Rotorua - Matamata - Tauranga

På vejen mod Rotorua så vi en rigtig flot og klar regnbue-nok den flotteste vi har set. Vi kom forbi endnu et thermisk aktivt område med tilhørende campingplads. Gåturen igennem parken kostede dog noget, og da vi allerede havde gået i 2 thermiske parker den dag, nøjedes vi med at kæle med den store vagtkat. Endnu engang havde vi taget det første det bedste. Vi kørte til Wai-O-Tapu-endnu en park med diverse thermisk aktive områder og med den berømte Lady Knox gejser. Det var dog efter lukketid, så vi campede natten over på parkens parkeringsplads. Morgenmaden blev ekstra spændende den morgen. Der skulle skiftes gasbeholder i det lille blus. Den nye beholder sad åbenbart lidt skævt, så da der blev tændt for blusset, stod der store flammer til alle sider. Sikken et chok! Der skete dog ikke noget slemt, så da beholderen var blevet rettet, var alt i orden. Efter dagens opvækning, gik vi ind i parken. Da vi kom ind i parken, havde vi lidt over 1 time inden gejseren ville gå i udbrud kl 10.15. Vi nåede 1 af de afmærkede gåture og så nogle flotte farverige krater. Gejseren lå 5 minutters kørsel væk, så vi måtte ud af parken og køre derhen. Der var mange andre til stede, der også ventede i spænding. Pludselig, da kl. var 10.15, kommer der en ranger op til gejseren og starter med at ævle løs i en mikrofon. Han fortæller lidt om gejseren, og hvordan den går i udbrud. Det viser sig, at de hælder et kemikalie ned i gejseren, som så får den til at gå i udbrud. Fesent men også sjovt, da Emil kort forinden havde joket med, at de sikkert selv sætter den igang. Gejseren blev "startet" og begyndte at flyde over med noget, der mest af alt mindede om skum. Kort efter stod der vand op i ca. 10-15 meters højde. Det var meget imponerende at se, når man ser bort fra hjælpemidlet. Herefter kørte vi tilbage til parken og gik de 2 sidste ture, hvor vi bl.a. så en sø, der var lysegrøn/-gul pga. mineralerne i jorden. Fascinerende hvad naturen kan. Da vi var færdige, kørte vi til Rotorua. I I-sitet fik vi info om nogle små gåture i og nær byen. Der var massevis at give sig til-hvis man vel at mærke havde pengene til det. Vi undede dog os selv at spise ude til frokost for første gang i lang tid. Det blev til buffet på Pizza Hut, som blev udnyttet til fulde. Emil fik klemt 18 små stykker pizza ned og lidt chokolademousse til dessert-mums! Propmætte gik vi et smut ned til søen, hvor vi så en dreng inde i en stor gennemsigtig bold fyldt med luft ude på vandet (Zorb). Han kejtede rundt. Det var sjovt at se. Dernæst kørte vi ud af byen til en skov, hvor der var Californiske Redwood træer. Her gik vi en lille tur på knap 4 km. Det er altså nogle store og høje træer-imponerende, og vi glædede os til at se den ægte vare. Vi kørte til Blue lake og gik en tur rundt om søen på 5,5 km. Vi kom dog på lidt afveje, og endte på en noget ufremkommelig lille stejl sti. Vi kom dog rundt og var blevet dejligt ømme i benene.
Vi havde hørt om et lille sted ved navn Matamata. Her skulle der være blevet optaget nogle scener til den nye film, the hobbit. Det skulle vi da se. Vi anede kikkert og kyse om, hvor vi skulle sove. Rent tilfældigt kom vi forbi en campingplads, hvor man mod en donation i "the honesty box", kunne overnatte på deres p-plads. De havde dog en vejledende prisliste, den holdte vi os til. Der boede nogle fiffige typer, og vi faldt i snak med 3 ældre herrer. Det virkede til, de kun havde en og samme agenda, værende at fortælle løgnhistorier fra det virkelige liv og tage gas på hinanden. Der blev slynget skægge eder af sted på hhv tyskengelsk, hollandskengelsk og skotskirsk. Gevaldig morsomt.
Om morgenen blev vores planer en smule ændret. Det viste sig, at de ældre herrer tilhørte en gruppe kristne, der hvert år rejste rundt sammen i en lille måneds tid. Nu var vi så heldige, at det var søndag, så vi blev inviteret med i kirke. Så der sad vi kl lidt over 10, på en bogstavelig talt højhellig søndag, og nynnede med på engelske salmer og lovprisninger, så godt vi nu kunne. Bagefter blev vi budt på en bid brød, men vi takkede pænt nej, vi skulle videre i dagens tekst.
