Det er vist det, som kaptajnen ofte siger i flyet, men jeg ved ikke om det var den store fornøjelse. Det var snarere stressfuldt at komme til Quito!

Først var Air France maskinen fra Billund forsinket, så vi ankom 30 minutter forsinket i Paris, og da jeg ikke i forvejen følte jeg havde vildt meget tid før jeg skulle videre mod Atlanta, så begyndte stressniveauet at stige. Heldigvis viste Charles De Gaulle-lufthavnen sig som værende nem at finde rundt i, så jeg fandt hurtigt mit næste fly, og endt med at være i god tid, da dette fly også var forsinket. Jeg troede jeg var presset i Paris, men det skulle blive meget være senere!

Det entertainment-system, der ofte findes på flyture over atlanten fungerede ikke, men heldigvis sørgede mine to indiske sidekammerater for fin underholdning. Det er ikke fordi, jeg kan påstå at jeg kender indere særlig godt, men vurderet ud fra denne flytur, så er de enten meget drikfældige ellers er det bare svært at skaffe rødvin i Indien. De gik i hvert fald begge i gang med at bælle vin. Tror de på halvanden time fik tømt 4 flasker hver, hvilket medførte at de blev temmelig beruserede. For den ene fik det den konsekvens at han ikke kunne styre flasken i en omgang turbulens, og så var hans fine skjorte ikke længere fin og blå, men fuldstændig rød. Derefter gik der nok ikke mere end et kvarter og så begyndte han at sove rusen ud. Det anden holdte derimod fanen højt, og nappede lige en flaske mere, end personalet til sidst nægtede ham udskænkning, hvilket han bestemt ikke var tilfreds med. Og trods gentagende forsøg på at komme i kontakt med stewardesserne, så blev han bare ignoreret af dem. Lige indtil han på fantastisk vis fik konstrueret en håndskreven seddel med teksten "Vin rouge s'il vous plai", som han sad og svajede med, som var han til landskamp i Parken. Nu kunne de franske stewardesser på Air-France flyet ikke længere sige at de ikke forstod ham, og hvad han ville. Personligt lå jeg flad af grin over dette optrin, da inderen ikke talte fantastisk engelsk, og han helt sikkert ikke var franskkyndig, så det var imponerende han så hurtigt fik skabt kontakten til personalet. Inderen fik sin vin, men det var måske ikke det klogeste træk fra stewardessernes side(men underholdningsværdien var stor for os på flyets bagerste række), da han nu begyndte at synge, og bare blev mere fuld. Dette medførte at baren blev lukket fuldstændig for ham, hvilket han naturligvis ikke var tilfreds med, og det lykkedes ham da også at byde 500 dollars for noget jeg ikke præcist ved, hvad var, men gætter stærkt på, at det handlede om spiritus, og sikkert mere "vin rouge". Kort efter led han samme skæbne som sin landsmand og fik hældt væske udover skjorten for derefter at tage sig en ordentlig morfar.

USA er et fedt land at rejse, men det er et helvede at komme ind i landet, og desværre skulle jeg igennem deres omfattende sikkerhedstjek, selvom jeg kunne skulle være i transit i Atlanta. Jeg ved ikke om deres grundige sikkerhedstjek var blevet skærpet, da vi taler datoen den 9. september. Altså to dage før 10-års dagen for 9/11, og jeg nåede lige at læse BT i Billund, og kunne man læse at amerikanerne heldigvis havde afværget et muligt terrorangreb, og at de havde hævet sikkerhedsniveauet. Under alle omstændigheder var det nok engang et mareridt at skulle gennem deres sikkerhedsforanstaltninger specielt, da jeg bare skulle om på den anden side for at hente min bagage(som jeg naturligvis ikke kunne tjekke ind helt til Ecuador fra Billund, da jeg fik en meddelelse om, at amerikanerne lige ville kigge på den), der skulle tjekkes ind mod Quito. Efter halvanden times venten i køen kom jeg endelig frem til skranken, så jeg kunne afgive mine fingeraftryk og lade dem tage et billede af mig. Fint endelig kom jeg videre, men så opstod næste problem. På grund af den lange vente tid ved sikkerhedstjekket, så var de fleste fra mit fly(der i forvejen var landet senere end forventet i Atlanta) ikke noget ned til vores bagage i tide. Så de havde fjernet for at gøre plads til bagagen fra andre fly. Beskeden var vi skulle hente vores bagage i terminal T. I forvejen følte jeg at tiden var begyndt at blive en faktor i forhold til at nå mit fly mod Quito, men skulle jeg også lige samle bagagen op i en anden terminal. Derudover havde jeg ikke fået smidt min madpakke væk, så jeg røg lige en tur i en ny kø før jeg kunne komme igennem det amerikanske toldsystem(som amerikanerne vist godt kan effektivisere, hvis de har problemer med at få økonomien til at hænge sammen!). Jeg blev stoppet 3 gange af tolderne, men ingen af dem ville se, hvad jeg egentlig havde i den madkasse…samme procedure opstod hver gang:

Tolderen: Hvad har du i madpakken?

Mig: Mørkt brød.

Tolderen: Intet andet?

Mig: Nej. Intet andet.

Tolderen: Ok. Så går du bare videre.

Første gang ovennævnte samtale fandt sted var allerede, da vi gik fra flyet. Der var der toldkontrol. Anden gang var i deres sikkerhedstjek, og endelig tredje gang var, da jeg blev sendt over i toldafdeling. Ikke engang der ville de åbne den famøse madpakke, så det virker som et ineffektivt system.

Tiden tikkede af sted

Jeg røg dog videre i systemet, og videre til nye problemer. Min elektroniske flybillet kunne jeg ikke få vekslet i self service automaten til en regulær billet, så derfor måtte jeg en tur forbi delta airlines skranke, og få dem til at taste alle oplysningerne om mig ind i deres system, før jeg kunne få billetten i hånden. Der var efterhånden under en time til flyafgang, og jeg stod stadigvæk uden bagage, og stod i en ny kø. Endnu engang skulle jeg sikkerhedstjekkes, og nok engang et af de grundige, hvor skoene skulle tages af, og vi blev placeret i et glasbur, mens en scanner undersøgte os.

Jeg kom endelig igennem køen, men tiden tikkede af sted, og nu skulle jeg også lige finde bagagen, den rette terminal og gaten.

På vej mod bagagen fik jeg fat i en servicemedarbejder, der til min store glæde kunne fortælle at min bagage var blevet sendt hen til mit fly til Ecuador. Jeg havde ikke andet valg end at stole på denne oplysning, og spurte mod mit fly, som jeg ankom til ca. 30 minutter før afgang, og frygtede at boardingen allerede var i gang sat, men det begyndte først med 10 minutter før afgang, så nok engang endte jeg med at være sindsygt stresset, men trods alt nå mit fly.

Det går selvfølgelig ikke anderledes end, at jeg får en vinduesplads på den side, hvor bagagearbejderne står og smider bagage ombord på flyet. Jeg spejder naturligvis efter min rygsæk, og pludselig ser jeg den på en vogn. Det var sandt det jeg fik at vide at bagagen var sendt til flyet!

Dog kan jeg også se at de fylder flyet op uden at røre min bagage, der som den sidste ting ikke bliver fjernet fra vognen, og som kort efter bliver kørt ud af mit synsfelt. Jeg håber de kører om på den anden side af flyet og smider den ind der, men jeg ved det faktisk ikke.

Måske jeg skulle have gjort som min sidemand, og slået korsets tegn et par gange lige inden take-off, for da jeg kommer frem til Quito er der ingen bagage. Rimelig træls, men heldigvis holder de to repræsentanter fra sprogskolen, der heldigvis som aftalt, selvom jeg nok engang er blevet forsinket, da jeg skulle indgive min reklamation over at bagagen ikke var med flyet. Heldigvis var sikkerhedstjekket i Quito det diametrale modsatte af i USA, og de var ret ligeglade med at jeg ikke havde udfyldt alle spørgsmålene på immigrationspapirerne, og derudover ville de knap nok se, hvad jeg havde i tasken, så det tog kun få minutter, og jeg var dermed i Ecuador.

Jeg blev kørt til familien Ponces casa, hvor jeg skal bo de næste ni dage, mens jeg samtidig skal studere spansk på en sprogskole.

En helt ny og meget anderledes og kontrastfyldt hverdag kan begynde, hvilket jeg vil beskrive i det næste blogindlæg