Coober Pedy - Adelaide - Mount Gambier

Turen til Coober Pedy var en smuttur på sølle 750 km. Som ikke erfarne langdistancerejsende valgte vi at bide kørslen over i to, og tog derfor en overnatning i en caravan park i "byen" Marla, 180 km fra the South Australian border. Vi løb ind i en fantastisk solnedgang, som på flotteste vis satte ørkenen i flammer, velkommen til Southern Australia. Vi spiste og sov. Der var vilde dingoer i området, og en af dem var henne og lede efter rester, der hvor vi havde spist.
Næste morgen kl 6.30 fortsatte turen mod Coober Pedy, verdens opal-hovedstad. Turen gik glat og små 3 timer senere tjekkede vi ind på Big4 Oasis Tourist Park. En bid frokost skulle der til, inden vi gik på opdagelse i "the opal Capital of the World". Der blev bare solgt opaler i den lille spøjse pisby, med 3000 indbyggere. Alting handlede om opaler, og byens anden attraktion, underground accommodations. Om sommeren bliver der i perioder over 50 grader, og der er absolut ingen skygge i den del af ørkenen. De arme minearbejdere begyndte derfor i sin tid at bo i deres miner, og den trend har overlevet op til idag. Byens navn, Coober Pedy, er taget direkte fra det Aboriginale sprog, og betyder hvid mands hule. Over halvdelen af Coober Pedys indbyggere bor under jorden. Vi så sådan et hus på en lille guidet tur, vildt at se et moderne stilrent hjem 6 m under jorden. Der er ingen grænser for, hvad du må, du skal bare holde mindst 4 m til din nabo, og alle vægge skal være mindst 2 m tykke. Vi hørte om en familie, der fandt opaler mens de gravede deres hus ud, og endte op med at have 21 værelser og opaler for 250000 Aud. Vi hørte også om en gut, der havde fundet en opal med en værdi på 387000 Aud (2300000 DKK)!! I Coober Pedy fandtes et område kaldet public noodling area. Her blev noget af affaldet fra minerne kørt hen. I affaldet var der stadigvæk opaler at finde, så her kunne man frit gå og søge lykken. Emil blev hurtigt bidt af opalfeberen og ville-hvis muligheden bød sig-gerne flytte til byen og slå sig ned som miner. Vi brugte nogle timer under vores besøg på at se, om vi skulle falde over et sensationelt turistfund. Det skete desværre ikke, men en god portion turistopaler blev det dog til. Vi fik også set og kælet med store og små kænguruer, som blev fodret, og Christina blev kysset af en babykænguru.
Det blev Coober Pedy, der langt om længe løste Emil fra sin fødselsdagsgavegæld. Uret som Christina fik i 25 års fødselsdagsgave var blevet sendt retur, da det ikke passede, og et gældsbevis var blevet udstedt. Dette blev indløst ved Umoona opal mine and museum. Her fik hun sig en rigtig flot sølvhalskæde med et rigtig flot opalvedhæng, forsinket tillykke skal der lyde herfra.
Da vi ikke ligger på den lade side, og det trak op til omskift i vejret, valgte vi efter 2 nætter at trække sydpå, i håb om bedre vejr. Nøj blev vi snydt der!!
Vi satte kursen mod Adelaide, med et planlagt stop i Port Augusta. På vejen holdte vi ind ved Lake Hart, en af de mange store saltsøer, in the middle of nowhere, som er efterladenskaberne fra det store australske indlandshav. Imponerende at se noget der bedst beskrives som et snelandskab midt i en ørken, man kom sgu helt i julestemning.
I Port Augusta handlede vi lidt forsyninger og overnattede i Shoreline caravan park. Om aftenen røg der en thunderstorm over hovederne på os. Det var smadder hyggeligt at ligge godt og sikkert i vores home-sweet-home Chubby Van.
Port Augusta var blot en mellemstation, så efter morgenmaden satte vi kursen mod Adelaide.

