I skrivende stund går jeg min største udfordring i møde. Jeg har nemlig været så hamrende uheldig at miste mit pas. Jeg opdagede torsdag aften at den ene af mine to punge manglede i mit skab, og det var vel at mærke netop min pengekat, som indeholdt mit pas. Efter et lille panikanfald og en hurtig gennemsøgning i mit skab, kunne jeg konstatere at den var ingen steder at se. Jeg informerede Sofía samme aften, og hun tog det meget alvorligt og lovede at høre vores maid, Heidy ad, om hun havde taget pungen. Den følgende morgen gav jeg Heidy, som påstod ikke at have taget den, beskrivelse af min pung, og jeg gav hende lov til at kigge hele mit værelse igennem. I bilen på vej til Sofías arbejde ringede Heidy så og sagde, at hun havde fundet en pung indeholdende penge og, som hun beskrev det, "en lille bog med et billede af mig" som jeg hurtigt antog var mit pas, og jeg var utroligt lettet over, at min pengekat var blevet fundet. Jeg nød en dejlig fredag på Proniño, hvor det blev fejret, at det var kvindernes dag i Honduras. Der blev holdt en stor fiesta, hvor børnene, lærerne og endda direktøren optrådte med forskellige indslag, vi fik kage og alle kvinder på Proniño modtog en rose. Jeg følte mig ganske speciel og var lykkelig uvidende om, at maiden havde fundet den forkerte pung. Dette fandt jeg dog ud af, da jeg kom hjem, og vi gennemsøgte sammen mit skab grundigt samt drengenes og Sofías værelse. Ingen pengekat. Intet pas.

Lørdag ledte jeg igen videre, men jeg måtte endnu en gang sande, at pengekatten var pist forsvundet. Hele situationen er faktisk ret kompliceret og vækker en masse tanker om tillid til live i mit hoved. Heidy, maiden, har Sofía kendt i fire år, og hun har aldrig før haft problemer med hende på nogen måde. Som Sofía selv udtrykte det for mig, er maids, og de problemer der kan opstå med dem, en "pain in the ass", men Heidy er anderledes, hun er ikke som de andre, fortalte hun mig. Selvom Sofía har kendt Heidy i fire år, har jeg kun kendt hende i to uger, så hvorfor skulle jeg stole på hende uden videre? Inden Heidy havde vi en anden maid, Ely, som sagde op fordi hun angiveligt var kommet til at ødelægge et af Sofías tv'er. Måske denne maid tog min pengekat med sig som afskedsgave, jeg ved det ærligt talt ikke. Jeg erindrer, at jeg tjekkede, at jeg havde alle mine værdigenstande, da jeg fandt ud af, at Ely havde sagt op, men måske husker jeg forkert. Det ville hjælpe betydeligt, hvis jeg ikke havde en hukommelse som en si, for jeg er slet ikke i stand til at huske, hvornår jeg sidst sad med pengekatten i hånden. Det eneste jeg ved er, at jeg aldrig tager mit pas med ud af værelset, medmindre jeg skal ud at rejse, hvilket jeg var i december, og jeg er fuldkommen sikker på, at jeg havde passet med hjem fra Costa Rica. Så perioden hvori mit pas kan være forsvundet er indsnævret til omtrent 28. december til torsdag i sidste uge. Jeg er blevet helt skør i knoppen af konstant at spekulere på, hvornår jeg sidst har haft pengekatten, hvor jeg lagde den, hvad der var i den. Det er mildest talt dybt frustrerende.

Jeg besluttede mig derfor for at beskæftige mig med noget andet lørdag, så jeg ikke ville drive mig selv fuldstændig til vanvid. Jeg mødtes med Odile på Dunkin' Donuts, hvor vi snakkede, drak kakao og spiste absurd lækre cookies. Senere på dagen tog vi ud i det lokale center, hvor vi spiste sandwich og var i biografen og se Hansel and Gretel, der var overraskende på en meget blodig og splatterfyldt måde. Der var et par gange undervejs, hvor mit sandwich var på vej op igen, men Odile og jeg fik os nogle gode grin over hele situationen. Jeg havde i hvert fald ikke forudset, at et Grimm-eventyr om et søskendepar fanget af en heks i et hus lavet af slik kunne være så fuld af flyvende indvolde og knuste knogler. På parkeringspladsen ude foran centret var min sandwich atter på vej op igen, da det lokale cirkus havde slået telt op, og som blikfanger for forbipasserende havde de opstillet to bure. I det ene bur var der tre løver og i det andet to leoparder. Løveburet tippede fra side til side, når hanløven irriteret vandrede frem og tilbage, og buret var alt for småt til tre velvoksne løver. De stakkels dyr burde slet ikke befinde sig i et bur på en proppet, larmende og forurenet parkeringsplads, hvor fattesvage mennesker kan stikke fingrene ind til dem, men på en savanne i Botswana eller Kenya eller hvor end de nu kommer fra. Jeg bliver så træt af og flov over menneskeheden, når jeg ser ting som dette, og Odile og jeg blev enige om, at vi aldrig igen sætter benene i et dyrecirkus. Aldrig mere Benneweis eller Cirkus Dannebrog til mig.

