Gap - Puno - hjemmebesøg

Ud fra vores erfaring fra sidste tur med Gap, og det faktum, at der på turen var indlagt en gåtur på 45 km, forventede vi en gruppe af unge. Det viste sig dog, at vores gruppe havde et aldersspænd, der gik fra 12 til 69. Gruppen bestod ud over os af en familie på 4 fra England, et par fra Australien, 2 piger fra Norge, et vennepar fra Canada, der begge var i 60'erne, et mor/datter projekt fra Irland samt Steve fra Australien og Miss Daisy fra L.A. En meget anderledes end forventet gruppe. Vores guide Jessica startede med at komme 15 min for sent, og undskyldte det med trafikken og sagde, at det ikke ville ske igen- det var dog ikke sidste gang, hun ville arrivere for sent. Efter et infomøde, hvor alle kort introducerede sig selv, gik de fleste fra gruppen med ud at spise. Vi faldt i god snak med det Canadiske vennepar, Don og Betty, der var imponerende friske og meget underholdende. Specielt Bettys let-til-latterhed, nød vi godt af gennem hele turen. Jessica valgte restauranten, som selvfølgelig var en turistrestaurant, som hun forklarede, skulle man passe på sin mave. Sjovt nok havde vi ingen problemer med maden på de lokale restauranter, men vores maver reagerede på det overprisede turistfoder.

Turens første etape gik til Puno på breden af Lake Titicaca. Vi fløj til den lille by Juliaca, som er beliggende i 4500m højde. Vi var blevet fortalt, at det var normalt, hvis man blev ramt af højdesyge, da der ikke er så meget ilt i luften i denne højde. Vi kunne bestemt mærke det på vores kroppe. Man blev træt i krop og hovede, og ens puls steg hurtigt, så snart man rørte på sig. Betty var dog hårdest ramt, da hun havde pådraget sig en gang madforgiftning, starme akkel. Hun var dog heldigvis frisk igen dagen efter.
Det gik fra Juliaca til Puno i bus, hvor vi blev indlogeret på Hotel Italia. Det var et ganske fint hotel, de har bare svært ved at forstå, at man gerne vil sove i mørke. Der er aldrig helt mørkt på de peruvianske hoteller. Jess havde anbefalet, at vi tog det helt med ro, så vores krop kunne vænne sig til højden. På hotellet var der gratis Coca te, som skulle være godt mod højdesygen. Coca te er te, lavet på Cocablade. Det smager gevaldigt godt med en smag, der mest minder om almindelig grøn te. Den lille smule naturlige cocain skulle hjælpe med akklimatiseringen til de højere luftlag. Til evt. urolige læsere skal det informeres, at det på ingen måde er narko. Der skal over 1 kg blade til at opnå narkoeffekten, og så store kopper havde de ikke. Vi slappede, tog os en lur, inden gruppen mødtes til aftensmad, som endnu engang var på en turistificeret såkaldt traditionel peruviansk restaurant. Træls at betale overpris bare fordi der er en engelsk menu. Vi var trætte og gik tilbage på hotellet efter maden. Dagen efter skulle turens første egentlige aktivitet begynde, hjemmebesøg ved et øfolk.

