Vi var der ikke så længe, for pludselig lød der et knæk og et plask, og der sad Christina midt i floden. Grenen som hun havde holdt fast i knækkede, da hun gled på en glat sten. Den arme stakkel blev pladder våd, og slog sin venstre balle noget så gevaldigt. Det skal nok blive en sjov historie, på sigt!! Efter et par trøste chokolademadder og noget tørt tøj, var vi på farten igen. Vi kørte, indtil vi nåede Greymouth, hvor der skulle tankes og handles. Med det ordnet drog vi videre, det der med byer, det er ikke os. Vi nåede Pancake Rocks, som er nogle sandstensklipper, som på pudsigste vis ligger ovenpå hinanden, lige som stakkevis af pandekager. Forskerne kan ikke blive enige om, hvordan det er gået til. Pudsigt og flot. Ved Pancake Rocks, så vi også et glimt af det, for vores vedkommende, meget sparsomme New Zealandske dyreliv, delfiner. Det var dog kun rygfinnerne, vi så titte op over bølgerne. Vi var nu nået dertil, hvor vi skulle køre ind i landet igen. Vi satte kursen med Lyell, hvor der skulle ligge et campsite, der så fint ud. Inden vi nåede så langt, holdte vi ind ved breden af Buller River og lavede mad. Vi havde regnet med, at NZ plagen nummer 1: sandfluen, ikke ville være så talrig i denne del af landet. Der blev vi snydt. De var der i hobetal, så snart vi steg ud af bilen. Skod skod skoddyr. Vi krøb i skjul i Crane.
Næste morgen ville vi til Buller Gorge, hvor man skulle kunne gå over NZ længste hængebro, samt få en lektion i goldpanning. Broen var ganske spektakulær og lang. Dernæst stod den på goldpanning. Det var rart at få en kort lektion og det rette stykke værktøj. Forventningsfulde gik vi til flodbreden og begyndte. Desværre skulle skoddyret ødelægge hyggen. Der var absurd mange sandfluer, og på trods af insektspray blev man flueføde. Det blev alt for hurtigt for meget. Slukørede og slet ikke rige nok forlod vi Buller Gorge.
Vi satte kursen mod Motueka, hvor vi handlede og kørte videre mod Upper Takaka. Der lå et gratis campingsite ved Cobb River i Abel Tasman National park, hvor vi ville overnatte, små 30 km inde af grusvej. Det viste sig dog, at denne grusvej var en ensporet bjergvej, der gik helt op i skyerne. Det var så vildt, og der var nerver på, men vi kom helskinnede til tops til en flot udsigt over en bjergsø. Der var overraskende nok flere, der havde valgt og formået at forcere den grusomme grusvej, som campede oppe i bjerglandskabet. Efter lidt sen aftensmad flygtede vi i ly i Crane for de mange sandfluer og kulden.
Næste morgen var vi tidligt oppe og afsted samme lange snævre vej, vi var kommet fra. Sikre nede på asfalten igen kørte vi mod Takaka. Her blev der tanket, handlet lidt og vi fik lidt gode fif i I-site. Herefter kørte vi til Labyrinth Rocks, der, som navnet antyder, er en labyrint ud af sten. Det var nogle ret seje stenformationer og små huler, naturen har formået at omdanne disse limestone til. Overalt var der sat små figurer og gammelt legetøj. Da vi havde gået lidt omkring og lidt forkert, kørte vi Pupu Springs. Pupu Springs er nogle ferskvandskilder med det klareste klare vand. Det antages at være det 2. mest klareste vand i verden, kun overgået af gletsjervandet under Antarktis. Som om det ikke er imponerende nok i sig selv, så vælter der 14.000 liter vand ud i sekundet! Det er meget klart vand. Det var flot og en fin lille gåtur.
