Profile
Blog
Photos
Videos
New York
Vi ankom til NY omkring kl 16, hvor vi blev sat af midtimellem nogle gader og anede ikke, hvor vi befandt os. Vi gik derfor på Starbucks og lånte deres wifi. Vi fandt adressen på et hostel og tog metroen dertil. Da vi kom frem, havde de dog ingen ledige senge det næste lange stykke tid. På med taskerne igen og afsted mod et andet nærliggende hostel. Her havde de plads, men det var på 2 forskellige værelser, og så var det møgdyrt. Afsted med os igen for at prøve lykken et 3. sted. Her havde de ledige senge, men prisen var også høj. Receptionisten kendte dog en fyr i nærheden, der lejede et værelse ud til backpackere til samme pris, som hun gav et kald. Det var ledigt, så vi gik derhen og tjekkede det ud. Det var super fint, og man fik adgang til stort set hele hans lejlighed. Da vi bookede for 6 nætter, fik vi rabat, så det endte med at blive billigere end dorm og så endda med privat værelse og adgang til køkken, bad og tv. Vi hentede vores ting fra hostellet og gjorde os til rette i vores nye hjem på Manhatten and 104 St building 100. Da det stadigvæk var eftermiddag, ville vi ud og se os lidt omkring i området.
Vi så St. Johns Cathedral, som er verdens største katedral. Vi så den dog kun udefra, da den havde lukket. Vi var efterhånden blevet sultne, så vi fandt en af de mange cafeer, og blandede os nogle salater. Mange steder kunne man selv bestemme, hvad man ville have i, og så betalte man pr. vægt. Lækkert koncept, og salat er ikke det, vi har fået mest af. Da vi var godt brugte, vendte vi tilbage til vores lejlighed, og tog en slapper aften.
Næste dag var planen, at vi ville gå Manhatten tynd. Det var noget af en mundfuld, fandt vi ud af. Vi startede med at gå er par timer i central park. Herefter gik vi gennem east side, indtil vi nåede east river. Den fuldte vi, indtil vi ikke kunne mere. Til vores forundring kunne vi se på kortet, at vi ikke engang havde gået længden af central park. Det gav os en ide om, hvor stor NY er. Vi tullede lidt rundt i midtown east, inden vi spiste frokost. Efter maden, gik vi til Empire State building. Vi droppede dog at komme op i den, da det kostede 32$ pr snude. Vi fuldte Broadway op, indtil vi nåede Times Square. Her ville vi se, hvad et broadway show kostede. Her fik vi endnu en reminder om, at NY ikke er backpacker budget venligt. Vi købte dog billetter til et standup show, hvor vi begge kunne komme ind for 20$, der var så bare et 2 drink minimum pr næse. Times Square er ligeså storslået, som man ser det på film. Med lystavler, reklamer og andet gøgl, sammen med larmen fra de tusindevis af turister og trafik. Et storbys inferno uden lige. Vi bevægede os igennem mylderet, og fulgte broadway til Columbus Circle. Her sad vi og pustede lidt ud i solen, og så på de mange forskellige typer mennesker. Skatere, punkere, slipsedrenge og turister blandet i skøn forvirring. Det var blevet sen eftermiddag, og vi var godt brugte i hovederne, så vi slentrede gennem central park, på vej hjemad. Der var længere end forventet, så da vi endelig nåede tilbage til vores hood, var det blevet spisetid. Vi fandt en fantastisk lille Thai resturant, der serverede dejlige retter, til en overkommelig pris. Nok en gang var vi forholdsvis tidligt hjemme, og godt bombede i hoveder og fusser.
Tredje dag i NY, startede ud med et besøg hos frihedsgudinden. Vi købte billetter, og stod så i kø i 1 1/2 time, inden vi kom ombord på færgen, der skulle sejle os til Liberty Island. Vejret var med os, så vi nærmede os den store statue i solskin og kølig vind. Det er en stor statue, og endnu en af tingene man så mange gange har set på film. Vi gik rundt om den store frue, sammen med mange andre turister. Endnu en ting man ikke kan undgå i NY, andre turister. Vi beundrede statuen, og lærte lidt om historien bag. Vores billet gav også adgang til Ellis Island, hvor immigranterne i gamle dage ankom til, men da vi havde andre programpunkter, sprang vi det over. Da vi kom i land igen, gik vi et godt stykke efter en sandwichbar, der skulle lave gode sandwiches. Stedet hed Lennys, og lavede gode sandwiches. Næste punkt på dagsordenen var mindesmærket for World Trade Center. Det viste sig ikke helt let at komme til, da man skulle have billetter med bestemte tidspunkter. Det gik der lidt tid med at finde ud af. Det var heldigvis gratis, og vi fik tid til kl 16.30. Vi kunne dog heldigvis komme ind lidt før. Det var et storslået mindesmærke, med 2 store firkantede huller, der hvor bygningerne havde stået. Der løb vand over alle kanterne i ensartede kaskader. Langs kanterne var der brede gelændre, hvor alle navne på de omkomne stod skrevet. Selve mindesmærket lå midt i en kæmpemæssig byggeplads, hvor det nye World Trade Center er under opbygning. Der herskede en ret speciel stemning på stedet. Efter besøget gik vi på et lille museum om 9/11. Her blev der vist en film omhandlende nogle af skæbnerne. Efter dette triste indslag, gik turen til The Charging Bull ved Wall Street. Imponerende bronzetyr på 3 meters højde. Vi gik igennem Wall Street, og fortsatte til breden af East river. Herfra så vi Brooklyn Bridge, inden den stod på burgere ved Johnny Rockets. Gode store burgere med alt for mange kalorier. Vi ville have været i biffen, men kunne ikke finde en bio. Efter endnu en lang dag, besluttede vi at hoppe på metroen fra Fulton St, og daffe hjemad. NY har det med at køre sine besøgende trætte.
