Profile
Blog
Photos
Videos
Hjemme i Danmark kan december 2012 nydes med masser af sne, stivfrosne lemmer på cykelturen om morgenen og mørke aftener med julekalender og æbleskiver. December 2012 her i Honduras kan nydes med 31 grader, svedige og ildelugtende armhuler og myggestik i massevis. Varmen er i den grad kommet igen efter at have været forsvundet i et par uger, og nu er min største bekymring, hvordan jeg nogensinde skal overleve den honduranske sommer, jeg skal opleve om et par måneder. Hvis honduransk vinter betyder 31 grader og en forholdsvis skyfri himmel, hvad kan jeg så forvente af honduransk sommer? 60 grader og en huden-brænder-og-bobler-og-koger-skyfri himmel? Det håber jeg ærligt talt ikke.
Vejrspekulationer og overlevelsesbekymringer taget i betragtning går det ellers meget godt, og jeg er efterhånden ved at være inde i en hverdagslignende rytme. Mit vækkeur ringer kl. 06.40 hver morgen og allersenest kl. 07.30 sidder jeg på min faste plads på forsædet i familiens bil sammen med resten af familien. Skoleuniformsklædte Arturo, Hector og Fernando sidder bagi, og Sofia, som altid er stresset om morgenen, sidder ved rattet klar til at drøne igennem morgentrafikken for at aflevere drengene i deres skole, som ligger ca. 10 minutters kørsel fra hjemmet. Og drøne det gør hun virkelig! Hun er ikke bleg for at holde hornet nede i flere sekunder ad gangen for at signalere, at "her kommer vi, og vi stopper ikke", foretage fuldstændigt hasarderede overhalinger samt ignorere røde lys, fodgængere, cyklister - ja, egentlig bare generelt andre trafikanter. Jeg smiler altid lidt forlegent, når hun går fuldstændig amok med hornet selvom vi holder i en kø bag syv andre biler, og det er klart for alle og enhver, at vi ikke kan komme hurtigere frem. Men de tonede ruder gør det umuligt for folk at opfange mine undskyldende smil, så i stedet smiler jeg bare lidt taknemmeligt indvendigt ved tanken om at være sluppet levende igennem endnu en af Sofias dødskørsler.
Levende men med en puls der er ca. 27 gange højere end den bør være på en tidlig morgen grundet kørslen, ankommer Sofia og jeg til hendes kontor, som ligger lige i midten af én af El Progresos to fine parker. Her fordriver jeg tiden med at læse i en bog eller snakke med Sofias kollega Fernando, som er meget imponeret over min spanske udtale, indtil Taxi Tito holder klar på hjørnet kl. 9. Forbi mit vindue farer banansælgere og hestevogne, skraldsamlere og fattige kvarterer, en enkelt flod og langstrakte marker inden jeg til sidst ankommer til Proniño. Hver morgen samles drengene i de forskellige huse til et slags morgenmøde. Det styres altid af én af de voksne, og selvom jeg ikke er helt klar over præcis hvad de snakker om, gætter jeg på, at det handler om Gud og religion. Måske er jeg også én af de voksne, men jeg anser nu mere mig selv som en hyggetante eller legekammerat, for det er stortset hvad jeg fungerer som hele dagen. Jeg laver armbånd med drengene, spiller med marmorkugler, leger tagfat, spiller fodbold eller sidder bare og snakker med dem så godt som jeg nu kan med mit gebrokne spansk. I dag havde jeg fx en ganske interessant samtale med nogle af de større drenge, der i følge min fortolkning handlede om, hvor jeg helst ville kysse en fodboldstøvle. Hvad det så end betyder. Om ikke andet efterlod samtalen mig efterfølgende med et forstærket ønske om at kunne snakke flydende spansk hurtigst muligt, så jeg for fremtiden er klar over, hvad pokker drengene prøver at fortælle mig.
