Kulturchokket var af dimensioner og virkede til tider uoverskuelige, men det er efterhånden ved at have lagt sig og jeg begynder efterhånden at føle mig hjemme i Cambodia. Mit værelse er efterhånden blevet min egen lille base, hvor jeg kan have gæster og lukke døren når jeg bare har brug for at være lidt alene. Lejligheden følelse som et hjem og alle de mennesker der bor her, er stadig en fornøjelse at være sammen med. Det er bare rigtig svært at skulle sige farvel til dem der tager hjem og som vi har tilbragt rigtig meget tid med og vide at jeg højest sandsynligt ikke kommer til at se dem igen. Tiden er gået så hurtig, jeg har nu været her i syv uger og synes stadig tiden flyver af sted.Postkortene er nu sendt af sted, men det ender nok først med at de kommer til Danmark engang når jeg er færdig med at arbejde her. Postvæsnet er ligesom så mange andre ting herovre meget langsomt. Ting tager tid, selvom de tit er dobbelt så mange mennesker tilat gøre et stykke arbejde herovre. Vi har oplevet så meget og heldigvis er vi ikke færdige med at opleve. Der er stadig meget at se og opleve i Cambodia, og jeg glæder mig til at opleve og suge meget mere til mig af dette skønne land. Vi har sørget for at opleve så meget som overhoved muligt, og har ikke spildt tiden på at sove længe. Hvilket til tider godt kan mærkes på kroppen. Når jeg kommer til at sidde stille i Tuk Tukken, så kan der godt lige blive tid til en lur. Især når vi kører med vores egen chauffør, som kører os frem og tilbage fra arbejde to gange om dagen. Hver tur tager for vores chauffør ca.30 min. Det vil sige at vi bruger 2 timer om dagen i Tuk tuk. Men hvis vi havde haft en anden havde vi nok kunnet spare det halve tid, han kører så langsomt at vi bliver overhalet af folk på cykel.

Efter sidste uges problematiske tid på VCAO, er det hele nu blevet meget bedre. Den gode stemning er efterhånden ved at vende tilbage. Heldigvis har vi været gode til at hjælpe hinanden igennem det hele og har prøvet på at få det mest positive ud af det. Børnene derude er nemlig fantastiske og giver så meget igen, bare du er der for dem. Efter alle problemerne blev vi onsdag sat til at undervise mellem 70-80 børn i alderen 2-8 år, det var noget af en omvendelse da lederen ikke ville have vi skulle undervise i sidste uge, fordi vi var for søde ved børnene og ikke gav dem disciplin. Jeg ved bare ikke hvor meget disciplin jeg synes børn på 2-3 år skal have. Til gengæld gik det rigtig godt med undervisningen, fordi de store kunne hjælpe de små. Jeg er efterhånden blevet rigtig glad for at arbejde derude, selvom det stadig volder en del problemer med kommunikationen og kulturforskellene. VCAO bliver i 2010 sponsoreret af en nogle japanske NGO'er der regelmæssigt kommer forbi med ting til børnene og ris til familierne. Onsdag kom de forbi med ris. Vi hjalp med at putte ris i 250 poser, med fem kg. I hver. Det var den varmeste dag og det var så varmt at slæbe rundt med alle de risposer, at sveden haglede af en. Men tænk så på de børn på 2-3 år der skal slæbe poserne ca. 2 km. hjem på bare tæer. Det er bestemt ikke nemt at være barn i Cambodia, men der er ingen der beklager sig. Børnene er glade for det de har, og synes faktisk det er lige så sjovt at spille med nogle kerner som det er at lege med noget af alt det vi har slæbt med. Det er som om at det er rigtig sjovt at lege med sæbebobler, ballondyr og hvad vi nu ellers har lavet med dem, men de vender altid tilbage til deres simple spil med frugtkerner. Det er så underligt at der kun er 10 arbejdsdage tilbage derude nu, det bliver underligt at sige farvel til alle de børn og ikke længere kunne hjælpe dem når der er noget. Onsdag kom en af vores små piger på skulderen af hendes mor, hun havde rykket hele foden op ved at træde på et eller andet i skraldet. Imens en fra personalet prøvede at rense foden, måtte vi andre tre og en mere fra personalet holde og trøste hende mens hun skreg og kastede sig rundt af smerte. Jeg har aldrig troet en lille pige kunne være så stærk og kæmpe så meget for at komme fri. Det var så forfærdeligt at skulle holde hende, men samtidig ved jeg jo godt at det hjælper hende at få det renset. Men herovre er der ingen kære mor, det bliver renset på den hårde måde og så på med noget jod og så er den klaret. Selvom jeg gerne ville kunne blive og hjælpe børnene noget mere så glæder jeg mig også helt vildt til at rejse rundt her bagefter.