Næste morgen stod vi op til en grå og kedelig dag. Vi tog metroen til 42 St, Times Square. Herfra gik vi over og så Grand Central Station. En imponerende station, der er bygget op i blankpoleret granit og marmor. Der findes mange flotte bygninger i NY, men Grand Central er nok en af de flotteste. Herefter gik vi mod downtown. Vejret så ikke ud til at bedre sig, så vi gjorde alvor af det med biffen. Vi spurgte om vej, og heldigvis var vi ikke langt fra en. Det passede også fint tidsmæssigt, så kl 13.30 sad vi mageligt og vendtede på, at Hunger Games skulle starte. Det var en rigtig god film. Vejret var ikke blevet bedre, så bevæbnet med paraply, begav vi os imod bydelen Little Italy. Undervejs fandt vi en cafe, hvor den stod på klassiske cup cakes, kaffe og kakao. Vi sad og slappede lidt, da det havde været en rimelig lang gåtur dertil. Efter kagepausen, gik vi til Little Italy. Det var området, hvor de immigrerende italianere slog sig ned, da de ankom i sin tid. Der har også været flere mafiabosser, der har arbejdet fra området. Det tilbageværende nu til dags, er dog blot en enorm mængde italienske restauranter. Ud for hver restaurant står der en portion italiensk smørhår, der på bedste Antonio stil forsøger at sælge sit steds menukort. De har allesammen det samme, så det er dagens tilbud, der afgør, hvor man spiser. Vi gik lidt rundt, indtil sulten meldte sig og endte med at spise på et sted, der reklamerede med en ret og et glas vin til 10$. Maden var ganske fin, men regningen var lidt en overraskelse. Stedet reklamerede selvfølgelig ikke med at de selv pålagde 25% i drikkepenge. Lidt frækt synes vi nok. Efter maden ville vi en tur i Washington Park. Den lå ikke så langt væk. Her står der en triumfbue. Den var badet i lys og var så ganske yndig. Bagved var skyerne oplyste af byens mange skyskrabere. Et accapellakor var igang med en optræden under buen. Det lød ret sejt, så der stod vi og lyttede et stykke tid. Dernæst begav vi os hjemad. Lejlighedens fjernsyn var udstyret med alle tænkelige tvkanaler, samt movies on demand. Vi så en film, inden vi gik til ro.
Næste dag stod i shoppingens tegn. Vores vært havde fortalt om et stort shoppingcenter i New Jersey. Det ville vi aflægge et besøg, og da vejret nok en gang var vådt og kedeligt, var det ganske oplagt. Vi tog bus 311 lige dertil. På vejen blev vores chauffør nødsaget til at bremse meget hårdt op, da der var sket et forfærdeligt uheld. Der var en bil, der stod i flammer, samt en bil der var godt smadret i ydersporet. Vi håbede, at ingen var blevet fanget i den brændende bil. Shoppingcenteret var et såkaldt outlet mall, hvor tøj bliver solgt direkte fra fabrikkerne til forbrugerne. Derved er priserne billigere end i almindelige butikker. Der var ialt 214 butikker, så der fik vi hurtigt brugt 5 timer. Vi shoppede ikke for alvor amok, men lidt blev det da til. Vi smagte også en himmelsk bid, kaldet Cinnabon. En verdensklasse kanelsnegl med dejlig meget glasur. Den var virkelig god. Det øsregnede, da vi kørte hjemad i bussen, så vi var glade for at have brugt dagen indendørs. På vej hjem tog vi metroen et ekstra stop for at købe salat med hjem. Da vi endelig satte os til rette i sofaen med salat og film, var klokken næsten halv 9.
