Fossiler - Portland - Seattle

På High Desert Museum var vi blevet gjort opmærksom på en attraktion, vi ikke vidste eksisterede. Lidt længere inde i staten Oregon, lå der et af verdens bedste, og åbenbart mest berømte, områder med fossiler, John Day Fossil Beds. Da vi stadigvæk havde lidt tid at slå ihjel, inden vi skulle nå Seattle, kørte vi imod det. Vi kørte og kørte og kørte, og blev endnu en gang snydt lidt af afstandene i dette kæmpe land. Først på eftermiddagen nåede vi dog frem til et skilt, hvor der stod "John Day Fossil Beds, Painted Hills". Det viste sig dog, at det ikke var, hvad vi kørte efter. Hvad vi fandt, var dog noget temmeligt spektakulært. Et område med masser af bakker og dale, i de vildeste farver. Grønne, gule, røde og næsten lilla nuancer lå som malet i bånd henover landskabet. Vildt flot, og vi var enige om, at det var godt, vi var kørt forkert. Da vi havde beundret landskabet, og gået en lille tur, kørte vi videre. Denne gang fandt vi det visitor center, vi oprindeligt kørte efter. I centeret var der et ikke helt uanseeligt museum, der udstillede nogle af de fossiler, der igennem årene var fundet i området. Der var også en film, der gav lidt baggrundsviden om området, og fossilernes tilblivelse. Der var ligeledes et åbent laboratorium, hvor man kunne se en af de ansatte rense et fossil med mikroskop og tandlægegrej. Hatten af for deres tålmodighed. Et stykke derfra var der en kortere gåtur, hvor man gik langs bunden af en mindre kløft, Blue Basin. Her var den mest fremtrædende farve ir-grøn. De mange farver i området, skyldes naturligvis forskellige mineraler i de forskellige jordlag. Området var gang på gang blevet dækket af aske fra forskellige vulkaner, med forskellige mineralsammensætninger. Den megen termiske aktivitet, forklarer også den store mængde fossiler. Dyr og planter fra forskellige perioder blev dækket af aske, og dermed bevaret for eftertiden. Rigtigt spændende område. På den nærliggende mark så vi en del lemminger. Sidst på eftermiddagen kørte vi mod byen Fossil. Her håbede vi at finde mad og ly for natten. Byens motel var desværre lukket, så vi satte kursen mod den næste by Condon. Her var der absolut intet mad at få, så nok en gang måtte vi drage videre. Vi kørte mod byen Arlington, som lå ved hovedvej 84. Her fandt vi både motel og mad.

Om morgenen, efter en gang færdigmorgenmad kaldet eggbowls, kørte vi mod Portland. Undervejs fandt vi langt om længe et par nye sko til Emil. Løbeskoene, som har været med fra start af, stank og havde længe stunket, af død og ødelæggelse. Vi kom forbi Columbia Gorge Discovery Center og Wasco County Historical Museum, der handlede om Lewis og Clark, som var de første, der fandt vej langs med Columbia River til stillehavet. Der var mange spændende ting at se, samt en lille genopbygget by fra 1800-tallet. Der brugte vi nogle timer og var godt underholdt. Da vi kørte videre, kørte vi nok engang fra godt til dårligt vejr. Staten Oregon har åbenbart smadder mange vandfald, og er stolte af dem. Så da vi fandt nogle af disse, var det blevet rigtigt øv vejr. Vi så 3 vandfald langs med hovedvej 84. Det første hed Horsetail Falls. Det var ganske højt, og faldt sjovt nok som en hestehale, nedad. Det andet hed Mutnomah og var lidt mindre. Det tredje hed Wahkeena og var det største af de 3. Vi kan godt lide vandfald, da det er noget, vi ikke rigtig har derhjemme, andet end en forstoppet tagrende i ny og næ. Jo tættere vi kom på Portland, jo dårligere blev vejret. Vi havde en kupon på motellet Snooz Inn. Det var let at finde, men vi valgte alligevel lige at køre forkert. Stedet havde en aftale med fast food stedet Dennys, hvor man kunne få 10% rabat. Det skulle da udnyttes. Nok en gang satte vi os til rette på et motelværelse, med en pose med burgere i. Det kan vi godt lide.

Da vi stadigvæk havde nogle dage, inden vi skulle aflevere bilen, kørte vi ud mod kysten igen. Vi holdte frokostpause i byen Astoria, hvor vi fandt ud af, der lå et akvarium. Det ville vi kigge nærmere på. Det var ikke særligt stort, men ganske hyggeligt. For 1$ kunne man købe nogle ituskårede fisk, som man kunne fodre til akvariets 9 sæler. Der var også flere kæmpeblæksprutter og andre besynderlige dyr. Akvariet havde været hjem for en 70 år gammel hummer. Den afgik desværre ved døden, efter staklen var forsøgt stjålet. Den blev desværre tabt, og blev fundet død i sit akvarium nogle dage efter. Der blev fundet en revne i skalden, som jo ganske sikkert skyldes faldet. Arme kræ.
Efter akvariebesøg kørte vi videre. Vi nåede byen Aberdeen, hvor vi indlogerede os på Econo Lodge Motel. Den aften spiste vi på Trios Bar and Grill, en hyggelig lille bar. Aberdeen bar tydeligt præg af, at det primært var en by, man bare kørte igennem.

