Det siges at man kan vende sig til mange ting, og det er sikkert også helt korrekt. Efter kun ca. to uger i Cambodia er jeg efterhånden ved et vende mig til alle de nye indtryk der er herovre, jeg er ikke længere ved at falde ud af min Tuk tuk for at se en munk køre forbi bagpå en knallert og den konstante duft af hvidløg og andre krydrede madvarer er også ved at blive en del af min hverdag. Det faktum at alle peger og råber hej når jeg kommer forbi, skal jeg nok lige bruge lidt længere tid til at vende mig til. Et er at børn gerne vil hilse og pege, men voksne mennesker der stopper op for at kigge - det for underligt. Efter vi er kommet i gang med at arbejde på VCAO er jeg ved at komme ind i en rytme som gør at dagene bare flyver af sted sammen med alle de nye indtryk der dog stadig kan overvælde mig. Desværre er arbejdet på VCAO ikke helt det jeg havde forestillet mig hjemmefra, hvis man overhovedet kan forstille sig noget. Måske har jeg gået lidt for meget med det glansbillede af at jeg bare skulle ned til nogle børn og så ville alt være godt. – men det er det altså langt fra. Børnene kan virkelig minimalt lidt engelsk, de kan på ingen måde forstå hvad jeg siger og jeg kunne derfor ligeså godt snakke dansk til dem. De kan alfabetet og tælle til tyve men det er kun på den terpende måde, de kan på ingen måde skelne tallene eller bogstaverne fra hinanden.. Vi har prøvet at lege nogle lege men det er rigtig svært når børnene ikke forstår et kuk og personalet heller ikke forstår meget, men der er jo ikke andet for end at klø på. Børnene er rigtig dejlige og kræver på ingen måder noget, bare at spille bold med dem eller give dem et knus så stråler de som en lille sol. Desværre værdsætter personalet ikke børnene på den samme måde. De sætter store krav til børnene igennem disciplin, men mest af alt mangler børnene bare nogen der har resurser til at give børnene tid, nærhed og omsorg. VCAO’s skabe er fyldt op med alle mulige spil og farver som ingen bruger, derfor har jeg pakket rigtig mange ting ud af kasser og papir så ungerne kan komme til at bruge de ting de har, de gavner jo ingen ved blot at ligge ubrugte. Når vi finder puslespil frem er ungerne helt elektriske, det er tydeligt at det ikke er noget der sker tit. Personalet er meget voldsomme overfor børnene og kan på ingen måde forstå hvornår de går over stregen. De koster rundt med børnene og vil hele tiden have dem til at sidde bum stille og det regner de så med at børn på 3-5 år kan i en time, det er i mit hoved helt urealistisk, men det er det tydeligvis ikke i deres. Når børnene ikke gør som de vil have starter de med at banke enten en pind eller linealen ned i bordet og hvis dette ikke hjælper får ungerne selv et klask. Det er for mig helt forfærdeligt at se på og jeg havde slet ikke i min vildeste fantasi troet det var på den måde herovre. Selvom det jo sikkert på ingen måde er enestående. Men jeg har helt sikkert tænkt mig at konfrontere dem og projektet med det, da der i papirerne om stedet stod at de prøvede at hjælpe børnene ud af en hverdag med misbrug og vold og prøver at gøre skolen til et sikkert sted for børnene. Selvom man må stå model til meget på arbejdet, så er det stadig dejligt at kunne være der for ungerne, især sådan en dag som i dag hvor vi har vasket dem, sat hår på dem og hjulpet nogle NGO’er med at dele 2 kg. Ris ud til alle ungerne – bare det at se børnene og få et knus så er enhver dag reddet. – det er enormt livsbekræftende for mig.
