Så blev det fredag, og det er min sidste dag i sprogskolen. Det er godt nok gået stærkt. Det har været spændende at lære et nyt sprog, og så har jeg mødt flere interessante personer gennem skolen, så det har helt klart været det værd at være studerende igen. Jeg kunne nok have haft fordel af endnu en uge på sprogskolen(men vil man ikke altid synes, at man kan forbedre sine sprogkundskaber?). Jeg er gået fra at kunne intet spansk til at kunne stille spørgsmål, og forstå basale ting. Det bliver selvfølgelig spændende at skulle væk fra skolen trygge rammer og tale spansk i den "virkelige" verden, men jeg er foreløbig fortrøstningsfuld. Jeg har allerede skulle udfordringer som at hente min bagage i lufthaven og købe solcreme på et apotek, selvom jeg intet spansk kunne, så mon ikke det nok skal gå. Ellers har jeg min notesbog, så jeg altid kan studere lidt verbos irregulares, hvis det bliver nødvendigt. Jeg taler næppe et flot og korrekt grammatisk spansk, men jeg har erfaret man kommer langt med at tænke på, hvad et ord hedder i engelsk eller fransk, og så overføre ordet en endelse på o eller a f.eks. conversationa eller regulativo. Det virker ofte, og folk forstår meningen med det. Det er bare med at køre på, og forsøge med denne type af navneord. Denne fredag har vi haft cooking class, hvor de studerende og underviserne sammen har lavet ecuadoriansk mad. Vi har lavet tortilla de pampas med kyllingepølser og forskellige salater bl.a. en advokadosalat og en med rødbeder. Det var faktisk ganske god mad.

Det var også tid til at sige farvel til en masse mennesker, som jeg har haft det godt med, så det var ikke så sjovt, men sådan er denne tilværelse, hvor folk har forskellige planer, men man møder hele tiden nye bekendtskaber, og finder nogle nye personer at hænge ud med, men jeg håber stadigvæk at kunne holde lidt kontakt, og forhåbentlig mødes et par stykker senerehen. De personer som jeg har haft mest med at gøre, og som jeg vil savne mest er schweiske Fabienne, som jeg har brugt meget tid sammen med. Jawad, en fantastisk fyr fra Afghanistan, der altid er et stort smil, hvilket sandsynligvis skyldes, at han har set mange grumme ting i Kabul. Bl.a. kunne jeg forstå at hans gamle arbejdsplads, centralbanken, var blevet udsat for et selvmordsbombeangreb så sent som i sidste uge. Han har altid masser af sjove historier, og vi har samme humor, så der bliver grinet meget. Endelig er der englænderne Lisa og Jonahhh(nej jeg har ikke holdt h-knappen nede for mange gange!). Jonahhh er oprindelig fra Wales, så derfor staves hans navn på denne besynderlige måde(det var først da han skrev sit navn ned at jeg fandt ud af, hvad han i virkeligheden hed!), men de har været virkelig behagelige at bruge tid sammen med, men måske møder jeg dem senere i Sydamerika. Endelig var det tid til at sige farvel til mine professorer. Specielt Jimena har jeg været glad, og det sjoveste tidspunkt var helt klart, da han imponerende vis kunne nævne en dansk explorer. Jeg blev overrasket, og ikke mindst var det sjovt, da jeg synes navnet "Leif el Feliz" er fantastisk. Om Leif i virkeligheden var mest lykkelig eller glad skal jeg ikke kunne sige, men "Leif el Feliz" har i hvert fald været et af de (få) spanske ord, jeg kun skulle høre engang før den sad der!

Kombinationen af at bo hos en ecuadoriansk familie(selvom de sjældent er hjemme) og undervisningen på skolen har gjort at jeg har fået et indblik i det ecuadorianske samfund og mentaliteten. Det har også været med til at sætte et perspektiv på, hvor godt vi har det i velfærdsdanmark. En gennemsnitlig månedsløn i Ecuador er på 264 USD, og der er ikke noget socialt sikkerhedsnet i landet. Til gengæld betaler de kun 12% i skat, hvilket førte til den komiske situation, at min anden undervisere, Sylvia, ikke troede på mig, da jeg fortalte at man betalte ca. 50% i Skat i Danmark. Hun var ved at lave en beregning over rådighedsbeløb i Danmark, men i stedet for 50% så satte hun beløbet til 30%, fordi det andet lød helt galt. Så var det min tur til at ryste på hovedet, og forklare at 30% var alt, alt for lavt. Min voldsomme opponerende gjorde at hun ændre tallet til 35% for så kunne det, da ikke være højere…jeg sad stadigvæk hovedrystende tilbage og forsøgte at forklare at jeg faktisk talte sandt!

