Indrømmet, vi er håbløst bagud med blogindlæggene. Derfor kommer her et lidt anderledes hurtigt et af slagsen. Efter inka havde vi et par dage i Cusco. Her brugte vi 1 dag sammen med Don og Betty, kiggede på markeder og spiste frokost sammen. Hvis vi nogensinde kom til Canada, kunne vi bo gratis i begge ender af landet. Den ene aften prøvede gruppen at smage marsvin. Folk siger, det smager som kanin, men da ingen af os har smagt det, syntes vi det smagte af marsvin. Der er ikke meget kød på sådan en fætter, og skindet er vildt sejt og gummiagtigt. Men smagen var ok. Restauranten havde udstyret servering med navneskilt, så vi smagte på Frank, der blev serveret med alle 4 ben og hovede, med en tomat i sine fortænder. Ret markabert.
Efter Cusco havde vi 2 dage i amazonas, hvor vi var på en nattevandring. Lidt creepy. Der var desværre ikke så mange dyr, som vi havde håbet på, men vi så dog nogle flodsvin, lidt aber og minifrøer. Vi var også på et enkelt hike om dagen, hvor vi sejlede på en lille sø i en ret tvivlsom båd, der lå mistænkeligt dybt i vandet, hvor vi fodrede kiks til piratfisk. Vi boede i fine bungalows og området var pænt og turistet, men stadigvæk med amazonstemning. Der var masser af firben og sommerfugle, og vi så også en enkel væsel og tarantel. Den sidste aften sejlede vi rundt på floden og spottede Kaimaner. Vi så en god del, både store og små. Derefter sluttede den tilbageværende del af gruppen af i Lima. Allerede dagen efter tog vi til Arequipa, en 15 timers bustur. Vi nåede dog lige at se catakomberne i Lima. Der var virkelig mange knogler under San Francisco kirken. 500 år som begravelsesplads giver en masse knogler.
I Arequipa bestilte vi hurtigt 2 ture. Et 2 dages hike ned i Colca Canyon, samt en 3 dages tur ind i saltørkenen i Bolivia. Colca Canyon er verdens dybeste kløft, der på det dybeste sted, er over 3000 m dyb. Det var et dejligt trek, hvor vi den første dag gik 14 km, primært nedad bakke. Vi var i en gruppe med 4 andre, og vores guide var smaddergod. Snakken gik lystigt og alle kom godt ud af det med hinanden. Undervejs gjorde vi holdt i en lille landsby, hvor vi smagte Chicha-øl lavet af majs samt hørte lidt om traditioner og redskaber af Modesto. Vi overnattede i en lille oase i bunden af kløften. Her mødte vi en lille hund, der havde fulgt med en anden gruppe hele dagen ned i kløften, for den nette sum af halvanden Oreo (chokoladekiks). Dag 2 bestod af 6 km opad bakke, hvilket ikke voldte os to bjerggeder nogle problemer. På toppen samledes vi og tog et gruppebillede. Den omtalte hund var fulgt med op og kom med på vores billede, skæg lille skabning. Det var et rigtig godt hike, med smadder dejlig natur. Vi fik også spottet Condorer, verdens tungeste flyvende fugl.
Efter Arequipa gik turen via La Paz til Uyuni. Vi havde en enkelt dag i La Paz. Det er den slags by, man enten synes om eller ikke. Den sagde ikke rigtig os noget. Turen til Uyuni var en bustur på 8 timer, hvor 5 timer var via elendig grusvej. Vi ankom kl 6 om morgenen, og var slet ikke forberedt på de -10 grader. Alt var lukket, lige på nær et lille sted ved busterminalen. Her endte vi sammen med en gut fra Argentina, hvor vi fik en kop varmt. Der sad også en indfødt, som var godt igang med en gang dødsdruk. Han sad og drak noget lokal sprøjt og blev mere og mere uforståelig. Ganske skægt. Langt om længe kunne vi gå til det selskab, der skulle tage os på tur ud i saltørkenen. Kl 10.30 kørte vi afsted i en stor Toyota landrover.
