Cusco - Inka Trail

Turen til Cusco gik ganske fint. En 7 timers bustur, der bar præg af Christinas uheldige fodkontakt med en hundebæ, og Emils fusser der lugtede lidt for meget af fødder. Vi nåede dog frem efter en flot tur gennem det Peruvianske højland. Vi blev indlogeret på Cusco Plaza 2, et pænt sted tæt på centrum. Om aftenen blev der holdt infomøde, hvor vi mødte vores lokale guide, Dimas, som skulle lede os sikkert gennem det lange hike. Dimas var ikke to potter pis høj, men nu afhænger det heldigvis ikke af højden, om man er en god guide, men meget forståeligt at han ikke var appelsinplukker. Vi skulle allerede fra Cusco næste morgen. Vi måtte hver især have 6kg med, som skulle pakkes i udleverede "duffelbags". Det meste af gruppen gik med ud og spiste aftensmad, på endnu en af Jessicas udvalgte turistrestauranter. Efter aftensmad gik vi på vores værelse og pakkede, inden vi gik omkuld.

Næste morgen skulle vi afsted kl. 7.30. Vi skulle lade vores store tasker blive tilbage, og kun medbringe vores duffelbag. Dagen skulle gå med at se et par inkaruiner, samt besøge et lokalsamfund, der lavede tekstiler på traditionel vis. Første stop var samfundet Caccacollo. Her blev vi vist, hvordan rå Lama og Alpakauld bliver til tøj. Der løb også levende eksempler rundt, bla. en yderst kælen Alpaka. Den var så nuttet og blød. Vi støttede samfundet og købte lidt af deres varer.
Herefter stod den på 2 inkaruiner. Vi blev hurtigt belært af Dimas, at inkaerne altid valgte de strategisk bedste placeringer til deres bygninger, hvordan vi kunne se på en bygning om det havde været en VIB (very important building), og hvordan de kontrollerede og brugte vand i deres konstruktioner. Det var spændende endelig at være igang med inkaeventyret. Dimas var en rigtig god guide, der levende fortalte om historien bag inkaerne, og havde svar på alle tænkelige spørgsmål.
Efter de to ruiner, satte vi kursen mod Ollantaytambo. Undervejs spiste vi frokost på en hyggelig restaurant, der havde en virkelig god buffet. Vi blev spurgt, om vi ville se et lokalt marked inden frokosten, men da vi var sultne, gjorde vi desværre ikke det. Det viste sig, at det fravalgte marked var stedet med de bedste sølvpriser i Peru, øv øv! Vi skulle overnatte i Ollantaytambo, inden vi skulle starte på Inkatrailet dagen efter. I byen lå der en stor Inkaruin, som vi alle gik op og så, og endnu en gang fik vi et glimrende foredrag af lille Dimas. Herefter havde vi fri, og vi bevægede os selv igennem den lille by. En del af gaderne var oprindelige inkagader, og man fik et godt billede af, hvordan de har levet for 500 år siden. Igen var der meget gode eksempler på, hvordan de har kontrolleret og brugt vand i deres byer. Flere af gaderne havde originale vandrender, hvori der stadigvæk løb vand, direkte fra naturlige kilder i bjergene ned gennem byen. Imponerende. Om aftenen spiste gruppen sammen igen, og der blev serveret kage til dessert, da Steve havde fødselsdag. Vi gik tidligt til ro, da vi uden tvivl skulle bruge energien dagen efter.