Onsdag aften fik jeg min fødselsdagsgave af pigerne. Det var den traditionelle cambodianske blindemassage, det var helt fantastisk og ret anderledes på samme tid. Vi kom ind i et lille rum, hvor der stod seks brikse, herefter fik vi alle sammen lyseblå pyjamasser på, det var et ret ømt syn. Herefter begyndte massagen. En fremmed blind mand satte sig ovenpå mig og begyndte at hive i både arme og ben og samtidig lagde han alt sin vægt oven på mig. Selvom det ikke lyder så afslappende og godt så ramte han alle de rigtige steder og en time gik hurtigt. Efter lækker massage tog vi ud og fik en drink, det er skønt at der altid sker noget i byen og at man altid kan tage ud at få en lækker drinks eller is. Det kommer jeg helt sikket til at savne når jeg kommer hjem. Natten til fredag stod det ned i stænger, det lynede og tordnede og det fortsatte helt ind til fredag eftermiddag. Gaderne svømmede rundt, folk kørte rundt med regnslag og det hele stod så meget i kontrast til det vi normalt ser herovre. Hvor det bare har været varmt og støvet fra den dag vi kom. Til trods for vejret var der stadig det samme liv på gaderne. De fattige gik stadig rundt på gaderne i deres drivvåde tøj og prøver at sælge deres varer, så dagens indtjening kunne komme i hus. Trafikken drønede stadig af sted som enhver anden dag. Heldigvis havde vi vores Tuk tuk, at køre i, så vi ikke blev så våde som dem på knallert. Vi havde ikke lige troet at et regnslag ville være nødvendigt midt i tørketiden, men vejret er man ikke altid herre over. Der var pga. vejret ikke så mange børn på VCAO den dag, da børnene har svært ved at komme frem pga. vejret og slummets beliggenhed. De der var kommet frem løb rundt i deres beskidte våde tøj og virkede ikke som om de var generet af en lille regnbyge. Tværtimod var de helt oppe at køre over det, det endte med at jeg stod og hoppede i vandpytter med ungerne. Som bare synes det var fantastisk og helt vildt sjovt. Da vi fik fri var vi på kontoret for at søge om penge til en fest på arbejdet. Personalet vil gerne holde fest for børnene men har ingen penge til det. De vil gerne at alle børnene kan få lov at få en sandwich, som mange ikke har smagt før. Så derfor har vi forsøgt at se om vi kan få noget støtte igennem Project Abroad. Fredag aften var vi ude, at spise med Projects Abroad, som havde inviteret alle de frivillige ud at spise på deres regning. Det er ret underligt der kun er omkring 20 frivillige tilbage nu, og mange af dem der var her da vi kom, er efterhånden ved at være skiftet ud. Fordi mange kun er her i en måned, derfor er vi efterhånden ved at være nogle af de gamle nu. Vi spiste på en rigtig khmer suppe restaurant. Denne khmer suppe er lidt en blanding af fondue og raclette. Man sidder rundt om et bord med en spand med gløder i, gløderne holder en stegeplade varm og vand kogende rundt om stegepladen. Så får man en helt masse kød, fisk, grønsager, ris, nudler og krydderier. Kødet steger man og resten laver man en helt utrolig suppe med. Efterhånden som du spiser noget af suppen, kommer personalet med mere vand. Det var så lækkert, hyggeligt og lige noget for mig. Aftenen fortsatte vi på en bar hvor vi hyggede og drak resten af natten. Det er så skønt at der er så meget socialt mellem alle de frivillige, og jeg er helt vildt glad for at vi kommer så meget ud mellem hinanden.

