Jeg vågner et kvarter før min alarm er slået til for første gang i Sydafrika. Efter et koldt bad (det lader til at der ikke er varmt vand?), får jeg tøj på og pakket sammen igen, inden jeg går ud får at få noget morgenmad. Som på de fleste hoteller er der et bredt udvalg af brød, frugt, yoghurt osv., og endda også croissanter, som jeg får en enkelt af, og kager af forskellig art. Jeg har fået at vide at airport shuttlebussen går kl. 08:30, så jeg sørger for at have checket ud 10 minutter inden. Jeg får forklaret chaufføren at jeg skal af i busterminalen, da jeg skal videre med en bus til Bloemfontain, som han heldigvis kender til. Jeg er i god tid i busterminalen, chaufføren har endda fortalt mig hvor den bus jeg skal med plejer at holde, så jeg føler jeg har styr på det, da en minibus med teksten "City Bug", som firmaet hedder, kører ind og parkerer. Da jeg får talt med buschaufføren viser det sig dog at jeg ikke står på listen over passagerer der skal med. Det lader jeg mig dog ikke slå ud af, jeg kigger blot mine papirer igennem igen, hvor det står at jeg skal tage bussen kl. 13.30, men at jeg sagtens kan tage den på et andet tidspunkt, afhængig af hvornår mit fly lander. Da jeg ankom for sent dagen før til at kunne tage en bus der, er det logik for mig at jeg tager den første bus dagen efter, men jeg står tilsyneladende på listen til om eftermiddagen... Chaufføren, som i øvrigt ikke kan et kuk engelsk, får dog alligevel frem, at jeg kan ændre min billet for 20 rand, og komme med med det samme. Da 20 rand er cirka 10 danske kroner, indvilger jeg selvfølgelig i det, og han læsser min bagage med det samme. Der går et stykke tid før vi kommer af sted, og så skal der lige tankes benzin på osv. Jeg kommer til at sidde ved siden af en ældre dame, som også er sydafrikaner, men til min store overraskelse taler meget bedre engelsk end chaufføren. Hun er rigtig sød og tilbyder mig slik undervejs, og på et tidspunkt hvor jeg sidder og kigger i mine rejsepapirer, tager hun fat i min arm og peger ud af vinduet, hvor der er en kæmpe sø med hundredvis af lyserøde flamingoer! Jeg får også set en enkelt struds undervejs, som stikker hovedet op i det vi kører forbi. Først sent på eftermiddagen omkring kl. 16 er vi fremme, vi har heldigvis haft nogle stop undervejs, så jeg har nået at købe vand og tisse, men da jeg ikke har fået noget at spise siden morgenmad, må jeg indrømme at jeg er ved at være sulten. Jeg snakker med en dame som også skal af på det sidste stop, i Bloemfontain, og hun tilbyder mig en slags kiksekager, bare for at lægge en dæmper på sulten, som hun siger. Hun har været oppe at besøge sin datter i hovedstaden Pretoria, og kan i øvrigt fortælle mig at morgenbussen tager meget længere tid end busruten normalt tager, fordi den stopper ved alle de små stop. Den information kunne jeg godt have brugt lidt før, men om ikke andet er jeg nu fremme. Chaufføren har åbenbart forstået hvor jeg skulle hen, så han har allerede ringet til farmen og sagt at jeg er der nu. Efter omkring ti minutters venten kommer en minibus med påskriften "Zanchieta" kørende ind på parkeringspladsen, og ud kommer to unge piger, som præsenterer sig for mig som Kim og Minna, og undskylder for at være lidt sent på den, hvilket jeg nu ikke mener de er. Det viser sig at det faktisk er lige meget for dem, hvilket bus jeg tog, så der er ingen problemer overhovedet. Vi skal dog vente inde i byen på nogle flere frivillige arbejdere, som kommer med bussen kl. 18, da farmen ligger en halv times kørsel udenfor byen. Jeg får lov at løbe over vejen til et lille supermarked, hvor jeg kan tisse og købe et par sandwiches. Tiden går hurtigt da jeg først får noget at spise, og inden længe sidder der fire andre frivillige arbejdere i bussen sammen med mig, et dansk kærestepar og et par nordmænd, og så kører vi mod farmen.

Den første aften på farmen er hektisk og spændende på samme tid, og ikke mindst fuld af indtryk. Alle frivillige arbejdere præsenterer sig for os nye, jeg glemmer så godt som alle navnene med det samme. Jeg er træt og sulten, men da der endelig kommer mad, kan jeg ikke spise noget. Vi får at vide at der er afrikansk barbeque om aftenen, kaldet "Braai", hvilket jeg faktisk er lidt træt af, da jeg helst bare vil sove... Til min store lettelse bliver det aflyst, så efter en hurtig rundtur på farmen, er jeg på vej i seng. Øverst i en køjeseng med fem andre i samme rum.