Vi havde et mål i Adelaide, koalaer! Vi trådte ind i koalaland med maner. Vi kørte lidt rundt i blinde. Når man er vant til en bilfrekvens på 1 bil pr. 60 km, var det noget nyt at skulle forholde sig til bytrafik. Det gik dog, og efter lidt proviantering indlogerede vi os på BrownHill Tourist Park. Vi fik at vide, at der var koalaer i området, så vi valgte at gå en lille tur, inden vi skulle spise. Vi så 5 koalaer på vores korte tur, hvoraf 2 af dem så ud til at være i den indledende fase af naturlig koalaproduktion. Det lyder lidt sært, men jo længere sydpå vi kom, jo koldere blev det. Det mærkede vi for første gang i Adelaide, hvor vi frøs os igennem natten.
Dagen efter stod den på dyr. Først Warrawong wildlife sanctuary og dernæst Cleland wildlife park. I warrawong så vi et mindre dyreshow, fodrede kænguruer og gik en tur i deres park. Målet var koalaer. Det første sted så vi kun et par stykker højt oppe i et Eucalyptustræ. Det var nu et fint lille sted, hvor de gjorde meget for at bevare den vilde natur med alle dets dyr og planter.
Cleland var derimod en rigtig dyrepark. Her så vi mange forskellige dyr. Vigtigst af alt var der mulighed for at komme helt tæt på en koala, kæle den lidt på pelsen og få taget nogle nærbilleder med sådan en sød og blød fætter. Af andet kan nævnes at der blev tæppebombet kænguruer og wallabies i stor stil med foderpiller, samt at vi så en stor og tyk, sød Wombat. Det er om noget et dyr, der ser ud, som det siges.
Efter Cleland, satte vi kursen mod Mount Gambier, som vi havde fået at vide skulle være et godt sted. Vi anede dog ikke, hvad vi kørte efter. Vi overnattede i en lille by undervejs, med det forrygende navn, Meningie, i Lake Albert caravan park. Byens største attraktion værende det lokale cheese factory museum. Kan man andet end at holde af sådan et sted. Om morgenen kørte vi videre og nåede Mount Gambier omkring kl 14. Motorlampen i bilen begyndte til vores forfærdelse at lyse. Vi havde tjekket vand og olie, som man skal, så vi kunne ikke rigtig forstå det. Et opkald til travellers autobarn, og vi kunne køre afsted med beskeden om, at det nok bare var noget snavset benzin, det sidste sted vi tankede. Så meget for motorlære. I Mount Gambier boede vi 1 dag i Limestone Coast Tourist Park. Vi fik os et gevaldigt kuldechok. På to dage gik vi fra 30-35 grader til 16 grader og en vind der hed 27 sek/m. Vi troede, vi frøs i Adelaide. Lammede af vejret blev det ikke til meget den første dag i byen. Vi så Umpherston sinkhole. Det var ret fedt, og her lærte man også en del om undergrunden byen er bygget på. Hele området består af Limestone, som er meget porøst og "let vandopløseligt". Der var flere sinkholes i området, som er områder, hvor vand gennem mange år har fjernet stenundergrunden, hvorfor overfladen til sidst synker ned i hullet. Resten af dagen stod på hygge i caravan Parkens køkken, og aftensmaden bestod af et styk angus rump steak på 1,1 kg, vi nøjedes dog med at dele en. Da vi for en gangs skyld også var i nærheden af en ovn, blev det fejret med at bage en chokoladekage.
Natten var djævelsk kold, men vi kom dog igennem den. Vi havde besluttet kun at blive i byen en nat, for så at tage nordpå igen for at finde lidt varme. Vi brugte det meste af næste blæsende dag på at se, hvad vi ville i byen. Vi så Lady Nelson tourist center, som fortalte lidt om de lokale aboriginals. Dernæst stod den på Cave gardens sinkhole. En lille park anlagt rundt om et sinkhole. Dagens sidste stop var Blue Lake. Som navnet antyder, er denne sø blå. Den er ikke bare blå, den er vanvittig blå. Den fik en sommerdags blå blå himmel til at blegne og virke farveløs. Det mærkværdige er, at verdens mest blå sø, kun er blå 6 måneder om året. Det skyldes nogle calcitforbindelser der hvert år omkring november bliver frigivet naturligt i søen, som så gør den blå henover den australske sommer til og med marts/april. Vildt flot og bestemt svipturen til det sydlige Australien værd. Da det blæste helt vildt, gik vi ikke nogen tur rundt om søen, men satte i stedet næsen mod The Grampians National Park...