Det her er bare lige en hurtig update for at fortælle, at alt går stille og roligt her i Honduras, hvor jeg i disse dage er ekstra glad, fordi jeg forleden dag modtog en stor bunke post fra Danmark. Jeg modtog den dejligste pakke fra min veninde Laura indeholdende et brev, juleting og billeder. Jeg modtog slik og en chokoladekalender fra min fantastiske søster Nina og en LEGO-julekalender fra min mor, som kender mig godt nok til at vide, at jeg for evigt vil hygge mig med at bygge LEGO. Jeg modtog et postkort fra New York City fra min efterskoleveninde Linea, og som absolut kirsebær på toppen modtog jeg også to breve fra PBS, som åbenbart insisterer på at sende et brev hele vejen til Honduras for at informere mig om, at de trækker 198 kr. hver måned for mit kontaktlinseabonnement hos Louis Nielsen. En smule skørt, men det er vel en god service, at de sørger for at holde deres kunder informeret! Så tak til PBS, men mest af alt tak til mor, Nina, Laura og Linea - jeg tror slet ikke I forstår hvor meget det betød for mig at mærke en lille smule af noget velkendt, noget dansk og noget julet.

De sidste to uger har jeg været på Proniño hver dag fra 9-16, så der er for alvor tale om en honduransk hverdag for mig. Drengene er stadig søde, og jeg begynder at føle mig som en ønsket del af deres tilværelse, hvilket er enormt dejligt og gør mig helt blød indeni af kærlighed. Sammen med de to belgiske frivillige, som nu er tilbage, Ilse og Raoul, træner jeg basketball med omkring 15 af drengene et par gange om ugen, og det er en stor opgave at have ansvar for drengene i et ukendt nabolag i El Progreso, hvor de snildt kan stikke af, hvis vi ikke holder øje med dem. Ingen har dog trods alt forsøgt dette endnu, så jeg forsøger bare at nyde at have en fast aktivitet med drengene.

For tiden er min eneste plan at besøge min barndomsveninde Katrine i Guatemala sidst i januar, men udover det forsøger jeg at tage dagene én ad gangen. Tiden går simpelthen så stærkt. Om et par dage er det tre måneder siden, at jeg ankom til Honduras. Jeg forstår på mange måder slet ikke hvor al den tid er blevet af, så jeg minder mig selv om hver dag, at jeg skal nyde alle små og store ting her, for før jeg ved af det, er jeg på vej væk og på vej videre.

Nok fra Frøken Filosof. Til information kan jeg forresten lige fortælle, at jeg flere gange har forsøgt at lægge billeder op fra Costa Rica og fra juletiden, men nettet svigter mig hver gang. Jeg nægter dog at give op, så en skønne dag er de der, det lover jeg.

Kram Marie.