Profile
Blog
Photos
Videos
I går havde jeg min første dårlige dag heromme på den anden side af jorden. Eller hele min dag var absolut ikke dårlig, så det passer egentlig ikke rigtigt. Men jeg fik for første gang at mærke, at jeg er meget langt hjemmefra, og at alting ville være nemmere, hvis jeg var blevet hjemme i det rolige villakvarter Munkebjerg i den velkendte by Odense. Hvis jeg stadig havde arbejdet på Fragtcentralen og plejehjemmet, spist rugbrødsmadder og siddet foran fjernsynet hver søndag aften for at se Forbrydelsen. Alting havde været meget nemmere.
I går forsøgte jeg at lære drengene på Proniño at respektere mig og mine grænser. De forsøger nemlig konstant at teste mig for at se, om jeg er nem at manipulere med. Det er for det meste meget små ting, det drejer sig om, og det var også tilfældet i går. Èn af mine yndlings-drenge Giovinni (på billedet) spurgte mig, om jeg havde noget slik. Jeg sagde nej, men han blev ved med at spørge, ligesom jeg blev ved med at bede ham droppe det. Det udviklede sig til en situation, hvor han lagde sig på gulvet og klynkede fuldstændigt hysterisk over manglen på slik. Giovinni og de andre drenge kunne tydeligt se, at jeg blev irriteret, hvilket bare fik Giovinni til skiftevis at plage og grine endnu mere. Jeg rejste mig så for at gå, da det alligevel var tid til, at min taxa skulle hente mig. Giovinni løb hurtigt efter mig og undskyldte, hvorefter jeg gav ham et kram, men så begyndte han at plage igen. Han testede mig konstant og ville ikke tage et nej for et nej. Jeg synes ikke det var morsomt, så jeg tog min allermest alvorlige grimasse på, og pludselig blev Giovinni og et par stykker af de andre drenge meget fortørnede over, at jeg så meget sur ud. Èn af drengene sagde sågar til Wendy, at hun godt kunne fortælle mig, at jeg ikke behøvede komme tilbage til Proniño igen. Jeg var ikke velkommen længere. Dette fortalte Wendy mig, imens vi stod og ventede på hhv. taxa og bus, og hun satte samtidig spørgsmålstegn ved min måde at behandle drengene på. Jeg forsøgte at forklare hende, at drengene skal have respekt for mig, og at de ikke bare skal kunne sno mig om deres lillefingre. Min måde at lære dem det på er ved at gå min vej, og derved ignorere dem, når deres opførsel går mig på nerverne. Jeg håber på den måde, at de kan lære, at der skal andre metoder til for at få min opmærksomhed. Jeg fik dog langt fra overbevist Wendy om min ellers fuldstændig til-bunds-tænkte-opdragelsesmetode, og på taxaturen hjem fik jeg faktisk rigtig dårlig samvittighed over min opførsel overfor drengene. Wendy havde fortalt mig, at lille David havde spurgt hende: "Hun kommer ikke tilbage, gør hun?" Drengene skal have tillid til mig, og måske er det der med at vende ryggen til og gå min vej alligevel ikke den bedste metode. Jeg er i hvert fald ikke kommet til Proniño for at svigte de drenge, som er endt på børnehjem fordi deres forældre har svigtet dem på allerstørste vis.
Med et billede af søde, lillebitte David for nethinden og en sur smag i munden begav jeg mig i går hen i den vante juice-shop, hvor jeg skulle mødes med Elmer til min næstsidste spansklektion. Det blev ikke så meget til spansk, men mere til en opsang fra Elmer, da jeg i ren frustration over min dag på Proniño småironisk udtrykte, at jeg ville hjem til Danmark. "Drengene kan ikke lide mig, jeg kan ikke spansk, internettet virker ikke" og ca. en million andre ting fik jeg nævnt som negativer ved at være i Honduras. Elmer forklarede mig i et kvarters tid, at jeg skal forsøge at vende det negative til noget positivt, og det er jo ganske rigtigt. I øjeblikket kunne jeg dog have givet mig til at græde over uoverskueligheden af det hele, men jeg holdte mine tårer tilbage og i stedet gik Elmer og jeg en tur i El Progresos gader, og han viste mig Casa Cultura, hvor Eline fra min organisation arbejder. Her var også udvekslingsstudenten Maria, og jeg fik skudt en del af mine negative tanker fra mig ved at bruge en times tid på at hyggesnakke med hende og Elmer.
