West Coast - Redwoods - Bend

Vejret beholdte sin grå attitude, da vi forlod San Francisco. Vi satte kursen mod kysten og Highway 1, som på kortet så ganske lige og tilforladelig ud. Ved selvsyn viste det sig, at det var den ikke. Vejen derud var også længere end forventet, typisk os, heldigvis var vejret kun til at køre i. Den amerikanske vestkyst er langt fra nogen venlig kyst. Stejle klipper står som 100 m høje vægge, og forneden brager det frådende stillehav med ubetvivlsom kraft mod landets yderste barikade. Vejen herude følger kystens kurver, og dem er der mange af. Den lige vej, vi havde forventet, var skiftet ud med en vej, der mest af alt mindede om en bjergvej. Vi nåede derfor ikke så langt som forventet, og som tudsmørket indfandt sig i det grå regntunge landskab, valgte vi at søge ly. Vi rullede ind i en lille by med det eksotiske navn Gaulala. Her boede vi på Country inn, et rigtig hyggeligt hotel. Vi nød godt af gaspejsens varme, mens vi nød en rigtig amerikansk "sandwich" til aften. Det var et helt franskbrød skåret på langs, og fyldt med kalkun, skinke, roastbeef og grønt. Den var abnormt stor.

Om morgenen var der et udvalg af bagels, muffins og andet brødgodt, samt kaffe, the og juice. Et glimrende ophold og en god start på en ny dag. Godt gearet af morgenmaden drog vi afsted. Vejret var stadigvæk noget møg, men det er man jo ikke herre over. Vi holdte ind lidt op ad kysten, hvor der var lidt opholdsvejr, og gik en tur på et lille stykke strand. Man er ikke i tvivl om, at Stillehavet er et kraftigt hav. Bølgerne buldrer, når de knækker, som man ikke har hørt det før. Efter en kort gåtur kørte vi videre. Vi var på vej mod Redwood national park, men der var for langt til at køre på en dag. Vi troede ikke vores egne øjne, da vi så et skilt, hvor der stod, Drive Through Tree! Men løgn var det ikke. Der var et træ, man kunne køre igennem, i bil. Det var noget af en imponerende oplevelse at køre igennem et træ. Ikke nok med at være stort nok til at køre igennem, bassen var næsten 100m høj og næsten 3000 år gammel. Vildt! Gode uventede oplevelser, tit er det de bedste, og man ved aldrig, hvornår de rammer. Vi kørte videre, gartneren lidt høj ovenpå oplevelsen. Det gik langsomt ad den kringlede vej, så da vi efter 5 timers kørsel nåede byen Eureka, måtte det være nok arbejde for den dag. Vi indlogerede os på Rodeway Inn. Nogle dage gik bare med at køre, uden de helt store spændingsmomenter, hvor det vildeste var at finde ud af, hvor dagens burger skulle komme fra. Dagens vinder blev Carls Jr, som leverede nogle fremragende burgere.

Motellet var ikke særligt godt, og da vi om morgenen pointerede de snavsede håndklæder på værelset samt et mystisk opkald til værelsets telefon midt om natten, blev vi mødt med en tarvelig ligegyldighed. Dumme inder. Vi havde taget en brochure for en zoo, der skulle lægge i byen. Det viste sig at være en lille hyggelig zoo, med lidt forskellige aber, fugle, lidt reptiler og lidt bondegårdsdyr. Der lullede vi rundt et par timer. Vi klappede bondegårdsgederne, som vi var sikre på var højgravide, lige indtil vi fik at vide, at de alle var hanner, og bare havde luft i maven. Havens enlige sorte bjørn, var desværre ikke at se. Efter vores besøg i Sequoia Park Zoo, kørte vi mod Redwood NP. Da vi nærmede os, vendte regnen forfærdeligt tilbage. Vi stoppede ved et infocenter, hvor der til en afveksling var en film om parken. Den skulle vi da se, inden turen gik videre i det ubarmhjertige pisøsregnvejr. Vi havde fået en rute anbefalet, hvor vi kunne se de store træer, uden at skulle for meget ud af bilen. Vi kørte nærmest bare igennem parken, men uanset om man er i bil eller ej, er der ingen tvivl om, at de træer er fantastiske. Vi besluttede os for at køre lidt ind i landet igen. Vi krydsede et mindre bjergpas, hvor vintervejret nok en gang lurede. Der var heldigvis ingen sne på vejene, og vi klarede det uden problemer til Grants Pass. Her overnattede vi på Bestway inn, og fik dagens burger fra Jack in the box.

Vi havde endnu en lidt langsom start næste morgen. Vi blev løbende bedre og bedre til at snue på værelserne, og da vi ikke havde nogen fastlagt plan, var der ikke noget, der tvang os afsted. Da vi fik snøvlet os sammen og kom afsted, blev vi enige om at køre forbi Crater Lake NP. Det var trods alt kun en 80 mil omvej. Jeg tror aldrig, vi lærer det amerikanske klima at kende, samt deres vejforhold. Nok en gang befandt vi os i bjergomgivelser. Det var med rette, at vejen blev kaldt scenic route, for der var smadder flot. Vejen førte os gennem Oregon, som forøvrigt er kendt for deres overdækkede broer, gennem flotte dale, mens vi langsomt steg i højde. Der var allerede lidt sne på jorden, da vi drejede fra mod Crater Lake. Det skulle vise sig at blive værre. Små 20mil oppe af vejen, måtte vi nok en gang se os slået af kong vinter. Vi måtte ty til en 10-punkts vending, da vejen var blevet ganske smal, og flankeret af 1.5m høje snedriver. Øv øv. Der var ikke andet for end at køre samme vej tilbage. I et gevaldigt snevejr, kørte vi nedad igen. Sneen syntes ikke at ville stilne af. Heldigvis blev det ikke liggende på vejen, så vejbanen var ikke glat. Vi nåede langt om længe ud af snevejret, og endte op i byen Bend henad aftenstid. Den aften stod den på færdigretter på vores værelse ved Budget Inn.

På vejen ind i byen, havde vi set en reklame for The High Desert Museum. Det besluttede vi os for skulle ses. Vi var lidt tidligere afsted, så vi var inde på museet lidt over 10. Det var et ganske fint museum, både med lidt kultur, lidt dyr og noget man kunne pille ved. Vi startede med at se en fremvisning af fugle, eller rettere fugl. En fra museet forklarede om rovfugle, mens hun stod med en stor ugle på armen. Herefter besøgte vi en kopi af en gammel nybygger ranch. I slutningen af 18-tallet, gav den amerikanske regering 190 agre jord, til alle der rejste den lange vej fra øst til vest og bosatte sig. Den eneste betingelse var, at man skulle bo der i mindst 5år. Vi syntes, det var lidt vildt, men vi må indrømme, at de har masser af land at give væk. Der var også en del dyr på museet. Der var bla. en Lynx, en lille vild kat, omtrent på størrelse med en tigerunge. Der var skildpadder, frøer og lizards. Der var også forskellige slanger, blandt andet den berygtede "klapperslange", som vi i dyrerådet har omdøbt til rasleslange. Den klapper jo ikke, men det lyder bare ikke så farligt med rasleslange. Vi tog fra museet med en god oplevelse i baghånden.
Om aftenen stod den nok en gang på færdigretter. Der var et kolosalt udvalg af den slags mad, hvilket passede os fint, når vores værelse var udstyret med mikrobølgeovn. Vi tog endnu en nat ved Budget inn, hvor vi mæskede os i færdigretter mens ABC Family viste Harry Potter. Hygge hygge hygge....