Samtidig med at arbejdet er hårdt så er alt hernede jo bare så dejligt, vi går meget ud og spiser og hygger med de andre frivillige og nyder faktisk bare at her er dejligt varmt og mulighed for at gøre præcis som man vil. I lørdags var vi på pubcrawl med et par englændere det var super sjovt og samtidig var det første gang jeg kunne gå i seng uden at dansebaren der ligger ved siden af lejligheden skulle spille op til dans. – stilhed i Phnom Penh, det er noget helt nyt. I mandags havde vi fået os listet til at komme ud at se lossepladsen som reelt er VCAO’s børns og forældres arbejdsplads, det var på en måde rigtig ulækkert men samtidig ligger der også en masse smukke marker ude omkring. Derefter blev vi kørt rundt på knallert i området, min første tur på knallert endte godt uden brandmærker eller noget. Vi blev kørt ud i slummet hvor alle børnene bor med deres familier. Det er helt utroligt at mennesker kan bo på den måde, og så alligevel være så glade og smilende. Alle var venlige og ville invitere indenfor enten på te eller bare for at se deres minimale plads. Deres huse som rummer ca. 6-7 personer er mindre end mit værelse derhjemme, det jo helt vildt at skulle sove, lave mad og leve på så lidt plads. En af drengene fra VCAO var ikke i skole den dag så han viste os hvor han boede. Det var en kæmpe oplevelse at køre rundt ude i de tre slum områder der ligger udenfor byen og se deres primitive huse og en masse smil. Men selvom man bor primitivt og ovenpå en skraldebunke så har man altså stadig tv og radio, vi så endda en der havde et fladejern. Der er bare ting der ikke helt hænger sammen herovre. Ligesådan som at børnene ikke har ordentligt tøj, men de har penge til at købe slik hver dag og få endnu mere ulækre tænder. Slum områderne er ikke særlig store, men på den minemale plads bor der flere 1000 som arbejder i skraldet. Der er to forskellige slum i Phnom Penh, slummet i byen som arbejder som gadesælgere, tiggere og finder skrald rundt omkring i byen og så er der slummet udenfor byen, det er de børn der kommer hos os og arbejder på lossepladsen.
I lørdags var jeg med til et arrangement der hed ”Dirty weekend” projektet foregik på vores VCAO. Vi skulle rydde op og gøre rent på skolens område, vi var ca. 12 frivillige til at hjælpe med at ordne baghaven der skulle klippes græs (med en saks), fjernes affald (hvilket var enorme mængder man kunne finde) og mange underlige ting så som brugte bind, en død rotte, gamle sko og kanyler. Det er måske ikke så sært når ens nabo er en skraldeplads og børnene her ikke lærer at bruge skraldespande. Jeg vaskede gulve, som jeg aldrig tror, havde været vaskede før. Her i Cambodia har man ikke alle mulige lækre rengøringsprodukter så her brugte jeg håndsæbe til at vaske gulv i, måske ikke de bedste odds for et beskidt gulv. Det var en ret ulækker, men samtidig hyggelig dag. Vi knoklede og knoklede så stedet kunne blive i et bedre sted for børnene, selvom min opfattelse fra personalets side var at det var spil af tid. Desværre har vi allerede i denne uge fundet ud af at det måske var spild af tid. Selv lærerne smider bare affald hvor det passer dem, den anden dag tømte en af lærerne skraldespanden som vi er de eneste der bruger til at samle børnenes skrald op i, ud over et af de områder hvor vi havde brugt hele lørdag på at rydde op. Der er bare ikke så meget andet at gøre end at ryste på hovedet.
Jeg er stadig helt forelsket i storby livet og det at der bare sker noget hele tiden. Jeg suger til mig hver dag og prøver bare at nyde det alt det jeg kan. Alle de spændene boder man kommer forbi som sælger alt muligt, bønneslush ice, petroleum på sodavandsflasker og levende høns som får kappet hovedet når du køber den. – det er ret fascinerende. efter arbejde har vi efterhånden et par gange været til aerobic, der er aerobic/dans hver dag i et par timer, hvor du betaler det der ca. svarer til 2 kr. pr gang. Man møder bare op i parken som ligger lige overfor vores lejlighed. Det er super sjovt og det viser endnu engang hvor sociale cambodianerne er. Dette er bare et projekt der er startet op af nogle unge drenge der manglede en ekstra skilling ved siden af studierne. Det er super sjovt og et ekstra skud energi. De kolde bade herovre er stadig en udfordring for mig, jeg kan virkelig på ingen måde se at det er dejligt at gå i bad i kold vand, men samtidig er det heller ikke så galt som jeg havde forventet. Det med at vaske tøj i hånden er heller ikke så værst, man vender sig til det og jeg synes egentlig det er ret hyggeligt når vi alle sammen kan sidde ude og nyde solen og snakke imens.
/Stine