Profile
Blog
Photos
Videos
Nå for søren, så befinder jeg mig lige pludselig på denne anden side af jorden og ikke hjemme i Odense længere. Det har taget mig to fly, kilometerlange køer og hjælp fra venlige sjæle at nå hertil, og nu sidder jeg ved gate E31 og venter på, at jeg kan få lov at gå om bord i det fly, der skal tage mig det sidste stykke vej til Honduras.
Rejsen herover er gået godt. Lufthavnen i Paris var, som forventet, overfyldt med rejseglade mennesker, hvilket resulterede i meget kø, kaos og mylder, men jeg kom levende igennem det. Flyveturen til Atlanta var lang, men der var (heldigvis) skærme på sæderne, så underholdningen ikke var overladt fuldstændig til mig selv, og det var som om stewarden tog sig overordentligt godt af mig. Måske kunne han se, at jeg var Palle alene i verden.
Efter at være kommet igennem USA's lufthavns- og sikkerhedssystem skulle jeg tage to shuttlebusser og kunne derefter ENDELIG tjekke ind på hotellet. Her krøb jeg straks ned under dynen, tjekkede min computer, og så fik jeg snakket på Skype med Linea, som er au-pair i USA. Det skulle lige udnyttes, at vi for en gangs skyld var i samme tidszone!
Det føles meget mærkeligt, at jeg er helt alene herovre. Jeg tror, jeg havde været mindre nervøs, hvis jeg rejste sammen med en person. Så ville jeg heller ikke være alene om at gøre mig til grin, når jeg stiller dumme spørgsmål eller går ned til morgenmad på hotellet lang tid før de egentlig serverer det. Ups.
Min appetit er ikke hvad den har været. Til morgenmad bestilte jeg de lækreste pandekager med blåbær og en skål med frisk frugt, og jeg kunne næsten ikke få noget ned, selvom jeg endda ikke fik aftensmad i går aftes. Jeg er ikke helt klar over, om det er fordi, jeg har levet af flymad i et døgn, eller om det er nervøsiteten, der viser sig. Måske er det en blanding af begge dele, men jeg vil i hvert fald gerne snart have min appetit igen, så jeg kan smage en masse lækker mad!
Nu må jeg hellere komme om bord på flyet, så jeg kan komme til Tegucigalpa.
Kram Marie.
- comments