Profile
Blog
Photos
Videos
Lima
Vi ankom til Limas lufthavn omkring kl 21.30, hvor vi fik taget afsked med Joe og kapret en taxi til Miraflores, hvor vi ville finde et hostel. Vi blev sat af uden for Pariwana Hostel, hvor vi blev indlogeret. Da det ikke var blevet til megen søvn i lufthavnen eller flyene, gik vi tidligt til køjs. Vi sov overraskende godt, da det var nogle gode madrasser i sengene på vores 8 mands dorm.
Efter et tiltrængt bad og gratis morgenmad-igen bestående af toastbrød og smør, gik vi ud på opdagelse. For første gang i lang tid kunne vi igen have shorts og t-shirts på og nyde solen-skønt! Vi gik lidt rundt i kvarteret og valgte at gå en af hostellet foreslået rute, der førte os ned til Kærlighedsparken ved stranden og et gammelt fyrtårn. Det nærmede sig frokosttid og tid til at søge lidt ly for solens varme stråler. Vi fandt en lille lokal restaurant nær hostellet, hvor vi fik lækker fisk til frokost og så til en billig penge.
Efter en dejlig frokost gik vi hen i den nærliggende park. Her vrimlede der med katte, der lå og dasede i solen og nød godt af velmenende menneskers given af mad og vand -sikken et liv. Vi ville have været ind og kigge i kirken ved siden af, Iglesia Medalla Miraglosa, men den var desværre lukket. Efter vi havde gået lidt mere rundt, blev vi indhentet af døsigheden. Vi tog hjem på hostellet, hvor vi fik os en god lur på små 2 timer. Så var det så småt blevet aftensmadstid. Vi bestilte spaghetti med pesto på hostellet og slappede resten af aftenen med lidt læsning.
Efter morgenmad drog vi igen afsted. Vi tog bussen til downtown, hvor vi ville gå lidt rundt. Da det var Langfredag og dermed helligdag, var gaderne proppede med unge som gamle mennesker, der allesammen fejrede påsken. Der var flere, der gik med flettet påskepynt og kors og gik i en lang stime fra kirke til kirke.
Vi så Iglesia de La Merced. En fin lille kirke. Vi gik lidt videre og så Lima katedralen. En stor og flot kirke med en flot plads. Der var mange mennesker, så vi kom ikke ind i kirken. Herefter så vi nogle andre mindre kirker. Vi spiste frokost på en lille restaurant med en blanding af kinesisk og peruviansk. Vi smagte Chicha Morada, som er en drik lavet af sort majs. Det smagte overraskende godt og læskede godt i varmen. Vi gik videre på endnu en af vores målløse gåture. Den førte os ud i nogle af Limas mindre attraktive områder, hvor vi så endnu en af Limas mange kirker. Da det var varmt, blev vi enige om at tage tilbage og holde siesta. Frokosten blev nydt ved en lille lokal restaurant tæt på vores hostel. På samme gade lå der flere små lokale madsteder, som kom til at danne ramme om vores måltider. På disse steder fik man for 12 Nuevo Soles (24kr), en forret og en hovedret. Priser der behager os langt mere end de amerikanske priser. Resten af dagen gik med das under den Limanesiske sol. Aftensmaden blev nydt på vores nye ynglings madgade. Vi tullede lidt rundt efter maden, men gik tidligt tilbage på hostellet.
Da blogindlæggene selvfølgelig bliver skrevet efter tingene er sket, hænder det, at vi tidsmæssigt kommer et godt stykke tid bagud. Dermed bliver det sværere at huske rækkefølgen på de enkelte hændelser, og detaljegraden forringes. Følgende passage er formentlig skrevet, som visse af læserne ville ønske det.
Lima er en dejlig by, vi er begge enige om, at vi kan "(Li)ma". Man skal ikke besøge Lima for strandenes skyld, da de som ved en hver anden storby er møgbeskidte. Maden er dog fantastisk, og hvis man forsøger at holde sig fra turistrestauranterne, er priserne også noget at klappe af. Der findes et væld af kirker, museer og masser af interessant arkitektur, som man kan nyde siddende i et af de grønne områder, med et glas læskende Chicha Morada. Man behøver ikke at kede sig. Hvis man vil bruge natten på andet end at sove, kan man også det. En enkelt aften blev brugt på at drikke Cristal øl og Pisco Sour, Perus nationaldrink, bestående af Pisco, lime, sukker og æggehvide. Pisco er peruviansk sprut, der dufter og virker som Teaquilla. Den aften bød også på en peruviansk nattelig hamburgesa, muligvis en gang russisk maveroulette, men den smagte godt.
De limanesiske folk virker altid som om, de er i godt humør. Det er sjældent, man hører hvisken, og støjniveauet minder nok mest om det, en gennemsnitlig børnehave leverer, og det er nærmest uanset, om det er en limaneser, der snakker med sig selv. Det er nemt at komme fra Miraflores, bydelen de har tilegnet turister, til det historiske centrum. Der kører velfungerende busser, og hvis man ikke er til offentlig transport, koster en taxi ikke det store.
Der er masser at tage sig til, så hvis man alligevel er i området, er Lima bestemt et besøg værd.
Den 4. april indlogerede vi os på Lima Wasi Hotel, og afventede med spænding at se gruppen, vi skulle tilbringe de næste 15 dage med, på vores Peru Panorama tur med G Adventures.
- comments