Profile
Blog
Photos
Videos
Den heldige fyr er José Luis, som bor på Proniño. Selvom han bare er en lille dreng, som bør tænke på fodbold og slåskampe i stedet for ægteskab, så dristede han sig alligevel til at spørge mig, om jeg ville giftes. Jeg sagde ja, og forlovelsen blev forseglet med en ring af flettet garn, som han satte på min finger. Lidt efter kom han med endnu en ring, som jeg satte på hans finger. Så var den aftale ligesom i vinkel. Senere på dagen mistede jeg dog ringen, så da José Luis dagen efter så, at min hånd var bar spurgte han meget seriøst, hvor min ring var. Han smilede dog hurtigt og fortalte, at han også havde tabt sin, og han tog min hånd og kyssede den. Så jeg går ud fra, at jeg stadig er forlovet med José Luis, en forældreløs dreng af ukendt alder, som ikke bruger underbukser og ikke kan læse. Hvilken fangst!
Drengene på Proniño er søde. Det er meget tydeligt at mærke, at de har brug for omsorg og opmærksomhed, og jeg modtager mange kram, rygmassager og meget hårnusseri på en 6-7 timers lang arbejdsdag. Jeg har allerede fundet mine favoritter blandt drengene, og førnævnte José Luis er en af dem. Der er også en anden lille dreng, som har vundet en favoritplads, da han helt uopfordret forærede en tegning til mig, hvor han bagpå havde skrevet: "Para Mari mi amiga", hvilket for ikke-spanske folk betyder "Til Marie, min veninde". Sådan noget kan mit sarte hjerte slet ikke holde til, og det smeltede lidt, da han oven i købet sendte mig et stort smil, så hans fine smilehuller kom til syne. Det er meget muligt, at jeg kommer til at pakke ham ned i en taske og tager ham med, når jeg forlader Proniño til april. Når det så er sagt, så har jeg også fundet ud af hvem af drengene, der virkelig kan gå mig på nerverne. Lisandro er et ret godt eksempel. Han er en stor dreng, som har et hvidt øje og som læsper og savler meget. Han er meget vild med at tage ting, som ikke er tilhører ham og påstå, at det er hans. Og så er han meget vild med at bøvse, prutte og savle, hvilket jeg IKKE er videre begejstret for. Jeg skal bare huske mig selv på at give ham en chance, for der findes garanteret en masse grunde til, at han opfører sig, som han gør. Jeg har desuden også fundet ud af, at hans øje er helt hvidt, fordi hans far engang hældte klorin i det. Stakkels, stakkels dreng.
Nogle af drengene bærer tydeligt præg af, at de kommer fra gaden. Det mærkes for eksempel når Bryan skal vise, hvad han kan sige på engelsk og stroferne er: "Give me one dollar" og "I'm hungry, give me money, please". Det er en sørgelig konstatering af, at han har prøvet alt for mange hårde ting i løbet af sit korte liv. Men jeg har også fundet ud af, at nogle af drengene er på Proniño, fordi de af forskellige årsager ikke har kunnet blive ved deres familier. 15-årige Osman er sådan et tilfælde, og i går var jeg hjemme ved hans tante med Osman selv, Wendy og Bas. Bas er en hollandsk mand, som bor i Honduras det meste af året. Han er stifteren af den hollandske organisation, som Wendy og Lars er afsted igennem. Hans arbejde består i at besøge de forskellige børnehjem i Honduras og undersøge, hvor der kan gøres forbedringer. I går var Osman heldig at nyde godt af Bas's meget sympatiske og gode sind, idet han fik lidt kvalitetstid sammen med sin familie og samtidig afstand fra Proniños mudder og drengehørm. Osmans mor er død, så han er blevet opfostret af sin bedstemor. Hun var meget venlig og vist nok ret vild med Wendy især. Der blev taget nogle billeder af os, og bedstemoren forsikrede os om, at de ville komme i hendes fotoalbum. Tanten var også glad for at få besøg og viste stolt fotoalbums frem af sine voksne sønner, som bor i USA. Hvorfor Osman er på Proniño ved jeg ikke, for tantens hus var rigtig fint, og Bas nævnte også, da vi forlod stedet igen, at han aldrig før havde set et så velhavende familiemedlem til en af drengene. Men en god økonomi er jo absolut ikke en forsikring om en problemfri tilværelse, og jeg kunne forestille mig, at Osmans problemer har været relateret til stoffer.
