Blue Mountains og Sydney

Vi ankom til Jenolan caves midt på eftermiddagen, med bremser på den stakkels flowrider, der lugtede, som om de kunne bryde i brand hvert øjeblik. Vejen til Jenolan caves, gik som i skarpe læsere selvfølgelig har regnet ud, NEDAF! Chaufføren er ikke helt familiær med bjergkørsel, så bremserne er muligvis blevet straffet mere end nødvendigt. Vi kom frem og parkerede på en parkeringsplads, fuldstændig øde og forladt. Det undrede vi os en del over. Det viste sig dog, at vi blot havde parkeret på parkeringspladsen længst væk fra grotterne. Gåturen ned til grotterne var dog slet ikke kedelig, da det vrimlede med common skinks, som er et større firben af en art. Det var kun muligt at se de famøse grotter på guidede ture, hvor de forskellige grotter var skemalagte på bestemte tidspunkter. Vi blev anbefalet at vælge Temple of Baal med sine flotte formationer og massevis af de mere sjældne heligtitter, som ikke kommer ned fra loftet eller op af jorden, men derimod kommer ud af klippevæggen i små og store formationer. Vi syntes, prisen var lidt pebret, så vi regnede kun med at se 1 grotte, men da man efter køb af den første grottetur fik 50% rabat på alle øvrige, ville vi tænke over det.
Tempel of Baal var ganske imponerende, og vores guide var vist nok lidt af en celebrity, vi aner dog ikke, hvem han var, udover hans navn var Allan. Der var mange flotte stalagtitter, stalagmitter og heligtitter-allesammen skabt af Limestone, vand og en kæmpe masse tid. Belysningen var en helt anden slags, end den psykedeliske lysfarvelade vi var vidne til i Kina. Da der ikke var nogen caravan park i nærheden, besluttede vi os for at overnatte på den øde parkeringsplads, hvor der også var toiletfaciliteter. Det varede dog ikke længe,
før andre backpackere fik samme ide.

Næste morgen efter morgenmaden gik vi en lille tur i området til et udkigspunkt. Undervejs så vi nogle fugle med en spøjs hale, der mest af alt lignede slanger. Herefter gik vi ned til grotterne og fik bestilt en guidet tur til The River Cave. Da der dog var knap 2 timer til start, gik vi på en selvguidet tur med audioguide til Devils Coach House og Nettle Cave. Dette var en fin tur igennem en nærliggende stor grotte med ligeledes god info. Efter endt tur var der endnu lidt tid til start, så vi undede os selv nogle sandwiches og sodavand fra bistroen. The River Cave var om muligt endnu mere fantastisk end Temple of Baal. Her var der flotte formationer, glitrende overflader og the underground river=Styx. Navnene på krystalformationerne stammede primært fra biblen og den græske mytologi. Navnene stammede tilbage fra de første opdagere i grotten, der navngav formationerne for at kunne genkende dem og finde deres vej tilbage. Det mest fantastiske på turen var de mange glimt af den underjordiske flod. Vandet var glasklart, og selv dybden på 14 m var ingen hindring for at se helt til bunden.
Efter turen var klokken blevet eftermiddag, og vi syntes, det var for sent at køre videre. Vi manglede også stadigvæk en gåtur rundt om Blue Lake, så vi valgte at gå den i stille og roligt hyggetempo, og så campe på vores gratis spot endnu en nat.
Morgenen efter ville kræet ikke starte-den er sgu lidt svær at få op om morgenen, når det er koldt. Emil skubbede dyret igang, og afsted kom vi. Vi nåede Katoomba i Blue Mountains oppe af formiddagen. Vi blev indlogeret i Katoomba Falls Caravan park-av i pengepungen, men der så ikke umiddelbart ud til at være nogle gratis campingområder. Vi fik os et kort over hikingture og begav os afsted på dagens hike, som bl.a. førte os forbi Katoomba Falls, The Three Sisters (som er 3 store stensøjler) og The Giant Stairway-en trappe op af klipperne på ikke mindre end 900 trin-pyha! Det var en lidt hård, men flot tur igennem regnskovslignende natur. Vi fik ca. gået 7 km den dag, inden vi gik hjem til parken og slappede resten af eftermiddagen og aftenen.
Næste morgen kørte vi til Leura Cascades og startede på dagens hike. Vi så Leura Falls, Gordon Falls og bevis på naturens kræfter i form af afbrændt natur. Utroligt så overlevelsesstærk naturen kan være. Efter små 5 km gad vi ikke gå mere, så vi tog hjem og slappede. Kl. 17.30 kørte vi i The Edge Cinema og så en dokumentarfilm om Blue Mountains på en 6 etagers høj skærm-det var imponerende og filmen ganske god.
