Wellington - Tongariro - Taupo

Vi kørte fra borde kort efter midnat. Vi kørte mod det nærmeste Camp-site, som lå små 70 km fra byen. Vi nåede frem og skyndte os at krybe til køjs. Vi undede os selv at sove uden alarm.
Vi vågnede og spiste morgenmad. Dagen var grå og kedelig, øv. Vi havde planer om at udforske Wellington. Efter at have kørt samme vej tilbage, ledte vi efter en parkeringsplads. Vi ledte og ledte og ledte. Det var bare ikke til at finde. Langt om længe troede vi, at vi havde fundet et sted, men det viste sig, at det var en overnight p-plads. Der var der heldigvis en mand, der kunne lede os på vej. Vi parkerede ved Wellington Museum, som havde gratis adgang. Det skulle udnyttes, og vi så en udstilling om, hvordan New Zealand opstod, om jordskælv og om vulkaner. Det var spændende. Vi havde betalt for 2 timers parkering, så vi brugte den ene time på museum, og den anden på at finde byens I-site. Der var dog mega kø, så vi besluttede, at oplevelserne bare måtte lægge på lur. Vi kørte mod et andet gratis museum i Wellington, Weta-cave. Det var ikke et klassisk museum, men en filmanimationsvirksomhed, der havde lukket lidt op for offentligheden. Weta-Cave har produceret animationer til bla, Narnia, King Kong, Ringenes Herre og Avatar. Ikke noget helt ubetydeligt selskab i filmbranchen. Det var spændende at se, og virksomheden virkede som et ganske skægt sted at være ansat. Et rigtig nørde nørde sted.
Vi kørte ud af Wellington uden noget egentligt mål. Vi var godt trætte, så vi blev enige om bare at få handlet og finde et sted noget længere nordpå. Der var ingen Camp-sites i nærheden, så vi frygtede at skulle indlogere os i en holidaypark. Vi endte dog op med at sove ved et såkaldt Recreational area. Det var vi ikke klar over, man måtte, og så var det ovenikøbet gratis. Efter en gryderet blev der læst i fyrfadslysenes skær og guffet kage, det var Valentins dag, og det øger kagelysten.
Næste dag kørte vi mod Tongariro national park. Her skulle der efter sigende været blevet skudt en del scener fra Ringenes herre. Det skulle ydermere være et smukt område, som mange springer over på deres færd til Lake Taupo. På vejen blev det til en lille smuttur til Mokai Gravity Canyon. Her fandtes New Zealands højeste bridge Bungy-80 m! Da vi havde prøvet Bungy, virkede det logisk at prøve noget andet. Det blev til en gyngetur med deres giant swing. En lille gynge med 50m frit fald. Det var mega skægt, og skræmmende på en anden måde end Bungy. Ved Bungy bestemmer du selv, hvornår der er afgang, med gyngen styres det af en ansat, så man er helt i en andens hænder. Sikken et sug i mavserne.
Herefter fortsatte turen nordpå. Som vi nærmede os national parken, kunne vi se Mount Ruapehu tone frem i horisonten. Den klassiske vulkanform, som man kender det fra film. Vi løb ind i, hvad der åbenbart er ganske normalt vejr på de kanter. Regn og blæst der opstod nærmest ud af ingenting, og en himmel så mørk, som man sjældent har set det. Vi satte kursen mod byen National park i national parken, hvilken originalitet hvad angår bynavne. Der skulle ligge et Camp-site lige i nærheden, og da aftenen var ved at falde på, ville vi finde det og puste ud ovenpå dagen-man skulle jo nødigt få stress. For en gangs skyld havde vi en fin aften, så vi nød at solen tittede frem og lunede os i Crane, da de alpine temperaturer til tider er lidt hårde for os varmblodede væsener.
