Lørdag bød på endnu en ekskursion med Arturo. Denne gang til den aktive vulkan Guagua Pinchincia i over 4600 meters højde. Turen op til vulkanen bragte os igennem en landsby, som man virkelig kunne se var meget tilbagestående. Den bestod primært af små primitive stenhuse, hvor til der hørte små jordlodder, hvor der gik heste, geder og køer og græssede. Man kunne ligefrem se, hvordan en hest stod med snuden inde i et af husene, da der ikke var et vindue i. I denne lille landsby kunne man også se, hvordan bønderne gik op ad bjergsiden med deres hakke og skovle for at komme til deres marker, hvor de dyrker frugter og grøntsager. Længere oppe af bjerget kunne man se, hvordan de stod og plukke blomster eller bær, der blev smidt i de store sække de gik rundt med på ryggen. Det er et helt andet liv der leves blandt bjergbønderne end det, der udspiller sig i Quito. Endelig fik jeg set, hvad der er en kvægtransport i Ecuador. Den består af, at man tager sin gamle Toyota pickup truck, smider to kører bag på ladet, og så skal der ellers bare en omgang reb omkring, og så kan man fragte sine kreaturer!

Den var rart at komme ud i den friske bjergluft, da Quito er virkelig forurenet, hvilket vi også kunne se på vej ud til Pinchincia, hvor vi skulle passere en tunnel, og i denne tunnel kom vi til at lægge bagved en af de blå busser, som virkelig kan sende udstødningsos ud, som mest af alt ligner tjære. Det var helt ekstremt, og det er virkelig ikke nogen overdrivelse at sige, at vi næsten ikke kunne se bussen foran os på baggrund af sort røg.

Vejen op til vulkankrateret var også lidt af en tur via af primitive jordveje, og skarpe serpentinersving. På et tidspunkt måtte Arturos medhjælper, Anton, ud og flytte nogle sten så vi kunne komme videre op ad bjerget. Det fortæller også lidt om landet, at Arturo havde taget Anton med, da han blev siddende og ventede i bilen i de 3 timer, som det tog Arturo, hans søn, Fabienne og jeg at hike op til toppen. Jeg ved ikke helt om Arturo havde hyret en vagt til at passe på bilen eller hvad det helt gik ud på. Han forklarede at det bare var en vennetjeneste, da vi spurgte om, det var meningen at Anton bare skulle sidde i bilen indtil vi kom tilbage. Det fortæller lidt om, hvor påpasselig man skal være og hvor lavt lønniveauet er, siden vi skulle have sikkerhedsopsyn på bilen, mens vi var væk.

Selve hiket havde en sindssyg start, der bare gik lodret op, og hvor de to europæer fuldstændig blev sat af Arturo og Junior, der nærmest bare sprintede op af den stejle bjergside, mens os andre to var fuldstændig færdige, og allerede havde tømt vores vandflaske inden for det første kvarter. På dette tidspunkt troede jeg ikke vi skulle nå toppen, men det var heldigvis det stejleste stykke vi startede med. Generelt var der et imponerende view ned over den frodige dal, og Quito der med dens mange huse tornede sig op i det fjerne. Vejret var dog ikke alt for godt, så skyerne havde et stort overtag periodevis, men man kunne stadigvæk fornemme hvor fin en udsigt der var, inden vi hikede op i selve skyerne. På toppen af bjerget var der et kors og et lille kapel, hvor man kunne tænde lys. Fik aldrig helt fat i, om kapellet blev bygget efter det seneste udbrød i 1998, hvor lavaen flød uden om den fattige landsby, som lå ved foden af bjerget, eller om det er længe siden at kapellet blev bygget, og man mente at det var årsagen til at lavaen flød uden om byen. Det er stærkt religiøse, så de mener i hvert fald at det var en hjælpende hånd fra oven, der var årsagen til at lavaen gik uden om den lille landsby.

På vej ned af bjerget var Arturo i et skarpt sving ved at torpeder en ko, der pludselig stod på vejen. Generelt løber, der dyr rundt over alt. Specielt hunde er alle vegne, og altid en fare i trafikken.

Jeg skal eller love for at jeg fik set hvad regnvejr er på disse kanter. Kom efter at vi kom tilbage til Quito åbnede himlen sig, og det var regulær tropisk regn, der væltede ned over os. Det var bare med at finde en taxi, og komme i tørvejr. Der var en mindre syndflod på vejen, og hvis man kan tale om aqua planning på danske veje, når det har regnet lidt, så var der her tale om tsunami på vejen.

Om eftermiddagen tog jeg i Vivarium sammen med Jawad og Fabienne. Det var et reptilcenter, og der var ikke så meget at se. Hovedattraktion er en Boa slange, og den skulle vi have et billede af, hvor vi holder den. Fabienne smed dog hurtigt sin del af slangen, da den begyndte at snuse for meget til hende, og Jawad havde allerede givet slip på bagenden af slanget, så der stod jeg hurtigt alle med Boan. Det var nok meget heldigt at vi ikke forstod det store af den spanske præsentation af slangen, for sådan en Boa går man jo med omkring halsen. Så det skulle lige prøves afJ

Derefter tog vi ud på en restaurant og brugte aftenen der, inden det blev tid til at tage afsked. Jeg skulle op 5.30 dagen for at komme til Galapagos Islands, så der skulle ikke drikkes igennem. Derudover ville jeg gerne lige nå at sige farvel til min værtsfamilie inden jeg rejste af sted. Symptomatisk for min tid i familien, så var Marjorie og hendes kæreste ikke hjemme, så det blev aftensmad sammen med børnene. Jeg er heldigvis blevet bedre til spansk, så vi kan tale mere sammen under middagen, men det var alligevel lidt fesen at det var dem jeg skulle takke for opholdet.

Derimod var der mere stil over afskeden med min ven, manden der ikke sover, for han levede op til berettigelsen om ikke at sove. For da jeg skulle mod lufthavnen lidt i 6 om morgenen, så stod han der selvfølgelig. Det blev en af sted med håndslag, kram og ønsker om en god videre rejse. Han er sgu fin. Jeg ved ikke om det var hans tilstedeværelse, men taxachaufføren lod mig slippe meget billig, og der var for første ingen problemer med vekslingen, da jeg ikke lige kunne levere det aftalte beløb.

Dog overraskede Quito mig endnu engang for på vej mod lufthavnen, så sker der pludselig det, at politiet stikker en rød pind ud foran taxien, hvor jeg sidder uden sele på, og i øvrigt ikke føler jeg har tid til at vi skal snakke med politiet. Dog trækker min taxichauffør til min overraskelse bare ud i overhalingsbanen, hvorefter jeg ser 8-10 knægte komme tordenen omkring et hjørne på rulleskøjter, og så er det man tænker hvor fanden kom det lige fra. Jeg har ikke set en eneste person på rulleskøjter i min tid i byen, og så sker det lige her søndag morgen lidt i 6 med politieskorte og hele pivtøjet. Quito er forunderlig, og jeg bliver hele tiden overrasket over de nye ting, jeg konstant ser. Derfor er det også en interessant by!