Sacramento - San Francisco

Vi havde overnattet i Sacramento, inden turen gik videre mod San Francisco. Solen skinnede, da vi kørte over Golden Gate Bridge. Det var skægt at køre over et monument, man så mange gange før har set på film. Vi havde en kupon på et hotel til en rimelig pris, så det ville vi finde. San Francisco er, som så mange andre storbyer, et virvar af ensrettede gader brede som smalle. Det tog os et par forsøg, men langt om længe fandt vi frem. Hotellet, som lå fint centralt, havde desværre ikke flere værelser til prisen. De henviste os til et hostel, hvor vi ville få samme pris. Det viste sig dog, at hostellet lå væk fra centrum, og standarden var betydeligt lavere. Da vi vidste, vi kun havde kort tid i byen, kørte vi til vores kuponhæftes andet bedste tilbud. Det lå også centralt og en anden bonus var, at der var gratis parkering, en sjældenhed i San Francisco. De havde desværre heller ikke flere tilbudsværelser. Vi besluttede dog at indlogere os alligevel. Da vejret var til det, valgte vi at gå en tur. Det var sidst på eftermiddagen, så byen var indhyllet i et dejligt lys, og temperaturen nærmede sig køligt forår. Vi gik ned til havneområdet, og så Ghirardelli Square, Fishermans Wharf, Pier 41 og 39. Ved Fishermans Wharf var der vildt gang i salget af diverse fiskedelikatesser. Der blev slynget alt fra frisklavet Clam Chowder, sandwich fyldt med skalddyrssalater til hele friskkogte krabber over diskene. Der var gang i den og tingene så rigtig gode ud. Ved Pier 39 lå der en stor flok sæler og søløver. Lige som vi kom ud på kajen, så det ud som om, der var gang i den afgørende kamp i "sealions ultimate fighting". Der blev virkelig gået til stålet. Alt påstyret skyldtes selvfølgelig en eller anden yndig hunløve, der vimsede om de kæmpende, viftede med luffer og andet søløveguf og gjorde sig ordentligt til. Søløvelands svar på Crazy Daisy. Fra kaj 39 var der også et rigtig godt kig ud over bugten, og det berømte fængsel Alcatraz. Fra kajen af så det virkelig sikkert ud, det udtryk ændrer sig nok næppe, hvis man havner inden for murene på selve øen. Vi var efterhånden blevet godt sultne, og overalt hvor vi bevægede os, duftede der bare af mad. Vi ville finde et sted at spise, men alt på havnen var i en prisklasse for sig. Vi bevægede os indad igen og fandt ud af, at vi befandt os inden for gåafstand til verdens mest kringlede gade (the worlds crookedest street), Lombard St. Vi havde set verdens stejleste, så den her skulle også ses an. Inden vi kom til gaden, skulle vi dog forcere flere af San Franciscos andre stejle gader, dem er der mange af. Verdens mest kringlede gade er virkelig kringlet. Det virker total tosset at anlægge en vej der, men ikke destomindre har de gjort det. Efter alt dette gåen op og ned, var vi efterhånden kommet tilbage til området med vores hotel. Her fandt vi en hyggelig lille afghansk restaurant, Helmand Palace. Her var maden god og prisen yderst rimelig. Glade i sind og mavser, begav vi os tilbage på værelset. I en brochure havde vi spottet en guidet tur i byen, som vi gerne ville på, vi prøvede derfor at bestille billetter over telefon. Det var dog ikke lige til. Receptionisten sagde, at hans kone ville hjælpe os næste morgen.

Vi vågnede til endnu en ting, der er så rigeligt af i San Francisco, regnvejr. Vi overvejede, om vi skulle tage på den guidede tur, da flere af stederne var vejrbetinget. Da det viste sig, at vi ikke kunne komme med, på det tidspunkt vi ville, afgjorde det ligesom sagen. Vi besluttede os at trodse vejret, og gå endnu en tur i byen. Vi havde fået lov til at lade bilen stå lidt efter check-out, så parkering skulle vi ikke bøvle med. Denne tur førte os lige ind i hjertet af Amerikas største Chinatown. Det var næsten som at komme tilbage til gaderne i Kina, næsten. Priserne var selvfølgelig langt fra kinesiske. Manererne var dog ganske autentiske! Kinesere, regnvejr og paraplyer er og bliver en dårlig kombi. Vi osede lidt rundt, og frokosttimen sneg sig op på os. Vi spiste på en kinesisk restaurant, hvor vi var de eneste med horisontale øjne. Igen var det som at man ved et trylleslag sad på en af Beijings restauranter. Vi blev hurtigt mindet om, hvor højlydte det folkefærd er. Det var ret skægt. Maden var ganske fortrinlig, og der blev spist op. Da vi havde betalt, og efterladt lidt drikkepenge, var vi på vej ud døren. Her blev vi stoppet af vores tjener, der ikke mente, vi havde lagt nok drikkepenge. Hvad der i Kina for de lokale var en uære at modtage, var i USA noget man åbenlyst kunne forlange mere af. Så frækt, men når man ved, hvilke redskaber de har i køkkenet, ville vi ikke gøre noget nummer ud af det. Lidt mønter til den tiggende tjener, og vi stod igen på den regnvåde gade. Vores receptionist havde fortalt os om en spiral rulletrappe. Det lød for godt til at være sandt. Rulletrappen befandt sig i Westfield San Francisco Center. Ude af Chinatown, bevægede vi os igennem den rige businessdel af byen. Det var også en flot og interessant del af byen. Godt fugtige nåede vi til centeret. Her var der rig mulighed for at shoppe amok, hvis man havde gysserne til det. Vi blev lokket til at prøve noget ganske fantastisk krops-skrubbe-salt fra det døde hav. Det var det rene magi, eller sådan fik saltdistributøren det til at lyde. Man fik dog også bløde hænder af skidtet, men det manglede også bare til den pris, så hun fik ikke solgt noget. Vi fandt langt om længe den famøse rulletrappe i midten af det store center. Det er 1 af 3 spiralerende rulletrapper i verden. Sådan en skulle de installere i rundetårn! Efter dette sus, begav vi os tilbage mod bilen. På vejen blev det til et stop i Grace Cathedral. Der var gratis adgang, hvis man puttede lidt i donationsboksen. Endnu en af livets mange ting der er gratis, når man først har betalt. Donationsboksen tog desværre ikke dankort. Som velmenende kristne ville vi dog ikke snydes for et kig indenfor. Det var en flot katedral, med de flotteste glasmalerier. Da vi kom ud, var det blæst betydeligt op, og regnen var også taget til. Vi besluttede, at det var byens måde at sende os afsted på. Vi forlod den fantastiske by San Francisco ad Highway 101, som ville føre os ud mod den nordamerikanske vestkyst....