Nå men forskellen mellem det liv jeg lever i Danmark og det liv som den gennemsnitlige ecuadorianer lever, er enorm, og det har givet en forståelse for de kontraster, som jeg også har observeret i landet. Selvom de miljøer, som jeg har færdes f.eks. hos familien Ponce eller på skolen, har hørt til den bedre stillede del af ecuadorianerne, så er levestandarden stadigvæk anderledes. Fattigdommen i landet gør også, at man kan forstå, hvorfor der sker, så store skovrydninger i den ecuadorianske jungle, og hvor olieindustrien efterhånden har fået stor magt. Når månedslønnen ligger på 3.000-4.000 indenfor denne branche, så kan man bedre forstå, hvorfor det kan få nogle mennesker til at spolerer den unikke natur. Det giver også et indblik i, hvorfor turister ofte er udsat for tyveri.

Manden, der aldrig sover

Generelt er sikkerhedsniveauet meget højt i Mariscal-området, og i centro historico, som er de to områder, hvor turister og backpackere oftest befinder sig. Der er rigtig meget politi og sikkerhedsfolk i disse områder, så det er forholdsvist sikket og færdes i disse miljøer.

Jeg har også efterhånden fået en god ven i form af den sikkerhedsvagt, der patruljere lige udenfor den blok, hvor familien Ponce bor. Jeg ved ikke, hvem der har hyret ham, om det er blokkens beboere eller de butikker, der ligger lige nedenfor huset. De første to dage skulle han lige se mig an, men efterfølgende er vi begyndt at hilse på hinanden og lige skal høre hvordan det går. Han er en hyggelig ældre herre, som efterhånden bryder ud i et stort smil, når man ser mig. Ligesom jeg heller ikke kan andet end at trække på smilebåndet, når jeg ser ham. Vi mødes ret ofte på gaden, da han nærmest altid må være på arbejde. Uanset om jeg passere lidt over 8 for at komme i skole, eller kl. 11 om aftenen efter, jeg har været ude i byen med nogle af de andre studerende, eller det er midt på dagen efter skoletid, hvor jeg lige har været hjemme og smide skoletasken, før jeg skulle videre ud i byen med nogle af de andre studerende, så står han der. Han må godt nok ikke sove meget, men det er meget hyggeligt at møde ham, og en lille sludder med ham er blevet en naturlig del af min hverdag. Det er ligesom han har først at signalere at han passer på mig, og den 4 dag, jeg passerede, så stoppede han mig, og blev nød til at høre hvem jeg var, hvor jeg var fra, hvor jeg boede, og hvad jeg generelt laver i Quito, da han havde set mig løbet ind og ud af opgangen de sidste dage. Paradoksalt nok for hans døgnrytme var det en tidlig morgen han lige skulle høre lidt mere om mig, mens jeg sætte nok engang fik hans store brede smil at se, da jeg vendte hjem her sent til aften. Mon han står der søndag morgen kl. 6, når jeg tager til lufthavnen?

Generelt er sikkerhedsniveauet højt, og jeg så ligefrem en (politi)bil i den gamle bydel, hvor der stod noget i retningen af "servicio seguridad de turismo". Dette skete fredag aften, da jeg vovede mig ud i nattelivet sammen med Fabienne og Tanja, en tysker der lige er startet på skolen. Centro historico er blevet lidt et favoritsted, og det var fedt at se nogle af kirkerne som Santa Domingo og Monasterio de San Francisco fuldt oplyst i mørket, inden vi fandt en beværtning i en del af den gamle bydel, som jeg ikke tidligere havde været i. Der var små smalle stræder og en triumfbue lignende bro. Et meget hyggeligt sted, og meget symptomatisk for Ecuador, så kom en dansetrup gående i ført noget lokalt hjemmestrikket tøj. De går meget op i dans, og man ser ofte disse dansetrupper i specielt tøj, der ofte af syet af uld, og noget man sikkert kun kan købe på de lokale markeder.

