Jeg vågner før min telefon ringer, som jeg endda har sat til at ringe ekstra tidligt, så jeg har god tid til at logge på min netbank og tjekke hvor meget løn der er gået ind. Det viser sig også at være en rigtig god idé at være stået op så tidligt, da det tager en halv time fra jeg starter computeren til jeg kan se min saldo... En del af min løn er blevet overført til vores budgetkonto, men der er stadig en smule, sådan at der skulle være rigeligt til at kunne tage til Johannesburg. Jeg skynder mig at løbe op til Z's bar og får noget morgenmad, og tager så fat i Malan og Kim inden vi går i gang med dagens arbejde. Malan siger at det muligvis kan lade sig gøre, og han viser mig hen til vores receptionist Geena, som kan hjælpe mig. Jeg forklarer situationen til hende, og hun ringer rundt for at prøve at høre om jeg kan få en busbillet. Problemet er bare, at det kun er minibusser der kører fra Bloemfontein til Johannesburg og tilbage igen, så der er et begrænset antal pladser, og bussen søndag tilbage til Bloemfontein er allerede fuldt booket. Geena forklarer at hun vil prøve at ringe rundt lidt mere, og vil lade mig vide hurtigst muligt, hvad der sker. Så jeg må tilbage til arbejdet og hjælpe de andre, heldigvis er der lettere overskyet og knap så varmt, hvilket gør det hele en del nemmere at holde ud. Heldigvis går der ikke lang tid før Geena dukker op henne ved løveburerne, som vi er ved at rengøre, og kan fortælle at hun nu har fået scoret en plads til mig i bussen, så det hele er fikset, og jeg går med hende op til kontoret for at betale for busbilletten med det samme. Jeg skal til Johannesburg!

Over middag bliver vi sat til at klippe græs inde hos de fjendtlige servalkatte, som er lidt aggressive fordi de ikke er født i fangenskab. De har så en stor unge ved navn L'Bombo, som er utrolig sød og kælen og har sit eget bur, og L'Bombo har to yngre søskende, som bor i babyroom indtil de bliver større. Men det er altså hos forældrene at vi bliver sat til at klippe græs, og alt vi får til formålet er hæksakse, leer og grønne poser til at samle græsset sammen i. Vi er en 10-15 mennesker der knokler på højtryk, og efter 1½ times tid begynder det lige så stille at se pænt ud, men man fatter jo ikke at de ikke får en enkelt plæneklipper til at skubbe med håndkraft, og så bare bruger den en gang om ugen, så ville der hele tiden være pænt i alle burerne. På det område er sydafrikanerne håbløst bagud, men på den anden side så giver de os jo ikke løn, da det er frivilligt arbejde, så de kan jo stort set sætte os til hvad som helst, uden at man skal tænke over tidsforbrug i forhold til investering og lønninger osv. Mens vi står og klipper græs, får Kim et kig ind i huset hvor de to servalkatte opholder sig, og hun flipper pludselig ud fuldstændig, hvilket viser sig at være fordi hun kan se at de har to små unger! Alle lederne er helt oppe at køre; babyer er virkelig et mirakel uanset hvor de kommer til verden, og om de er mennesker eller dyr.

Efter at have fodret de små dyr og fået aftensmad, begynder alle de andre frivillige at gøre en masse ud af dem selv, da det er fredag og de skal i byen. Pigerne sætter hår og ligger makeup, de fleste af os går ikke med makeup hernede til hverdag, så der bliver virkelig gjort noget ud af det. Der er forfest i vores værelse, hvor folk sætter sig på gulvet i en stor rundkreds og drikker ciders og øl og spiller drukspil. Jeg sidder i min køjeseng med min computer, da Nathalie pludselig kommer hen og siger at hun er i kontakt med de andre norske piger på facebook, som har ikke så lidt at fortælle! De er blevet frastjålet nogle af deres penge i et storcenter, har snakket med politiet og er blevet fulgt hjem af en dame som smuttede fra sit arbejde, bare for at sikre sig at pigerne kom sikkert tilbage. Der bor 5 millioner mennesker i Johannesburg, og kun 500 af dem er hvide, så det er tilsyneladende et af de steder i Sydafrika hvor ens hudfarve og race stadig er et stort problem. Men hvad Nathalie fortæller mig er, at det simpelthen er for farligt at færdes alene, dvs. at Stine bliver nødt til at tage med til koncerten sammen med de andre, for at ingen er alene. Problemet er at de pladser som pigerne har fået til koncerten er udsolgt, så de kan købe en billet til mig, men det bliver nede bagved, så jeg kommer til at være alene under koncerten. Jeg får en halv time til at tænke over om jeg vil gøre det eller ej, da alle de frivillige tager i byen klokken ti. Jeg grubler virkelig, for jeg ved at det er mit livs chance, men på den anden side vil jeg ikke ende med at komme galt af sted, bare fordi jeg absolut skulle til Johannesburg. Jeg føler det er den sværeste beslutning i verden, men til sidst beder jeg Nathalie om at bede pigerne købe en billet til mig, og så må jeg klare mig selv den 1½ time koncerten varer.

Inden de andre går i byen, får jeg besked fra Nathalie om at de andre har købt en billet til mig, hvorefter jeg begynder at pakke og går i seng med en underlig fornemmelse i kroppen af ikke rigtig at vide, hvor den her beslutning kan risikere at bringe mig hen.