Jeg havde glædet mig helt enormt til endelig at møde min familie og se mit hjem om søndagen efter Copán, så jeg for alvor kunne begynde mit liv her. Men ingen siger det skal være så nemt. Søndag formiddag informerede Elena mig om, at min familie først kunne modtage mig fra kl. 18 om aftenen, så sammen med min kontaktperson Elmer blev jeg sat af ved en AFS-medarbejder ved navn Cesar. Cesar var en meget stor, behåret og knap så vellugtende mand, så jeg ønskede bare, at de fire timer til klokken 18 ville gå hurtigt. Ventetiden gik med at spille Klods Major med to italienske udvekslingsstudenter samt spise massevis af eksotiske frugter, hvis navn jeg har glemt. Hvad jeg dog ikke havde forudset var, at fire timer skulle blive til fem og så til seks, førend jeg fik at vide, at der var opstået et problem. Elmer havde snakket i telefon en milliard gange, og jeg kunne godt fornemme, at der var et eller andet galt. Han fortalte mig så, at min værtsmor, Sofia, havde ringet og fortalt, at mit værelse ikke var klar til min ankomst endnu. Hun insisterede på selv at komme forbi og forklare mig omstændighederne, så lidt efter kom hun og fortalte hvad Elmer havde sagt. Hun var både frisk og sød, så jeg smilede og sagde, at hun ikke skulle bekymre sig om det. Hun gav mig et hjertevarmende kram og kørte så igen.

Det blev så til, at jeg skulle overnatte i Cesars hus, og hans mor og søstre var så venlige at rede op til mig i et værelse. Jeg sagde hurtigt godnat og forsøgte at lægge mig til rette i sengen i et værelse, som var omtrent 1000 grader varmt. Jeg var på daværende tidspunkt enormt ynkelig og faktisk ganske overbevist om, at jeg aldrig ville overleve natten i den hede. Det endte dog med, at jeg faldt i søvn og vågnede op senere på natten, fordi jeg frøs, så der kan man bare se. Om morgenen omkring kl. 04.30 vågnede jeg pludseligt, og jeg registrerede hurtigt, at der kørte en bil på grusvejen ude foran mit vindue. Jeg hørte nogle hurtige knald og pludselig var jeg lysvågen. I løbet af den næste halve time hørte jeg omkring 10 knald et stykke fra huset, og i nattens mulm og mørke var jeg sikker på, at det var lyden af skud. Jeg var ærligt talt virkelig bange, og min krop gav et sæt fra sig hver gang, jeg hørte et skud. I mit hoved udspillede sig diverse skrækscenarier og forfærdelige billeder, som jeg prøvede at skyde fra mig ved at tænke på gode ting som jordbærlagkage og regnbuer. Det var dog først, da jeg hørte bilen køre afsted igen, at jeg kunne slappe lidt mere af, men ikke nok til at falde i søvn igen, så jeg lå vågen og ventede på, at solen stod op og byen ville vågne. Efter et koldt bad sad skrækken dog stadig lidt i min krop, og da Cesar spurgte mig, hvordan jeg havde sovet, sagde jeg, at jeg havde hørt skud, og han rynkede sine bryn lidt og gik sin vej. Jeg tænkte, at det blot var endnu én af de gange, hvor sprogbarrieren er stor nok til at skabe misforståelse og undren, så jeg tænkte ikke nærmere over det. Det var først senere, da jeg nævnte for Elmer, at jeg havde hørt skud, at han sagde, at Cesars hus ligger i et af de mest sikre områder af El Progreso, så det ville være ret usandsynligt med en skudepisode. Så måske rynkede Cesar sine bryn, fordi han tænkte at jeg var fuldstændig rablende skør eller havde haft den vildeste drøm. Og nu, hvor jeg genfortæller situationen, bliver jeg faktisk også lidt i tvivl om, om det bare var en drøm. Men nej, det skete altså! Jeg hørte skud. Tror jeg.

Skud eller ej, dagen måtte gå sin gang alligevel, og Elmer og jeg tog bussen omkring 10 minutter ud af byen til Proniño. Proniño er et børnehjem for gadedrenge, hvor jeg skal arbejde de næste seks måneder. Her mødte jeg Wendy og Lars, som begge er frivillige fra Holland. Vi snakkede lidt, og så gav de mig en tour på stedet. Proniño består af fire centre, hvor det første center er for de små drenge, andet center er for "mellem"-drengene, tredje center hedder Nuevo Vida og er det center, hvor drengene skal lære at tilpasse sig deres nye liv, mens sidste center ligger isoleret oppe i bjergene og er for de største af drengene. De tre første centre ligger allesammen samlet men i seperate huse, så det er nok der, jeg kommer til at bruge det meste af min tid. Efter en god omgang ris med bønner til frokost blev alle drengene samlet, og så skulle jeg introduceres. Det var virkelig overvældende. Jeg fortalte lidt om mig selv på engelsk med Wendy som tolk, og en af mændene på stedet testede så drengene i, hvor godt de havde hørt efter ved at spørge dem om mit navn, min alder og om hvor jeg kommer fra, hvilket jeg netop havde fortalt dem. Èn af drengene sagde, at jeg var 48 år, så enten skal det være første gang, jeg får at vide, at jeg ser gammel ud, eller også havde han bare ikke hørt efter. En anden af drengene viste et lille show, hvor han jonglerede med tre appelsiner. Mit første kram fik jeg i samme ombæring af den sødeste lille dreng, som rejste sig op og takkede mig for at være kommet. Han er otte år, men på grund af hans stofmisbrug fra hans tid på gaden ligner han en på fem eller seks år. Han er lillebitte med en tilhørende lillebitte stemme, og så er han bare en rigtig spilopmager, som hele tider danser rundt i sit alt for store tøj.

