Jeg nyder stadig Cambodia og føler på mange måder, at det hele går alt for hurtigt. Tiden går så hurtig, når man har det godt og oplever så meget. Lørdag bestemte vi os for, at vi havde brug for at se noget andet end storbyen, vi besluttede os for at tage til Kep. Kep er en lille by der ligger ca. 4 timers buskørsel fra Phnom Penh. Vi bestilte en bus som vi blev lovet ville tage 3 timer, men vi endte med at sidde i bussen i 5 timer, da der var så mange stop. Det var helt fantastisk at komme ud at se noget natur og nogle rumlige omgivelser og samtidig også at komme ud at køre i bus. Jeg har i en måned ikke været udenfor Phnom Penh og heller ikke kørt i andet end Tuk Tuk. Ret underligt i forhold til hvor meget tid man tilbringer i bil derhjemme, hver eneste dag. Vejene herovre er noget af en oplevelse, det meste foregår på jordvej med en masse humpler og en bils bredde.Sommetider føles det som om man er ved at flyve ud gennem taget eller over på sædet foran. Når bussen kører så dytter den hele tiden fordi alle andre åbenbart skal flytte sig for den, det er noget af en tude koncert. Jeg føler mig åbenbart meget nær med Cambodianerne herovre, for da jeg var faldet i søvn i bussen, vågnede jeg op med hovedet på min cambodianske siddemands skulder. I Kep var vi på "Crab market" som er en helt masse restauranter der ligger lige op af hinanden, her kan man købe alle mulige skaldyr og ikke mindst krabber. Byen er kendt for sine skaldyr og dens lækre restauranter der ligger lige ned til havet. Vi fandt et sted og fik krabbe i Kampot peber. Kampot er en by der ikke ligger tæt på Kep, og er kendt for sin helt fantastiske peber. Efter vi havde bestilt maden, så vi damen fra restauranten gå ud og fange krabberne. En helt vild afslappet og skøn frokost, hvor der bare blev svinet helt vildt. Det er nemlig ikke helt nemt at spise krabbe der skal pilles og er smurt ind i sovs. Eftermiddagen tilbragte vi ved stranden. Om aftenen ville vi op på en restaurant, som lagde ret højt oppe af en bakke. Tuk tukken opgive at komme op med fem personer i. Han ringede til en ven, men det hjalp heller ikke noget at dele os i to Tuk Tuks. Det endte med at vi tre danske piger måtte skubbe de to engelske piger vi var i Kep med op af bakken.

Morgenen efter sejlede vi til Rabbit Island som ligger en 30 minutters sejltur fra Kep. På Rabbit Island blev vi indlogeret i nogle små hytter, som var ret primitive. Badet var under åben himmel, toilette var ståtoiletter og der var kun kortvarigt elektricitet. Vi badede hele dagen ved den mest fantastiske strand, som kun lå få meter fra vores hytte. Stranden på Rabbit Island, kan slet ikke beskrives. Måske mest ved at beskrive den som en af de strande man ser i rejsekataloger, som aldrig helt holder stik. Sandet så hvidt og fint og havet lyseblå og helt rent. Der lå ikke en sten på bunden og havet føltes nærmest varmere end lufttemperaturen, og nu det altså ikke fordi den er kølig på nogen måde. Det var helt fantastik og samtidig ret paradis artig. Men selvom øen var noget nær paradis og meget turistet så er den holdt så primitiv at det også bliver meget anderledes end mange andre øer. Der løber hunde og høns rundt på stranden, og det var umuligt at sove længere end til kl. 7, da en hane allerede havde galet i 3 timer der. Der var kun strøm fra kl. 19-22 og strømmen kom fra en generator som larmede mere end ti knallerter der står i tomgang. Da strømmen gik kl. 22, var der stadig strøm på barerne, men som folk gik i seng, blev der mere og mere mørkt på øen. Vi traskede tilbage til hytten, med pandelampen i panden og det eneste man kunne se var når hundenes øjne skinnede tilbage i lampens skær. Der var så stille og fredeligt og man kunne bare ligge sig i hængekøjen og nyde livet og at vi havde en ekstra fridag mandag, da det var kvindernes dag. Mandag blev også tilbragt ved stranden og brugt på at komme hjem med endnu en bus der var proppet og stoppede hele tiden. Der var så mange i bussen at hele midtergangen var fyldt op med folk der sad på plastikstole. Det der med begrænsninger af antal folk i busser og biler det tager man ikke så tungt. Der kan sagtens proppes en 10 stykker ind i en normal personbil og gerne omkring 40 i en minibus og en masse varer og hvis det kniber med pladsen, så kan der godt sidde et par stykker på taget. Det ser ret sjovt ud. Efter en fantastisk weekend fik aftenen en uventet drejning, da vi under aftensmaden fik at vide at der var en stor ildebrand ca. en 500 meter fra vores lejlighed. Flammerne bredte sig kraftigt og var ikke til at stoppe i denne tørke. Vejene og gaderne var stoppede med mennesker, det var hverken til at komme frem eller tilbage. Der var panik og folk løb frem og tilbage med ting og brandbiler og ambulancer drønede frem og tilbage. Området der brændte er et slumområde, med primitive hytter og derfor er det folk der i forvejen ikke rigtig ejer noget, denne brand gik ud over. Folk kom løbende med børn og baljer og kurve. Det var så forfærdeligt at være vidne til, men samtidig er man også bare så magtesløs og har ikke rigtig mulighed for at hjælpe. Det siges at branden var påsat af regeringen for at få slummet væk fra området omkring søen. Regeringen vil gerne have det område til at blive mere turistet og vil derfor have slummet ud af byen og ud i provinserne. Regeringen har tidligere prøvet at give penge til folk i dette slum område, men familierne kan ikke flytte derud, da de mister hele deres indtjening som er i byen. Omkring 400 familier mistede deres "hjem" og under branden. Der har i medierne været meget tale om, om brandvæsnet gjorde nok og hvad det var der gjorde at brandvæsnet først kom en halv time efter branden startede. Dagen efter regnede det ca. en time herovre, der kom så meget vand som kunne have hjulpet så meget dagen før. Nogen gange er alting bare ikke helt retfærdigt.

