Profile
Blog
Photos
Videos
Torsdag d. 3. november
Nanchang - here we come!
I dag blev dagen, hvor vi tog på vores første lille udflugt - til en helt anden by. Vi var gået i gang med at lægge planer i går aftes og var næsten på vej på en tredagstur, men så blev det lige lidt for presset med billetter osv., og jeg kunne mærke, at jeg lige havde brug for lidt mere tid til at indstille mig på en længere tur. Så vi blev enige om en endagstur til Nanchang - hovedstaden i vores provins Jiangxi. Den ligger 134 km syd for Jiujiang, men med et hurtigtog kunne den tur klares på lige omkring en time. Nice! Så fik jeg også prøvet at køre i lyntog i Kina. Comfi. Virkelig. Og så en latterlig billetpris på 87Y retur. Men så kørte vi også første klasse derned
Lige en lille aber dabei til historien. Vi stod op kl. 7.30, for vi havde besluttet os for at tage toget kl. 9.54. Kl. 8.30 går vi ud af døren som planlagt, og vi finder også bus nr. 23. En venlig ung fyr får hjulpet af ved rette stoppested, og damen ved billetlugen forstod minsandten også, hvor vi gerne ville hen og med hvilket tog. FANTASTISK. Vi havde stadig en halv time til afgang, så vi satte os ind i ventesalen. Dvs. umiddelbart kunne vi ikke se, hvorfra vi ville blive ledt ud til vores tog og dermed hvilken af de 5 ventesale, vi skulle vælge. Men vi spurgte jo en hjælpsom kineser (om han var ord OG talblind fortæller historien ikke noget om!) men summa summarum er, at vi sidder det forkerte sted! Og pludselig, da der ikke rigtig sker noget, men tiden bare går, kontakter jeg nogle togmænd. Men for sent! Toget var kørt. EJ! IH ALTSÅ! Her havde vi gjort alting rigtigt, og så kører toget fra os alligevel. Så blev Trine altså lige lidt småmut! Det gode var, at vi kunne gå ind til billetdamen og få fornyet vores billet uden problemer. Gad nok vide, hvad hun tænkte, da vi stod der og nu bad om en billet til om to timer!? Dumme, dumme foreigners!
Her bliver jeg så mindet om noget, jeg blev fortalt, inden jeg tog af sted. Spørg altid mindst 3 kinesere om vej, hvis du er lost. De vil nemlig hellere svare forkert end slet ikke at svare. For det værste, en kineser ved, er at skuffe folk. Argh, måske det var tilfældet her? Så blev jeg så klog…
Da det værste røg havde forladt mine ører, blev vi enige om at gå en tur og se os lidt omkring. Vi gik efter en af de mange søer her i byen og kom også til en hyggelig park. Her så vi bl.a. en bessefar dyrke tai chi, andre pensionister spille brætspil, tre unge studerende ude med kamera og mikrofon. Så blev vi lige bedt om at give vores mening tilkende om det kinesiske efterår. Og på et tidspunkt, da Anne Mette ville tage et billede, kom en flik mand forbi og spurgte (læs: signalerede med kropssproget), om ikke han skulle tage et billede af os begge to? Tak flinke kineser. Endnu én af slagsen kan føjes til listen!
Pludselig får Anne Mette øje på WallMart (et stort supermarked også med lidt mere vestlige varer), så der blev vi enige om, at vi lige kunne gå over. Ikke fordi vi skulle handle, men nu havde vi jo lige tiden til det Man kan nå så meget på to timer!!!
Faktisk slog vi også lige et smut ind omkring Mc. Donalds. Et sted jeg egentlig ikke ynder at spise, men når den nu normalt står på ris og nudler i lange baner, så er en friturestegt pomfrit en lækker lille variation.
Endelig kunne vi sætte kursen mod Nanchang. Masser af benplads, sædet tilbage og så ellers suge til sig af alle de indtryk, der farer forbi ruden.
Anne Mette og jeg har hver medbragt en guidebog. Begge bøger vejer vel et par kilo, da de begge rummer alverdens vigtige informationer om hele Kina. Så bevæbnet med hver sin mursten under armen var første projekt i Nanchang at få købt en billet hjem til Jiujiang. Og tro det eller lad være - det gik helt fint. Så det var hurtigt klaret. Så var det ellers bare med at komme ud af stationen og ud på gader og stræder.
Det var mange mennesker i Nanchang. Faktisk havde jeg forventet at se flere "hvide", nu vi var kommet til hovedstaden, men det tætteste vi kom på en anden hvid, var en nærmest kulsort afrikaner Men han fik da lige et "hello" med på vejen.
Et af de steder, vi gik forbi, var en stor plads med et monument, det repræsenterer revolutionens begyndelse i Kina. Vi har fået fortalt at den begyndte her i provinsen.