Første dag så vi en kirkegård for gamle toge, et hotel lavet ud af salt samt selve saltørkenen. Her kunne man, i og med der intet var til at afsløre størrelser i billedet, tage nogle ret skægge illusionsbilleder. Det legede vi lidt med. Dernæst stod den på en lang køretur til vores hostel. Vores gruppe bestod udover os af en italiener, en svensker, en polak og en dansker. En glimrende europæisk sammensætning. Der var vildt koldt ude som inde, heldigvis var der gode tæpper på sengene.
Næste dags projekt lød på en masse søer, bl.a. Laguna Verde. Her så vi flamingoer og vicunyas samt andet lokalt ørkendyreliv. Landskabet var smadderflot omend ikke særlig omskifteligt, så de lange stræk fra sø til sø, blev brugt med snak og læsning. Om aftenen blev vi indlogeret på et hostel, der lå højere end det foregående, hvilket betød et fald i temperaturen. Vi fik serveret en skuffende aftensmad, hvilket blot var salt i såret, da vi havde fundet ud af, at vi var blevet snydt gevaldigt af firmaet, vi havde bestilt igennem, og betalt over 3 gange turens pris. Hint; bestil aldrig noget igennem firmaet Exploring Southamerica i Arequipa!! Resten af turen fejlede heldigvis ikke noget.
Sidste dag startede møgtidligt, og vi så solen stå op i meget frysende omgivelser fra det termisk aktive område Sol de Mañana i 5000 m højde. Der var vældige damp geysere, hvilke så ret seje ud i dagens spæde morgenstråler. Derfra gik turen til et termisk opvarmet bassin, hvori man kunne bade, hvis man lystede. Vi havde dog begge lidt knas med maven, formentlig takket være den foregående aftens elendige måltid. Derudover var der rigtig mange folk i det forholdsvist lille bassin, en rigtig gang menneskesuppe. Det sidste der manglede var blot at nå den Chilenske grænse, hvor vi sagde farvel til Daniel fra Dk og Remi fra Italien, de skulle videre ind i Chile. Vi andre havde nu en 7 timer lang jeeptur foran os.
Vi ville med tog fra Uyuni til den argentinske grænse, da vejene eftersigende skulle være direkte livsfarlige at køre på i bus. Om aftenen viste det sig imidlertid at være umuligt, da det Bolivianske togpersonel strejkede, noget de vidst skulle gøre hver eller hveranden dag. Den samme tur ud i ørkenen kørte også fra Tupiza af, en by 1 time fra den argentinske grænse. Vi fik hint om, at man kunne køre med dem ved middagstid fra Uyuni. Det lykkedes os at finde en flink chauffør dagen efter, der bragte os til Tupiza, hvorfra vi tog til Vilazon, den bolivianske grænseby til Argentina. Vilazon var for os bare et nødvendigt stop, hvor vi overnattede, inden vi købte billetter til Salta i Argentina. Turen til Salta tog 8 timer. Efter vores 3 ture i Sydamerika, først inkaturen, så colcatrek og til sidst saltørkenen, var vi begge trætte af hele tiden at opleve en hel masse og tage stilling til så mange ting. Derfor blev vi i Salta 3 nætter, og brugte dagene på bare at tulle rundt i byen. Det var et ganske pænt sted og vejret var også glimrende. Det var rart med lidt varme. Det havde der ikke været meget af siden Lima, da vi hele tiden havde været oppe i højden. Vi fejrede også Christinas fødselsdag med det dejligste stykke argentinske oksemørbrad og rødvin og selvfølgelig kage. Fra vores hostel bestilte vi 10 dage på den brasilianske ø Ilha Grande, der skulle vist nok være godt vejr.
Det sidste planlagte stop inden Ilha Grande og "ferie", var vandfaldet Iguazu. Det lå belejligvis på grænsen til Brasilien. Det var en kort bustur på 25 timer, med 2 busskift undervejs. Garvede rejsende som os havde ingen kvaler ved sådan en billet, og med en god bog er man godt hjulpet på vej. Ved ankomst til Puerto Iguazu på den argentinske side, fandt vi hurtigt POP Hostel og indlogerede os. Vi var de eneste udover en enkel anden på vores 14 mands dorm, så nærmest et privat værelse. Den stod på steak og rødvin til aften, vi var jo i Argentina.
