På denne helt utrolig våde, grå og triste onsdag sidder jeg nu i Nanchang lufthavn og venter på mit forsinkede fly, der skal bringe mig videre til Shanghai. Det er ikke til at forstå, at knap syv uger i Jiujiang nu er nået til ende, og det er tid til at drage videre mod nye oplevelser. Jeg kan passende bruge ventetiden her i lufthavnen til at tage jer med tilbage til nogle af de oplevelser, de sidste dage her i Jiujiang bød på.

Sidste mandag inviterede Anne Mettes lærer os på frokost, og vi endte sandelig inde på en rigtig lækker restaurant (≠ traditionel kinesisk - ikke at der er noget galt med dem, naturligvis!), men det var jo en herlig oplevelse igen at sidde med et menukort i hånden, der også var på engelsk. Og det var tilmed rigtig lækker mad.

Onsdag var vi inviteret over på skolen for at være dommere i en engelskkonkurrence. Det gik udmærket, da langt det fleste deltagere rent faktisk talte engelsk, men de var nok ikke gået igennem ved 'Talent 2011". Der var fire værter, som styrede slagets gang på engelsk. De var velforberedte med små 'cue cards', så de eksempelvis efter en - ikke videre morsom sketch - kunne sige "Ih, hvor var det sjovt. Jeg måtte klappe må på lårene af grin!!". Det ærgerlige var, at der pga. regnvejret hele tiden var store problemer med lyden i mikrofonerne. Den kom og gik som vinden blæste. Dette koblet med indslagenes kvalitet gjorde efterhånden aftenen halv komisk, og jeg var tilpas overtræt til at få mig et godt grin. Vi var blevet bedt om at sige et par ord til de dystende parter men vidste ikke lige, hvornår på aftenen dette skulle ske. Inden vi gik hjemmefra havde AM og jeg talt om, hvor dejligt det var, at vi havde hinanden. Så var vi to om at dele spotlightet, der nogle gange godt kan blive lidt for meget. Nå, men der sad vi - på forreste række - og småsnakkede hen på aftenen, da jeg pludselig hører ordene: "Mumle mumle, bla bla and welcome to our foreign teacher Trine!!!" What! Nå, det var så nu. Jeg kiggede fortvivlet på Anne Mette, der bare grinte og sat sig godt tilbage i stiolen. Jeg kommer op på scenen foran de godt 200 forventningsfulde studerende og skal til at sige nogle bevingede ord, da jeg selvfølgelig også bliver udstyret med kun halvfunktionel mikrofon. Det lykkedes mig at få sagt et par rosende ord og et par opmuntrende bemærkninger, inden jeg til sidst brød sammen af grin over den rædselsfulde teknik. Det var så synd for dem, og jeg var ret flov…

Torsdag aften var næsten en gentagelse af onsdag. Denne gang havde tre af vores klasser arrangeret en afskedsfest for os. Med konfetti, snacks og balloner i mængder. Igen var der fire værter, der styrede aftenens forløb, men denne gang havde de ikke vurderet, det var nødvendigt at tale engelsk! Så det blev en skøn, men også lidt småkedelig aften. Der var dog masser af forskellige indslag. Kinesisk konfu, sang - både traditionelt dramatisk opera (wannabe!) og populære popsange. Der var hiphop og discodance. Jow jow, der var lidt for en hver smag.

Fredag aften fik jeg lokket Anne Mette med på restaurant. Dette var vores sidste aften sammen i Jiujiang. Måske ikke for at fejre dette, men så for at markere det på en eller anden måde. Nu havde vi jo fundet denne halvvestlige restaurant, så her tog vi hen igen. AM havde gemt et pap-kort med restaurantens logo (sådan en man stiller glas på, hvad den så end hedder?). Nå, men det viste vi til en taxachauffør, og så endte vi inde på restauranten ☺ Hvor svært ka' det være? En herlig overraskelse vi blev mødt af, så snart vi satte fødderne inden for døren, var, at der nu var blevet pyntet til jul! Ihh, nææ. Med plastickranse, plasticjuletræer, plasticsnefnug og store plasticjuleklokker. Det var et syn! Maden kunne vi heller ikke klage over. Vi fik både pizza, pommmes frites, hvidløgsbrød, kyllingespyd og rundede naturligvis dette festmåltid af med en isdessert. Mums (Til gengæld gik vi så hele vejen hjem!)

