Profile
Blog
Photos
Videos
Lake Tekapo - Mount Cook
Vi kørte mod Lake Tekapo i dejligt vejr. Vi var på ingen måde forberedt på det syn, der ventede os. Vi rundede et hjørne, og foran os lå en stor turkisblå sø. Sikken et syn, og så uventet. Vi forhørte os i det lokale infocenter, og blev anbefalet et par gåture. Vi så en lille kirke, the Church of the good shepherd, hvor brudepar fra hele verden valfarter til for at blive gift. Udsigten var nu også ganske fin, ud over den smukke blå sø. Vi så også en hundestatue til ære for collien. Dernæst valgte vi at gå en god 3,5 times tur til Mt. John observatoriet højt oppe på en bjergtop og ned langs den ene af søens breder. Det var en fin tur med en glimrende udsigt. Vi overnattede ved den nærliggende sø McGregor, hvor vi kørte fast i sandet ved bredden, da vi ville vende. Heldigvis kom der et par og hjalp os med at skubbe bilen fri, så vi kunne finde os en plads på græsset og nyde eftermiddags-/aftenssolen med hyggelæsning og andefodring. Vi fik endda ænderne til at spise af vores hænder og gå over vore fødder. Efter aftensmaden tog vi en dukkert i søen, som var eneste bademulighed. Det var dejligt forfriskende.
Næste morgen satte vi kursen mod NZ's højeste bjerg, Mount Cook. På vejen dertil samlede vi nogle backpackere op, som tomlede. De var fra Tyskland og Sverige. Vi satte dem af ved deres hostel-Dagens gode gerning. Vi fortsatte mod Info-centeret, hvor vi fik info om nogle kortere gåture og overnatningsmulighed. Herefter kørte vi til Tasman Valley, hvor vi gik en tur og så Tasman Glacier. Der var en flot natur, og det var spændende at se en gletscher, omend det meste af den var smeltet, da det jo er sommer og den globale opvarmning har gjort sit indhug. For bare 100 år siden, ville der have været is 200 meter over hovederne på os. Vi gik ned til breden af den tilhørende gletchersø, hvor vi sad og nød larmen fra vandmasserne og en butterscotch. Vi ville egentlig have gået en lille tur mere, men da det begyndte at blæse meget kraftigt og smuske lidt, lukkede vi os selv inde i Crane og lavede gryderet og læste.
Morgenen efter havde vinden ikke langt sig, men det afholdte os ikke fra at begive os ud på dagens hike. Den stod på Sealy Tarns, en 3.5 times retur tur. Det var en ganske anstrengende bjergbestigning, hvor vi lidt skuffede måtte konstatere, at toppen af Mount Cook, lå hengemt i skyer. På vejen opad, løb vi ind i tomlerne fra dagen før. Vi snakkede lidt, og overhalede. Målet var to små søer i en bjergkløft i ca. 1200 meters højde, og da toppen af Mount Cook blev åbenbaret for os, da vi nåede turens top, var euforien næsten ikke til at styre. Det klarede op og blev dejligt solskinsvejr, i den nu endnu smukkere bjergnatur. Turen ned gik lettere end turen op. Efter et par new zealand sandwiches bestående af brød og luncheon, blendet kød af forskellig herkomst i pølseform tilsat kyllingesmag, og agurk, gik vi endnu en lille tur. Her så vi mindesmærket for alle dem, som er omkommet i nationalparkens smukke men farlige natur.
Mætte af Mount Cookindtryk satte vi kursen mod Dunedin, en by 200 km længere sydpå ved den sydøstlige kyst...
- comments