Selvom jeg synes Centro historico er et fedt sted, så er jeg også begyndt at udforske andre dele af byen, og der åbnende sig en helt ny side af byen, da jeg kom blot et par få blokke længere ind i Mariscal-bydelen. Et regulært amerikansk/australsk backpacker land åbnede sig. Der var et helt kvarter med gader, hvor der kun var hostels, barer, internetcafeer og spisesteder. Jeg forstå bedre hvorfor Majorie ofte har omtalt området som Gringolandia - den hvide mands land. Det var bestemt en bydel, som ikke lignede det jeg ellers har set, og det virkede som et helt vesterlandsk kvarter. Priserne var også anderledes end jeg ellers er vant til. F.eks. var jeg inde i en skobutik, men priser var på niveau med dem i Danmark, så jeg røg hurtigt ud igen, da jeg ikke kunne lave en god handel. Generelt bar området præg af, at det var her turisterne boede, og f.eks. kunne man købe anderledes mad end man normalt ellers ser i Quito. F.eks. var det muligt at få det, der på spansk hedder en Perro Caliente , hvilket så men var en god gammeldags dansk hot dog, eller en varm hund.

Jeg begynder at kunne få forstå, hvorfor de siger, at huspriserne i Mariscal er blandt de højeste i byen, da man godt kan se, at det er her de rige bor. Specielt er udvalget af biler noget mere prangende her, end hvad jeg ellers har set i landet. Generelt har jeg tænkt, at det var nogle gamle smadderkasser af et ukendt og obskurt fabrikat, som de kører rundt i, men efter mit besøg i Gringolandia, så kunne man godt se bilparken var anderledes. F.eks. så jeg et par store amerikansk importerede slæder bl.a. Chrysler trucks og Ford F-150. Derudover dukkede der en mercedes cabriolet op i gaden, og den har ganske givet ikke været billig.

Jeg kan ikke lade være med, at vende tilbage til den ecuadorianske trafikkultur, da jeg synes den er spændende at iagttage. Det er helt en attraktion i sig selv, som Lonely Planet ikke beskæftiger sig med, der er et kryds lige ved skolen, so m har givet anledning til god underholdning. Det er sådan at som jeg tidligere har beskrevet, at de har været rimelig nærige med lysreguleringer ved fodgænger overfelter, og det samme gør sig gældende med lysregulering af dette kryds, og da hajtænder ikke anvendes(ligesom midterafstribning også ofte mangler), så er det ikke til at finde ud af, hvem der har fortrinsret til at køre ud i krydset, når der kommer biler, der skal henholdsvis vertikalt og horisontalt i gennem krydset. Jeg har endnu ikke gennemskuet den ecuadorianske færdselslov, men Arturo siger at der findes en sådan, men jeg kan bare konstaterer, at de vist ikke overholder den. Det ser til tider halsbrækkende ud, når de kommer drønende fra hver sin side, og ikke vil give sig i forhold til den anden bil. Det ligner ofte engang "chicken race", hvor en af dem må holde tilbage. Før det afgøres hvem, der har tabt dysten, så tages ecuadorianske bilisters bedste ven, hornet, i brug. Den ene bilist starter med at dytte, som vil han sige, jeg var her først. Dette får naturligvis den anden bilist til at dytte endnu længere tid. Ligesom om at han ville fortælle at det ikke er ham, der skal give sig. Det hele ender som regel i et stor omgang dytten indtil den ene må give sig. Det er utroligt at man ikke ser flere skrammer på bilerne. Enten er bilreparationer utrolig billige, ellers må man kreditere trafikskolerne i Quito for at uddannede chauffører, der besidder stærke køreegenskaber.

Som nævnt et Quito på mange måder kontrasternes by, og selvom man kan se, at levestandarden ikke holder en europæisk standard på trods af, at de miljøer jeg befinder mig i hører til blandt de bedre stillede i det ecuadorianske samfund, så finder man den helt store kontrast, når man bevæger sig uden for Quito.