Efter gåturen satte vi næsen mod Wharariki Beach i toppen af sydøen. Vi ankom til dejlig solskin og en flot strand. Der var lavvande, så det var muligt at gå nede mellem de store klipper, hvor der i flere af dem var hul igennem. Vi kunne endda gå igennem nogle af grotterne. Det var en flot hvid sandstrand og lækkert med lidt solskin. Da det efterhånden var blevet aften, besluttede vi os for at overnatte i en nærliggende caravanpark, så vi kunne se noget mere af området den efterfølgende dag. Vi blev indlogeret og fik lavet noget mad. Vi havde endda tid til og mulighed for at få vasket lidt tøj-hvilket var tiltrængt.
Efter et lige så tiltrængt, omend koldt, bad om morgenen dagen efter betalte vi ejeren af caravanparken for at køre os til Puponga, så vi kunne gå en hill top walk på 9 km tilbage. Vi havde pakket madpakke og vejret så lovende ud, så vi var klar. Vi fandt dog hurtigt ud af, at det ikke altid var lige til at spotte vejvisningspælene, så vi "valgte" at tage en lille smuttur ned på stranden for derefter at finde tilbage blandt fårene og komme på rette vej. Det var en hård tur med alle de store bakker, men en flot udsigt over det Tasmanske hav og Farewell spit, som mest af alt minder om Skagen. Vi kom forbi Cape Farewell, som er sydøens nordligste punkt-her så vi også nogle sæler. Godt trætte i benene kom vi tilbage til Crane, efter at have krydset et lavvandet flodudløb og besteget nogle høje klitter. Vi kørte tilbage mod Takaka, hvor vi besluttede, at en kvart tank benzin var nok til at få os til dagens camp-site og til Motueka. Camp-sitet lå for enden af en 11 km snæver bjerggrusvej. På vej dertil styrtdykkede benzinmåleren dog, så vi så med lidt for stor spænding frem til morgendagens tur til Motueka.
Da morgenen kom, satte vi afsted efter at have samlet mod over morgenmaden. Med lysende benzinmåler nærmede vi os Motueka, og med Crane i frigear, trillede vi nedad bjergvejen. Til vores lettelse trillede vi ind på en benzinstation i byens udkant. Med benzin i tanken fik vi ordnet vores ærinder, som lød på indkøb og betaling af vores hæslige P-bøde. Da det var gjort, satte vi kurs mod Picton. Vi havde besluttet, at det skulle være den sidste dag på sydøen. På vej til Picton spiste vi frokost med glimrende udsigt over Queen Charlotte Sound. Da vi ankom til Picton, fandt vi direkte til færgefirmaet og fik bestilt billetter, som var absurd dyre! New Zealand har generelt efterladt sig et lidt uheldigt indtryk af at være overprized og en smule griskt. Vi fik dog et hint om gratis wifi på det lokale bibliotek. Det var efterhånden et stykke tid siden, der var blevet tjekket mails osv. Der ventede os en trist meddelelse fra vores rejse"konsulent". Vores forudbestilte tur i Sydamerika var blevet aflyst, og vi skulle skynde os at sende svar tilbage om, hvad vi ville. Hun havde bare sendt mailen til Emils gamle email først, hvorfor vi først fandt ud af det senere. Æv æv, at en ting der var meningen ikke skulle bringe bekymringer, pludselig skulle blive en problemstilling. Slukørede forlod vi biblioteket. Vi kiggede lidt rundt i Picton, hvorefter vi kørte mod havnen. Her ventede vi på afgang, som var forsinket. Endelig ombord på færgen, ventede der os en hyggelig overraskelse. "Velkommen ombord" stod der så smukt på vores modersmål. Det viste sig, at vi var havnet på en af de gamle Bornholmerfærger. Der var spækket med danske ord indkluderende både Æ, Ø og Å. Sågar et dansk digt var at finde på væggen. Så hyggeligt! Der blev vist flere film på overfarten, der varede små 4 timer. Omkring midnat lagde vi til i Wellington havn, og vores nordøseventyr kunne tage sin begyndelse...