Vi ankom til Cambodia Phnom Penh tirsdag aften og blev straks mødt af varme og nye indtryk, kulturchok hedder det vist, når man kommer fra - 10 grader i lille trygge Aars i Danmark og ned til 35 grader i kæmpe store Phnom Penh. Alt er så anderledes end alt det man kender til og havde forventet. Folk drøner af sted på deres motorcykel eller Tuk Tuk, dytter og suser derefter væk igen med fem mennesker på en motorcykel, tre døde grise eller levende høns hængende ned af styret. Der er ikke noget der hedder ubetinget viepligt hernede og man kører også bare i den retning man vil, i starten føltes det lidt som at sætte sit liv på spil, men nu føler jeg mig efterhånden ret sikker i min Tuk Tuk. Sælgere står overalt, de råber og vil sælge dig frugter og reservedele til din motorcykel. Selvom alt larmer og der ingen ro er her, er der bare så roligt her, ingen stress og jag - man kommer når man kommer. De fleste smiler og er glade, de råber hej og vil gerne i kontakt med os. Selv de alléer mindste som knapt kan gå, råber hej og vinker. I lufthavnen var der endda flere der ville tage billeder af os, vi føler os ret prominente herovre.

Alle er så søde og oser af overskud herovre også de mennesker der arbejder for "Project Abroard", især Sophan som har vist og introduceret os for byen og vores arbejde. Han griner hele tiden og gør grin med hans egen by og sig selv - Sådan er Cambodianerne vist bare, de gør en så glad. Selvom landet og byen byder på en masse oplevelser og fantastiske ting ser vi ogsae den store fattigdom, som landet ogsae har. Folk ligger på gaden og sover fordi de ikke har andet. Børn løber rundt i skraldebunker og håber på at finde blik og plastik, som de kan sælge videre, så deres familie kan have penge til mad.

Jeg arbejder for "Projects Abroard" som har fem lejligheder lige op af hinanden her i Phnom Penh. Her bor ca. 30 frivillige som arbejder på forskellige skoler, "børnehaver" og børnehjem her i byen. Derfor håber jeg også at kunne få nogle fede oplevelser med dem og udveksle erfaringer. Alle har været venlige og taget sig godt af os. Jeg arbejder i en "børnehave"/skole kaldet VCAO hvor vi arbejder fire frivillige. Torsdag skulle vi se "børnehaven" for første gang, Sophan førte os først til hovedkontoret for VCAO, hvor vi fik te og skulle hilse på alle cheferne. Efter vi havde set det hele skulle vi pludselig til møde med direktøren, hvilket vi ikke lige havde ventet. Men efter han fandt ud af hvem vi var, rejste han sig og gik. Vi skulle åbenbart aldrig have været på det kontor, det var ret komisk og vi grinte alle sammen hele vejen ned inklusiv Sophan, som havde travlt med at undskylde og fortælle at der var sket en fejl, vi skulle aldrig have været på det kontor. De børn der kommer i "børnehaven"/skolen er børn der normalt ikke ville komme i skole, da deres forældre har brug for deres hjælp til at tjene penge. Derfor tager lederen ud i slummet hvor børnene bor for, at overbevise forældrene om at de skal sende deres børn i skole så de kan få en uddannelse og der kan ske en udvikling i landet. Børnene arbejder ved at finde blik og plastik på lossepladsen som ligger lige ved siden af min arbejdsplads, hvilken stank og en halv million fluer der er.Nogle børn er der om formiddagen mens andre er der om eftermiddagen, hvorefter eller inden de er ude at arbejde. Børnene virker rigtig søde, selvom vi lige nu kun har været der nogle få timer. De virker som om de ser skolen som et sted hvor man kan være barn og glemme det hårde liv uden for og det vil jeg gøre alt for at de kan gøre. Børnene er glade selvom de intet ejer og ligner nogen der ikke har været i bad i flere måneder. Vi har snakket om at skulle lave noget "undervisning" i hygiejne for det vist ikke noget de kender til.

Kontrasten til alt det beskidte og fattigdommen, fik vi i weekenden hvor vi har været rundt for at se nogle af byens seværdigheder. vi har været på Royal Palace and Silver pagoda, det var rigtig flot men samtidig er det ikke til at forstå at man kan bruge så mange penge på bygninger og de royale, når over halvdelen af ens befolkning er fattige og lever under fattighedsgrænsen. Jeg hørte sågar i dag af en af de andre frivillige at en dame havde prøvet at sælge sit barn på 5 måneder for at kunne skaffe penge til hendes andre børn, hvor er det bare hårdt at høre. Vi har også været ude at se The killing fields of Choeung Ek, hvor nogle af de ca. 200 ofre som mistede livet under Pol Pots regime ligger begravet og nogle af kranierne ligger i et plastik montre. Det var en oplevelse som var bemærkelsesværdig men ikke gentagelig. Derefter tog vi videre til S-21 som er gamle skolebygninger der blev brugt under Pol Pots regime. Klasseværelserne er blevet lavet om til fangerum og alle flugtveje spærret af. Her kunne vi se billeder af hvordan fangerne var blevet tortureret, billederne af alle fangerne og nogle af de instrumenter der blev brugt til tortur. Vi havde en guide som hjalp til at gøre dette besøg langt mere værd end jeg havde ventet. Hun fortalte hvordan hun selv havde været en del af dette vanvid og at hun selv havde mistet hendes far på denne måde. Det var nogle spændene timer men også ret barske timer vi tilbragte der. Derefter tog vi til Wat Phnom, som er den eneste bakke i Phnom Penh, her på ligger der et tempel, hvor mange munke kommer for at bede. Det er ret flot og anderledes. For at blive kørt rundt til alle disse ting som tog 6 timer betalte vi kun 20 dollars, for fire mennesker. Søndag tilbragte jeg ved en swimmingpool på et ret nice hotel i byen hvor man bare kunne nyde stilheden på en liggestol.

Byen summer af liv og jeg elsker allerede at kunne sætte mig ind i min egen Tuk Tuk og blive bragt hvor hen jeg vil for ingen penge, selvom man nogen gange ender det forkerte sted. Selvom jeg føler mig sikker i min Tuk Tuk så endte det torsdag aften alligevel med, at en bil kørte lige ind i vores Tuk Tuk, men det tager man helt roligt hernede og snakker om tingene. Jeg nyder at gå på markeder og er blevet ret god til at prutte om priserne, dette har indtil videre ført et par gode handler med sig - to kjoler for 7 dollars er da ret godt når en kostede 10 dollars. En Tuk Tuk chauffør sagde i torsdags da vi pruttede om prisen, at vi måtte være frivillige og ikke turister siden vi var så gode til at prutte om prisen. Så man jo ret god efter kun 2 dage hernede. Det kan kun blive nogle spændende og oplevelsesrige måneder her i Cambodia, selvom jeg allerede er ret træt af ris. Hvilket bliver serveret hver middag og aften - jeg kommer nok til at savne en kogt kartoffel ret meget, selvom mor nok aldrig ville have troet det.

/Stine