Så sluttede min tur med Klein Tours, og jeg kom tilbage til Puerto Ayora og Santa Cruz Highland. Først skulle der dog være landgang fra vores båd, hvilket foregik i høj sø, så det var lidt spændende, da jeg skulle have min bagage med en lille gummibåd ind til land, men det hele gik smertefrit, selvom der var halv høje bølger. Det blev til en sidste udflugt, da der var arrangeret en ekskursion til højlandet på Santa Cruz Island. Vi fik set De sidste tortugas på en privat ranch, og jeg gider snart ikke at skrive mere om dem, søløver og marine iguanas, så det var nok fint nok at turen sluttede her. Efter at have set på lidt flere skildpadder, skulle vi se på nogle Lava tunnels, som ikke var det store sus, men det er dog alligevel imponerende hvad naturens kræfter kan udrette. Disse tunneller er opstået efter lava udbrud fra en vulkan, og den længste tunnel er på over 20 km.

I Puerto Ayora, der er hovedbyen på Galapagos Øerne, tog jeg til stranden, Tortuga Bay, som viste sig at være en flot sandstrand, der var dækket af mangrove. Stranden blev kaldt den "anden strand", da Primera playa er den første strand, og her var der var store bølger, men lige så snart man drejede omkring et hjørne, så dukkede den anden strand op, hvor man kunne se de lokale holdt til på den fine sandstrand. Vejret er generelt godt. Nok 25 grader, og skift mellem overskyet og sol. Faktisk er jeg godt tilfreds med at solen ikke bare skinner hele tiden, da jeg har haft problemer med solen på det sidste. Specielt er min nakke blevet rimelig rød, og jeg håber godt nok ikke at min faktor 60 solcreme er for lidt! I så fald er solen godt nok skarp på disse kanter. Jeg håber mest, at det skyldes, alt det snorkelling jeg har lavet de sidste mange dage, og at det er der hvor jeg ikke har kunne beskytte nakken, men nu er snorkellingen slut, så forhåbentlig bliver min kulør mere normal.

Ved den segunda playa var der også en skov af Galapagos giant cactus, som åbenbart skulle være den eneste kaktusart, der skulle vokse som et træ. Der var en fin lille sti rundt i kaktusskoven, hvor der også var en koloni af marine iguanas.

Hovedgaden i Puerto Ayora hedder selvfølgelig Avenida Charles Darwin, og byen lever af turismo, og på at være indgangen til Islas Galapagos. Det er en søvnig havneby med tonsvis af små intermistiske rejsebureauer. Var inde i en som mest af alt lignede en daglig stue, hvor der var smækket et skrivebord op, og så kunne han pludselig sælge ture ud til de forskellige øer. En del hoteller og en håndfuld barer. Ellers er der vist ikke meget andet i denne hovedby på Galapagos øer

Jeg ankom en søndag, så det vaskeri jeg havde udset mig var lukket, hvilket var træls, da jeg virkelig trængte til at vaske mit tøj. Dog fandt jeg et vaskeri, da jeg gik rundt i byen. Det var ret spøjst, da det var beliggende i en lokal families hus, så man gik hen til hoveddøren, og langede sit snavsede tøj ind i det lillebitte hus, hvor mama tog imod klunset. Jeg fik at vide at jeg kunne komme tilbage kl. 18 mod at betale 1 dollar pr. kilo tøj, så det gjorde jeg, og så var klunset også vasket, tørret og sirligt lagt sammen, så det næsten var synd at det blot skulle proppes ned i bunden af min rygsæk. Det er et godt eksempel på, hvordan man lever af turismo i denne by.

Netop fordi de lever af turisme er det måske også derfor. de er så venligsindet overfor os turister. I modsætning til Quito hilser de lokale gladelig på en, og de hjælper også gerne med at finde vej, når vejnavnene mangler. Så det er rart at være her, selvom der ikke sker meget i byen. Det med at finde vej viste sig at være overraskende svært, hvis man skulle væk fra de 3-4 store veje, der er i byen, da der simpelthen ikke står gadenavne. Rigtig mange gader er ensrettet, så det er måske derfor, at de ikke har vejnavne på gaderne. Desværre er det ret upraktisk, når man skal finde et kontor for at få reconfirmeret et fly. Det var godt nok et helvede at finde Klein Tours kontor, men det lykkedes til sidst efter at have spurgt om vej flere gange. Selv de lokale kunne finde rundt i gaderne, så det var lidt komisk. Jeg kom dog ind på kontoret for administrador'en, da han kunne engelsk, men han kunne selvfølgelig ikke finde mig i systemet, og måtte ringe rundt, og brugte flittigt begge sine to telefoner til at lave opkald. Jeg begyndte at tvivle på om der var styr på det, men til sidst forsikrede han mig storsvedende at alt var, som det skulle være.

