Så er en ny uge i gang og skolen summer af stemning, da vores mini-olympiade løber af staben fra på onsdag til fredag. 1.- og 2.-årsstuderende skal dyste, og det skulle vist blive ret stort. De øver indmarch og alt muligt, så det bliver spændende at følge. Al undervisning er indstillet de tre dage.
Men inden, jeg når til onsdag, tager mig lige et moment til at fortælle lidt om de seneste dage her i Jiujiang.

16 - eller 60???
Som jeg tidligere har skrevet, så er der gået lidt superstar-stemning i den, og derfor bliver vi inviteret til ALT muligt. Mange klasser vil gerne sige hej og der udover blev vi i sidste uge også inviteret ud på restaurant med en af Anne Mettes kontakt-elever. Bare lige sammen med nogle af hendes klassekammerater og et par af hendes lærere. Omkring 16 personer i alt. Fint, det lød hyggeligt.
Da vi ankom til restauranten havde de dækket op i tre lokaler til - ikke 16 - men 60 personer! Men den der udtale er jo også svær - sixteen eller sixty. Taget lettede, da vi gjorde vores entre, men efterfølgende kom der ro på, så vi kunne hygge os med de 12 forskellige retter, der kom ind, inden måltidet var afsluttet.
Jeg havde et par super hjælpesommer piger ved min side, og de var gode til at redde lidt mad til mig, inden de andre 12 piger rundt om bordet havde tømt skålene. De kan bare spise igennem herover. Jeg får fuldstændig baghjul af de små, fikse piger
En ting, man lige skal vende sig til, er, at man bare rækker til skålene med sine egne spisepinde. Og øser op med spisepinde. Inden jeg fik set mig om, lå der en halv fisk i min skål - "You like?" Øhh, jow, det gør jeg da - og for resten, så tak fordi jeg ikke fik hovedet…

Mester Jakob
Fredag aften var vi inviteret til et engelsk møde. En gruppe af de studerende på universitetet er frivilligt gået sammen og mødes hver tirsdag og fredag for at tale engelsk. Klart nok havde de også et brændende ønske om, at vi lagde vejen forbi deres mødelokale. Så det gjorde vi jo gerne. Enhver chance vi har for at bakke disse søde, hårdtarbejdende kinesere op i, at det er godt og vigtigt at øve engelsk, skal gribes.
Denne forsamling består af intet mindre en 100 studerende, så det var lidt overvældende at komme ind i auditoriet og hilse på dem. Vi har jo aldrig nogle planer, når vi besøger klasserne, så heller ikke her vidste vi, hvad vi gik ind til. Da der var gået en time, havde vi fortalt en masse om DK og os selv, sunget Mester Jakob på både dansk og kinesisk, besvaret jeg ved ikke hvor mange spørgsmål og fået taget virkelig, virkelig mange billeder. Det er lidt komisk, nogle elever sidder nede på rækkerne og smug-fotograferer. Både denne aften, men vi oplever det også i undervisningen.
Efterfølgende var der nogle rapportere fra skolebladet, der gerne ville interviewe os, så de fik vi også lige med. De stillede mange velovervejede spørgsmål fx til forskellen på undervisningsmetoder i DK og Kina og andre skolerelevante spørgsmål. De var godt forberedte. Vi opfordrede dem til at skrive artiklen på engelsk, så vi har mulighed for at læse den, når den udkommer.

Be careful
På nuværende tidspunkt har vi fået overbevidst vores kontakt-piger om, at vi godt kan gøre ting på egen hånd. Men i starten var det noget anderledes.
Vores sikkerhed betyder meget for skolen, derfor skal vi have nogen med os, når vi går uden for skolens grund. Vi har for det meste kunne klare med pigerne, men i tirsdags, da jeg skulle købe et nyt UBS-stik i byen, tog en af afdelingslederne med. 4 stive timer en tirsdag eftermiddag. Altså, for mit vedkommende lagde shoppe-stemningen sig rimeligt hurtigt, efter der var kommet barnepige/bodyguard på. Men de mener det jo godt, det er vigtigt at huske. Derfor gjorde vi os også umage med at fortælle, hvor stor pris vi sætter på deres omsorg! Lørdag lykkedes det så at shoppe kun med piger, og i går gik vi helt selv hen til supermarkedet ca. 1 km længere henne ad gaden Nu kan vi godt gå på disse småture og nøjes med at sende en sms om, at vi tager af sted, og hvor vi tager hen! "I er meget selvstændige i Danmark!" Ja, det er vi.