Næste morgen nød vi godt af den medfølgende morgenmad, inden vi daffede videre. Lidt udenfor Aberdeen kørte vi på Pacific Highway. Den førte ud til havet, hvor vi gik en lille tur. Nok en gang blev man forundret over de kræfter, der er på spil i det store hav. Tilbage ved bilen fortsatte vi mod dagens mål, Olympic National Park. Parken består af det, der hedder tempereret regnskov, en ikke helt almindelig naturtype. Vi nåede til Lake Quinault omkring kl 11. Her var der en natursti, som ledte igennem flere forskellige typer skov. Vi planlagde en rute på ca 7 km. Vi begav os afsted, og lagde hurtigt mærke til det typiske ved en regnskov, at den er temmelig fugtig. Skoven bar præg af en stor storm, der ramte i 2007, der væltede en hel masse træer. Vi havde gået et stykke, da vi kom forbi et skilt, hvorpå der stod, at der var spottet et stort antal Mountain Lions i området. Der stod, at hvis man mødte sådan en kattemis, skulle man se stor ud, eller kaste grene og sten efter den. Christina samlede hurtigt en håndfuld sten. Vi mødte selvfølgelig ikke nogle løver, men det var en god gåtur. Trætte i benene nåede vi bilen igen. Vi kørte videre, og kom forbi et stykke kyststrækning, der hed Ruby beach. Når nu vi var der, ville vi også lige se på det. Her lå der kæmpestore gamle træstammer, som havet havde skyllet mange meter ind på land. Her snakkes der ikke om de sædvanlige kviste, man finder langs den danske kyst, men hele træer, der bare bliver flyttet uden problemer. Imponerende kræfter. Vi satte kurs mod Port Angeles. Her på ruten lå den smukke Lake Pleasant, hvori de omkringliggende bjerge spejlede sig smukt i. En dejlig overraskelse på endnu en dag med en god del kørsel. Vi nåede Port Angeles, og fandt frem til endnu et af vores kupon moteller: Port Angeles Inn. Endnu et ganske hyggeligt sted. Her stod aftensmaden på Wendys burgere en mas. Burgere er og bliver en god spise i USA, men de skylder desværre to huller i bæltet.

Næste morgen skulle vi bare mod Seattle. Vi skulle med færge fra Bainbridge Island. Overfarten forløb roligt, og fra vande af kunne vi få nogle gode billeder af Seattle. Hovedkuls blev man kastet ud i storbyens trafik, og skulle manøvrere gennem begyndende myldretid i en ukendt by. Nok en gang lykkedes det os at køre forkert, inden vi fandt til Travel Lodge Motel. Vi havde rodet godt og grundigt i bilen, så den skulle lige ryddes op og tingene pakkes, inden man så sig om, var det næsten mørkt. Vores sidste motelaften blev nydt i fred og fordragelighed, mens situationens alvor så småt gik op for os, dagen efter skulle taskerne tilbage på ryggen!!

Da vi skulle flyve møg tidligt næste morgen, havde vi besluttet at overnatte i Seattle lufthavn, så den morgen havde vi ikke travlt med at komme afsted. Vi tjekkede ud kl 11, og kørte uden nogen videre plan mod Seattle. Vi fandt en gratis parkeringsplads lidt ude i en forstad, og tog gåskoene på. Vi så en kirke samt et mindre konservatorie i Volunteer Park med orkideer, palmer og kaktusser. Spiste alt for meget fra en mexikansk buffet, gik meget langt og så Seattle centrum, besøgte Klondike National Gold Museum, inden vi ved aftenstid bevægede os tilbage mod bilen. Vores ben var godt ømme, da vi nåede bilen, og vi gruede for de næste dage. Vi besluttede bare at køre ud med bilen. Det var så nemt, at man kunne aflevere sin lejebil i et parkeringshus ved lufthavnen. Nemt nemt. Kl. 19.30 satte vi os tilrette i lufthavnen. Vi kunne heldigvis tjekke vores tasker ind i forvejen, så dem skulle vi ikke bekymre os om. Efter en noget hård og kølig nat ved gate S8, boardede vi planmæssigt flyet, der skulle tage os første etape mod Washington/Baltimore...
Tak til vores 3 kære firhjulede venner, Flowrider, Crane og Nissan Altima 2,5 SD...