Herefter tog Elmer hjem, imens Eline, Maria, Marias værtssøster og jeg tog hen til El Progresos svar på Rosengårdcentret kaldet Megaplaza. Her mødtes vi med Odile og Zoe og efter at have spist lidt hurtig mad, fik vi købt biografbilletter til en sølle pris af 35 Lempiras, svarende til ca. 12 danske kr., og fik sat os til rette i biografsalen for at se den nye James Bond film. Jeg ser slet ikke tv herovre, så det var rigtig dejligt at se en film for en gangs skyld, og med ham 007 går man aldrig helt galt i byen. Biografkulturen er dog en smule anderledes her i Honduras, for folk snakker højlydt, sidder med deres lysende mobiler og sms'er og vandrer op og ned ad gangene. En smule forstyrrende hvis man vil koncentrere sig 100 % om filmen. Det var dog trods skrigende 3-årige børn - hvem tager forresten 3-årige med ind og se James Bond? - en rar aften, og jeg kunne sætte mig, tilfreds og i betydeligt bedre humør, ind i taxi 803 og blive fragtet hjem til mit hus i Santa Monica, hvor jeg hurtigt gjorde mig parat til nattens udskejelser i et ganske andet land, nemlig drømmeland.
Sofia arbejder helt enormt meget. Jeg ser hende stort set kun om morgenen, fordi hun arbejder hele dagen og aftenen med. For det meste er det bare drengene og jeg, som er hjemme, og så selvfølgelig rengøring-og-madlavnings/alt-muligt-kvinden Sara. Det kan godt nogle gange være lidt kedeligt, især fordi internettet ikke virker. Det er forresten derfor, at blogindlægsfrekvensen måske er ret lav for tiden. Til gengæld får jeg sovet en masse, læst en masse, lagt en masse kabaler samt organiseret alle mine ting et par gange i løbet af aftenen. Jeg har stadig ikke fået foræret familien gaverne, som jeg har med fra Danmark. De fyldte ca. halvdelen af min rygsæk på rejsen herover, og nu ligger de bare i en pose i bunden af mit skab. Super godt, Marie. Jeg skal få foræret dem væk ved første mulige lejlighed, men det er svært at finde et passende tidspunkt, når man tager Sofias arbejdstider, drengenes skema og mine egne planer i betragtning.
Sidste lørdag havde Sofia dog også tid til lidt sjov. Hun kom hjem fra arbejde omkring kl. 22 med tre af sine venner, og de satte sig ved bordet og spiste aftensmad. Jeg var ærligt talt mere end klar på at gå i seng, men Sofia og fyrene fik i fællesskab overbevist mig om, at jeg skulle tage med dem i byen. Så efter en hurtig omklædning, et farvel til mine minimum otte timers nattesøvn og en mental omstilling var Sofia, hendes tre venner og jeg på vej i byen. I byen stødte endnu flere fyre til os, et par stykker af dem med armmuskler på størrelse med hele min krop. Jeg ville nødigt møde dem alene på en mørk sti, men sammen med Sofia føltes alt ganske trygt, og vi satte os ind på en bar, hvor jeg bestilte en mojito. Musikken i denne bar var så høj, at man nærmest ikke kunne føre en samtale uden at råbe, så jeg forsøgte kun et par gange at lære min amerikanske sidemand at kende, inden jeg til sidst bare lod mig underholde af de forskellige fladskærme rundt omkring, som viste diverse musikvideoer og klip. Til de latinamerikanske rytmer, som blæste ud af højtalerne, fyrede flere par op for nogle heftige dansetrin. Hvis jeg ikke vidste bedre ville jeg tro, at de var i gang med at forplante sig lige dér midt på dansegulvet, for jeg skal love for, at der blev gnedet, gnubbet og rørt temmelig meget. Efter at have fornøjet mig med udsigten til lidt elskovsdans samt nydt to gode mojitos, kørte Sofia og jeg hjem. Det var en ret uhyggelig køretur, fordi en tåge havde lagt sig som en tung dyne over El Progreso, så det lignede, at vi kørte midt i det rene ingenting.
