Grand Canyon - Petrified Forest - Monument Valley

Nok en gang med maverne fulde af toastbrød, kørte vi afsted på dagens eventyr. Vi var lidt trætte ovenpå vores "vilde" aften, så vi tog det ganske med ro. Vi holdte dog ind ved Hover Dam, hvor vi gik en tur på memorial bridge og så et udkigspunkt lidt væk. Kort tid efter så vi 4 bighorn sheep på klipperne i vejsiden. Vi kørte afsted mod Grand Canyon. Vi ville egentlig have været på Grand Canyon skywalk, som lå tættest på Las Vegas, men da vi nåede Kingman, hvor vi holdte en lille pause, viste det sig, at vi var kørt for langt. Da vi samtidig blev frarådet at tage dertil, da det var dyrt, og man ikke så den rigtige del af Grand Canyon, fortsatte vi mod Grand Canyons South Rim. Vi nåede en lille by, Williams, hvor en del af route 66 kørte igennem. Her skulle vi dreje fra mod Grand Canyon. Vi handlede lidt og nød atmosfæren på den hyggelige gade, hvor der virkelig var skruet op for route 66 stemningen. Det var hen på eftermiddagen, da vi kørte mod kløften. Vi nåede den lille by Tusayan. Her lå der et Visitor Center. Da det var tæt på mørkt, ville vi ikke kunne se noget den dag. Vi købte et årskort til alle amerikanske nationalparker, da det klart ville blive billigst for os. Vi ville jo nok komme forbi en del parker. Vi blev dybt overrasket over temperaturen. Vi befandt os nu på "the Colorado Plateau" 2 km over havoverfladen i indlandsklima sidst på vinteren. Det betød, at temperaturen lå på minus 10 grader. Det turde vi ikke sove udenfor i. Vi indlogerede os derfor på Red feather Lodge. Det var et noget finere sted, end hvad vores budget kunne holde til, men hellere bruge de ekstra gryn, end at slutte turen for tidligt. Vi nød dog at være et sted med tv og gratis kaffe og kakao. Vi fortsatte vores diæt fra New Zealand og Australien, og fik toastbrødssandwiches til aften. Vi så frem til at skulle se Grand Canyon dagen efter.
Det var en grå og hvid morgen, vi stod op til. Skyerne var grå i mange nuancer, og jorden var hvid ovenpå nattens snefald. Det havde vi ikke just regnet med. Efter morgenmad måtte vi skrabe bil i vores løbesko. Det var rimelig koldt. Med vores årskort brugt for første gang, kørte vi mod kløften. Vi holdte dog ind i et shoppingcenter og fandt os nogle ordentlige støvler. Med varme fusser fandt vi til kanten. Der var bestemt ikke optimalt udsyn, og oveni minusgraderne blæste det en halv orkan. Der var en række udkigspunkter langs kanten, så vi tog dem et ad gangen. Vi faldt i snak med et ældre par, der fortalte os, at vejret ville blive langt bedre dagen efter. Med den viden i baggagen, besluttede vi at forlænge vores ophold. Vi indlogerede os på det samme hotel, og nød endnu en gang de rare omgivelser. Vi flottede os og spiste take out fra restaurant Den Gyldne Måge.
Ganske som fortalt, vågnede vi til det dejligste lys. Dyb blå himmel med det klareste sollys reflekterende i den hvide sne. Vi var tidligere ude af røret, og startede dagen på kanten ved Mather Point. Udsigten var så meget bedre, og vi erfarede fra diverse infoskilte, at de bjerge vi kunne se i horisonten lå 250 miles væk (400 km). Vildt! Vi deltog i en såkaldt ranger walk, hvor man gik en kort tur med en af Parkens rangere, som så fortalte lidt om området. Det var godt og gratis. Formiddagen gik med at gå det såkaldte "time trail". Her var der sat plader i stien, der angav årene i Grand Canyons historie. Det gik helt tilbage til 4500 mia år. Langs med stien lå der forskellige klippestykker, som hver især udgør et af Grand Canyons mange lag. Grand Canyon er bygget op efter lag på lag princippet, og det er virkelig tydeligt at se. Der er så mange forskellige farver i klipperne, og med lysets ændring som dagen skrider frem, ændrer farverne sig med. Vi spiste frokost ved bright Angel Lodge. Super quesadillas og smadder god chilli con carne. Det blev også til et stykke cheese cake og et stykke carrot cake. Klart et anbefalelsesværdigt sted. Eftermiddagen gik med bare at gå derudaf, og se nogle af de samme udkigspunkter fra dagen før. Vi havde forstået, at der kørte gratis shuttlebusser. Vi havde dog ikke lige fanget, at på den rute vi gik, var busserne lukket ned for vinteren. Dooh! Og hvad værre var fik vi at vide, at de ville starte med at køre dagen efter. Vi var godt trætte i benene, da vi fandt tilbage til bilen. Vi kørte fra Grand Canyon village henad solnedgangstid. Vi ville se solen gå ned fra Desert View point. Der var imidlertid flere udkigspunkter på vejen. Udkigspunkterne begyndte dog at ligne hinanden lidt, men stadigvæk flot og imponerende. Vi nåede desert view point. Vinden var imidlertid taget gevaldigt til i styrke, så vores afsked med grand Canyon blev en vindblæst affære. Vi så solen gå ned, og nød dagens sidste farveleg på de rødlige klippevægge. Vi satte næsen mod Flagstaff, som skulle give ly for natten, inden turen gik mod Holbrook og Petrified forest.
