Profile
Blog
Photos
Videos
En meget kold, meget mørk og ikke mindst meget TIDLIG morgen tager vi fra Kolding og ankommer lidt tid senere til Billund Lufthavn. En rigtig hård afsked med Anders, og så ellers i venteposition til Amsterdam. Det lille fly letter og lander uden problemer, og jeg har endda heller ikke særligt store problemer med propper og smerter i ørerne, som jeg tit har. Efter meget kort tid i luften hedder landet pludselig Holland, og jeg står på egne ben i kæmpestore Schiphol Airport, som dog er overraskende nem at finde rundt i. Det er blevet morgen og lyst, solen skinner og vejret er mildt. Den næste flyvetur bliver en noget længere en af slagsen, og jeg kan ikke vente med at skulle sætte mine fødder langt syd for ækvator inden dagen er omme.
Ved gaten til flyet til Johannesburg er der proppet med mennesker, og så har de valgt at udføre ekstra secuirity, hvilket betyder at alle skal have håndbagagen scannet en ekstra gang, bærbare computere og strømstik (dem har jeg tusind af!) skal op af tasken og alle skal igennem en metaldetektor og herefter kropsvisiteres, uanset om den bipper eller ej. Alt dette resulterer i en lettere forsinkelse, så da en mand kommer løbende hen i køen og spørger mig om det er flyet til Johannesburg, havde han slet ikke behøvet skynde sig. Han var netop kommet med et fly fra Geneve, som var forsinket, så han troede at han havde meget travlt. Vi falder i snak og det viser sig at han er fra Kenya, og studerer i Sydafrika. Køen skrider frem og snart er vi i luften igen, hvor jeg kommer til at sidde ved siden af en hvid mand fra Sydafrika, som er meget venlig og fortæller en masse ting under hele turen. Han har rejst meget, og dermed tit fløjet ned over Afrika. Jeg synes det er så fantastisk når man flyver fra Europa ind over Afrika, og kan se den orange sandkyst. Min sidemand fortæller at halvvejs nede i Afrika, kan man fra flyet se at terrænet pludselig skifter fra ørken til jungle, og at det er et fantastisk syn. Hele flyturen går rigtig godt, og der er skyfrit hele tiden med undtagelse over ækvator, hvor det er ekstremet toget, koldt og regnfuldt. Ved siden af sydafrikaneren sidder en hollandsk kvinde, som jeg også snakker med og fortæller hvad jeg skal dernede, og hun siger at de kalder det at "trackpacke" når man backpacker, men stadig har en trolley (kuffert) med alle sine ting med. Lidt i ti efter en lang dag i luften flyver vi henover først Zambias hovedstad og derefter Pretoria, Sydafrikas hovedstad, og lander kort tid efter i Johannesburg Airport. Efter at have været gennem paskontrollen og fundet min bagage, sætter jeg styringen mod "Exit"-skiltene, og står lidt og overvejer hvor langt mit lufthavnshotel mon ligger fra lufthavnen, da en mand kommer hen og spørger hvordan jeg har det osv., som de så tit gør sådan nogle steder. Jeg forklarer at jeg skal til et lufthavnshotel, finder mine papirer frem og han bærer min taske ud til en af sine buddies, som har en taxa klar. Taxachaufføren er også rigtig sød, og byder mig hjerteligt velkommen til Sydafrika, spørger hvad jeg skal lave og hvor længe jeg skal være der osv. Efter et lille kvarter står jeg foran mit hotel, og må indse at det med min 13½ kg. tunge sportstaske, nok trods alt var en god idé at tage en taxa! Jeg får checket ind, slæbt min bagage af sted og lagt mig i seng og falder i en dejlig, tiltrængt søvn.
- comments