Der var morgenmad kl 7, bestående af noget meget tørt brød, og ét æg pr. mand. Ikke noget særligt fyldestgørende morgenmåltid, og med tankerne på dagens første Inkaetape på 11 km, var vi lidt skuffede. Vi forlod hotellet kl 7.30, og skulle køre 45 min til et punkt der hedder km82. Det er det officielle startpunkt for Inkatrailet. Her så vi for første gang rigtigt de 23 andre mennesker, som vores gruppe bestod af. 21 bærere og 2 kokke, skulle ledsage os på det 4 dage lange hike. Vi skulle vise vores billet og pas, inden vi kunne komme afsted. Da formaliteterne var ordnet, var det bare at sætte igang. Det var rart endelig at være gående på trailet, det var trods alt det, vi havde set meget frem til. Dagens første etape skulle være rimelig ligetil, og kun med 2 stigninger. Landskabet var smaddersmukt, og vejret var dejligt med solskin og en behagelig temperatur. Vi så ved selvsyn for første gang, hvad vi havde fået fortalt om vores portere. De fordelte alle vores ting, samt telte, borde, stole, råvarer til maden og hvad der nu ellers skal bruges, imellem sig, og så LØBER de ellers afsted. De må hver især have højst 20 kg på ryggen, og med deres store tasker piskede de ellers forbi os turister, der slentrede afsted med vores lille rygsæk med drikkelse og snacks i. Nogle meget imponerende mennesker, altså porterne. Den første dag gik vi 1 1/2 til 2 timer, og holdte så et hvil. Ved 1-tiden nåede vi stedet, hvor vi skulle spise frokost. Vi blev mødt af klapsalve fra porterne, som havde sat vaskebaljer frem, så man kunne vaske sig inden maden. De havde også slået telt op med borde, stole og endda dug. Vi havde fået fortalt, at maden ville være god, men at der blev serveret 3-retters menu, havde vi ikke forventet. Det var super mad vi fik, og sådan var det på hele turen. Efter frokost fik vi lidt tid til at fordøje, samt nyde en kop Coca-te. Sidst på dagens etape var der en stigning, der ville give os en ide om, hvad der ventede os dagen efter, Dead Womans Pass. Naturen var stadig lige smuk, og allerede på første dagen så vi flere orkideer. Vi nåede frem til dagens campsite sidst på eftermiddagen. Ved ankomsten stod porterne og klappede af os, og vores telte var allerede slået op og stod klar. Vi valgte et telt, og gjorde os det behageligt. Der var en dejlig udsigt fra pladsen, og tiden gik fint med bare at sidde og kigge ud fra teltet. Kl. 17 var te-tid og aftensmad kl. 19. Igen blev der serveret 3 retter, af en kvalitet man ikke troede muligt på en bjergskråning. Da der ingen elektricitet var, var alt lys baseret på lommelygter, og de enkelte gaslamper der var medbragt. Vi skulle op kl. 5 næste morgen, så efter maden og lidt sludren, gik gruppen til ro. Som det første dagen efter skulle vi overvinde Dead Womans Pass.

Vi blev vækket kl 5, mens det stadigvæk var mørkt. Morgenmaden bestod, til alles måben, af æg og bacon. Ganske rart at sidde i et telt på et bjerg, og spise den slags morgenmad. Efter morgenmaden fik vi kort tid til at pakke og børste bisser, inden vi begav os afsted. Dagens etape lød på 6 timer opad, og 1-2 timer nedad. Det gik stejlt opad fra start af. Vores 2 alderspræsidenter, Don på 69 år og Betty på 64 år, var gået i forvejen. Vi blev fortalt, at vi skulle nyde det, mens det var knap så hårdt, for når det først begyndte at gå rigtig opad, ville der ikke være meget tid til at nyde noget som helst. Med tungerne allerede hængende som halstørklæde, glædede vi os, ikke! Vi nød dog naturen, så godt vi kunne, og vores guider fortalte os lidt om nationalparken. Den dag nåede vi også ind i den rigtige skov, det vil sige den skovtype, der betegnes som