Lørdag stod vi endnu engang tidligt op, for at få noget ud af dagen. Vi fandt en tuk tuk, som kørte os ca. 40 km. uden for byen. Det tager ca. 90 minutter med Tuk tuk, når det ikke er vores egen chauffør. Men 90 minutter går så hurtigt, der er altid så meget at se på og så mange at sige hej til. De sidste 6 km. Var på grusvej, og hele vejen stod der tiggere, der smed med vand fordi vi ikke gav dem penge. Så nu får vi nok uheld resten af vores liv. Til sidst stod der to, to meter høje hvide dukker som var styret af nogle børn ude midt på vejen. Det var ret uhyggeligt, men samtidig en god måde at få lidt penge ud af sådan et par nærrige jyder. Vi var kørt denne lange vej for at se en cambodiansk zoologiskhave/ reservat for skadede dyr. Det hele var ret anderledes i forhold til de dyreparker jeg har været i, i Danmark og andre ferie steder. Det hele var meget slidt og farveløst. Da vi kom ind fulgte 6 cambodianske drenge efter os, de tre af dem ville guide os og de tre andre ville sælge os kokosnødder. Drengene gik rundt med kokosnødder om nakken og knive der lignede økser. Selvom jeg ved at drengene ikke vil gøre os noget så kan man ikke lade være med at blive lidt rystet.Men de her drenge de fulgte os hele turen rundt i "haven" og tog billeder for os hvor de nærmest stod inde ved bjørnene og fortalte på deres sparsomme engelsk noget om dyrene. Det blev mest til hvor mange der var i buret og hvor gamle de var, men det var også fint nok. Drengene gjorde virkelig turen til noget unikt og gjorde så vi fik det sjoveste ud af denne ellers lidt beskedne zoo tur. Det sjoveste var da en af drengene og Mia havde gjort en elefant sur og den derefter fyldte snablen og sprøjtede det lige i hovedet på dem, uden nogen af dem var beredte på det. Drengene fik deres betaling som guider så de kan betale for deres skole og de fik også presset 2 kokosnødder på os til bjørnene. Vi ville egentlig kun købe en, men de gav os så dårlig samvittighed ved at snakke om hvor synd det var for den anden bjørn at den igen kokosnød havde. Heldigvis har jeg det lidt med det vi ser herovre og er lidt skuffede over, at jeg stadig tager det som en oplevelse jeg ikke ville have været foruden. Selvom den zoologiske have måske ikke var den bedste oplevelse, så var der stadig elementer der gjorde dagen helt speciel. Herefter spiste vi sen frokost ved lakeside. Lakeside er et lille hyggeligt backpacker område hvor alle barerne ligger i små gyder og mad og drikke er helt vildt billigt. Eller det vil sige alt mad og drikke er billigt herovre, men her er det ekstra billigt, det meste mad koster under 5 dollar og for det kan du få lige hvad hjertet begærer + en øl. Efter aftensmad tog vi ud for at se cambodiansk dukketeater. Det er vildt flotte figurer der er skåret ud i koskind, som er personerne i stykket. Stykket var på cambodiansk og var ret svært at forstå til trods for at vi havde læst handlingen på engelsk inden. Da vi kom hjem havde vi filmaften med nogle af pigerne, vi lå på madrasser rundt i stuen og smovsede chips og slik.

Søndag var vi inde at se det olympiske stadion. Stadionet bærer tydeligt præg af at det er fra 1960'erne. Det er meget koldt og betonagtigt og meget dårligt holdt i stand, men det var endnu en af de ting man bare skulle se. Herefter tog vi på shopping på det olympiske marked, som er et meget cambodiansk marked og det russiske marked, som er langt mere turistet. Der er så mange lækre ting at købe herovre, især i velgørenhedsbutikkerne. Som får børn væk fra gaden ved at lave ting af genbrug fra affald. Det var en dejlig og hyggelig dag sammen med tog piger jeg stadig har det rigtig godt med. Men samtidig er det også skønt at komme hjem til aftensmaden og snakke med en helt masse andre mennesker og høre hvad de har oplevet i løbet af deres dag. Tirsdag stod vi ekstra tidligt op sammen med en af de andre frivillige for, at komme til morgen aerobic kl. 5, det er en del af overklassens normale hverdag at man enten løber en tur i parken eller laver aerobic på denne tid af døgnet. Der var overraskende mange mennesker oppe på dette tidspunkt og det hele virkede så fredfyldt. For at sætte kronen på værket tog vi også af sted til aerobic kl. 17, en dag som cambodianer var fuldendt.

/Stine