Næste dag tog vi bussen til det famøse vandfald. Vi troede, at vi ankom på et godt tidspunkt, i og med regnsæsonen næsten lige var sluttet. Vi forventede derfor, at der ville være fuld skrue på vandfaldet. Det viste sig dog, at der "kun" var vand i lidt over halvdelen af vandfaldet. Det var dog stadigvæk et fantastisk vandfald, og vi var dog heller ikke helt uimponerede. Det var dog tydeligt at se, at det kunne tage sig langt mere storslået ud, hvis der blev skruet mere op for hanen. Vi gik rundt i nationalparken små 4 timer, og løb flere gange ind i grupper med nysgerrige Possums. Det var en god dag ved faldet. Vi besluttede, at der ingen grund var til at blive i byen, og krydsede grænsen til Brasilien samme aften. Vi havde fået fortalt, at den brasilianske side af vandfaldet også var et besøg værd, samt der skulle være en rigtig god fuglepark.
Ved ankomst til Foz Do Iguazu, den brasilianske side, blev vi mødt af en med et godt tilbud på et hotelværelse. Da vi ikke gad gå for meget rundt og kigge, valgte vi den lette løsning og gik med. Det var et glimrende værelse. Vi besluttede, at vi ligeså godt kunne bestille busbilletter videre med det samme, så med kort i hånden begav vi os afsted mod terminalen. Kortet viste sig at være forfærdeligt fortegnet, så hvad der på kortet lignede en slentretur, viste sig at være en tur på 7 km. Skod kort! Nå vi kom dog frem og bestilte billetter til Sao Paulo til den følgende aften, endnu en længere bustur at se frem til.
Om morgenen efter morgenmad på hotellet, tog vi ud til den omtalte fuglepark. Det var en smaddergod park med rigtig mange fugle, og specielt rigtig mange papegøjer. I et bur var der nogle mørkeblå ufatteligt snakkesalige papegøjer. De kunne de sjovest tænkelige lyde, og de holdte ikke næb i mere end 1 sekund af gangen. Der var flamingoer i massevis, hvoraf en enkel moonwalkede rundt i deres lille sø, mens den spiste. Der var flere bure, man kunne gå ind i, og her mødte vi flere ganske nysgerrige Tukaner. De ville se, hvad vi havde i vores taske. Vi så også mange store flotte Macaw. I et bur var der i hundredevis af smukke sommerfugle, samt et væld af kolibrier, som vi fibrilsk prøvede at få nogle gode billeder af. De er lynhurtige de små sataner. Efter fugleparken fandt vi os selv kiggende på billetprisen til vandfaldet. Vi syntes, det var meget dyrt i forhold til, at kun 20% af vandfaldet er på brasiliansk side, og da vi havde set det fra den anden side af, hvilket heller ikke var billigt, sparede vi pengene. Vi brugte resten af den varme eftermiddag i skyggen med en kold Skol, brasiliansk øl med et godt navn, foran os. Om aftenen boardede vi bussen til Sao Paulo. Efter endnu en lang bustur ankom vi til Sao Paulo, og gjorde det vi er bedst til, købte endnu en busbillet, denne gang til Angre Dos Reis. Vi havde nogle timer at slå ihjel, men hvorfor forlade busterminalen når man skal afsted samme dag, og alligevel ikke gad se mere storby? Vi fandt lidt mad og slog tiden ihjel. Ved midnatstid, efter kun 7 timer i bus, ankom vi til Angre Dos Reis, byen med forbindelse til Ilha Grande. Vi fandt med lidt hjælp et rigtig lurvet men billigt hotel, et af den slags der udlejer værelser på timebasis og gør det. Sengen var hård og burde nok betegnes som elendig, men for vores krumme busrygge, var den nok lige sagen.
Vi benyttede dagen efter til at finde ud af, hvordan og hvorledes vi skulle komme til vores ferieø. Vejret var smadderdejligt, og vi så virkelig frem til 10 dage i sol og varme på en dejlig strand. Vi bestilte også billetter til Rio De Janeiro, når engang ferien var forbi. Lidt vemodigt at købe de sidste busbilletter, og tanken om at eventyret snart er slut. Resten af dagen nød vi sol og skygge skiftevis, mens vi så frem til dagen efter, hvor den længe ventede ferie skulle begynde...