Jeg er tilbage i et område, hvor jeg kan praktisere spansk, og det er nødvendigt for at bestille et hotelværelse. På disse kanter får man oplyst to priser, når man spørger til prisen på et hotelværelse. Og det er ikke fordi der er forskel på størrelsen af værelser, eller der er havudsigt fra nogle værelser. Nej den billige pris er, hvis man kan leve med koldt vand/bad, mens man for 5 dollars mere får varmt vand og typisk også TV. Så det er lidt andre forhold end derhjemme.

En anden pudsig ting er, at man ikke måde smide toiletpapir i kummen af miljømæssige årsager(det er jo de fantastiske miljømæssige omgivelser byen lever af), så derfor står der en spand ved siden af toilettet, som man så kan putte det brugte toiletpapir i…

Ellers er det hårdt at skulle vende sig til ris igen, efter at vi har levet som konger ombord på cruiset, hvor der har været kok på. Jeg var et smut i "madgaden" i Puerto Ayora. Den er noget anderledes, end hvad man ser i Danmark. Den består af 10-12 bittesmå spisesteder(eller kioskos som de kaldes), hvor de alle har en grill stående udenfor, som der bliver fyret gevaldigt op i, og så bliver der ellers langet kød og ris over disken. Jeg lagde mærke til at de simpelthen spærrede denne "madgade" af for biler, hvilket man ret simpelt gjorde ved at smide en masse borde og stole ud midt på vejen, men igen fungere tinge e bare anderledes i Ecuador. Et andet område, hvor det er anderledes, er når man laver en aftale. Dette er godt nok ikke altid et ord er et ord f.eks. bestilte jeg i en kiosko pescado de diabla med salat, men fik ris i stedet for. Jeg orkede ikke at brokke mig over det, for jeg er ved at være vant til, at man ikke altid skal forvente at en aftale er aftale her, som den er der hjemme. Jeg havde f.eks. også en aftale med et rejsebureau om at komme dagen efter, når de åbnede kl. 8, men han valgte vist at holde lukket hele dagen. De 3-4 gange jeg var forbi var der lukket. Dog var det fint nok at der var lukket, da jeg ikke synes de mange rejsebureauer i byen alligevel kunne tilbyde noget, som jeg ikke havde set, og samtidig var en fuld dag med trådløst internet også tiltrækkende.

Om mandagen var der fiskemarked i Puerto Ayora, og det var sjovt at se hvordan, der var en hård kamp mellem kunderne og de pelikaner og søløver også ville være en del af festen, om hvem der havde retten til at mæske sig i friskfanget fisk. Både fiskerne og kunderne havde sine problemer med at holde dyrene væk.

Offentlig transport

Så blev det tirsdag, og jeg skulle videre fra Puerto Ayora. Jeg skulle med bussen tværs over Santa Cruz Island til lufthavnen på Baltra Island. Som samfundsvidenskabelig kandidat kan jeg ikke komme uden om, at jeg har en interesse i, hvordan det ecuadorianske samfund fungerer. Derfor var jeg også spændt på, hvordan det ville være at tage med offentlig transport. Udover Ecovia i Quito, som er det nærmeste man kommer noget, der ligner et metrosystem, så har jeg ikke været med offentlig transport før i landet.

Jeg havde hørt, at man skulle være opmærksom på sine ting i busterminalen, og derfor satte jeg mig i den side af bussen, hvor min rygsæk var blevet placeret under bussen, så jeg kunne hold øje med den. Problemet var dog at jeg var blevet tildelt et sæde i modsatte side af bussen, men da der kun sad få personer i bussen, så tænkte jeg, at jeg godt kunne skifte til et andet sæde. Problemet var dog at der pludselig myldrede folk til bussen, da vi havde passeret det tidspunkt, hvor vi burde være kørt. Og de gik meget op i, at de skulle have det sæde, som de havde krav på, så jeg måtte nok flytte mig 3-4 gange, før jeg satte mig helt nede bagerst(folk blev tildelt sæde fra 1 og så nedefter) til højre, så jeg kunne se, hvad der skete i det lastrum, hvor rygsækken lå. Da vi var 20 minutter over den oprindelige tidsplan, så satte chaufføren endelig gang i bussen, men da vi havde kørt 15 meter, så stod knægten fra billetboden, og signalerede at der lige var 5 mere, der skulle med, så vi skulle vente yderligere, hvilet ikke var det fedeste, når man skal nå et fly.

