I dag er det søndag, og dermed min sidste dag på Zanchieta-farmen her i Bloemfontein. Første halvdel af dagen er som altid hårdt arbejde: først gør vi rent og samler madskåle i alle burerne, og herefter klipper vi græs. Efter formiddagspausen skal vi til at indrette et nyt bur, hvor de to serval-unger skal flyttes til, da der ikke er plads til dem i babyroom efter vi har modtager løve- og tigerunger. Alting skal vaskes, før det må komme ind i buret, og alt jorden som ligger på murstenskanten (og endda nede i HULLERNE i murstenene!) skal fejes væk, da der har været andre dyr i buret før, som kan sprede sygdomme til serval-ungerne... Jeg er helt med på at man skal mindske spredningen af sygdomme fra dyr til dyr, men at det kan smitte gennem noget så almindeligt som JORD? Hvis det virkelig kan lade sig gøre, hvorfor tager man så ikke en vandslange og spuler hele buret hurtigt en gang?

Min tid her er ved at lakke mod enden, så det er tid til at gøre op, hvad jeg har syntes om at være her. Det har været et eventyr på godt og ondt. At se og opleve dyrene her på farmen har været helt og aldeles fantastisk! Jeg har så sent som denne morgen kælet med hanløven Casper, som har kvitteret med at slikke min hånd, ligesom små katte ville gøre det. Jeg har været inde ved geparderne, og jeg har kælet med desmerdyr, servalkatte og karakaler (ørkenlosser) hver eneste dag. Jeg har prøvet at fodre babyerne: to serval-unger og tre genettes (dermerkatteunger), og jeg har fodret en hvid løve med sutteflaske! Det er fantastisk at kunne komme så tæt på så smukke, vilde dyr, hvilket så afgjort bliver helt anderledes, når jeg skal på safari i overmorgen og 18 dage frem. Det er fantastisk at høre de store løver brøle om aftenen, som en indre torden der runger over hele farmen! På den anden side har det også været utrolig hårdt og udmattende. Jeg er ved at være træt af den afrikanske tankegang når det kommer til arbejdsmetoder, hvor jeg føler at vi i Danmark eller et hvilket som helst andet europæisk land, med lethed ville kunne finde en løsning, der gjorde arbejdet så meget lettere på mange måder. Jeg kan ikke FATTE hvor meget jeg de sidste to uger har klippet græs, med en saks vi i Danmark bruger til at beskære små buske med. Og jeg forstår ikke deres princip mht. hygiejne, når de vælger at smide hele høns med fjer og det hele ned i en dybfryser, så den mindst en gang om ugen skal tømmes helt, så de mange liter blod og kødsaft i bunden af fryseren kan blive skovlet op med spande. Hvorfor ikke bare smide hønsene i sorte sække, hvis det endelig er? Og hønsene tager de op af fryseren tidligt om morgenen, og så ligger de hele dagen i solen og bager, indtil vi sent om eftermiddagen skal partere dem, og fluerne flakkes om det ildelugtende kød. Jeg synes det er sejt at jeg har parteret en høne, for den oplevelse tror jeg aldrig at jeg får igen, men jeg må indrømme at nok især fordi jeg har taget hygiejnebevis i Danmark, er jeg meget skeptisk omkring deres måde at håndtere råt kød på. I stedet for at vaske hænder, er der flere af lederne der bare tørrer hænderne af i bukserne, det kunne jeg simpelthen ikke gøre, når det er råt kød, jeg har rørt ved! Hvis de er ligeså lemfældige med hygiejnen med den mad vi spiser, så er det et mirakel at ingen af os har været rigtig syge endnu. Og apropos mad, så var jeg virkelig ikke forberedt på at maden var så dårlig, når vi har betalt for at spise her. Hvidt toastbrød 2-3 gange om dagen er ikke noget jeg kan leve af i længden, så jeg ser meget frem til morgendagen, hvor jeg forhåbentlig kan købe en lækker sandwich og noget yoghurt, frugt eller smoothie til busturen, og herefter kommer til at sove i en lidt bedre seng en køjesengene her på farmen.