Sikkert hjem kom vi dog heldigvis. Mine tabte otte timers nattesøvn indhentede jeg ved at sove længe om søndagen, inden jeg stod op og gjorde mig klar til at besøge Eline, som havde inviteret til en lille fødselsdagskomsammen. Det var rigtig hyggeligt, selvom næsten alting foregik på spansk. Jeg mødte bl.a. værtsfaren til Odile, og han spurgte alle os frivillige om en masse ting om vores ophold og vores spanskkundskaber. Af en eller anden grund grinede hele selskabet af mig, da han spurgte mig, hvor længe jeg havde studeret spansk, og jeg svarede på spansk, at jeg ikke snakker spansk. Han kiggede lidt undrende på mig for ligesom at fortælle mig, at jeg jo netop havde snakket spansk, og jeg gav ham bare et lille undskyldende smil, som skulle fortælle ham at sætningen "No hablo español" er fuldstændig indstuderet. Sammen med "No entiendo", som betyder "Jeg forstår ikke", er det én af mine mest brugte spanske strofer til dato.
Sprogvanskeligheder er dog ikke et problem, når jeg snakker med de andre frivillige, hvor al kommunikation foregår på engelsk. Jeg er ved at planlægge forskellige ture og rejser. I næste weekend skal jeg højst sandsynligt på weekendudflugt med Elmer, Maria og den anden italienske udvekslingsstudent Martin. Destinationen er Lago de Yojoa, hvilket er Honduras' største ferskvandssø. Ugen efter denne tur regner jeg med at tage til Utila med de andre frivillige fra min organisation. Utila tilhører ø-gruppen Bay Islands og ligger i det caribiske hav. Øen har verdens andenstørste koralrev, hvilket betyder at stemningen på Utila er præget af dykning, strand og afslapning. Planen er, at jeg skal tage dykkercertifikat her, da Utila er ét af de allerbilligste steder på jorden at gøre netop dette. Jeg er desuden også ved at planlægge at tage til Costa Rica med Wendy og Zoe i midten af december, og måske besøge min barndomsveninde Katrine i Guatemala til januar. Hvis det stod til mig ville jeg besøge alle steder både i og uden for Honduras, men for det første kræver det masser af penge, og for det andet har jeg jo et arbejde at passe. Det her er ikke bare en ferie. Det her er min hverdag og skal forblive min hverdag i et godt stykke tid fremover. Derfor må jeg også huske mig selv på, at alt ikke bare kan være en dans på roser, hvor jeg svæver helt ubesværet igennem seks måneder i et land, hvor praktisk taget alt er anderledes end i Danmark. Jeg følte lidt modgang i går, men den skal jeg lære af. Jeg tror, at modgang er nødvendig for, at jeg kan falde fuldstændig til her. Sådan er det bare.
Og desuden var drengene ikke spor kede af at se mig i dag. Man bliver meget hurtig populær, når man indvilliger i at optage videoklip af dem, mens de synger, danser og opfører sig tosset. Så status er pt. at jeg har omkring en million mere eller mindre spændende videoer på min telefon og en masse skønne drenge, som venter på at jeg kommer tilbage i morgen. Inklusiv søde, lillebitte David.
Kram fra Marie.
- comments
Nina søde mus. din blog er så medrivende, først bliver jeg helt ulykkelig over at det går dig lidt imod, og så ender jeg med at sidde og smile over alle de eventyr du skal ud i. det føles næsten som om jeg er der og oplever det med dig, og ikke sidder småforkølet i et koldt og novembermørkt Aalborg (PS. i dag da jeg fik fri kl. 16 var det tusmørke - there is ofifcially no light left!) Hæng i, stol på din intuition og husk på du er en del af dit eget eventyr - du har kun store oplevelser foran dig. Odense ligner sig selv når du kommer hjem, pt er det mørkt, mørkt, mørkt afbrudt af koldt og regnende. Det gider ingen jo! Jeg savner dig så meget! Det' helt tosset, jeg er jo ikke vant til at se dig så tit, men bare det at du er helt ovre på den anden side af jorden.. puh! Masser af kærlighed og kys på munden fra din gamle søster