Dagen startede tidligt med morgenmad, og klokken 7 blev vi hentet i limousiner, lokale cykeltaxier. Vi blev kørt til havnen ved breden af Lake Titicaca. Søen er verdens næststørste sø over 4000 m højde. Jess havde anbefalet, at vi købte en gave med til vores værtsfamilie, i form af mel, sukker, olie osv. Den slags basisvarer de bruger dagligt, men som de ikke lige kan smutte i Brugsen efter. Afsted ud over søen med os.
Vi havde et par stop inden ankomst på øen. Det første besøg var på de flydende øer i Lake Titicaca. Her har mennesker i århundrede boet på øer, de selv laver ud af søens siv. Helt fantastisk hvordan folk har fundet ud af at leve. Vi blev vist rundt i deres huse, som også var af siv og blev iklædt traditionelt tøj. Vi prøvede at ro i en af deres fine sivbåde, og et par af os prøvede at sidde ved årerne. Det var hårdt arbejde. Der var ca 200 beboede øer, hvoraf 40% af indbyggerne boede der rigtigt, mens de resterende 60% boede på land, men arbejdede med turisme på øerne.
Efter det første ø besøg, gik turen til dagens andet stop, øen Taquile. Her skulle vi hike til den restaurant, vi skulle have frokost ved. Det var ikke nogen lang gåtur, men pga. højden over havet, var det ubehageligt hårdt. Det viste sig, at der på øen var gang i et brag af en fest. Traditionen er, at man fejrer afslutningen på påsken med 3 dages dans, "musik" og druk. I Peru er farver en meget vigtig del af deres klædedragter, og der er i sandhed ikke sparet på dem. Det meste af øens befolkning, unge som gamle, var samlet på øens fodboldbane, for sådan en har man da, foran byens skole. Her skiftedes folkene til i grupper at spille og danse. Alt afhængig af hvor på øen man boede, havde man forskellige farver og mønstre. Sikken en fest, og heldigt at det passede med, at vi var der. Vi gik fra pladsen op til vores frokost. Der kunne vælges mellem friskfanget trucha, ørred, eller omelet. Valget faldt selvfølgelig på ørred. De laver virkelig god fisk i Peru, og med udsigt over øen, blev det nydt i fulde drag. Vi har fundet ud af, at det at dyrke på terrasser, ikke er noget det Filippinske folk har patent på. Øen var omringet af terrasser, brugt til deres afgrøder, der i stor udstrækning gjorde øen selvforsynende. Imponerende så meget arbejde der bliver udført. Efter mad gik vi til vores båd, og sejlede til Luquina, hvor vi skulle på hjemmebesøg.
Mørke skyer var begyndt at trække sammen, og da vi ankom til øen regnede det. Vi skulle alle samles i deres skole, så der sad vi og så hinanden an. Vi mødte vores værtsfamilie med pigen Flora-en værre grinebider- som værtsmor/søster, hun var 20 år. Der var blevet foreslået en fodboldkamp mellem de besøgende blegansigter og øens unge talenter. Med en klar fordel i form af alder og rutine, vores ældste spiller værende 69, kom vi hurtigt foran 2-0. Herefter tabte vi lidt pusten og stillingen dybt inde i 2. halvleg var 4-4. Der blev spillet Golden goal, alt imens det lynede og tordnede ganske voldsomt. Blegansigternes egen Messí (red. Emil) scorede det afgørende mål og afgjorde kampen, så megen succes på banen har han ikke haft siden juniortiden.
Efter at pokalen var overrakt, stod den på mere sport i form af traditionelle folkedanse. Vi var blevet klædt ud i traditionelle klædedragter, og dansen gik ganske lystigt. Efter denne velkomstceremoni, gik vi til hvert vores hjem. Det var en længere gåtur, opad hvad vi dagen efter så var deres marker og terrasser til afgrøder og dyr. Det lynede voldsomt, men regnen holdte sig heldigvis i skyerne, indtil vi sad sikkert i vores hjem for en dag. Vores familie bestod af 5 personer. Bedstemor og bedstefar, Flora, hendes to brødre, en på 26 og Luigi på 13. Det viste sig, at vi skulle blive ganske glade for vores skolespansk. Nok er vi ikke flydende, men åbenbart gode nok til at kunne få simple samtaler til at flyde, nogenlunde. Aftensmaden blev serveret. En fantastisk velsmagende og meget næringsrig suppe var første ret, efterfulgt af ris, kartofler og grøntsager. Befolkningen var primært vegetarer, og spiste kun kød ved særlige lejligheder. Efter lidt sniksnak fandt de nogle ting frem, som vi kunne købe. Det var selvfølgeligt frivilligt, men vi købte lidt alligevel. Vi var godt trætte, og det virkede også som om vores familie skulle til ro. Vi havde eget værelse med toilet, der til stor overraskelse kunne skylle ud, hvis man vel at mærke fyldte sisternen op manuelt. Det var djævelsk koldt i værelset, så meget isolerende effekt er der ikke i mudder og strå. Vi krøb os sammen under et tungt lag tæpper, og sov til den lyse morgen.

Næste morgen var der morgenmad, for os, kl 8. Morgenmaden bestod af noget sært men velsmagende brød samt et hårdkogt æg. Efter maden hjalp vi Luigi med at gå familiens 3 smågrise til stedet, hvor de skulle græsse den dag. Det var meget skægt at gå med grise. Den lille landsby var virkelig idylisk. Vi var gået til ro med et tordenvejr rasende udenfor, men morgenen var solrig og duftede af land efter regn. Landskabet var fantastisk, og vores familie boede et godt stykke oppe på øen, hvilket gav dem en fantastisk udsigt over Titicaca. Der var frodigt og friskt, hvorend man kiggede hen, og livet i lerhytter så pludselig ikke så slemt ud. Efter turen med grisene, var det fårenes tur. Med 15 får med snor om benene, gik turen igen gennem landsbyens smukke omgivelser. Vi tøjrede fårene på en græsklædt skråning, og gik tilbage til huset. Her sad vi lidt i solen og snakkede, indtil familiens ko skulle malkes. Det klarede Flora med øvede hænder. Familiens kalv fik sig også en tår, for at få mælken til at løbe til. Luigi tog sig også en tår direkte fra yveret, ikke så meget hygiejnepjat der. Vi gik os en tur inden frokosten. Frokosten bestod af endnu en lækker suppe, efterfulgt af ris, kartofler og FISK, følte vi os lige som en særlig lejlighed. Det hele smagte virkelig godt, og vi fik serveret agua de manzana. Varmt vand der smagte af æblekage med kanel, spøjst men sejt at vand kan smage sådan. Efter frokosten var det næsten tid til at mødes med gruppen til afsked med familierne ved kajen. Vi gik den sidste tur gennem landsbyen og dens marker, og mødtes med de andre ved havnen. Det viste sig, at vi var dem, der var blevet sat til mindst arbejde, men var dem, der havde kunnet snakke mest med vores familie. Der blev taget afsked og sunget fødselsdagssang for Bridget fra gruppen, som fyldte 30 den dag. Godt trætte sejlede vi tilbage til Puno og blev indlogeret på samme hotel. Vi gik en eftermiddagstur til et udsigtspunkt med udsigt over Puno og Lake Titicaca. Igen trak der mørke skyer sammen, og et gevaldigt tordenvejr brød ud om aftenen. Det meste af gruppen mødtes til aftensmad på endnu et dyrt turistspisested, hvor maden ikke engang var god, ydermere var vi drivvåde, da det øsregnede og stedet lå langt fra hotellet. Vi fandt ud af, at Punos veje bliver omdannet til floder i kraftigt regnvejr. Vi var trætte, fugtige og kolde, da vi langt om længe kunne krybe os sammen på hotellet, og gøre klar til at tage til Cusco dagen efter. Her skulle vores og gruppens næste eventyr tage sin begyndelse, det længe ventede trek på Inka trailet...