Mandag morgen startede stille og roligt. Vi havde ikke travlt med at komme ud ad døren. Da vi endelig kom afsted, begav vi os til St. Johns Cathedral. Vi havde endnu ikke været inde i den, og man kan ikke være i nærheden af verdens største katedral, uden at se den indvendigt. Den var vildt stor og imponerende. Langs periferien af katedralen var der 5 yderligere kapeller, på størrelse med en almindelig dansk kirke. Efter katedralbesøg, fandt vi en cafe og spiste et stykke cheesecake i solen. Det smagte godt, men lå forfærdeligt tungt. Dernæst tog vi metroen mod downtown. Christina stod af ved Timse Square, mens Emil fortsatte til Franklin. Christina ordnede lidt shopping og butikskiggeri, mens Emil besøgte Nina, hans søster, som var i NY en kort stund for noget arbejde. Kl 18.30 mødtes vi igen foran M&Ms butikken på Times Square. Vi skulle se standup kl 20.30, så vi skulle finde os lidt mad inden. Vi havde set et sted, hvor man kunne bygge sin egen burger. Vi ledte og ledte og ledte, men kunne ikke finde den. Tiden var ved at løbe fra os, så vi endte med at spise på restaurant den gyldne måge, da det skulle gå hurtigt. Vi fandt til Comedy Club on broadway, og ventede på at komme i salen. Det var ikke nogen stor sal, og vi fik pladser rimelig tæt på scenen. Med den første af de 2 obligatoriske drinks foran os, gik showet igang. Der var flere af komikerne, der vist var rimelig kendte i USA, men vi kendte dem dog ikke. Der var flere af dem, der var meget morsomme, og selvom det var på engelsk, forstod vi det nok til at kunne grine med. Showet, som vi troede ville vare 1 time til halvanden, varede fulde 3 timer. Det sidste stykke tid var det unge uerfarne komikere, der kunne prøve materiale af, og få lidt sceneerfaring. Der var mange, der forlod salen, men vi blev til den bitre ende, vi havde jo betalt. Klokken var henad 1, inden vi var hjemme.
Vores sidste dag i NY startede ganske stille. Vi skulle være ude af lejligheden kl 15, og ingen af os havde trang til at brave byen rundt en sidste gang. Ved frokosttid gik vi på posthuset, hvor vi ville sende en pakke med diverse tøj og souvenirs hjem. Det var klaret efter en god times tid, da der er mange ting, der skal være i orden, før man kan sende en pakke afsted. Vi tullede lidt rundt, inden vi satte os og bestilte en pizza. Den var i sandhed American size. Med ca 1/2 meter i diameter er det nok den største pizza, vi nogensinde har set. Den smagte tilmed fortrinligt, så vi var vældigt tilfredse. Vi kunne dog ikke spise den hele, så vi tog resten med. Der var et forfærdeligt tumult ved den lokale Ben and Jerrys isbutik. Det viste sig, at de gav gratis is den dag, til støtte for kræftforskning. I kø med os, og efter en god halvtimes tid, gik vi derfra med to vafler, en med chocolat fudge brownie, og en med chocolat chip cookie dough. De var smadder gode. Vi gik imod Central Park, hvor vi fandt os et dejligt sted og nød eftermiddagssolen. Vi havde fået lov til at lade vores baggage være i lejligheden, så vi ikke behøvede at slæbe på den endnu. Vi var tilbage i lejligheden omkring kl 17.30, hvor Kari sagde, at vi bare skulle tage det med ro. Vores plan var at overnatte i lufthavnen, da det både sparede os penge, men også sparede os besværet med transport midt om natten. Vi spiste det sidste pizza og så lidt tv, inden vi omkring kl 20 sagde tak for alt til Kari, og begav os mod JFK lufthavn. Det var nemt at komme dertil, og kl 21.30 fandt vi os nogle bløde bænke ved en cafe, der skulle agere seng for natten. Der var imidlertid håndværkere på job, som bankede og regerede hele natten, så megen søvn blev det ikke til. Vi tjekkede ind omkring kl 5.30 sammen med Joseph, en Amerikaner, der var på vej til nogle venner i Lima. Han manglede selskab, så ham fulgtes vi med i de lidt lange perioder med bare ventetid. Vores rute gik over Bogota, hvor vi havde 4 timers ventetid inden vores fly til Lima. Vores JFK afgang var næsten on time, og afsted var vi mod vores rejses sidste kontinent...
USA var større end forventet, portionerne var mindre end forventet, men dog stadig store nok til at give os det, vi har døbt, bløde kanter. Tak til the States for nogle gode oplevelser...
- comments
Jes Spændende afsnit - tak for update. Mon ikke I får gjort lidt ved de bløde kanter, når det sidste kontinent skal besigtiges. God tur.