Profile
Blog
Photos
Videos
Nu er det efterhånden et stykke tid siden, at jeg tilbragte min første juleaften væk hjemmefra fra trygge, danske, familiære rammer. For to uger siden ankom jeg til Honduras igen efter omtrent 24 timers rejse i bus, og på busstationen i hovedstaden Tegucigalpa blev jeg samlet op af Oscar, Sofía, Arturo, Hector og Fernando. Vi kørte hen til drengenes tantes hus, hvor de blev sat af, hvorefter Oscar kørte Sofía og jeg et lille stykke ud af byen for at ende oppe i bjergene, hvor Sofías mor og stedfar bor. Her fik vi sat vores tasker af, spist frokost og jeg fik set mig omkring i det smukke, hyggelige hus og beundret udsigten over de storslåede bjerge. Senere mødte jeg også Sofías 20-årige halv-lillesøster, Ana Jose, der var så flink at låne mig sit værelse og sin seng, hvor jeg træt, tilfreds og iført mit Helly Hansen undertøj krøb under dynen sent på aftenen.
Juleaftensdag foregik i et sædvanligt roligt tempo, hvor nogle forberedte mad, nogle var ved frisøren og få ordnet hår og nogle slappede af. Kl. 14 skypede jeg med min familie hjemme i Odense, og det var ganske fantastisk at følge med rundt om juletræet, selvom jeg må indrømme, at jeg også blev ramt særdeles meget af hjemve. Efter omkring en times skyping fik vi dog trods alt sagt farvel, og jeg vendte tilbage til min virkelighed her i Honduras. Jeg fik gjort mig selv i stand, hvorefter Sofía, Oscar og jeg besøgte forskellige familiemedlemmer for at udveksle gaver. Vi tog drengene med tilbage til huset i bjergene, hvor der i mellemtiden var kommet flere gæster, og hvor der desuden var godt gang i stereoanlægget og dansegulvet. Jeg hilste på en hel masse mennesker, som jeg hurtigt glemte navnene på igen, ligesom jeg hurtigt gav op på gæsternes indbyrdes relationer til hinanden. Sulten i min tomme mave kom langsomt snigende, men jeg måtte vente til midnat, hvor radioen blev tændt og der blev talt ned fra 10, hvorefter alle krammede hinanden og ønskede "Feliz navidad". Efter denne, lidt nytårsagtige, tradition kunne vi endelig begynde at spise julemad, som bestod af kalkun, svinesteg, sweet potatoes og salat. Måske pga. mine høje danske standarder var den honduranske julemad ikke videre speciel, men specielt var det dog, at nogle indtog maden foran fjernsynet, nogen rundt om et bord og andre udenfor. Der var simpelthen ikke det mindste hint af bordtraditioner eller timelang middagshygge, som jeg er vant til.
Heldigvis for børnene betød det dog, at maden hurtigt kunne overstås, så det kunne blive tid til gaverne. Vi samledes allesammen i stuen, hvor Sofía ledte ordet i en lang bøn, hvorefter hun tog en af sine egne gaver under træet og knyttede nogle ord til modtageren, som herefter kunne åbne sin gave og skabe jubel og klapsalver blandt alle de andre gæster. Dernæst ville denne person så vælge en af sine egne gaver, sige nogle søde ord om modtageren og sådan foregik det indtil der ikke var flere gaver tilbage. Denne måde at give gaver på tiltalte mig meget, da det ikke bare gjaldt om at uddele gaverne og åbne dem så hurtigt som muligt, men mere om at værdsætte den enkelte gave. Desuden var der heller ikke specielt mange gaver, og jeg tror at hver person, inkl. børnene, fik omtrent to gaver hver, så der fandt altså ikke noget gaveræs sted, hvilket skabte en meget rolig og hyggelig atmosfære. Jeg fik et rigtig fint tørklæde af Sofía, og så overraskede Ana Jose mig også ved at forære mig et par øreringe. Eller en overraskelse var det måske ikke ligefrem, for hun købte øreringene, da jeg var med hende, Sofía og moren i et storcenter dagen forinden, hvor de snakkede indbyrdes på spansk om hvilke øreringe, de skulle købe helt uvidende om, at jeg godt forstod, hvad de snakkede om. Men selvom overraskelsesmomentet var forsvundet en smule, var det stadig en enormt sød gestus af Ana Jose at forære mig en gave, taget i betragtning at vi kun havde kendt hinanden i lidt over 24 timer. Jeg fik desuden endelig foræret mine gaver, som jeg havde haft med fra Danmark tilbage i oktober. Jeg forærede Sofía noget design fra Trip-Trap samt en bog på spansk om Danmark. Drengene forærede jeg hver især noget dansk fodboldtøj og som fællesgave en bog med spanske udgaver af H. C. Andersens eventyr. Min fornemmelse var, at alle gaverne vakte stor begejstring, for begge bøger gik på runde blandt interesserede børn og voksne, ligesom drengene virkede ret glade for deres danske tøj. Da Arturo kom hen til mig for at sige tak for sin kasket og sin t-shirt, spurgte jeg ham, om han kunne lide det, og han gav mig genert et kæmpe smil og sagde, at han ville bruge det hver dag.