urskoven i den tempererede del af andesbjergene. Opad, opad og opad gik det, næsten til det punkt, at vi glemte at kigge os omkring og nyde det. Vi nåede til et fladt plateau, hvor vi holdte en lidt længere pause. Vi sad og guffede lidt snacks og kiggede op af Dead Womans Pass, der tårnede sig over os og så meget højt ud. Da gruppen var samlet, var det tid at drage videre. Der var to grunde til, at det ville blive hårdere herfra. Den første var den åbenlyse, det gik vildt stejlt opad. Den anden, og mindre uhåndgribelige årsag, vi befandt os nu over 3800m over havoverfladen, og her er der ikke så meget ilt i atmosfæren. Ergo bliver man forpustet af stort set igenting. Og nøj hvor blev vi forpustede. Der skulle eftersigende være 3 timers hårdt arbejde herfra. Det første stykke tid fulgtes vi ad, så godt vi kunne, og gik 20 min og holdte så 3-4 minutters hvil. På et tidspunkt blev der givet frit "løb", og man kunne så finde sit eget tempo og kæmpe sig opad. Vi fandt vores tempo, og arbejdede os opad. Vi havde ingen synderlige problemer med højden, andet end en puls der hamrede derudaf, og en lille smule svimmelhed hos Christina, det gik heldigvis hurtigt over. Kl 10.15 nåede vi toppen, som nr 6 og 7 i vores gruppe. Vi havde forventet, at det ville være hårdere. Det meste af vores gruppe var lynhurtige, så vi havde god tid til at nyde vores sejr, mens vi ventede på de resterende. Der skulle selvfølgelig tages gruppebillede. Det var ret rart at sidde på toppen og nyde udsigten, og kigge på den lange vej der strakte sig nærmest uendeligt under os, og som vi lige havde overvundet. Omkring kl 11 nåede Betty og Don toppen. Betty lignede en, der var døden nær. Det var hun selvfølgelig ikke, men hun var meget træt. Som hun selv sagde, kunne hun gå i timevis uden problemer ligeud, men så snart det gik opad, ville de gamle ben ikke rigtig. Det var fantastisk at se vores 3 guider tage sig så godt af hende. De havde medbragt en iltflaske, som hun sniffede en del af, samt alskens peruvianske naturmedikamenter, som de vist også var ret gavmilde med. De havde virkelig gjort alt for at hjælpe hende op over. Så sødt. Efter gruppebillede begyndte vi dagens sidste stræk. Det var nedad bakke denne gang, ad trappetrin på mellem 30-50 cm. Det var noget af en omstilling for benene. Naturen ændrede sig drastisk på den anden side af bjerget. Det tog os lidt over 1 time at nå frem til campingpladsen, så omkring kl 12.40 kunne vi slappe af i vores telt. Derefter gik dagen med en god gang frokost, endnu en 3-retters menu, en god lur og lidt læsning. Kl 17 var der te, og så stod den på s***head, et kortspil, indtil aftensmaden kl 19. Dernæst på hovedet i teltet. Sikken en anden dag på trailet.

Nok en gang blev vi vækket kl 5. Hver morgen var der vandfad med varmt vand, man kunne vaske sig i, hvis man var til den slags hygiejnepjat, og en kop cocate, inden den stod på morgenmad. Den morgen var der blevet creeret pandekager til os. Da morgenmad og pakning var klaret, var det afsted på trekkets længste etape, 16 kilometer i kuperet terræn. Det var også dagen, hvor vi fik vores regnvejr. Vi gik 1 times tid opad, og nåede så en Inkaruin. Her fortalte Dimas os om stedet, inden vi gik videre. Dimas var en rigtig god guide, der brugte fremragende fagter, når han fortalte. Meget underholdende. Dernæst var der 1 time mere opad, og 1 time nedad. Ustandseligt kom der portere løbende forbi. Det var virkeligt imponerende at se dem spurte ned ad de regnvåde trapper. De satte virkelig liv og lemmer på spil, for vores skyld. Vi nåede endnu en ruin, og med endnu en fagtopvisning fortalte Dimas om stedet. De