Efter besøget ved Osmans rare tante og bedstemor kørte vi tilbage til Proniño, hvor resten af dagen hurtigt var gået, og klokken 15 holdt Don Tito klar i sin taxa, og jeg kunne læne mig tilbage og nyde den snart velkendte lyd af spanske ballader fra bagsædet. Tito er virkelig en rar mand. Han forsøger at lære mig lidt spansk hver dag, og så vidt jeg har forstået, så har han tænkt sig at strikke et grønt halstørklæde til mig. Men det kan være jeg tager fejl, for jeg forstår altså ikke rigtig spansk endnu. Jeg har haft spansk lektioner med Elmer de sidste mange dage. Jeg får lært en hel masse verber, adjektiver og udtryk, men det er en anden ting rent faktisk at snakke spansk. Det er helt vildt svært. Jeg troede, jeg havde ingen problemer med at rulle på r'erne, men der tager jeg vist fejl. Min tunge vil altså ikke rigtig bøje og dreje på alle de avancerede måder, som den åbenbart skal for at få den rigtige lyd. Men jeg holder hovedet højt og satser på, at jeg om et par måneder kan snakke spansk som en indfødt honduraner. Eller bare næsten i hvert fald.
I går satte DDT, Dejlige Don Tito, mig af ved den ene af El Progresos to parker, og jeg bevægede mig hurtigt hen til en juiceshop. Jeg har muligheden for at spise frokost på Proniño, men for det første er maden temmelig uappetitlig, hvilket i sig selv er nok til, at jeg ikke spiser meget mere end et par skefulde og forærer resten til den dreng, der har kigget mest længselsfuldt efter min mad. Jeg ved godt, at jeg er i et nyt land og skal smage maden her, men det betyder ikke, at jeg har særligt meget lyst til at spise kogte hønsefødder. For det andet er køkkenet, som maden laves i, uoverskueligt ulækkert og jeg tror faktisk, det vil tage en hel hær af rengøringseksperter at gøre køkkenet bare en smule hygiejnisk igen. Så med tanke på min mave undgår jeg helst frokosten på Proniño, hvilket betyder at jeg ikke får frokost, indtil jeg får stablet et madpakke-system på benene. Men uden frokost i maven er en friskpresset ananas/appelsin-juice faktisk ganske mirakuløs, og jeg kunne i går fortsætte min dag med fornyet energi.
Jeg mødtes med Elmer og en italiensk udvekslingsstudent, Maria og vi gik lidt rundt omkring i byen. Det var meningen vi skulle have besøgt et lille museum med gamle fotografier af byen, men det havde typisk nok lukket. I stedet satte vi os ved springvandet i El Progresos største park, hvor vi snakkede og nød aftenstemningen. Der var tilsyneladende en fremmed fyr, der følte han skulle tage del i snakken, så han kom over og satte sig ved siden af mig, og efter de nødvendige høflighedsfraser fik jeg et langt foredrag om, hvor godt et land Danmark er efterfulgt af et endnu mere bizart foredrag om russere, amerikanere og noget med en ubåd. På spansk vel at mærke. Meget mærkeligt. Generelt viser folk stor interesse, når de ser mig, og jeg er efterhånden blevet ret god til at small-talke, når der er nogen, der henvender sig til mig. De tror allesammen, at jeg er fra USA. Og de afslutter ca. allesammen samtalen med "You're very pretty" og gør derved vores ellers behagelige samtale til en mærkelig én af slagsen.
Efter at have hængt ud i byens centrum i et par timer, sluttede Wendy sig til os, og kort efter tog Elmer og Maria hjem. Wendy og jeg gik hen til Pizza Hut, hvor vi mødtes med de tre piger fra AFS, som også bor her i byen. Én af pigerne, Eline, havde fødselsdag, så vi nød et par timer ude med overraskende god mad for at fejre hende. Jeg havde taget Wendy med, fordi hun ikke rigtig kender nogle her i byen. Når jeg hører om Lars og Wendys organisation, bliver jeg rigtig glad for at have valgt AFS, som lægger stor vægt på bl.a. sammenholdet mellem de frivillige. I det hele taget er der blevet taget virkelig godt hånd om mig, og Elmer har simpelthen været en uvurderlig hjælp og er det stadig. Lars og Wendy skal klare alt fra mad til husleje selv, og det er åbenbart ikke altid helt problemfrit, så det er ganske rart, at jeg slipper for at tænke over sådanne ting.