Efter gaveuddelingen foregik resten af aftenen - eller natten om man vil - med at snakke, spise dessert hvis man lystede eller drikke en enkelt drink. Deroppe i bjergene er det temmelig koldt, så selvom jeg havde pakket mig ind i en hættetrøje og to tørklæder for at kunne sidde udenfor sammen med de andre gæster, måtte jeg omkring kl. 03 se mig slået af både kulden og trætheden, så jeg sagde godnat og gik i seng, hvor jeg fik skabt mig selv en varm hule af tæpper, som sikrede mig en god søvn resten af natten. Den følgende dag foregik alting i et meget sløvt tempo, hvor husets beboere først vågnede op omkring kl. 12. Nogle familiemedlemmer kom forbi igen for at spise rester og slappe af, mens Sofía tog mig med ud på en eftermiddagskøretur for at vise mig de to nærliggende og meget charmerende byer Santa Lucia og Valle de Angeles. Langs vejkanten var der boder, hvor vi købte forskelligt, traditionelt mad lavet over bål og lavet på majs, som honduranerne bruger i rigtig mange retter, inden vi kørte hjem og nød en stille aften i bjerg-huset.
Den følgende dag kørte vi alle sammen ud til lufthavnen i Tegucigalpa, fordi Sofías stedbror, hans kone og deres tre børn skulle flytte deres liv fra Honduras til den Dominikanske Republik. Jeg er ikke helt klar over, hvorfor de skulle flytte, men jeg gætter på, at det var fordi stedbroren havde fået et nyt job. Stemningen i lufthavnen var tung af afsked og savn, og jeg fik selv våde øjne ved tanken om, hvor svært og uoverskueligt det kan føles at sige farvel. Det vakte samtidig en meget ambivalent følelse i mig at tænke på, at næste gang jeg står i den lufthavn, er det med min rygsæk på ryggen og et farvel til Honduras. Jeg glæder mig selvfølgelig helt ustyrligt til at rejse i Sydamerika med min veninde Laura til april, men på den anden side får jeg også ret dårlig samvittighed over at se frem til at forlade Honduras. Jeg har stadig mange måneder tilbage her, og jeg kan jo desuden godt lide at være her, så hvorfor er det så svært for mig bare at være i nuet og nyde, at jeg befinder mig, hvor jeg befinder mig nu?
Senere samme dag kørte Oscar, Sofía og jeg tilbage til El Progreso, imens vi efterlod drengene i Tegucigalpa. På den tre timer lange køretur hjem fik jeg drøftet mange spændende ting med Oscar, som blev ved med at finde på spørgsmål om Danmark, og som til tider gjorde mig lidt flov over min manglende viden om dansk historie. Vi fik snakket om alt fra vindmøller og Maersk til kongehuset og vikinger, ligesom vi snakkede ganske meget om politik i både Honduras og Danmark. Selvom jeg måske godt kunne have brugt lidt moralsk støtte eller nærmere bare viden fra min kloge søster Nina, var jeg dog i stand til at fortælle ham om de grundlæggende principper i den økonomiske støtte, man kan modtage i Danmark som fx. Børnepenge og SU. Han var meget forbløffet og imponeret, og jeg blev endnu engang mindet om, hvor privilegerede vi er i Danmark.
