Profile
Blog
Photos
Videos
Grampians
Vi ankom til hjertet af Grampians National Park omkring kl 18, til byen Halls Gap. Turen dertil var en fryd for øjet, via Glenelg Highway fra Mount Gambier over grænsen til Victoria gennem det dejligste Angus kødkvægslandskab, som mest af alt mindede om scenarierne fra de mange dejlige Morten Korch film. Malerisk og herligt at køre igennem. Caravan parken, som vi ville have boet på, havde imidlertid lukket for dagen, så vi kørte ud til en "gratis" campingplads og overnattede. Vi fandt senere ud af, at der var påbudt et campingfee overalt i parken, hvilket ikke var skiltet særlig godt. Der holdte andre campister, så vi følte os ganske trygge.
Morgenen efter indlogerede vi os på Takaru Bush Resort. Så snart vi holdte på vores plads og åbnede bagklappen, blev Emil angrebet af 2 nærgående papegøjer. De var tydeligvis vant til at blive fodret omkring bilerne. Den ene satte sig til rette på armen af Emil. Sikken en velkomst. Vi spiste morgenmad blandt papegøjer. Det rygtedes hurtigt blandt papegøjerne, at vi havde mad, 1 fjer blev let til 5 papegøjer. Efter morgenmad kørte vi til Brambuk, det lokale infocenter. Her fik vi udpeget nogle hikingtrails fra must-see hylden. Vi lagde ud med Fyans creek loop og Boronia peak, som førte os igennem skoven med kænguruer og fugle i massevis. Undervejs på turen måtte vi bestige et mindre bjerg for at komme op og se udsigten ud over storslåede Grampians. Efter 10 km besluttede vi at det måtte være nok for den dag og tog tilbage til resortet og spiste frokost og slappede. Efter morgenmaden dagen efter tankede vi og kørte afsted til dagens gåture. Første stop var Silverbrand falls. Det var her tydeligt at se at dele af parken og dens gåture havde taget skade af de senere års kraftige regnfald. Der var dog stadig et fint lille vandfald at se plus man kunne se beviser for naturens kræfter. Næste stop var Boroka lookout med udsigt over byen Halls Gap i Grampians. Dernæst Reeds lookout og The balconies med flotte udsigter over Victoria Valley, Lake Wartook mv. Vi sluttede af med Broken falls lookout, Mackenzie falls lookout og Mackenzie falls. Det var en fin gåtur med et flot vandfald. Vi fik i alt gået 12 km den dag-puha. Grampians var et dejligt besøg, hvor vejret artede sig bedre, og dyrene tittede frem i massevis.
Vi kørte fra Grampians henad eftermiddagen, og endte op i Stawell små 50 km væk. Vi var trætte ovenpå dagens strabadser og friske luft, så vi gad ikke køre så meget. Vi overnattede i Stawell's Grampians gate caravan park. Næste morgen satte vi kursen nordøst over, i håb om sol og varme på vor færd mod Sydney og Blue Mountains. Vi fandt, hvad vi søgte i Deniliquin. Utroligt hvad 400 km nordøst kunne gøre ved vejret. Vi indlogerede os i Pioneer Tourist Park. Et glimrende sted der skulle danne ramme om næste dags gøren ingenting. Og gøren ingenting var nøjagtig hvad der blev gjort.... ved poolen..... i 28 grader..... og solskin, aaahh! Begge dages aftensmad, bestod af hjemmelavede Angus beef burgere, mums. Bortset fra en enkelt shoppingtur, så vi ikke noget andet end indersiden af vores caravan park.
Vi modstod fristelsen af at blive endnu en dag, og kørte mod Bathurst. Da vi nåede til den lille by Grenfell, ville vi dog ikke længere. Vi fik handlet og fik os et site i Grenfell caravan park. Da vi havde kørt igennem et flot landskab med en masse angus køer, fik Emil opfyldt sit ønske, og aftensmaden stod på bøffer, grøntsager samt hvidløgsbrød med rødvin til = en rigtig glad og tilfreds Emil. Efter morgenmaden den følgende morgen, vendte vi næsen med Bathurst for at tanke, og dernæst mod Jenolan Caves, som skulle blive vores første stop under vores Blue Mountains besøg....
- comments