Da vi så gik videre sker det mærkeligste. Vi skal netop til at gå ned i en tunnel for at krydse vejen, da en kineserpige kommer smilende imod os og udbryder: "Hi Anne and Trine". Hej!??! Ih, hvor skægt at møde hende her. Efter kort ordudveksling a la "Nå, du er også i Nanchang!? Vi tager hjem i aften. Hyggeligt at møde dig" gik vi videre. Vi er på nuværende tidspunkt stadig ikke klar over, om hun er Anne Mettes eller min elev eller bare en fra universitetet???
Vi fik travet rundt i Nanchang til fødderne var helt ømme. Sidst på eftermiddagen endte vi ude ved en pavillon. En af de seværdige steder i byen nævnt i vores guidebøger! Efter at have set den - eller i hvert fald set, der hvor man kommer ind i den, hvis man ellers kom i åbningstiden, tog vi en taxa tilbage til togstationen og fandt aftensmad på en restaurant nær toget. Mine nerver holdt ikke til at spise ude i byen og så køre taxa bagefter, for hvem ved om vi kunne få en taxa og hvor lang tid, det kunne tage at komme gennem den små-sindsyge trafik, der er herovre.
Jeg fik lækker mad! Vi støvede et par gloser af i Anne Mettes medbragte parlør og fik spurgt, om det var kylling, der var i min portion. (Jeg valgte af strategiske årsager en af de to retter, der var afbilledet på menukortet ) Det var det!. Lækkert, så satte jeg mig bare til at vente og håbe, at det ikke var kylling hakket i småstykker, som jeg efterhånden har prøvet et par gange før. Da retten kom, kunne jeg på lang afstand se, at det ikke var kylling, Det var oksekød. Altså, hvordan kan man ikke forstå "Jí"?? Hvor svært kan det kinesiske sprog være? Vi udtalte det ikke engang selv. Vi viste bare ordet i bogen! Anyway, retten smagte fantastisk - af stjerneanis, faktisk. Anderledes, men virkelig lækkert. Kødet var så mørt, at jeg uden problemer - og på meget elegant vis - kunne få lirket de store fedtklumper fra kødet med mine spisepinde.
Kl. 19.52 tog vi toget hjem til Jiujiang, og vi havde ikke mere en lige fået os sat i sædet, før der kom en ung gut hen og satte sig i sædet overfor. Han spurgte, om vi gerne ville samtale med ham! Åh, vi var så trætte, så denne gang blev det altså nej. Jeg synes bare, det er SÅ svært at skuffe dem, men vi kan ikke blive ved. Tænk, han øjnede lige chancen til at forbedre sig engelsk og ville derfor gerne sludre lidt med os. Selvom han slet ikke kendte os! Der blev ikke sludret så meget på turen hjem, vi var bare trætte.
I Jiujiang skulle vi lige finde en taxa, der ville køre os det sidste stykke. Jeg har en lille notesblok med gloser, heri har min kontaktelev Candy bl.a. også skrevet Jiujiang Vocational Collage på kinesisk. SMART. Så kan vi altid hoppe i en taxa og komme hjem. Inden vi havde set os om, var der intet mindre end 8 taxachauffører, der ville køre os hjem, og de forstod godt, hvor vi skulle hen. Så langt så godt. Første tilbød at køre os for 20 Y. No no, grinte vi og var ikke med på den. Herefter var en anden hurtig og tilbud os turen for 15, men han godtog også hurtigt Anne Mettes pris på 12 Y. Så kunne vi komme hjem
Så er der kun gåturen fra gaten ind til skolen og hen til vores lejlighed. Her bliver vi efter lidt tid kontaktet at en pige - vi heller ikke kender - der bare lige skulle høre, om vi var de der udenlandske lærere, der kom fra Danmark? Ja, det kunne vi jo ikke rende fra. Hun studerede også engelsk på 3. år, så hendes lærer havde fortalt om os.
Først når vi smækker døren bag os, kan vi være i fred. Med mindre der er nogen der ringer på dørtelefonen eller mobilen. Men her kan vi jo vælge at undlade at svare, hvis vi ikke har tid og overskud. Det er efterhånden helt udmattende af være VIP. (Godt man ikke er royal!)
Her de sidste par dage har vi været virkelig trætte. Jeg tror, at jeg har kørt fint de første par uger på dårlig søvn, fordi det hele har været anderledes og spændende. Det er det stadigvæk, men nu har jeg bare brug for mere søvn. Så jeg må hellere slutte og i stedet få arrangeret en date med Ole Lukkeøje Zzzz.
- comments
Anette Lyder som en oplevelses rig tur. Du skriver lidt om mønten i Kina - hvad er 1Y værd i danske kroner? Tak for snakken den anden aften