Det hele gik dog alt sammen, og administradoren fra Klein Tours havde styr på det, og de viste nok engang deres professionalisme, så jeg havde et sæde på flyet, og Baltra Airport er ikke ligefrem en man fare vild i, så jeg endte med at have godt tid trods busforsinkelsen.

Gik i "Taxafælden"

I Quitos lufthavn tog jeg en taxi til byens busterminal, hvor jeg skulle videre til Banos. Med andre ord, så skulle jeg til at forhandle taxapriser igen. Chaufføren ville have 15 USD, hvilket jeg synes var ret dyrt, så jeg begyndte at forhandle. Jeg sagde at jeg slet ikke havde så mange på mig, men at henviste mig til et vekselkontor.

Lige pludselig stod der pludselig en stewardesse fra et flyselskab, og spurgte om jeg havde brug for hjælp. Jo det havde jeg egentlig, da jeg gerne ville høre hendes mening om prisen til busterminalen. Hun vidste det ikke, men spurgte en politimand om det, og kom tilbage og sagde at han sagde at den ville ligge på 10-12 USD. Jeg spurgte derfor til hendes mening om at køre turen med taxameter, hvilket jeg ellers aldrig gør her, og hun sagde at der sjælden var snyd med det, så det ville hun anbefale mg at gøre. Derfor tænkte jeg, ok måske man skulle give det chancen med taxameter i stedet for at fastsætte en pris på forhånd. Jeg spurgte chaufføren hvad han troede prisen ca. ville være med taxameter, og han sagde 14 USD, så jeg sagde god for taxameter kørsel.

Dog har han helt sikkert kørt en kæmpe omvej som jeg frygtede, han ville. For taxameteret havde rundet mere end 25 USD, da vi nåede busterminalen. Jeg var blevet godt og grundig snydt, og fik da også påpeget at jeg synes det var utrolig at turen kunne blive så meget dyrere end han oprindelig havde regnet med, men han mente unægtelig den tætte trafik havde skylden for, hvorimod jeg var overbevist om, at han havde kørt en omvej. Han benægtede dog dette, hvorefter jeg sagde, at jeg kunne havde fået vekslet til 20 USD, da jeg ikke i min vildeste fantasi havde regnet med at det kunne blive mere end 20, da han jo selv havde sagt, at det nok ville blive omkring 14. Jeg gav ham min 20 USD seddel, og sagde at det var, hvad jeg havde, og steg ud af bilen, og var spændt på, hvad hans reaktion var, men han gav mig min rygsæk, der lå i bagagerummet, og sagde "adios", så jeg fik mine ting, fik betalt lærepenge(jeg kører ikke med taxameter igen), men dog også en lille sejr til sidst, så han ikke fik lavet det totale svindelnummer på gringoen. Han var vidst godt tilfreds med sine 20 USD, men historien fortæller også lidt om, hvordan alt er til forhandling, og hvordan det fungerer anderledes her, og den var nok næppe gået i Danmark med at stikke en historie om, at man ikke lige havde nok penge til at betale taxaregningen, så havde jeg fået besked på at skaffe dem, men her er tingene lidt anderledes, og altid uforudsigelige. Til gengæld kunne jeg glæde mig over, at tre og enhalv times bustur til Banos kun koster 3,50 USD, så det er ret billigt. En dollar i timen!

For den pris får man en halvgammel bus uden den store sædekomfort, og en chauffør der giver den gas, så det var til tider en bumletur, men til den pris var jeg godt tilfreds med turen. Det var også en flot tur ned igennem det grønne og frodige højland med de sneklædte toppe, der vidner om, at nogle af verdens højeste tinder ligger i Ecuador. Derudover blev det til endnu et billigt grin over, hvor underfundig Ecuador til tider kan være, da der pludselig steg en dame ombord på bussen, der lige ville sælge sodavand, da der var et stop, hvor der var passagerer, der skulle på. Hun nåede dog af igen inden vi kørte videre!

Jeg kom godt til Banos, og fik mine ting med mig, og tidsplanen var faktisk ikke helt skæv, så denne første oplevelse med Ecuadoriansk transporta publique har faktisk være ganske fin.