har bestemt ikke været dumme de inkaer. Vi var nu på den oprindelige sti. Da inkaerne så hvilken skade de indvaderende spanske tropper gjorde på deres byer, ødelagde de inkastien helt indtil Dead Womans Pass, så spanierne ikke skulle finde Machu Picchu. Klogt af dem, for ellers var det nok gået Machu Picchu, som det gik mange andre inkabyer, den var blevet destrueret. De næste par timer gik med at kigge efter orkideer langs stien. Vi var kommet noget længere ned, og temperaturen var derfor steget, hvilket gav bedre betingelser for de dejlige blomster. Vi fandt en 6-7 forskellige. Vi nåede stedet, hvor vi skulle spise frokost omkring kl 12. Dagens frokost var helt ekseptionel god. Først, som altid, suppe. Dernæst blev der sendt 5 fade rundt med forskellige lækkerier. De foregående dage var der portionsantettet, men idag kunne man selv bestemme. Til dessert, vi aner ikke hvordan det var muligt, havde kokkene bagt en kage. Hvis nogen ved, hvordan man kan det uden en ovn, så venligst fortæl. Fantastisk frokost! Propmætte måtte vi desværre afsted igen. Vi havde 2-3 timer foran os, på en sektion af trailet der blev kaldt "the 3000 steps". Det var heldigvis ikke trappe hele vejen, men nærmere en stejl sti nedad. Undervejs så vi flere orkideer, og et par kolibrier kom også frem og hilste på. Der var en sidste ruin, som man valgfrit kunne se på. Da vi stadigvæk havde tid, inden det blev mørkt, gjorde vi det. Endnu en imponerende bygning. Vi ankom til vores sidste campingplads omkring kl 16. Den dag var der igen te kl 17, men så var der aftensmad allerede kl 18, da vi skulle op kl 4 næste morgen. Den aften klappede vi også og sagde tak til vores portere, som virkelig havde fortjent deres drikkepenge. Sikken en fantastisk flok mennesker. På hovedet i teltet bagefter.

En meget tidlig start på dagen, en gang morgenmad og så ellers ned og stå i kø. Man skulle tjekke ud fra Inkatrailet, inden man kunne gå det sidste stykke til the sun gate. Da vi langt om længe kom igennem og begav os afsted, kunne man mærke spændingen. Langt størstedelen af dagene, kan man ikke se Machu Picchu fra solporten, og da det er den længeventede præmie for et veloverstået hike, ville det være så træls, hvis det ikke kunne lade sig gøre. Vi gik så hurtigt, vi kunne for at nå frem, men der var langsomme folk på stien, og stien var ikke særlig bred, så til tider trippede vi efter langsommere grupper. 1 1/2 times gang virkede meget længe den dag. Vi nåede til sidst til trappen op til sun gate, og nærmest holdte vejret da vi gik op ad den. Da vi nåede toppen lå Machu Picchu klart og tydeligt nede på bjergskrænten. Hvor var vi lettede over at kunne se byen, og hvor så den storslået ud. Der blev taget billeder, og ellers sad vi bare og nød synet, mens vi ventede på at gruppen skulle samles. Da vi nåede selve Machu Picchu, orkede vi ikke ret meget mere. Dimas gav os 1 lille times foredrag om byen, mens vi gik rundt i den. Oppe fra solporten, så byen ikke vildt stor ud. Vi måtte sande, at afstanden bedrog. Machu Picchu er en kæmpe Inkaruin. Og med et 45 km langt hike i benene, var der bare for mange trapper. Efter rundturen gik vi lidt rundt selv, indtil vi havde fået absolut nok af inkaruiner og trapper. Gruppen skulle samles på en restaurant i byen Aguas Calientes, hvorfra vi skulle begynde turen tilbage til Cusco. Kl 12.30 sad vi på den aftalte restaurant sammen med flere fra gruppen, der også var inkamætte. Vi sad med en stor Pizza og 1 liter Cristal øl foran os, nød at mærke vores trætte ben og nød at slappe af med visheden om, at Inkatrailet havde levet fuldt ud op til vores forventninger...