Omkring kl. 12 spiser vi frokost, og efter jeg er begyndt at medbringe min egen mad hjemmefra, fordi min lyst til Proniños mad var helt og aldeles ikke-eksisterende, er mange af drengene meget interesserede i min mad. Giovinni (som forresten staves på en helt umulig måde med Y og alt muligt) spørger mig hver dag efter frokost, hvad min "surprise" indeholdt, og han savler næsten og gør store øjne uanset hvad jeg fortæller ham den bestod af. Men jeg kan godt forstå ham, for ca. al mad i hele verden er mere lækkert end Proniños, så hans standard er vist ikke så høj. Efter frokost fortsætter dagen i det samme rolige tempo med flere armbånd, mere tagfat og endnu flere spøjse snakke. Disse snakke er ofte med de større drenge, som er interesserede i at vide alt om mit kærlighedsliv. I går spurgte én af drengene mig om, om jeg har en kæreste i Danmark. Jeg sagde nej, og han spurgte mig hvorfor, hvortil jeg forsøgte at give ham en begrundelse på spansk. Lidt efter spørger han mig som det mest naturlige i verden, om jeg så har en kæreste i Honduras. Her kan man åbenbart godt have kærester i flere lande på samme tid. Jeg svarede dog endnu en gang nej til hans spørgsmål og fik vist desuden slukket et forhåbningsfuldt blik i hans øjne, da jeg fortalte ham, at jeg ikke ønskede en honduransk kæreste. Sorry amigo.
Det er ofte ret begrænset, hvor meget jeg foretager mig på en arbejdsdag og engang imellem kan det godt være en smule kedeligt. I går fik jeg dog at vide, at jeg hver onsdag og torsdag skal træne basketball med drengene, så det er jeg meget spændt på. Det bliver dejligt at få en fast aktivitet med drengene og noget at tage mig til. Jeg er klar over, at jeg selv skal tage initiativ til aktiviteter, men det er meget sværere end forventet, så indtil videre forsøger jeg bare at komme ind i rutinen på Proniño og lære børnene at kende. Det er nogle dejlige drenge, og det er skægt at se alle de forskellige personligheder på samme sted. Jeg modtager stadig masser af kram og kærlighed, men engang imellem bliver jeg nødt til at sige stop, fordi det bliver for meget. De større drenge har en tendens til at være meget omklamrende og kramme mig lidt længere sydpå, end jeg helst vil ha' det. Nogle af dem vover sig også til at kysse mig på halsen, hvilket får mine nakkehår til at rejse sig og giver mig gåsehud over det hele. Så bliver jeg nødt til at sige stop og gå min vej, for det er simpelthen over min grænse.
Klokken 15 eller 16, efter en dag fyldt med alt og ingenting, kommer Taxi Tito og henter mig og kører mig hjem. Selvom aktivitetsniveauet måske ikke altid har været det højeste i løbet af dagen, er jeg fuldstændig grydeklar, når jeg sætter mig på min seng. I dag var jeg dog så flink, at jeg tog en kæmpemæssig opvask, som fyldte hele køkkenet, og skørt som det end lyder, så føltes det faktisk helt godt at gøre lidt husholdsningsarbejde igen. Normalvis ville Sara tage opvasken, men hun er blevet fyret. I weekenden mistede Sofia sit armbåndsur, og eftersom det i går endnu ikke var dukket op, så mistænkte Sofia altså Sara for at have taget det, hvilket betød at hun i går fik sparket. Bare ærgerligt, Sonny-boy. Udover forsvundne armbåndsure brugte Sofia og jeg weekenden på en juleparade, som fandt sted her i byen. Den var sponsoreret af Coca-Cola, så der var flere store Coca-Cola-lastbiler, som kørte igennem byen, imens pailletskinnende mænd på stylter og små alfer dansede rundt omkring. Paraden bestod desuden af en brandbil og en ambulance, som fangede hele byens opmærksomhed med den konstante lyd af sirener. Jeg var så heldig at få lov at opleve paraden fra passagersædet i den forreste brandbil, og det var en sjov to timers køretur rundt i byen, hvor jeg så en masse glade og nysgerrige børn, som stimlede frem på gader og stræder for at få et glimt af magien. Paraden sluttede i Parque de Mercedes, hvor lysene på det store Coca-Cola juletræ blev tændt ved nedtælling og en eksplosion af jubel, da lysene tændtes og fyrværkeri bragede i baggrunden.
I skrivende stund har jeg mit hoved fyldt med ting, der skal gøres og huskes og ordnes. Jeg tager til Costa Rica tidligt fredag morgen sammen med Zoe og Wendy, og jeg glæder mig helt vildt. Planen er, at mens Zoe besøger sin gamle værtsfamilie, skal Wendy og jeg bestige vulkaner og lære at surfe. Men for nu er min plan at komme i seng og få noget søvn, så jeg er klar til endnu en dag i heden i morgen fyldt med søde drenge, omklamrende drenge og nysgerrige drenge. Det bliver en god dag.
Kram Marie
- comments