Profile
Blog
Photos
Videos
Christchurch - Geraldine
Vi ankom før tid til Christchurch lufthavn, hvor vi skulle igennem quarantine-tjek. Vi fik taget resten af vores madpakke med sandwiches og gulerødder fra os, da det ikke var lovligt at have med. Derudover skulle Emil smide sportsskoene, så en ansat kunne fjerne snavs og frø fra dem-stakkels hende. Taskerne skulle herefter igennem X-ray, hvor security folket fik øje på noget mystisk i Emils taske. Vi måtte forklare, at det var en ekstra toiletpapirsrulle i en opbevaringspose, som kunne hænges over halsen, hvis man skulle i busken. Det syntes de var meget underholdende-tak Mette :) Da alt var gennemlyst og godkendt, gik vi ud i ankomsthallen og regnede med at blive hentet, da vi hjemmefra havde bestilt en ankomstpakke. Der var dog ikke nogen, der ventede på os og vi måtte i stedet betale i dyre domme for at komme til det forudbestilte Sherborne Motor Lodge.
Vi ankom til et meget mørkt og øde motel-det tegnede ikke godt. Til vort held hang der dog en seddel på receptionsdøren med vore navne på, hvor der stod, at vi havde værelse nr. 10, og at døren var ulåst og lyset tændt. Herligt. Det var et fint stort værelse med tv og god kaffe og kakao. Næste morgen fik vi at vide af ejeren, at Escape campers ikke længere havde kontor på den adresse, vi var bekendt med, men havde været nødsaget-som så mange andre virksomheder-til at flytte kontor grundet det store jordskælv for 1 år siden, som lagde centrum i ruiner. Vi valgte at gå dertil med et stop på en cafe for morgenmad i den nye gågade. Det var dog ikke nogen videre succes, da de ikke forstod vores bestilling før 4. gang. Vi blev dog mætte og fik energi til resten af gåturen. Vi kom frem til Escape, hvor vi var ventet. Vi måtte endda selv vælge bil, hvilket fik julelysene frem i Christinas øjne. Vi valgte en flot blå/grønlig bil med bjerg og traner på og med automatgear. Automobilen blev straks døbt, Crane. Bilen og papirarbejdet blev gennemgået og vi fik nogle gode fif og kort. Så var det ellers afsted og få handlet. Vi måtte erkende, at New Zealand, som forventet, ikke var et prisvenligt land. Efter dagens basisindkøb, gik turen til det lokale infocenter. Det lå i Christchurchs botaniske have, så den så vi i samme ombæring. Ved afhentning af Crane, fik vi at vide, at vi for vores eget og for turens bedste, skulle holde os fra holiday parks. Disse er dyre og beliggende langs med hovedvejene, ikke det New Zealand man ønsker at se. Vi skulle derimod benytte os af de mange naturcampingsfaciliteter, som findes næsten overalt. Selvfølgelig lå der ikke sådan en i Christchurch, så vi var nødsaget til at indlogere os i en holiday park.
Vores første egentlige dag i New Zealand, skulle selvfølgelig gå med en dyrepark. Valget faldt på Orana wildlife park. Det var dog en lidt skuffende park, men vi fik dog set den famøse Kiwi fugl, den er i sandhed en spøjs skabning, en høne krydset med en kanin og en mudderklire.
Vi besluttede os for at se lidt mere af centrum. Det er lidt vildt at en hel bydel er spærret af. Der var sat festivalhegn op hele vejen rundt, og man kunne se at bygningerne var forladt i hast. Mange bygninger i det omkringliggende område, var udstyret med en gul seddel, som i korte træk betød følgende: "din bygning er rystet i smadder, og selvom den stadig står, kan den styrte sammen hvert øjeblik, flyt!".
Vi satte kursen sydover mod det nærmeste I-site, de lokale infocentre, som lå i Geraldine. Det var desværre lukket, da vi kom frem. Vi fandt frem til en af de føromtalte campsites, som lå ved Waihe Gorge. Et ganske dejligt sted med en hyggelig flod, muh-køer og fuglepip galore. Det kostede 6 NZD pr. snude, som man lægger i en indtjekningspose i en hertil indrettet selvtjekindspostkasse. Sådan skulle det vist være ved mange af campingpladserne, dejligt koncept hvor man står til regnskab med sin egen samvittighed, og en ranger hvis han kommer forbi. Efter morgenmaden gik vi en lille tur i området og kørte herefter ind til Geraldine til I-sitet. Vi fik at vide, at byen Edoras fra Ringenes Herre var blevet filmet ved Mount Sunday, som lå lidt nordpå. Vi kom frem via en noget bumpende grusvej til et flot bjerglandskab, men nøj hvor det blæste-det var helt vildt. Vi gik op på bakketoppen, hvor de havde filmet, og her blæste det bare endnu mere. De må have haft dage, hvor de ikke har kunnet filme, da Gandalfs skæg umuligt har kunnet sidde fast.
Vi kørte til en gratis Campingplads og overnattede. Her hyggede vi med bål, så længe det omskiftelige New Zealandske vejr tillod. På 5 minutter gik det fra at være sol, til gråt og meget blæsende. Af sikkerhedsmæssige årsager slukkede vi bålet, vi skulle nødigt brænde New Zealand af. Dagen efter ville vi køre mod Lake
Tekapo...
- comments