Herhjemme bliver der også taget godt hånd om mig. Familien Suazo har en pige i huset, som kommer hver dag tidlig morgen og går igen sent om aftenen. Hun klarer alt det huslige, så jeg skal praktisk taget ikke løfte en finger. På trods af den fattige ordveksling imellem os er hun bare så sød, og hun sørger for mig, så jeg næsten føler det er for meget. Lige nu er de tre drenge i Tegucigalpa hos deres far indtil søndag. Jeg skrev i sidste indlæg, at drengenes far, Oscar, bor i Tegucigalpa. Den sætning er kun delvis sand, for jeg har fundet ud af, at Sofia har drengene med sin eksmand, og det er ham, som bor i Tegucigalpa. Oscar, hendes nuværende mand, bor her i El Progreso, men faktisk informerede Sofia mig for et par dage siden om, at hende og Oscar har valgt at lade sig separere. Sofia fortalte, at de har prøvet at få deres ægteskab til at fungere i to år, men nu orker de ikke længere at lade som om. Jeg er den eneste, der ved besked om deres separation. Drengene ved det ikke, og når de spørger, hvornår Oscar kommer hjem, siger Sofia bare at han er ude at rejse. Hun sagde til mig, at hun godt ved, at hun bør fortælle dem det, men hun ved at de bliver så knuste over det, så hun bliver ved med at udskyde det og udskyde det. Det er en svær situation, og jeg håber ikke, at Sofia føler at min tilstedeværelse gør situationen endnu sværere.
Jeg har endnu ikke fået bondet særligt meget med drengene. De er for det meste på deres værelse, og det samme er jeg jo. Men det skal nok komme, for de er nogle rigtig søde drenge. Sofia og jeg har fået os nogle gode snakke sammen. Hun er en meget travl og efterspurgt kvinde, og i øjeblikket har hun ekstra travlt, fordi der er valg her i byen d. 18. november, hvilket hun er involveret i. En gang imellem får vi dog tid til at snakke om alverdens ting. Jeg har lært om hende, at hun er meget ambitiøs på sine egne og drengenes vegne, hun er en smule religiøs og så har hun stor kærlighed til Honduras. Et eksempel på hendes høje ambitioner for drengene er, at hun fortalte mig, at hun ofte siger til dem hver især "En dag bliver du præsident". Hun fortalte mig, at hun ikke nødvendigvis ønsker, at de skal blive præsidenter, men muligheden skal være der. Man kan hvad man vil. Religiøsiteten kommer bl.a. til udtryk om morgenen, når vi kører den 10 minutter lange køretur til drengenes skole. Sofia tænder for bilen, og idet hun begynder at bakke ud begynder hun en flere minutter lang bøn, som drengene gentager. Jeg forstår ikke så meget af den, andet end at hun nævner Jesus et par gange. Endelig havde vi en snak forleden aften, hvor jeg bed mærke i, at hun holder meget af Honduras. Hun fortalte mig, at hun gerne ser, at drengene tager til USA og læser på universitetet, når de bliver ældre. Men når uddannelsen er færdiggjort ønsker hun, at de kommer tilbage til Honduras og bruger deres viden til at forbedre landet. Min værtsfamilie i Tegucigalpa planlagde at flytte til Canada om to års tid, fordi her er blevet for farligt. Sådan tænker Sofia ikke. Hendes sønner skal ikke flytte fra landet, fordi her er for farligt. Nej, de skal komme tilbage og gøre en forskel for det land, som de er opvokset i. Jeg synes faktisk det er en ret fed holdning, og jeg fik meget respekt for hende den aften. Det ville jo være meget nemmere at flygte fra problemerne, at slå sig ned et andet sted i verden, hvor der ikke står armerede vagter foran enhver butik, og hvor man godt kan køre med åbne bilvinduer uden at skulle tænke på sin sikkerhed. Tænk nu hvis alle honduranerne tænkte som seje Sofia. Så ville der ske ting og sager for det her dejlige og smukke land. Tænk nu hvis...
Kram fra Marie
Ps. Til jer som stadig læser med her og ikke er døde af kedsomhed som følge af længden på dette indlæg, kan jeg til information lige fortælle, at hvis der står, at dette indlæg er uploadet for flere dage siden, og I ikke har set indlægget selvom I har tjekket bloggen regelmæssigt, så frygt ej! Jeg skriver ofte indlæggene på forhånd, og når jeg så lægger dem ind på bloggen indstiller jeg datoen sådan, at den passer med hvornår jeg har skrevet indlægget, og/eller hvornår handlingerne beskrevet i indlægget har fundet sted.
Pps. Her er virkelig begyndt at være koldt her, og det regner hele tiden. Det skulle forsætte sådan her indtil februar. Hvordan klarer I efterårsvejret hjemme i Danmark?
- comments
Linea Hvor er det skønt at høre fra dig igen! Dejligt at høre, at du har det godt og får dig en kæmpe en på opleveren. Det overrasker mig at DU burde have svært ved ar rulle med tungen, du er jo gør det jo helt ubevist :) Jeg savner dig! Kram fra den trofaste læser
Amalie Det lyder stadig som om, du oplever en hel del dernede! Det er rigtigt dejligt at læse din blog. Mens jeg læser føler jeg til tider, at jeg er dernede sammen med dig. Godt, at du bliver bedre til spansk. Når du kommer hjem, er du sikkert helt flydende i det!! Jeg glæder mig allerede til at læse dit næste indlæg!! Mange kram herfra