Vi kørte mod Tauranga med et frokoststop ved MacLean Falls. Da vi kom frem søgte vi info i I-sitet. Vi meldte os selv til en tur dagen efter med Dolphin Seafaris, hvor man skulle have mulighed for at svømme med delfiner. Der var gratis wifi, så vi kunne tjekke mail-og heldigvis for det. Vi havde nemlig fået en mail fra en af de kristne herrer om, at vi havde glemt vores løbesko. Dooh! De havde stået ude om natten for at blive luftet igennem, så dem havde vi glemt alt om. Vi måtte derfor hele den samme vej tilbage. Tre kvarter senere var vi fremme og kunne få vores sko igen. Vi kørte endnu engang tilbage samme vej og endte ved MacLean Falls. Vi slog lejr for natten og nød resten af eftermiddagen i solen. Der blev badet i den kolde sø, spillet spil og læst. Efter aftensmaden gik vi en lille tur i parken og så MacLean Falls. Da det var blevet mørkt, bevæbnede vi os med en lommelygte og ville gå samme tur, da der skulle være glowworms inde i skoven. Da vi havde nået et lille stykke, kunne vi allerede se nogle lysende orme hænge imellem træerne og buskene. Vi måtte dog slukke lygten indimellem for ikke at skræmme dem. Emil gik tættere på for bedre at kunne se ormene. Pludselig lød der en voldsom rumstering fra krattet, som om noget meget stort og sulten lige var vågnet. Kort efter var lyden der igen, denne gang som om det sultne dyr var på vej ned fra et træ. Da vi ikke just er nattemennesker og ovenpå Australiens farlige dyr, blev vi en anelse skræmte og valgte at gå tilbage i sikkerhed i Crane. Vi havde jo set nogle glowworms og også nogle pindsvin. Selvom der eftersigende ikke skulle leve nogle farlige dyr i New Zealand, turde vi ikke løbe risikoen. Tilbage i sikkerhed kunne vi dog ikke lade være med at trække på smilebåndet af vores egen bangebuksehed-det var højst sandsynligt kun en pungrotte.
Næste morgen stod vi tidligt op, da vi skulle være ved havnen i Tauranga kl. 07.30 og først køre lidt samt finde vej. Vi kom frem i fin tid, så vi kunne nå lidt morgenmad. Der blev udleveret våddragter og snorkler og så var det ellers afgang. Bortset fra lidt vind var vejret fint, så det tegnede godt. Ombord var der varm og kold drikkelse, muffins, chokoladeboller samt frugt. Længere ude af havnen var der godt smæk på bølgerne, så vi blev vippet godt igennem. Indimellem føltes det nærmest som om, at båden ville tippe om på siden. Vi kom dog et godt stykke ud på det store hav, hvor vandet var en anelse roligere. Kaptajnen fortalte om havets dyreliv, hvor dagens stjerne var delfinen. Forholdene skulle være gode til at finde delfiner, da de godt kan lide at surfe på bølgerne, så vi var forventningsfulde. Timerne gik uden noget glimt af delfiner. Vi så dog en hammerhaj og det skibsvrag, der var stødt på grund engang i oktober. Efterhånden som tiden gik, faldt håbet om at se og svømme med delfiner. Vi nåede havnen kl. 13 uden at have set skyggen af delfiner, øv øv-typisk vores "held". Det var blevet til en vild sejltur med solbadning. Man fik dog en voucher, så man kunne komme igen en anden gang gratis. Det var dog ikke sikkert, at der var plads dagen efter. Man kunne ringe 1 time senere og høre af, når de havde styr på dagens bookings. Vi skyndte os derfor ind til byens I-site for at høre af, da vi kun havde nogle få dage tilbage i New Zealand. I-sitet ringede til selskabet og forspurgte. Heldigvis var der 2 pladser til morgendagens tur, så dem takkede vi ja til. Herefter kørte vi til kysten mod Mount Maunganui. Her gik vi op på toppen af bjerget og nød udsigten udover havet og de nærliggende strande. Puha det var hårdt, når man er vant til køre i bil. Nede ved foden af bjerget smurte vi os nogle sandwiches, inden kursen endnu engang blev sat mod MacLean Falls for at overnatte. Der blev slappet lidt inden aftensmad og aftenlæsning, og så var det tidligt i seng, da vi endnu engang skulle tidligt op næste morgen.
Tidligt op og afsted for endnu engang at prøve lykken. Udstyr blev udleveret og morgenmaden serveret. Afgang. Det var lidt skyet og køligt, men til gengæld næsten ingen vind. Kaptajnen sagde, at det var perfekte forhold, så vi var fortrøstningsfulde. Allerede på vej ud af havnen så vi en lille pingvin (little blue). Der gik ikke lang tid, før vi så en hammerhaj og senere hen en pelssæl. Der blev spottet flere sæler, pingviner og hajer, men delfiner var der ikke spor af. Igen gik tiden uden tegn på delfinliv. Da vi næsten havde opgivet håbet, blev der spottet en mindre flok. Den var dog ikke stor nok til at svømme med. Kaptajnen bad os dog om at hoppe i vores våddragter, hvis der nu skulle opstå en mulighed. Vi sejlede fra den lille gruppe for at se, om vi skulle finde en større gruppe. Det virkede nu ikke til, at heldet skulle tilsmile os. På vej mod havnen dukkede der dog en større gruppe op, og endelig kunne vi komme i det blå stillehav. Det var en lidt skræmmende oplevelse at lægge med snorkel på og stirre ned i blåt endeløst intet. Det var heller ikke fordi, vi så så meget til delfinerne, andet end 3 stk på lang afstand. Oplevelsen var dog feeeed! Vi kom i vandet 2 gange. Vi så også en flok delfiner med unger. Dem må man dog ikke svømme med, så vi nøjedes med at se delfiner svømme langs båden og hoppe op af vandet. Glade over at det endelig lykkedes, omend der ikke var nogen delfinridning som håbet, gik vi fra borde for anden dag i træk.
Vi kørte mod vores sidste planlagte besøgsmål i New Zealand. Hot Water Beach ved Whenuakite.....