Næste morgen ville kære Flowrider ikke starte, så vi måtte have hjælp til at skubbe den igang, før vi var på vej afsted mod Featherdale Wildlife Park, på vejen mod Sydney. Da ankom begyndte det selvfølgelig at regne. Vi lavede morgenmad på parkens parkeringsplads, hvilket heldigvis passede med, at det var blevet tørvejr i mellemtiden. Vi brugte ca. 3 timer i parken på at se alverdens flotte fugle, kæle med kænguruer, koala og en dingo. Det var en rigtig fin park og bestemt et besøg værd. Derefter kørte vi til Sydney Hills Holiday Park i udkanten af Sydney, hvor vi bookede de sidste 2 nætter. Vi hyggede med madlavning, de sidste øl og chips samt læsning inden sengetid.
Vi havde sat vækkeuret til kl. 7 den næste morgen for at komme tidligt op og afsted til Sydney og få mest muligt ud af vores eneste og sidste hele dag. Vi kunne igen ikke starte bilen, så vi måtte begge skubbe den igang og så afsted. Vi kom dog ikke særlig langt... Det begyndte at stinke af rådne æg, og da vi holdte ind på en benzintank for at tanke op, ville bilen igen ikke starte. Som om det ikke var nok, så kom der også røg fra batteriet. Vi måtte låne en tlf. fra tankstationen og ringe efter hjælp. En times tid gik, og første mekaniker ankom. Han målte på batteriet, som der ikke var meget gang i. Han mente ydermere, at "the alternator" var død. Bag dette glimrende navn gemmer sig den anordning, der oplader batteriet, mens man kører. Han kunne dog ikke gøre mere, men var meget flink og forklarede os, hvad vores muligheder var mht. videre færd, hvis der var det eller det galt. Han havde ringet efter en anden mekaniker, som ville komme med et nyt batteri, men hvis "the alternator" var færdig, kunne vi kun køre en begrænset strækning. Med disse informationer rev vi os lidt i håret, mens vi ventede på mekaniker nr. 2. Han ankom 1 times tid efter, og gik straks igang med at pille flowriders batteri ud. Han havde heldigvis handsker på, for ud bag fra batteriet pillede han en godt og grundigt stegt rotte. Fy for den lede rødbede hvor var den mør. Gulligt rottefedt og indvolde kunne ses på dyret, der tydeligvis havde fået et større chok, end de fleste får i et spøgelseshus. Rotten ud, nyt batteri i og Flowrider spandt igen som en mis. "the alternator" fejlede ikke noget, så det var blot rotten, der havde kortsluttet systemet, og så blevet stegt mere og mere mør hver gang vi kørte. Yummi!!
Ovenpå denne kedelige start, som satte os 3 timer bagud for vores stramme tidsplan, kørte vi mod centrum og Operahuset, mens en stille resignation modnedes i vores hoveder, om at vi ikke kunne nå alt det, vi gerne ville. Nogle gange bider livet som swift travellers os i røven.
Vi ankom til Operahuset og fik parkeret i fin stil. Vi skyndte os at bestille en tur ind i den famøse bygning. Her lærte vi lidt om tilblivelsen af bygningen, hørte om nogle af de mange problemstillinger i processen og fik set nogle af salene. Det er virkelig en flot og spektakulær bygning, som man ikke behøver være arkitekt for at kunne værdsætte.
Vi valgte, grundet vores forsinkelse, at blive i området omkring Operahuset i stedet for at piske rundt til et væld af destinationer. Vi gik en tur i mellem nogle af centrums skyskrabere, inden vi slentrede gennem botanisk have og fandt os en plet i solen med udsigt til operaen. Her sad vi 1 times tid og læste og hyggede, inden vi hentede dytten og satte næsen mod caravanparken. Aftensmaden stod på en niægs-æggekage og en xxxx gold, en glimrende australsk pilsner. Resten af vores sidste aften i Australien gik i fred og fordragelighed.
På afleveringsdagen overvejede vi at tage på sightseeing om formiddagen, da vi først skulle aflevere kl. 15. Det var vi glade for, at vi ikke gjorde, da det tog over 2 timer at komme fra caravan parken til området, hvor travellers autobarn lå. Derudover tog det yderligere 2.5 time at pakke og gøre bilen klar til aflevering. Med bilen afleveret med god samvittighed, gik turen med tog til Sydneys lufthavn. Alt åndede fred og fordragelighed, tiderne passede og vores billetter, som oprindeligt ikke skulle være med mad, var lige pludselig med "the works", australsk slang for alt hvad hjertet begav. Flyturen gik flyvende, med fin mad og både øl og vin samt gode film i vores entertainment Unit placeret på stoleryggen foran. Forventningsfulde landede vi før tid i Christchurch, klar til endnu en rullende ø-lejr, efter et kort besøg i det kæmpe fantastiske varierede land, hvor vi har set regnskov, ørken, farmland, 53m lange lastbils roadtrains, massevis af dæk- og dyrerester langs vejene og meget meget andet...