Onsdag aften var vi ude at spise på en rigtig Khmer restaurant. Restauranten uddanner folk fra slummet til at blive kokke eller tjenere og overskuddet fra restauranten går til børn i slummet. Restauranten har fået en pris for at være en af de bedste spisesteder i hele Phnom Penh. Der var en rigtig god service, hvilket du ikke ser ret mange steder herovre og maden var i top, dog ret stærk. Mine læber brændte hele aftenen og det føltes som om min mund var i brand. Her fik jeg også den oplevelse at spise edderkopper, eller jeg turde kun smage benene, kroppen var en lidt for stor mundfuld for mig. Benene smagte ikke af så meget, men kroppen så lige skræmmende nok ud. Torsdag var vi blevet inviteret med arbejdet ud til provinsen. I provinsen bor der 15 familier som støttes af VCAO. Vi kom ud til et kvarter det mest af alt lignede et feriecenter med lejligheder. Lejlighederne var vildt flotte og var bygget af dyre materialer og i et flot område. Boligerne er givet til alle disse fattige familier af regeringen. Familierne har fået bolig og lidt møbler. Men her udover ejer familierne ikke en rød reje, de har ikke penge til tøj eller mad. De fleste familier, består af ca. 3-4 børn der bor sammen med deres bedstemødre. Da deres forældre er døde af HIV og mænds levealder ikke er meget over de 50. Vi delte brød ud til familierne og så havde jeg taget balloner med til børnene, det skabte glæde. Det er ikke helt til at forstå at regeringen ikke kan se at det er bedre at spare på en lækker bolig og i stedet give familien penge til mad og tøj. Men det er lidt som så mange ting herovre, alt skal se så skide godt ud og så er det i virkeligheden ingenting. Folk kører rundt i kæmpe store biler, for at det ser ud af noget og må de bo i lejligheder der er næsten mindre end bilen. Da vi kørte ud til provinsen kørte vi forbi kæmpe store, flotte boliger der stod tomme fordi, igen har penge til at bo i dem. Boligerne som familierne boede i, ligger langt udenfor byen og det gør at familierne er nødt til at tage af sted kl. 4 om morgenen for at kunne komme ind til Phnom Penh, hvor det er deres eneste mulighed for at tjene penge er. Det hele virker så dumt oguvirkeligt. Lige meget hvor fattige områder vi kommer forbi, så er der altid kiosker hvor man kan købe slik og cola, det er som om man ikke helt har forstået alvoren af den fattigdom der er her.

Lørdag tog vi igen ud for at se en ø, vi tog til Mekong Island /Weaving Village, vi havde kun hørt lidt om øen og havde ikke kunne finde nogen informationer om den nogen steder. Så det var lidt af en chance vi tog ved bare at tage af sted, selvom det ikke var en lang tur. Vi havde ikke kørt langt før Tuk Tukens hjul punkterede. Tuk Tuk chaufføren bad os bare om at stige ud og kørte så væk. Så stod vi ellers der, uden at vide om vi skulle vente eller finde en anden. Efter en halv time, hvor vi følte os lidt som aber i bur, da alle gloede på os. Bestemte vi os for at vi ikke gad vente længere, men så kom han pludselig tilbage. Selvom man sommetider bliver så irriteret og frustreret over ikke at blive informeret af nogen, er man bare nødt til at tage det med et smil. Informationer er ikke ligefrem noget man bliver fodret med herovre. Vi sejlede med en lille båd over til øen. Da vi kom derover begyndte en dame at fortælle hele hendes historie, om at hun havde et barn og ingen mand og pludselig ville hun have vi skulle besøge hende. Som de mistroiske danskere vi er, var vi sikre på at hun bare ville presse penge ud af os, men det viste sig at hun ville vise os hvordan man vævede cambodianske silketørklæder. Derefter kørte vi lidt rundt på øen og så at de fleste lever af at væve tørklæder og nederdele som så sælges på fastlandet. Derefter kørte vi ned til stranden og lå i nogle hytter ude i floden. Imens vi lå her kom der nogle sælgere der ville vise deres tørklæder, og inden man har set sig om, står der 10 sælgere som alle har en sort sæk fyldt om med tørklæder som hun bare vælter ud og imens står der 5 der vil sælge frugt. Det hele virker kaotisk, men samtidig også rigtig sjovt. Om aftenen holdte vi en stor fest på taget, og det er jo lige noget for mig. Det var en rigtig sjov fest, som blev præget af en masse nationaliteter der alle havde deres druk spil og en masse lækre drinks. Cambodia er skøn og livet som frivillig er dejligt og fyldt med oplevelser.

/Stine