Jeg overnattede i Odiles hus, og den følgende dag slappede vi af og købte ind til pandekager, som vi tilberedte i mit hus. De blev indtaget med is, chokolade og frugt og var en lækker, men måske lidt usund, erstatning for aftensmad. Mandag tilbragte jeg på Proniño, og om eftermiddagen mødtes jeg med min AFS-rådgiver Elmer og en anden AFS-medarbejder Alejandra for at drøfte hele passituationen. I sådan en situation, som jeg nu er havnet i, er jeg simpelthen uendeligt glad for at have en organisation at trække på. Det betyder nemlig, at jeg ikke skal klare alt det kommende postyr alene. Jeg har netop modtaget et opkald fra AFS-bossen Elena i Tegucigalpa, og det er bestemt ikke nemt for mig at få et nyt pas. Danmark har ikke en ambassade i Honduras, og de tætteste ambassader ligger i Mexico og Ecuador. Der ligger et dansk konsulat i Tegucigalpa, men konsulater er tilsyneladende ikke i stand til at udstede pas. De kan kun udstede nødpas. Jeg spurgte Elena, om jeg ikke bare kunne få udstedt et pas fra Mexico eller Ecuador, men eftersom jeg skal være til stede på ambassaden for at få passet i hænderne, og jeg ikke rejse ud af Honduras uden et pas, er den mulighed elimineret uden tvivl. Min største bekymring er nu, om nødpasset giver mig samme frihed til at rejse i Sydamerika med Laura, for jeg vil blive så pokkers ked af det, hvis vi bliver nødt til at ændre rejseplaner pga. et åndssvagt mistet pas. Men jeg må bare tage én ting ad gangen, og nu har jeg en tur til Tegucigalpa i vente, hvor jeg skal medbringe to kopier af mit kørekort, to pasbilleder, 100-nogenoghalvtreds dollars og en tyverierklæring fra politiet her i El Progreso, og så får jeg udstedt et nødpas samme dag. Så langt så godt.

Af nyheder af den mere muntre slags kan jeg nævne, at jeg i dag tog en fridag fra Proniño for at tjekke nogle andre projekter ud her i byen. Det er ikke fordi, jeg har tænkt mig at stoppe med at arbejde på Proniño, men jeg tror stadig, at mit perspektiv kan blive endnu større, og det vil jeg forsøge at udnytte. Jeg har i tankerne at arbejde tre dage om ugen på Proniño og to dage om ugen på et andet børnehjem, som AFS samarbejder med. Jeg var på besøg i dag, og det er en verden til forskel fra Proniño, som er forholdsvist uorganiseret. Hogar Suyapa, som børnehjemmet hedder, er fantastisk velholdt, smukt og idyllisk og børnene, som desuden er yngre end drengene på Proniño, er rent faktisk iklædt tøj uden pletter af mad, snot og prut. AFS virker meget positivt indstillet over, at jeg har tænkt mig at begynde på endnu et projekt, så det motiverer mig jo blot yderligere. Det er i al fald spændende, og jeg tror, at det bliver godt for mig at få gang i noget andet end blot Proniño, som til tider er meget ensformigt og kedeligt, selvom drengene er de sødeste væsener i hele verden. Jeg er begyndt at tænke på, at jeg kommer til at savne dem ret meget, når jeg tager videre. Jeg kommer til at savne de små smil, jeg modtager. Måden de udtaler mit navn på. At blive serenaderet af sangfuglen Brayan. At José Luis konsekvent kalder mig "Mary - las baleadas con huevo y frijoles", hvilket er en lokal spise i Honduras. Jeg kommer til at savne at kalde ham for "José Luis - los queques con manzana, piña y banana", hvilket betyder kager med æbler, ananas og banan. At min medbragte mad bliver forsøgt snuppet en million gange i løbet af dagen. Jeg kommer virkelig til at savne dem, men måske skulle jeg vente med at tænke på det, indtil min afrejse er mere nær.

Inden jeg tager på Proniño i morgen skal jeg på politistationen og melde mit pas stjålet, og hvis jeg ikke tager meget fejl kan det snildt komme til at vare hele dagen. Mit største ønske er bare at hele den her uheldighed kan gå i orden, så jeg kan få mit pas og alle mine frustrationer og bekymringer kan få lov at forlade min krop. Så kan jeg nemlig komme i gang med at nyde Honduras og hele den stribe af skønne oplevelser, der bare ligger og venter på mig.

Kram Marie

Ps. Jeg har fundet ud af, at der er sådan en smart, grøn knap oppe i hjørnet af min blog, der hedder "Subscribe". Hvis I ønsker at vide præcis hvornår der er nyt indlæg på bloggen, så klik på knappen, indtast jeres mail og så vil I modtage en mail, når bloggen opdateres. Drønsmart og I modtager ingen reklamer eller andet spam fra Kilroy!