Vi havde overnattet på Knights Inn, da temperaturen stadigvæk var under frysepunktet. Der var Continental breakfast med i prisen bestående af minidonuts. Vi ved ikke, hvor dethersens continental ligger henne, men ernæring giver de ikke meget for. Afsted med os ud af interstate Highway 40 east. På vej mod Holbrook kom vi forbi verdens bedst bevarede meteor krater. Det skulle selvfølgelig besøges. Det var lidt af et hul i jorden. Små 3 km i diameter og godt 500 m dybt. Det må have givet et ordentligt brag. Vi så en film om stedet, og hørte et underholdende foredrag af stedets ledende guide. Normalt var det muligt at gå rundt på kraterkanten, men da det blæste voldsomt, var det desværre ikke muligt. Middelvinden lå på 66 mph (106 km/t). Det var spændende at se et 50.000 år gammelt meteorkrater. Vi nåede Holbrook først på eftermiddagen, og kørte direkte til Petrified forest. Vi var ikke klar over, hvad vi skulle forvente os. Vi holdte ind lige uden for national parken, hvor der lå et infocenter/museum. Her så vi for første gang det forstenede træ. Forstenet træ er 50-60 mio år gammelt. Det er opstået ved, at træer er blevet begravet i iltfattige omgivelser, af silikaholdigt sediment. Uden ilt ingen forrådnelse. Dette muliggør at silika krystaliserer og erstatter træets celler en for en. Forskellige mineraler farver silikaen, og derved dannes de smukkest tænkelige farvemønstre. Det kan ikke beskrives, hvor flot det er, og når det så bliver blankpoleret, ser man alle farver og mønstre helt tydeligt. Der var nogle enormt flotte sofaborde, ud af kæmpe skiver blankpoleret Petrified Wood. Afsindigt flot og afsindigt dyrt. Blæst baglæns ud af museet, kørte vi ind i parken. Ved det officielle infocenter, så vi en lille film om stedet. Det er de flinke til at have i USA, og er en god måde at få lidt baggrundsviden omkring stederne. Der var mange gåture, man kunne begive sig ud på. Den første hed the long logs. Den var ikke så lang, men der var mange store stykker. Man kan tydeligt se, det engang har været træ, årringene og barken ses tydeligt, men når man rører ved det, er det bare hårdt som sten. Farverne er ligeledes fantastiske, når "træet" bare ligger. Der var en del gåture spredt udover parken, der var 28 mil lang. Vi kørte fra gåtur til gåtur, og fra udsigtspunkt til udsigtspunkt. Parkens mest spektakulære feature, var en 30m forstenet stamme, der naturligt var endt op som en bro over en lille kløft. Man kunne dog af sikkerhedsmæssige grunde ikke gå på den. Vi sluttede vores besøg i The Painted Desert. Et område af ørkenen med exceptionelt mange nuancer. Solen var på vej ned, så det kunne ikke blive meget bedre lysmæssigt. Med solen hængende lavt i vest, vendte vi næsen mod Holbrook. Holbrook er også en del af Route 66, så vi håbede på, at vi kunne finde en traditionel diner. Det lykkedes dog desværre ikke, og den vi spiste aftensmad på lignede mere et museum med gamle billeder og artifakter. Vi indlogerede os på et motel. Her var morgenmad indkluderet på suzies diner! Nok en gang DOOH! Vi har det med at tage det første det bedste, som så i mange tilfælde ikke har været det bedste alligevel. Øv øv.
Om morgenen fandt vi ud af, at suzies diner var stedet vi skulle have spist dagen forinden. Efter en god omgang bacon og æg med hhv. biscuits med gravy og pandekager til kørte vi lidt rundt i området for at se om vi kunne finde nogle pæne stykker forstenet træ som souvenir. Vi fandt nogle ok stykker, dog desværre ikke med meget farvespil i. Herefter satte vi kurs mod Monument Valley. Der var dog et godt stykke, så vi nåede ikke helt dertil. Da nattetemperaturen stadig var lige lav nok, indlogerede vi os hos Anasazi Inn lidt uden for Kayenta.
Næste dag nåede vi Monument Valley omkring middagstid. Monument Valley er et indianer reservat med rødlige stenformationer-lige som i de gamle cowboyfilm. Faktisk er der optaget flere cowboyfilm i parken. Vi lagde ud med et hike på ca. 6 km-Wildcat Trail. Her gik vi rundt om et af de store stenformationer nede i dalen. Det var en rigtig fin tur med et fedt landskab. Vi kom dog lidt på afveje til sidst, da vi så nogle lizards og søgte efter mere dyreliv. Vi så ikke yderligere der, men vi kom tilbage til bilen. Der var en scenic drive rundt i parken med udsigspunkter, som vi kørte ad. Da vi kørte, så vi en lille lemming (eller lignende) spurte hen over vejen. Det tog lidt tid at køre rundt, da vejen var ret dårlig. Men sikke et syn med røde stenformationer imod solskin, ørkenbund og blå himmel.
Så gik turen mod Williams-en lille by på route 66, hvor vi ville spise aftensmad på en rigtig gammeldags diner, som vi så ved sidste besøg. Fremme i byen fik vi lidt rabat ved Route 66 Inn og indlogerede os. Desværre havde den gamle diner lukket, så vi fik mexicansk mad, inden vi slappede med tv og gik til køjs.
Efter vi havde tjekket ud, gik vi en tur op og ned af gaden og kiggede lidt butikker. Da dineren stadigvæk var lukket, endte vi med at spise på Route 66 Bar & Restaurant. Det var også en fik udsmykket gammel restaurant-dog knap så Grease-agtig, som den anden. Her fik vi burgere og milkshakes-så bliver det ikke mere Amerikansk. Mums!
Nu havde vi prøvet at spise på Route 66 og satte kurs mod Death Valley...