Death Valley - Kings Canyon

Køreturen til Death Valley var en smuttur på 310 miles. Den førte os samme vej tilbage, som vi var kommet fra. Nogle ville måske syntes, det var lidt spild af kilometer, det syntes vi også lidt, men turen var flot. Vi kørte det meste af dagen, og med pauser ind imellem, var det godt hen på aftenen, da vi nåede den lille by Beatty. Byen ligger lidt uden for Death Valley, og vi besluttede at overnatte her. Vi var lidt i tvivl om, hvorvidt vi kunne overnatte i bilen, da temperaturen lå lige omkring 5 grader. Vi indlogerede os derfor på Atomic inn. Som de fleste andre moteller, var der tv, mikroovn og køleskab. Generelt er det ok værelser, vi har boet på. Det er begrænset, hvad vi har foretaget os, efter det er blevet mørkt. Oftest har der intet været at foretage sig alligevel, da vi som oftest har overnattet i mindre byer. Beatty var ingen undtagelse.
Om morgenen var vi afsted i fin stil omkring klokken 9. Solen skinnede, og det tegnede til at blive en dejlig lun dag. Vores igen utilstrækkelige research fortalte os intet om, at vi var på vej ind i et af verdens varmeste områder. Det blev en vaaarm dag. Vi kørte ind i nationalparken, som bedst beskrives, som en gryde uden låg udsat for konstant varme, selvfølgelig ikke om natten, men ellers hele tiden. Der falder under 5 cm nedbør om året, og solen skinner stort set hver dag. Vi startede i et Infocenter ved Furnace Creek. Ordet "furnace" udspringer af det latinske "fornax", som betyder ovn. Som så mange andre steder i verden, var Death Valley også fyldt med historie. Vi startede i Death Valley visitor center, hvor vi så en film om området. Der havde været utallige forsøg på at finde guld i området, men den minedrift der viste sig mest rentabel, var udvinding af borax, et eller andet saltagtigt stof. Hele dalen så umådelig tør ud. Det bemærkelsesværdige ved stedet var, at der bestemt ikke var mangel på farve. Hvad planter bibringer af farve til landskaber, matchede klippevæggene med lethed. Forskellige mineraler skaber forskellige farver, som på flotteste vis var som malet på klippevæggene i sirlige mønstre. Vi så først dalen fra oven fra Dantes view. Herefter så vi Zabriskie Point. Turen gik herfra til Bad Water Basin. Det var her, lidt over 320 m under havoverfladen, at vi fandt ud af, at vi stod i et af verdens varmeste områder, i lange bukser! Det var varmt. Bad Water har fået sit navn for sit dårlige vand, sjovt nok. Det vil sige, vandet i Bad Water er meget saltholdigt og udrikkeligt-derfor navnet. Hele den lavestliggende del af området er en stor saltørken, lige på nær af den lille vandpyt, Bad Water. Meget tørt, meget varmt og meget flot. Herefter kørte vi til Devils Golf Course. Et helt område hvor saltet i ørkenen havde rejst sig og skabt seje saltformationer. Efter 20 minutters kamera klik-klik-klik-klik-klik, kørte vi en tur ad Artists Palette. Her var farverne i klipperne ekstra udtalt. Vi var efterhånden godt trætte, men vi havde et sidste stop, Mesquite Flat Sand Dunes. I et andet område af Death Valley, havde vind og erosion samlet sand i kæmpe dynger. Det lignede her et sandt ørkenlandskab. 100 m høje sandklitter lå spredt over et stort område. Her sad vi og nød solen, mens den langsomt sank mod horisonten. Den nat overnattede vi i bilen på en gratis campingplads i 4000 fods højde. Det viste sig heldigvis at blive en mild nat, så vi frøs ikke, så meget.
Man vågner tidligt, når man sover i en bil. Vi vågnede begge og så solen stå op. Vi kørte ud af Death Valley ved 7-tiden. Den første egentlige by vi kom til hed Lone Pine. Her spiste vi morgenmad på en klassisk diner. Bæg og acon og masser af kaffe. Herefter fortsatte vi vores færd nordpå. Vi havde forestillet os, at vi kunne køre ind til Kings Canyon og Yosemite fra denne side. Var vi lige galt på den. Vi nåede en lille by ved navn Bishop, hvor vi forhørte os i et infocenter. Her fik vi flere ting at vide. 1, vi var kørt for langt, hvis vi ville til Kings Canyon. 2, det var ikke muligt at komme gennem bjergene, da vejene var sneet til. Dobbelt op på DOOH! Vores muligheder var at droppe Kings Canyon, og køre nordpå indtil vi kunne komme gennem bjergene og så kun besøge Yosemite, eller køre 2 timer tilbage mod syd, køre gennem bjergene og se både Kings Canyon og Yosemite. Da frem og tilbage er lige langt, kørte vi samme vej tilbage. Vi skrånede ind over bjergpasset, og nåede langt om længe den lille by Kernville. Den fungerede som gateway til Kings Canyon. Smadder hyggelig by, og vi var klar til at overnatte der, for så at tage fat på Kings Canyon tidligt næste morgen. Det eneste minus var bare, at en vældig flink dame i Kernville infocenter fortalte os, at vejene derfra var "closed for the season". Et udtryk vi efterfølgende er blevet bedre kendt med, og umådeligt trætte af. Hvis vi ville til Kings Canyon, måtte vi længere vest på, før vi kunne komme dertil af de østligt gående bjergveje. Slukørede satte vi kurs mod Bakersfield. Her var der et "billigt" motel. Nok får vi kørt en masse, men det giver blot mulighed for at se og beundre ændringerne i landskaberne. Turen fra Kernville til Bakersfield var nok en af de smukkeste ruter, vi hidtil har kørt. Stejle klippeskråninger beklædt med grønt græs, brusende floder og kæmpe sten på størrelse med villaer, der i sin tid var blevet aflejret af gletsjeris. Smuk tur, som en smule godtgjorde vores tur baglæns. Vi nåede til Bakersfield og fandt vore motel. Den aften stod den på pizza og filmen idependence day. Amerikansk hygge.
Dagen efter var vi afsted lidt over 9. Vi kørte mod Kings Canyon, og stoppede ind ved visitor centeret, der lå inden det for alvor ville gå op ad bjerget. Her fik vi endnu en trist vejmelding. Størstedelen af nationalparken var "closed for the season", og på de resterende veje anbefaledes det, at man havde snekæder med i bilen. Uden snekæder begav vi os dog ind i parken. Vejene var fine og solen skinnede, så der var ingen problemer. Vi var også enige om at vende om, hvis der var bare den mindste smule is på vejen. Det var der ikke, og vi nåede til Wilsonia. Her lå endnu et visitor center, hvor der nok en gang blev vist en film. Herefter gik vi til en gruppe træer, hvori i verdens 3 største træer stod, General Grant. En kæmpemæssig Sequoia, der stadigvæk efter 1700 års vækst står kæmpe stort og flot. Der var et mindre hike rundt blandt træerne. Vi spottede lidt dyreliv i form af en slags rådyr, der kom gående. Da resten af parken desværre var "closed for the season", holdte vi besøget til en 1 dags tur. Vi kørte mod byen Fresno, som skulle agere gateway til Yosemite National Park, som vi begge havde set meget frem til....