Lørdag stod igen i madens tegn. Vi lavede både frokost og aftensmad sammen med vores piger hjemme i vores lejlighed. Nu er jeg så klar til at invitere på kinesisk mad, hvis I tør (Lover, jeg udelader hønsefødderne) Det store projekt var, at vi skulle lave hjemmelavede dumplings. En slags pastaindpakket kødfyld. De smagte rigtig godt, men man må sige at størrelsen varierede en smule, da tålmodigheden slap op. Vi fik også produceret godt 80 stk., så der var rigeligt. Den var en rigtig hyggelig dag, vi sluttede af med pandekager. Lige så snart vi havde slugt sidste bid, fik vi sendt pigerne af sted, for vi var blevet rigtig trætte og lejligheden lignede noget, der var løgn. Efter halvanden times rengøring smed vi os på sengen og så en film for at koble lidt fra. Ahh. Det er utroligt, som jeg kan blive ved med at liste op den ene dag efter den anden.

Søndag mødte jeg for første gang en amerikaner i Jiujiang. Han hedder Danny. Han underviser på et andet universitet i Jiujiang. Det var herligt at prøve at tale med en anden hvid, selvom det kun lige blev til en hurtig omgang aftensmad. Han fortalte, at der samlet er 30-40 arbejdende udlændinge her i byen, samt ca. 100 udvekslingsstuderende. Men ud af en befolkning på 1 mill. så der ikke noget at sige til, jeg ikke har mødt de andre. Det viste så, de åbenbart har en stamcafé i byen, så skulle jeg havde blevet her i længere tid, ville jeg sagtens kunne lære dem at kende. Men det bliver så ikke denne gang.

Mandag smagte jeg mine første pebernødder i år. Mums. Leveret af Christian, Anne Mettes kæreste, men bagt af Anne Mettes mor. Uhh, de smagte. Jeg har faktisk kværnet hele posen på 2 dage, så de var bare gode. Mandag blev også dagen, Anne Mette og Christian tog af sted og jeg begyndte at sige farvel til mine klasser. En af klasserne blev siddende, selv efter ringetid!, fordi de ikke havde lyst til at gå! Hvis de gik, vidste de at de ikke ville se mig igen. Det var lidt rørende ☺

Tirsdag slog jeg rekord i skype-opkald/dag, da jeg jo havde nettet helt alene. Så jeg var slet ikke ensom. Snakkede både med et par veninder, søster og forældre, så tiden gik godt. Det var så også dagen, hvor jeg fik min sidste portion "fried noodles". Har fået lidt krydderier med fra kokken, så måske kan jeg gøre ham kunsten efter hjemme i DK!?!

I dag, onsdag, har det så været farvel til de sidste for mit vedkommende. Afsked dels med min skønne lærer, Diane, og naturligvis også med mine piger. De tre af dem fulgte mig til busstationen, så jeg fik den rigtige billet. Og fordi det er kinesisk skik at sende sine gæster godt af sted. Selvfølgelig er det trist at sige farvel til disse piger, der har åbnet døren indtil deres Kina og deres liv. Men det herlige er, at vi let kan holde kontakt, både pr. email og på Skype.

Nu er det så blevet fredag aften og sidste dag i Kina er ved at nå til ende. I Shanghai har jeg boet hos en dansk familien, hvor faren er udstationeret af B&O. For at få lidt indtryk af de sidste to dages oplevelser kan I gå ind i mit sidste fotoalbum fra Kina. På nuværende tidspunkt tør jeg ikke love, at der bliver tid til flere opdateringer inden jul, for når jeg når til Thailand, er der stramt program på fra dag et. Men tak fordi hilsnerne herinde og fordi I har læst med. Forsat glædelige december i kolde DK ☺ Trine