Næste morgen havde vi en laaangsom start. God tid til morgenmad og kaffe, lidt opvask og oprydning. Vi kørte til en lille nærliggende by og forhørte os i infocenteret om kortere gåture for dagen. Vi fik anbefalet nogle stykker, og satte ud på den første. Det var en 6km tur, der førte forbi Taranaki Falls. Endnu en pæn gåtur og et pænt vandfald. Vi blev dog enige om, at dyrelivet i NZ, heller ikke på nordøen, er værd at skrive hjem om. Tilbage ved Crane besluttede vi at køre mod det nærliggende skiområde, hvor Mordor skulle være optaget. Desværre regnede det, da vi kom frem, så vi droppede gåturen. Vi kunne dog tydeligt se fra parkeringspladsen, at det mindede om Mordor. Derefter satte vi kurs mod et andet vandfald, hvor der skulle være filmet lidt, Tawhai falls. Det var et fint lille vandfald, men vi kunne dog ikke umiddelbart genkende det fra filmene. Vi satte kurs mod Waitonga falls. Det skulle efter sigende være det vandfald, hvor Gollum fanger sin fisk i Ringenes herre, det skulle da ses. Vi havde fået fortalt, at vejret skulle slå om senere på dagen, men vi tog chancen og regnede med, at vi kunne nå det. Der var en lille halv times kørsel til P-pladsen, og derfra en lille time til fods til vandfaldet. Det støvregnede lidt, da vi forlod Crane, men vi tænkte, at det nok bare ville blive ved det. Tog vi grusomt fejl eller hvad! Da vi nærmede os vandfaldet, blev der lukket op for sluserne. Det høvlede ned og blev bare ved at tage til i intensitet. Som naive fladlandsdanskere, var vi ikke helt klar over, hvor voldsomt det kan regne i de New Zealandske bjerge. Vi blev gennemblødte på ingen tid, og situationen blev ikke spor bedre, da vi kom frem til vandfaldet. Man kunne ikke se en rygende fis, og da slet ikke noget, der havde den mindste lighed med filmen. Svindel og humbug. Slukørede og våde vendte vi tilbage til P-pladsen. Ikke langt derfra lå der et andet Camp-site, så i trusser og underhylere trillede vi afsted i uvejret. Det blev til et par ordentlige tordenskrald, inden det aftog, og himlen senere blev afløst af en meget klar stjernehimmel.
Tidligt næste morgen kørte vi fra pladsen af. Vi havde planlagt at gå en tur på 6-7 timer, hvor vi ville passere vulkankrater og flere andre flotte geologiske features. Vi så os dog nødsagede til at droppe vores planer, da vejret nok en gang var imod os. Bjergene lå indhyllet i skyer, og vi var blevet informeret om, at der ikke var meget ved at gå der op under de forhold. Ikke at det var farligt, vi ville bare ikke kunne se noget som helst. Vi kørte derfor mod Lake Taupo. Undervejs stoppede vi i Tokaanu, hvor vi gik en lille gratis tur i et thermisk aktivt område. Vi så damp stige op af huller i jorden, vi kunne mærke varmen og lugte svovlen. Vi så endda boblende mudderpøler. Det var lidt vildt at se og tænke på, at der er aktive vulkaner i området. Vi nåede Lake Taupo omkring middagstid, hvor vi handlede i Countdown og spiste frokost på parkeringspladsen. Herefter kørte vi til Huka falls. Det var et imponerende vandfald med krystalklart vand. Det var ikke så højt, men til gengæld meget kraftigt. Der strømmer 200.000 liter vand igennem i sekundet! Det er jo sygt. Næste stop var en lille thermisk park, Craters of the Moon. Det var en fin gåtur imellem massevis af krater med 140 grader lugtende og osende damp og nogle store boblende mudderpøler. Tilbage i byen var vi nødsaget til at gå på MacD, da vi skulle have noget net og høre status på vores inkatur-der var dog intet nyt.
Hen på eftermiddagen kørte vi mod Rotorua...