Dagene inden nytårsaften gik med at være på Proniño samt tilbringe tid med de andre AFS-frivillige, bl.a. ved en hyggelig middag for alle os, som bor i El Progreso. Nytårsaften havde jeg fået lov at låne huset, så omkring kl. 19 kom Amira og Odile på besøg og så lavede vi mad, hyggede og snakkede. Senere tog vi en taxa ind til byen, hvor vi mødtes med Zoe, Eline og en af hendes venner på det lokale diskotek Zona 504, hvor der var en stor privat såkaldt Gringo-nytårsfest. Gringo er et spansk udtryk for folk, der er hvide eller kommer fra USA, og diskoteket var i den grad proppet med unge amerikanere. Musikken var også blevet skiftet delvist ud med mere mainstream amerikansk festmusik i stedet for latinamerikansk reggaeton og merengue, som de udelukkende plejer at spille. Efter at have danset, svedt og teet os tosset i nogle timer tog Zoe og jeg en taxa hjem til hendes hus, hvor jeg havde fået lov at overnatte. Næste morgen vågnede vi lettere kvæstede, men jeg formåede alligevel at transportere mit korpus hjem, hvor jeg hentede nogle enkelte ting og tog tilbage til Zoes hus igen. Hun havde nemlig inviteret mig med til Tela, som er et strandområde en halv times tid fra El Progreso, med sin værtsfamilie. Det tilbud kunne jeg ikke sige nej til, så tirsdag formiddag vendte vi snuden mod Tela, hvor vi indlogerede os i Zoes enormt søde værtsfamilies strandhus. Her fik vi halvanden dag til at gå med at nyde solen på stranden og boltre os i de faretruende store bølger, ligesom vi havde meget sjov med at fræse op og ned af stranden på værtsfamiliens ATV. Aftenen tilbragte vi indenfor i læ for de tusindvis af myg med en spansk synkroniseret udgave af Titanic, som jeg faldt i søvn til velvidende om, at der var absolut ingen kæntrende skibe eller andre farer på færde for mig i det hyggelige strandhus.
Onsdag eftermiddag kørte vi atter tilbage til El Progreso, og med et stort kram fik jeg sagt på gensyn til Zoe, som den følgende dag skulle med et fly hjem til Schweiz. Det er lidt trist, at hendes ophold sluttede allerede, for hun var den af pigerne, som jeg snakkede bedst og mest med, men vi har aftalt at besøge hinanden hjemme i Europa, så det kan jeg i al fald se frem imod. Fredag havde Wendy desuden sidste dag på Proniño, og hun skal rejse rundt her i Honduras med sine forældre, indtil hendes og Lars' fly flyver mod Holland d. 18. januar. Det føles rigtig mærkeligt, at andre frivillige tager hjem. De vender hjem til europæisk vinterkulde og en fuldstændig almindelig hverdag, alt imens jeg forbliver her i et land, hvor de taler et sprog, som jeg stadig ikke kan flydende, og hvor de har en kultur, som jeg endnu ikke har lært at kende til bunds. Jeg vil være ærlig at indrømme, at jeg er ret misundelig på Zoe, som lige nu måske sidder i en blød sofa med tæppe over sig og drikker varm kakao, ligesom jeg er misundelig på Lars og Wendy, som snart vender tilbage til deres hjem og deres land, hvor alt er velkendt og trygt. Men det er bare hjemve, og jeg skal jo nok klare den. Det siger jeg i hvert fald til mig selv hele tiden. Snart har jeg været i Honduras i tre måneder. Landet hvor der bliver begået ca. 20 mord om dagen og et af de mest korrupte lande i verden. Omtrent måske den direkte modsætning af alt hvad Danmark er. Jeg har klaret mig helskindet igennem de sidste tre måneder, og der er ikke sket mig det mindste. Andet selvfølgelig end at jeg er blevet klogere på alle tænkelige måder.
Og det er vel ikke så ringe endda, er det vel?
Kram Marie.
- comments
Elsebeth (mutti) Godt nytår! Skønt at høre nyt fra Honduras :-) Vi havde vist lige så svært ved at slukke for skype juleaften! Men det lyder som nogle meget spændende og anderledes jule- og nytårsdage, du har haft derovre. Knus her fra vinterkulden...
Nina Hej søde mus :) Håber hjemveen er på retur! Du går ikke glip af noget herhjemme, det er koldt og gråt og alt ligner sig selv! Håber virkelig du nyder dit eventyr, du skal huske på at de her 8 mdr vil være noget du husker resten af dit liv som en fantastisk oplevelse! Den slags oplevelser får man ikke mange af! Rigtig mange tanker og knus fra din kloge søster (btw tak for komplimenten)