Elmer og jeg missede bussen klokken 14, så vi blev og ventede på den næste bus. Nogle af drengene fik udleveret nye sko, så der var stort postyr, for det er ikke en helt nem opgave at få 20 energiske drenge til at sidde stille. Lidt over tre var Elmer og jeg så tilbage i El Progreso downtown, hvor vi drak friskpresset juice og snakkede. Elmers engelsk er ikke særligt godt, så nogen gange er han virkelig svær at forstå, og jeg tror også tit han bare smiler og nikker, når jeg siger noget, som han ikke rigtig forstår. Det er en lidt risky kommunikationsmåde, men indtil videre er der ikke sket nogle alvorlige misforståelser.

Efter vores lille juice-date mødte jeg Sofia, min værtsmor, for endelig at tage med hende hjem. På vejen hjem hentede vi Arturo, Hector og Fernando, mine værtsbrødre, fra fodboldtræning. Arturo og Hector er tvillinger på 12 år, og Fernando er 10 år. Vi handlede nogle ting ind i et kæmpe center og kørte afsted mod mit nye hjem. Quinta Santa Monica, som det hedder, ligger ca. 10 minutters kørsel fra centrum af El Progreso. Det er et lukket område, hvor der er en vagt, der vogter porten 24 timer i døgnet. Sofia fortalte mig, at jeg kan løbe ture her om morgenen uden at bekymre mig om sikkerheden, og der er sågar et hus eller to her i Santa Monica, som ikke har hegn rundt om huset. Det er virkelig et særsyn i Honduras, så det er ret fedt, at jeg bor et sted, hvor sikkerheden bare er helt i top. Efter et par power-naps og noget lækker aftensmad kørte Sofia, Arturo og jeg hen til Cesars hus for at hente mine tasker, så jeg kunne få pakket alting ud her og komme på plads. Her i huset har jeg også mit eget toilet og badeværelse, mens husets øvrige beboere deles om et tilsammen. En lidt skæv fordeling måske, men det virker som om Sofia insisterer på det, og så vil jeg ikke sige hende imod. Ligeledes bor de tre drenge på samme værelse nu, fordi jeg optager et værelse. Jeg håber de kan klare det i et halvt år. Faren, Oscar, bor i Tegucigalpa, og jeg er ikke klar over, hvor ofte han er her, men jeg kommer vel til at møde ham på et tidspunkt.

I dag har jeg haft min første egentlige arbejdsdag på Proniño. En af drengene startede ud med at lære mig alfabetet på spansk, så nu har jeg det på plads! Her i de første par uger kommer jeg til at være sammen med Wendy, så jeg kan blive sat lidt ind i tingene, og så kan hun også hjælpe mig med det spanske. Vi gav engelsk undervisning til tre drenge i dag, og selvom de var 13-14 år, vidste de for eksempel ikke hvad "to like" betyder, så de kan vist godt bruge lidt hjælp til at forstå det engelske sprog. Klokken 16 blev jeg hentet af en taxa, og faktisk er det MIN taxa for de næste seks måneder. AFS har besluttet, at jeg ikke må tage bussen til og fra arbejde, fordi det er for farligt, så nu har jeg min egen private taxa no. 803 med tilhørende private taxachauffør, Tito. Udgifterne lægger jeg i første omgang selv ud for, men så tilbagebetaler AFS mig en gang om måneden, så det er ganske fint. Tito henter mig ved Sofias kontor kl. 8.50 om morgenen og henter mig igen kl. 16 om eftermiddagen og kører mig lige til døren herhjemme. Ikke dårligt.

Her til aften har jeg været ude og spise med Sofia, Arturo, Hector og Fernando på Kentucky Fried Chicken. Puha, jeg håber ikke familien spiser fast-food alt for tit, for så kommer jeg i hvert fald ikke til at tabe mig på de her seks måneder. På vej hjem stoppede vi i et supermarked for at købe noget myggespray til mig, da det jeg har haft med fra Danmark er totalt ineffektivt. Jeg har de sindssygeste myggestik på mine fødder og ben, så nu håber jeg, at det nyindkøbte honduraenske gift kan hjælpe lidt. Myggespray-jagten blev lige pludselig til en rigtig shoppe-tur, hvor Sofia skulle vende og dreje hver eneste ting i hele butikken, og drengene fandt uendeligt mange ting, som de mente var livsnødvendige. Men hjem kom vi da heldigvis på et tidspunkt, og nu sidder jeg her i min nye seng, i mit nye værelse, i mit nye hjem og tænker over mit nye liv. Jeg er spændt på de næste par dage og på alle de ting som skal ske for mig.

Lad bare eventyret begynde!