Profile
Blog
Photos
Videos
Som mange andre formiddage, bliver tiden i dag brugt på at klippe græs. Hårdt arbejde, rigtig hårdt arbejde, og allerede inden formiddagspausen driver sveden af os alle sammen. Der bliver drukket massevis af vand, og desværre varmt vand, hvis man ligesom mig kun har en halv liter på køl af gangen, da jeg for længst har smidt mine 1 liters flasker væk. Klokken ti sker der heldigvis noget spændende, det var meningen vi skulle have haft fødselsdagskage i går, men da tiden forsvandt ret hurtigt efter at vi modtog den døde hest, er det udskudt til i dag. Jeg laver en aftale med kokken og så spreder jeg ellers rygtet om at vi skal mødes ved bænkene i skyggen, som så mange gange før, så Sophie bliver vildt overrasket da der pludselig står en kæmpe fødselsdagskage med farverigt krymmel og lys foran hende. Kagen er ekstremet god, dog er der lige i overkanten af chokoladesnask på (det havde jeg aldrig troet jeg skulle kritisere en kage for), så der er næsten ingen af os der kan spise op.
Over middag skal vi hen på insektfarmen, og herefter hente mælk til Casper; de to steder ligger lige overfor hinanden. Jeg har været begge steder for en uge siden, og er ikke videre imponeret, men alle skal gå med. Insektfarmen er sådan set bare en venlig mand som har en lille gård med får, to katte og en hund, og så har han foruden et stort rum i huset fyldt med biller, græshopper og kakkelakker, som er tamme. Han opbevarer dem i tomme kopipapirskasser med tomme æggebakker i, som vi kommer med flere af en gang om ugen. Når jeg siger, at insekterne er tamme, så vil det sige at de bliver i kasserne, selvom de har muligheden for at kravle ud når som helst, men det gør de altså ikke.
Ellers sker der ikke så meget denne dag. Da vi kommer tilbage fra insektfarmen og har hentet Caspers mælk, skal der parteres kyllinger, hvilket jeg egentlig ikke har noget imod at prøve endnu engang, men jeg har simpelthen for meget kvalme fra gårsdagens episode med hesten, så jeg holder mig i baggrunden og får lov til at gå tilbage til vores sovehus.
- comments