Hot Water Beach - De sidste dage i NZ

Efter en køretur, der nok en gang tog længere tid end ventet, da det nok en gang gik gennem bjerge, ankom vi til Top 10 caravanpark hot Water Beach. Da der ikke var nogle billige sites i nærheden, måtte vi indlogere os der. Hot Water Beach er, som navnet antyder, en strand med varmt vand. Eller mere præcist nogle varme kilder på stranden. Disse kilder er dog kun tilgængelige ved lavvande. Det vil sige, at man på rette tid, kan grave sig et fint lille bassin, som så bliver fyldt op med dejlig 65 grader varmt vand. Vores mulighed for at prøve dette fænomen, ville først blive næste dag ved middagstid. Da det var sen eftermiddag, startede vi med at fyre op for noget aftensmad. Der var glimrende faciliteter, hvilket vi ikke havde været vant til. Efter maden ventede der os et af turens mest markante velværesøjeblikke, et varmt bad! Det første rigtige varme bad i 3 uger. Det kørte dog på et 5 minutters system, der tillod hver bruseniche 5 minutters varmt vand ad gangen. Heldigvis var der flere brusere, så vi shoppede imellem bruserne 3 gange hver. Aaaaaahhh hvor var det godt. Vi havde det nu begge lidt sjovt bagefter, nok fordi vi var rene. Veltilpasse og rene krøb vi til køjs i Crane.
Da tjek-out var kl 10, valgte vi at køre til Hot Water Beachs parkeringsplads og spise morgenmad, og få tiden til at gå. Vi lånte en skovl ved caravanparken, så vi kunne grave os et dejligt hul, når det blev lavvande. Det blæste og vejret var ikke særligt indbydende. Heldigvis sad vi lunt og godt, mens der blev tilberedt en lille morgenanretning, bestående af bønner, æg og bacon. Møg hyggeligt. Da klokken nærmede sig 12, begav vi os i badetøj afsted. Det var ikke svært at se, hvor man skulle søge det varme vand, da der var mange andre. I lang tid så det håbløst ud, og kun et enkelt par havde været heldige og lå og boblede i det lune vand. Da havet langsomt trak sig længere tilbage, blev der fundet flere og flere steder med varmt vand. Visse steder var sandet så varmt, at man ikke kunne stå på det, og man kunne se varmt vand pible op fra sandet. Og så gik der ellers bikube i den. Det ene hul efter det andet blev gravet klods op af hinanden. Det opgravede sand blev brugt til at lave små dæmninger og mure, så vandet kunne holdes i de mange små pools. Vi var heldige at finde et godt sted, hvor vi havde varmt vand i den ene ende, og køligere vand i den anden ende, tilsammen et glimrende mix. Da vi havde lægget og boblet et stykke tid og nydt en kold pilsner i det varme vand, hørte vi nogle ord på et velkendt sprog. En dansk familie var ankommet, og gik lidt forvildede rundt i vrimlen af arbejdende varmtvandsgravere. Da vi alligevel skulle til at videre, overdragede vi det usynlige skøde til dem. Det var en skæg oplevelse at boble i det thermisk opvarmede vand, i sit eget håndgravede soppebassin, og så kostede det ganske gratis.
Vi satte kursen tværs over Coromandel, mod en by, Thames, hvor der skulle være nogle doc-sites. Byen lå også i rimelig afstand fra Auckland, da vi nærmede os afslutningen på vores New Zealand eventyr. Turen til Thames gik af en 35 km snæver grusbjergvej, hvor vi nok en gang kunne lade øjnene glide over de smukke New Zealandske bjergscenarier. Vi ankom til byen tids nok til at nå på biblioteket og tjekke op på vores forestående flyafgang, samt tjekke op på vores trælse Sydamerikasituation. Vi handlede ind til den sidste omgang aftensmad i New Zealand, lammegryde med ris. Den blev tilberedt ved det doc-site, hvor vi ville overnatte. Vi blev enige om, at vi ikke kunne køre rundt i landet, passere en trillion får, uden også at smage på det. Og det smagte godt. Vi krøb for sidste gang under dynerne i Crane og sov til den lyse morgen. Vi stod op i ordentlig tid, for os rejsende vil det sige halv 8, så vi kunne komme afsted. Vi var lidt i tvivl om, hvor grundigt vi skulle gøre rent i bilen, så vi ville gerne have god tid. Vi kørte mod Auckland og ankom ved 10 tiden. Det øsregnede, og det var ikke til at finde et sted i tørvejr. Vi endte op med at stå under en bro og gøre rent. Vi afleverede bilen ved 1 tiden og fik at vide, at vi ikke rigtig skulle have gjort noget, da det jo var deres job, bare den ikke var møgbeskidt, dooh! Vi sagde farvel til Crane og drog ud i vejret. Der var ingen bedring at spore på den front. Vi følte begge to, at vi var mætte af New Zealand, og da vejret ikke var til noget, og da det eneste vi kunne give os til var at bruge penge, besluttede vi at tage i lufthavnen i rigtig god tid. Vores fly skulle først lette 22.45, så da vi ankom i lufthavnen kl 15.30, havde vi fin tid til at lave ingenting. Vi fandt et bord med en sofa og slog os ned. Den stod på læsning og forfatning af blogindlæg. Da flyet afgik sent, regnede vi ikke med, at der var noget mad ombord. Vi spiste os derfor mætte i subway-sandwiches, hvilket senere skulle vise sig at være en fejl. Tiden gik overraskende hurtigt, og før vi vidste af det, havde vi checket ind, kigget på lufthavnsbutikker, og ladet os underholde af en ultra frisk halvandenårig, der syntes at hele gaten skulle have et "bey-beey" med på vejen. Da vi kom ombord på flyet, var vi så heldige at have ekstra benplads, det kom den ene af os til gode. Der var entertainment Unit til hvert sæde, så 15 sekunder efter vi havde sat os, var den første film igang. Til vores overraskelse blev der serveret mad. Det var ikke fordi, man var voldsomt sulten, men der er jo altid plads til lidt føde og et glas vin. Den korte 12 timers flyvetur til Los Angeles forløb roligt, kun med ganske lidt turbulens. Vi landede til solskin omkring kl 14 LA tid, efter for lidt søvn, 4 film og en fin gang morgenmad. Hvad mon USA kunne byde på....